Mit indre øje

Tags

, , , , , ,

8
Det er svært at lukke mit indre øje og se bort fra en verden, jeg end ikke længere tåler synet af i TV eller magter, at lytte til i radioen eller læse om i aviserne.
Her til morgen måtte jeg lægge øre til og læse i avisen, at Danmarks statsminister ikke, som sine nordiske fæller, ville underskrive en resolution om besættelsen og krigsforbrydelserne i Gaza. Det gør mig frygtelig ondt for alle de børn, mødre, fædre og søskende for ikke at tale om bedsteforældre, der fortsat skal være krigens ofre.
Jeg føler mig som den abe, der sidder og holder sig for øjne og ører: ” Jeg ser intet, jeg hører intet og dermed er verden ikke grum.”
I stedet har jeg bedt Chopin spille noget af sin fortryllende klavermusik. Det giver mig lov til at forsvinde lidt i hans Nocturner. Her i det dybeste mørke findes glimt af lys og de skiftende sindstilstande passer godt til den palet af følelser, jeg gennemgår i disse dage.
Samtidig og ind imellem kan jeg koncentrere mig om at læse Søren Ulrik Thomsens digte: “Rystet spejl”. Tænk at kunne spidde hverdagen, livet og tanken så fint med èn pen og minde os om, at vi er personerne i livet bog, om end vi ikke kender historien og må improvisere os frem. Nogle gange går det godt andre gange mindre godt.
Min gode veninde på Færøerne fik mig også til at gå i gang med 101 litterære postkort. Her lader Tage Aille Borges og Ejler Nyhavn døde litterater skrive små breve/postkort til hinanden i sprogets tjeneste. Det er morsomt og tankevækkende, at læse om undren og ubesvarede spørgsmål, bitterhed og lykke. Angreb og svar på tiltale. Nogle roser og hylder hinanden, præcis som i det levende liv. Så hjerteligt er det, at jeg ind imellem må le.
Sådanne små frikvarter må jeg skaffe mig for at komme gennem dagen og bevare troen på, at det onde får en ende, at vi bliver mange nok som siger stop til angrebene i Gaza, i Syrien, til krigene og til sulten og sygdommen, som rammer helt uskyldige mennesker.
Hverdagen går videre og når jeg er færdig med at knibe øjnene sammen, vil jeg gå ud i lyset. Solen er her endnu og skinner også på de gode sider.

I solskin og skygge

Tags

, , , , ,

5
Mit humør veksler mellem solskin og skygge. Den ene dag lykkelig, den næste trist og afmægtig. I dag glad, rolig og taknemmelig.
Jeg er kun et menneske, et levende barometer på solens stråler, skyggens svalhed og kuldens minusgrader.
Tænkt at vi kan rumme så meget i hjernen? I kroppen? I sjælen? Hvor mon det sidder? Og hvad er udslagsgivende?
I dag er jeg påvirket af nogle af de mennesker, jeg holder rigtig meget af. De får mig til at være meget taknemmelig for mit gode helbred og min fysiske formåen. Det er ikke nogen selvfølge, at man kan cykle en lang tur, holde varmen ud, svømme, styrketræne eller gå sig en tur.
Min hjerterytme er ikke forstyrret, jeg har ikke fået en pacemaker, at tænke på. Jeg har ikke haft cancer og sidder tilbage med stråleskader og en evig angst for hvornår og om det blusser op igen. Jeg skal ikke til kontrol for noget som helst. Min hukommelse er ok. Jeg har ikke brok eller sukkersyge. Har syv, ni, trætten ikke haft en hjerneblødning, blodprop eller gener efter en trafikulykke.
Så vidt vides er mine skyggetanker ikke noget der nærmer sig en depression. Jeg skal ikke holde sengen i denne varme med høj feber, træthed og lungebetændelse. Jeg behøver ikke medicin.
Nogle af mine allerbedste venner og nærmeste familie kan ikke påstå, at de er lige så heldige. Jeg føler med dem og er evig taknemmelig for, at jeg indtil videre er gået fri.
De og alle andre i samme båd fortjener omsorg og støtte. Kærlighed og omgående lindring og bedring. Og de er alle så seje. Piber ikke, tager tingene i strakt arm, som man siger, de er hverdagens helte og heltinder.
Jeg beundrer jer og jeres styrke og sender jer mine kærligste tanker.
Jeg lytter til radioen og hører om vores overvågningssamfund. Det er skræmmende, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg kigger på et postkort af et maleri, jeg har lyst til at købe, fordi det er så smukt. Ind imellem læser jeg interessante digte og forbereder mig mentalt på dagens cykeltur.
Har meldt mig til en kvindelig triatlon om 18 dage. Jeg får svært ved at løbe, er endnu tung i bagen og har ømme ben. Men det handler om at gennemføre og ikke vinde, for mit vedkommende.
Så…….

Leonardo da Vinci og afmagt

Tags

, , , ,

Manden var ganske enkelt genial

Manden var ganske enkelt genial


I dag har jeg nydt Leonardo da Vinci`s opfindelser, eller nogle af dem, i det gamle Danmarks Akvarium.
Den mand var genial. Tænk at være født i 1452 og opfinde en bil, en flyvemaskine – sort of – dykkerdragter, maskiner der kunne rejse søjler og mange