Han er lige noget for mig

Tags

, , , ,

Hundertwasser maler, arkitekt og økoaktivist. Her ville jeg gerne bo.

Hundertwasser maler, arkitekt og økoaktivist. Her ville jeg gerne bo.


Det var uimodståeligt at kigge ud af vinduerne i formiddags, efter jeg havde modtaget min nye kontorstol til afprøvning. Ud måtte jeg i dette fantastiske påskevejr. Parkeringpladserne er næsten tomme. Mine medbeboere er taget i sommerhus eller i kolonihave. Kun indvandrekvinderne og deres børn og nogle enkelte andre sjæle som mig er blevet tilbage. Indvandrekvinderne sidder nede på bænkene på det grønne områder og nyder den friske luft. Ungerne har leget og jublet, som de dansende køer.
Jeg ved hvor mændene er. Yderst på Ishøjtange sidder de og fisker og har det mandhyggeligt. Det er dejligt at skue.
Nå! afsted til Arken for at se Hundertwasser – han er lige noget for mig. Synd han er død.
Hans malerier giver glæde. Farverige, spændende og tiltrækkende.
Hans forslag til arkitektur er langt forud for sin tid. Han ville at mennesker skulle bo varieret og ikke i stive rammer og rette linier. Nogle af hans drømme gik i opfyldelse og kan ses i virkeligheden blandt andet i Wien. Han ønskede at inddrage naturen i sit byggeri, derfor er der grønt og træer. Regnvand og spildevand renses og han udviklede et fint humus toilet.
En af hans geniale ideer var, at alle skulle have lov til at male rundt om deres vinduer, så langt som deres arme rakte. Hold da op, hvor ville det se fantastik flot ud på dette her 15 etagers grå betonhus. Det ville blive en turistattraktion af de helt store. Hvorfor har min kommune ikke tænkt på det. Det kunne jeg tænke mig, at foreslå på den kommende generalforsamling. Bestyrelsen en flok middelmådige socialdemokrater er i forvejen sure på mig, så det kan hverken gøre fra eller til.
Det var virkelig, virkelig en skøn oplevelse. Jeg må til Wien igen og se hans huse og det museum, der er med alle hans billeder. Tænk at jeg ikke opdagede det ved mit første besøg.
En anden skøn oplevelse på Arken i dag, var Palle Nielsens: Modellen. En herlig legeplads for børn. De kan hoppe i skumgummi. Male hinanden eller sig selv. Klæde sig ud, plante frø og meget mere. Det var virkelig dejligt at se prinsesser og pirater ufortrøvent kaste sig ud fra gangbroen og lige ned i skumgummibadet.
jeg tror Molly ville synes om denne legeplads.

jeg tror Molly ville synes om denne legeplads.


Sluttede af med en lang spadseretur i Ishøj Havn, hvor bådfolket som endnu ikke har fået båden i vandet, pudsede og polerede, drak øl og sludrede sammen.
Solen var varm, smørrebrødet højt, nyudklækkede skadeunger hoppede rundt i de endnu næsten nøgne træer og vandet var blåt, blåt.
Bedre påskevejr kan man ikke ønske sig.

Bedre påskevejr kan man ikke ønske sig.

Hvad laver du?

Tags

, , , ,

Vaskedag i socialt boligbyggeri anno 2014

Vaskedag i socialt boligbyggeri anno 2014


Hvad laver du, bliver jeg fortsat spurgt? Underforstået hvad kan man få tiden til at gå med, når man ikke går på arbejde? Nogen spørger, fordi de gerne selv vil have inspiration til en forestående pensionering eller anden for for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Andre spørger fordi de er nysgerrige efter at vide, hvad netop jeg fordriver tiden med og ikke kan få mit nuværende liv til at hænge sammen med at en meget aktiv kvinde, pludselig ikke er aktiv mere, i hvert fald ikke synlig og måske heller ikke anerkendt aktiv. For det er jo rigtig, jeg er ikke blevet frivillig socialmedarbejder i noget som helst. Jeg maler ikke billeder, skriver bøger eller spiller musik – i det hele taget, er jeg holdt op med at sætte fingeraftryk på verden.
Mit eget lille private oprør måske? Jeg har været så aktiv og social hele livet – nu er jeg vist nærmest asocial, eller?
Og helt ærlig, jeg kan godt gå rundt og have lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke knokler rundt i alle mulige og umulige foreninger med en fyldt kalender, som da jeg var på arbejdsmarkedet. Og jeg reflekterer konstant over om dette driverliv er meningen med tilværelsen? Og om jeg på denne måde bliver – læs, er – alt for selvcentreret og egoistisk ved konstant at have fokus og udgangspunkt i min egen navle.
Når det er sagt, så nyder jeg sådan min “frihed”. At jeg ikke er afhængig af noget og nogen. At jeg ikke mere er ansvarlig for andre end mig selv. Følelsen af ikke at eje noget, men f.eks. bo til leje og kunne opsige sin lejlighed med en måneds varsel og flytte mig. Jeg skal ikke mere gå nervøs rundt for om jeg kan sælge min bolig, komme derfra uden gæld eller finde noget nyt og passende. Egentlig vil jeg gerne flytte, men jeg behøver det ikke.
Jeg kan stå op og gå i seng når det passer mig. Jeg skal ikke noget til en bestemt tid. Det betyder ikke, at jeg ikke står op og nogle gange tidligt op. Men jeg læser i sengen med god samvittighed hver aften og slukker lyset, kun af hensyn til mig selv.
Jeg spiser når det passer mig og hvad jeg har lyst til. Det betyder ikke, at jeg ikke kan savne nogen at lave mad til eller dele måltider med. Men jeg nyder også, at jeg kan tage hjem fra byen når det passer mig, jeg skal ikke skynde mig hjem for at lave mad til nogen. Hvis jeg ikke gider købe ind i dag, kan jeg bare gøre det i morgen eller i overmorgen. Så kan det godt være den står på skyr med frugt eller endnu bedre, jeg får en god grund til at spise ude og det er i hvert fald billigere at spise ude alene end det er at spise ude og være to eller en hel familie.
Og så vasker jeg tøj, gør rent, støver af, vander blomster, læser avis, går i biografen og teater. Ser masser af kunst, hører spændende foredrag med kloge mennesker. Cykler rundt i naturen eller i byen og glor på folk. Rejser og kan ofte støtte ungerne med noget praktisk, hvis de beder mig om det, for jeg er ikke optaget af noget livsvigtigt.
Savner jeg noget? Ja en gang imellem savner jeg ham. En sag at brænde for. Savner at glemme mig selv og komme lidt i baggrunden.
Frygter jeg noget? Ja, mest at der skal ske mine børn og børnebørn noget ondt. At “vågne op” og opdage, at jeg har spildt min tid.
Jeg tror det er livets dilemmaer for unge som gamle – måske tager jeg fejl?

Magtesløse mænd og skandinaviske kvinder

Tags

, , , , , ,

"Skandinaviske kvinder er enormt smukke, og det er ikke, fordi de alle sammen er fysisk attraktive, men fordi de er i besiddelse af deres egen subjektivitet." Michael Scott Kimmel

“Skandinaviske kvinder er enormt smukke, og det er ikke, fordi de alle sammen er fysisk attraktive, men fordi de er i besiddelse af deres egen subjektivitet.” Michael Scott Kimmel


Læser meget spændende artikel af Anders Haahr Rasmussen i Information, på baggrund af hans samtale med Michael Scott Kimmel. Michael er en af de førende figurer i amerikansk maskulinitetsforskning.
Hør bare her, hvor han forsøger at give en forklaring på den voksende andel af vrede, afmægtige mænd, der føler sig ydmyget og svigtet af, hvad de oplever som et i stigende grad feminiseret samfund:
“Det er, fordi den analyse, vi er blevet præsenteret for, har været forkert. Den lyder sådan her: Kvinder siger, at de samlet set, som gruppe, ikke sidder på magten. Det er åbenlyst rigtig. Se på parlamenter, virksomheder, universitetsbestyrelser verden over-som gruppe sidder kvinderne ikke på magten. Derudover føler den enkelte kvinde sig som regel heller ikke magtfuld. Feminismen har forsøgt at forholde sig til de to sager: at rette op på kvinders kollektive uligestilling og at give den enkelte kvinde følelsen af handlekraft og valgfrihed i sit eget liv. Hvis vi så laver parallellen til mænd, så begynder vi med at konstatere, at mænd som gruppe sidder på magten. Ja, det gør de, helt åbenlyst. Derfor må den enkelte mand også føle sig magtfuld. Forkert! Det er dèr, mange mænd står af. De fleste føler sig ikke spor magtfulde.” “En typisk respons, han gennem sine feltarbejder fik, når han snakkede med mænd om ligestilling, var: “Hvad snakker du om? Jeg har ingen magt! Min kone hundser rundt med mig, mine børn hundser rundt med mig, min chef hundser rundt med mig. Jeg er fuldstændig magtesløs.”
Jeg synes det er meget interessant, at høre for det giver mig unægtelig en meget større forståelse af konflikterne i parforholdene. Hvor ofte har jeg ikke hørt, mig selv inklusiv, en undren over, at en mand kunne være direktør og personalechef for mange ansatte og gøre det aldeles glimrende og takle konflikter på en fornuftig måde, men derhjemme kunne han ikke finde ud af en snus og veg konfliktsky udenom en masse situationer og fejede sagerne ind under gulvtæppet, indtil bulen blev så stor, at ægteskabet væltede over den.
Jeg hører sjældent kvinder brokke sig over, at de ikke er direktør, men de netværker sejt og målrettet og uddanner sig og går efter det. Til gengæld hører jeg utroligt mange kvinder være opgivende og kede af, at den mand de har derhjemme ikke tager sin del af magten og ligestillingen. Han tager ikke initiativ, han planlægger ikke, fruen er socialminister, økonomidirektør, pædagog, sygeplejerske, rengøringskone og meget mere. I mere end 43.000 ægteskaber om året ender det med en skilsmisse. Det er så trist og ærgerligt. Der bliver flere og flere singler formentlig fordi rigtig mange er klar over, at nissen flytter med.
Så egentlig kunne jeg måske bruge Michael Kimmels ord omvendt og skrive: Der er ikke noget så sexet som en mand, der føler sig berettiget til at optage plads i sit parforhold og fylde lige så meget som os kvinder. Lighed tænder. Vi – jeg tror, jeg kan tale for mange kvinder – vil have mænd, der har lyst til at kysse og kæle tilbage, lyst til at være lige så tilstedeværende i samværet som os, lyst til at styre den hjemlige areana som os. Hvis det lykkes kunne kvinderne måske også blive bedre til at udtrykke deres begær og parterne kunne veksle mellem at føle sig “lille” med behov for omsorg og ømhed og “store” med lyst til sex og overgive sig til den andens begær.
Her er noget at tænke over – i hvert fald for mig.

Mine første anemoner 2014

Tags

, , , , ,

Charlottenlund skov i regn, sol og blæst fyldt med anemoner.

Charlottenlund skov i regn, sol og blæst fyldt med anemoner.


Fast besluttet på, at søndagen trods regn, sol og blæst ikke skulle foregå udelukkende indendørs, stod jeg op og gik til zumba. Det har jeg kun prøvet en gang før og hold da op, det giver sved på panden og ned af ryggen. Det var i øvrigt sjovt at iagttage, at de mest korpulente damer, var dem der så smukkest ud i denne “sport”. Der var noget at ryste med både for og bag og det var herligt at opleve. Jeg humpede med det bedste, jeg havde lært og forsøgte at få armene og benene til at fungere på samme tid – ikke helt nemt, skal jeg hilse og sige.
Der blev tid til adskillige interessante artikler i Information, som jeg igen er blevet abonnement på i weekenden. Men jeg får let dårlig samvittighed over alt det jeg ikke får læst. Jeg kan ikke følge med og stakken af tidskrifter og aviser hober sig op.
Det giver mindelser om gamle damer, jeg har kendt, som havde bunker, store bunker af ulæste artikler, som de ikke kunne nænne at smide ud, for de var så interessante, at de måtte gemmes og læses senere. Senere kom aldrig.
Jeg må passe på med at falde i den fælde.
Fast besluttet på et kulturelt indslag drog jeg til Øregaard Museum for at se Käthe Kollwitz og Ernst Barlach – På Tilværelsens Kant. De to tyske impressionister har altid gjort et stort indtryk på mig. Især Käthe Kollwitz, som jeg kender bedst og vel i grunden sympatiserer mest med. Jeg er fuldstændig vild med hendes selvportrætter. Hendes stærke og markante ansigt som år for år udvikler sig og i grunden bliver smukkere og smukkere. Vil tænke over det næste gang jeg får lyst til at på fjernet rynker og kalkunhals.
En god bekendt stødte til på Øregaard og senere gik vi en tur i Charlottenlund skov i alt det nye grønne og frydede os over de mange anemoner og de næsten udsprungne tulipantræer i parker og haver. Endte med varm hyldeblomstsaft og kaffe og udsigt over Øresund inden turen igen gik tilbage til den lune stue.
Trods kulden, regnen og blæsten folder træer og buske sig ud time for time og snart har jeg ikke længere udsigt til nabohusene, men til et grønt bælte af nyudsprungne træer – ikke så dårligt. Imellem alt det grønne står der et lille hvidt kirsebærtræ eller en gul jasmin. Græsplænen vokser og vokser og skal snart slås.
Dejligt at det igen gror og vokser om ørene på en. Livet går videre.

Verdens Børn, ørepine og kolde hænder

Tags

, , , ,

Alle børn i verden fortjener en god opvækst.

Alle børn i verden fortjener en god opvækst.


Det var rigtig dejligt at få sat ansigter på de ildsjæle der arbejder for og i Verdens Børn. Det skete på generalforsamlingen på Frederiksberg i dag og jeg tudede næsten af rørelse, da repræsentanter for de forskellige børneprojekter i Indien og Bangladesh fortalte om deres seneste oplevelser derude.
Det er som før omtalt en lille organisation, men gennemsigtig og gennemsyret af mennesker som brænder for deres arbejde og gør det fuldstændig frivilligt, hvorved alle pengene går til de børn vi gerne vil hjælpe. Korruptionen har ikke en chance her og mennesker som arbejder for egen vindings skyld, ser man ikke skyggen af.
Til gengæld ser man glade børn og lokale ledere af en støbning, som man skal lede længe efter i vores moderne samfund. I den danske del af organisationen blev jeg rørt over, den megen refleksion og etik, der er omkring arbejdet og hvad der skal blive af børnene når de må forlade skoleprojekter og skolehjem omkring deres 16. eller 18. år.
Opfindsomheden kender ingen grænser. En havde bagt skønne kransekager, som blev solgt til fordel for projekterne. En solgte smukke, friske tulipaner og så var der de mest fantastiske perlekranse, lavet af papir fra et af projekterne.
Ikke underligt, at vi højrystet sang med på:
“Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyancinter
og bringe dem til èn, som jeg har kær.”
Men helt vår er det bare ikke. Jeg har naturligvis netop mistet min hue og mine handsker og det var ørepinevejr, at cykle rundt huen hue.
Av! Av! og man bør ikke cykle rundt uden handsker endnu, skulle jeg hilse og sige. Hænderne snurrede fælt og skulle i koldt vand ved hjemkomsten.
Skulle I få lyst til et fadderbarn, så kig på http://www.verdensbørn.dk
Det er ren win win. I betaler og trækker det fra i skat og et barn får skolegang, tøj på kroppen, tag over hovedet og mad i maven.

Ved Gravens Rand

Tags

, , , , ,

Værtshuset hedder virkelig Ved Gravens Rand

Værtshuset hedder virkelig Ved Gravens Rand


I et meget mærkeligt humør, som er svært at sætte ord på, sidder jeg nu og forsøger at få dagens klumme eller blog “på tryk”.
Pludselig savnede jeg min far og mor, de er døde for mange år siden og jeg er en meget voksen dame – så hvor kommer det lige fra?
Føler mig alene. Mærkeligt for jeg har haft selskab det meste af dagen. Først til træning, dernæst alt for travlt til at tænke, fordi der skulle gøres rent og forberedes frokost. Så 3 timers besøg og en lang samtale.
Efterfølgende tid til at gå på biblioteket og hente en ny god bog, som jeg har læst i i flere timer og havde svært ved at lægge fra mig.
Og alligevel den der følelse af, at min gæst “gik fra mig” og jeg skulle blive alene tilbage.
En mail som giver stof til eftertanke og som understreger, at jeg er alene.
Børn og børnebørn som har travlt med deres liv – heldigvis, det synes jeg jo er dejligt.
En påskeferie der vinker forude, hvor børn og venner er bortrejste, i sommerhus eller på anden måde optaget. HM!
Er mit netværk blevet for lille?
Hvad sker der?
Måske er det i virkeligheden erkendelsen af at ingen savner mig – så vidt jeg ved. Ingen har ønsket mit selskab.
Der er ikke en eneste ene, for hvem jeg betyder noget helt specielt og som betyder noget helt specielt for mig. Det er godt nok en mærkelig oplevelse. Lidt som at være Palle Alene i Verden.
Hvis jeg falder død om nu, vil det højest sandsynligt ikke blive opdaget før lang tid efter påske. Og det er jo også ligemeget, for det er nu og ikke når jeg er død, jeg har behov – behov for hvad?
Det er da mystisk pludselig at få det sådan?
Mon andre også får det sådan af og til? Er det kun os singler der oplever det eller kan man også få det sådan, når man har en partner? Kan man få det sådan, både når man er ung og gammel?
Hvad er det jeg mangler, som kan sætte sådan et humør i gang?
Jeg kunne gå ud i byen, men det har jeg heller ikke lyst til og hvem tror jeg der kommer ind af brevsprækken og samler mig op i mit sofahjørne?
Jeg har naturligvis forsøgt at kurere situationen ved at gå til blomsterhandleren og købe en kasse stedmoderplaner og putte i altankasserne. Drikke et glas rødvin og spise lidt mørk chokolade – det hjælper bare ikke i dag.
Er det min helt egen, private lille påskedepression, der er sat ind – måske er der mange som har det sådan. Så vidt jeg ved får 450.000 udskrevet lykkepiller. Det tror jeg nu ikke hjælper på den her tilstand.
Og det er vist også sådan, at mennesker føler sig mest ensom i højtiderne, hvor de i det mindste formoder at andre er i tæt kontakt med familie og venner.
Altså må jeg hellere gå tilbage til min bog og noget god musik, så kan det jo være jeg bliver så træt, at jeg kan sove det væk.

Bekæmp skattesnyltere

Tags

, , , ,

En god ide - en gammel dør med ben og en tyk glasplade, er blevet til et bord. Mennesker som har siddet ved bordet har skubbet forskellige sjove effekter ind under glaspladen.

En god ide – en gammel dør med ben og en tyk glasplade, er blevet til et bord. Mennesker som har siddet ved bordet har skubbet forskellige sjove effekter ind under glaspladen.


En ung kvinde i Zambia betaler hver dag en krone i skat, uanset hvor lidt hun tjener. der er dage hvor hun intet tjener og hun skal fortsat betale en krone i skat. Hendes kæmpenabo, Zambia Sugar, der har et millionoverskud, dræner statskassen ved at betale under 0,5% i skat. Den unge kvinde får til gengæld for sin høje skat ingen ordentlige skoler til sine børn, medicin eller sundhedstjek. Hendes egene penge strækker ikke til sund mad og uddannelse til hendes børn.
Verdens næststørste ølproducent-hedder SAB Miller og tjener 11 milliarder om året. Til trods herfor har det firma betalt o kr. i skat i Ghana hvor de har en virksomhed. Det er blevet regnet ud at statskassen i Ghana, Mozambique, Tanzania, Sydafrika, Zambia og Indien går årligt glip af 181 millioner på grund af SABMillers skattespekulation.
Penge der kunne være brugt til flere skoler, bedre sygehuse eller nye veje.
Har du lyst til at vide mere om skattesnylter virksomhed, har Mellemfolkeligt Samvirke lavet en fin lille håndbog. Håndbogen oplyser at verdens 85 rigeste personer har værdier for samme beløb som verdens 3,5 mia. fattigste til sammen.
Jeg forstår slet ikke, at vi bliver ved med at finde os i den ulighed, der vokser og vokser i verden. Det kan kun ende i hungersnød, krig og flugt.
http://www.ms.dk
Flere investeringer fra Danmark går i skattely. Alene i 2012 blev mere end 100 milliarder kroner fra Danmark investeret i skattely – såkaldte “offshore centre” – ifølge Nationalbanken. Det er omtrent en femdobling siden 2004, hvor Nationalbanken først begyndte af offentliggøre tallene. Ugebrevet A4 har på baggrund af tal fra Nationalbanken anslået de samlede danske værdier i skattely til 275 milliarder kroner udgangen af 2012. Står der i seneste nummer af action magazine.
Heldigvis er der også nogen som gør noget. Pædagogernes Pensionskasse har besluttet at gå i dialog med udvalgte virksomheder for at påvirke deres skattepolitik.
Det er virkelig et sted vi som medlemmer af en pensionskasse kan medvirke til, at gøre vores indflydelse gældende.
Vi kan tænke os godt om og tage stilling til den skævdeling, der er i gang i verden.

Hvad har Lucia di Lammermoor med Otto Frello at gøre?

Tags

, , , , ,

Hver gang jeg går tur i byen ser jeg noget nyt. Nyd lige farverne på disse huse.

Hver gang jeg går tur i byen ser jeg noget nyt. Nyd lige farverne på disse huse.


Hvad har Lucia de Lammermoor af Donizetti at gøre med maleren Otto Frello?
Ikke andet end at begge dele begejstrede mig i går og gav min dag et pust af inspiration og ydmyghed overfor mennesker, som evner at komme ud over rampen og være istand til at give os andre lov til at opleve og sanse dimensioner, som vi måske ikke lige er åbne for i vores dagligdag.
Lad mig begynde med Otto Frello, dansk maler som netop er fyldt 90 år og som bor i et kunstværk af en gammel lejlighed i den indre by og for øjeblikket udstiller i Rundetårn.
Otto tager os med ind i eventyrets og fantasiens landskaber. Hver eneste beskuer af billederne får lov til selv at gøre sig tanker og forestillinger om hvad der sker på, eller nærmere i billederne og i vores indre. De prikker til vores fantasi, vore egne forudsætninger og vore egne drømme om hvordan livet også kan være eller blive.
Tag nu for eksempel hans billede af Det Sidste Menneske – er hun ensom, ulykkelig, hvordan er det kommet så vidt? hvorfor er hun klædt som hun er? og sådan kan man dvæle ved hver eneste billede og i øvrigt nyde hans detaljer og aldrig blive træt, af at “finde Holger”.
Hvor ville jeg gerne møde ham og høre ham fortælle.
Nå ind i Rundetårn, hvis du kan inden udgangen af april.
Ester havde samme aften inviteret mig i Operaen for at høre og se Lucia di Lammermoor, som blev sunget helt vidunderligt af Henriette Bonde-Hansen.
En blodig og dramatisk fortælling fyldt med ondskab, jalousi og naturligvis kærlighed. Mest ulykkelig kærlighed. Hvad man ikke havde af horo og splatterfilm i 1797-1848, kunne Gaetano Donizetti skabe i sine operaer.
Heldigvis var sangerne, især Henriette og Edgardo, i går Danilo Formaggia istand til at synge så ubesværet, smukt og let, så jeg følte mig helt opslugt på den gode måde og trods det at blodet flød og alle døde en ulykkelig død, gå bort med følelsen af, at jeg havde oplevet noget kærligt og meget levende.
Gaetano Donizetti skrev faktisk også glade og komiske ting, men døde selv syg og formørket på et sygehus i Paris, vist nok meget psykisk syg af overanstrengelse og syfilis.
Eneste minus var at Lucia virkelig er en smuk kvinde og det var så svært for mig, at finde det troværdigt, at hun virkelig kunne forelske sig så heftigt i lille tykmavede Edgardo. Når de omfavnede hinanden, måtte jeg tage mig i ikke at komme til at grine højt, for det så altså komisk ud.
Undskyld det må være mine fordomme.

Tusind tak kommune!

Tags

, , , ,

De smukkeste små røde tulipaner garneret med gule påskeliljer i mini udgave.

De smukkeste små røde tulipaner garneret med gule påskeliljer i mini udgave.


Jeg var altså først – så godt TV avisen omtalte kommunernes brug af smukke løgplanter til rundkørsler og rabatter til forskønnelse – og besluttede at min blog i dag skulle være en stor tak til min kommune og andre kommuner for de smukke blomster, som de har arrangeret rundt omkring.
Tog derfor et billede af blomsterne, som jeg kan se fra mit stuevindue.
Men allerede da Emil hentede mig i søndags, kørte vi langs brede rabatter af påskeliljer. Måske skal takken rettes til de tekniske forvaltninger. I hvert fald bliver man glad i låget af, at se de mange skønne forårsblomster lyse op. Nu er træerne også på spring og alt det lysegrønne som er på vej, laver en næsten lysegrøn sky rundt om træerne. De japanske kirsebærtræer pynter og alle de hvide danske ditto understreger, at dette lille land er en skøn plet, som vi bør værne om og passe rigtig godt på.
Lad ikke besparelser og kortsigtede politiske løsninger ødelægge vores miljø hverken på kort eller langt sigt. Sæt foden ned nu og deltag aktivt i at passe på den jord vores børn og børnebørn skal leve på og af, når vi andre er døde og borte.
Nu har jeg spist sent aftensmad og ordnet mange ting. Hverdagen er sådan set genetableret og begyndte i svømmehallen i morges.
Jeg må have styr på al slapheden og fundet energierne frem til fysisk udfoldelse. Dog har der også været plads til det afslappede med et par timers herlig snak med min søde underbo. Hende kan jeg ikke undvære. Det er ikke blot trygt og dejligt, at hun passer på blomster, post og lejlighed når jeg er borte. Hun er også uundværlig, når hverdagens mange spørgsmål trænger til at blive vendt en omgang.
Gik amok hos blomsterhandleren, som altid sælger billige blomster om mandagen. Blomster der har stået i butikken hele weekenden og som skal give plads til de friske fra torvet til den kommende uge.
Med favnen fuld af gule tulipaner smuttede jeg forbi en gammel nabo, som sidder og egentlig ikke rigtig orker at leve mere. Han kan ikke komme ud i sin have, køre sin bil, gå en tur – benene vil ikke mere. Øjnene kan ikke rigtig se, hvilket betyder at se tv, at læse bøger og noder er alt for besværligt. Skønt han har fået en i-pad, kan han ikke læse den ordentlig eller skrive. Og så forstår man jo godt at hverdagene kan blive lidt lange og triste. Kolleger, venner og familie er døde og hvis det ikke var for fantastisk naboer – så ville der heller ikke længere være nogen at snakke med.
Jo, det er ikke nemt at blive gammel.
Det er både trist, interessant og meget tankevækkende hvordan den fase af et menneskeliv former sig.
Han synes fortsat jeg ligner en ung pige, men jeg ved jo godt, at det jeg her ser og erfarer er min kommende fremtid. Sådan logisk set, men ej rigtig til at fatte.

Tilbage, træt og taknemmelig

Tags

, , , , ,

Forsøger at være taknemmelig og positiv

Forsøger at være taknemmelig og positiv


Er dybt taknemmelig for de gode uger jeg har haft i Spanien med barn og barnebarn. Taknemmelig fordi de rummer mig og giver anerkendelse. Taknemmelig fordi jeg har en søn som gider hente mig i lufthavnen, arrangere at vi får brunch inden, jeg skal hjem til et tomt køleskab og ovenikøbet helt seriøst fortæller mig om sine planer og oplevelser på en ligeværdig måde og jeg også får lov til, at give udtryk for mine refleksioner. Taknemmelig for at fange min ældste datter på telefonen og lige få en kort up date på hendes situation.
Træt fordi jeg skulle op ca. kl. 03.00 i nat for at tage en taxa til lufthavnen, hvor jeg skulle være kl. 05.00 blot for at sidde i et fly, der blev mere end 1½ time forsinket.
Træt fordi jeg skulle gennemgå post og næsten synes det kræver en hel kontordame, at bestyre et singleliv med overgang til pension, slut på efterløn, skat, ATP, budgetter, regninger, beboergeneralforsamling med vigtige punkter på dagsordenen, møde i banken og meget, meget mere.
Trist fordi der ligger masser af læsestof, som burde læses grundigt og ikke mindst tages stilling.
Tages stilling til Amnesty`s seneste brev om vold mod piger og kvinder i Nepal. Piger som giftes bort i en alder af 12 år og som tvinges til at få børn i en meget unge. Kopila blev tvunget til ægteskab med en fremmed mand, da hun var 17 år. Kort tid efter fik hun sit første barn. På bare seks år fødte hun fire børn. 12 dage efter sin fjerde fødsel, huggede hun brænde. Hendes mand kom ud og forlangte vand og de kom op at skændes. Han gennembankede hende. Nu ved hun ikke om hendes livmoder faldt ud, fordi hun huggede brænde, eller fordi hun fik tæsk. Hun kunne hverken stå oprejst eller sidde. Når hun nyser falder hendes livmoder ud. Hun tør ikke gå til lægen med sine forfærdelige smerter i underlivet efter mandens mishandling. Sidste gang hun forsøgte tæskede han hende igen. I dag lever hun i et smertehelvede og alligevel tvinges hun til sex og får bank, hvis hun nægter.
Eller historien om Phwe Yu Mon som kæmper for demokrati, menneskerettigheder og sociale forandringer i Myanmar. Skønt der er sket forandringer i Myanmar lever mange familier på gaden, børn kommer ikke i skole. Store virksomheder stjæler bøndernes jord fordi de ikke har et retsmæssigt skøde, fortæller Mellemfolkeligt Samvirke.
TV som berettiger om vores Folkeskole og den reform, som blev tvunget igennem og som jeg helt sikkert føler dræber engagement og initiativ hos lærerne og dermed går ud over børnene. Ideologi og besparelser, pakket ind i politisk pis og papir. URGH!
Ellers er her helt stille. Det er underligt, at være alene igen – nu skal der soves. Soves på den hovedpude, som jeg læser i Søndagsavisen, at jeg burde vaske mindst hver 2. måned. Suk! Det må jeg så gøre, hvis jeg ikke vil dele hovedpude med mider og deres ekskrementer.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 144, der følger denne blog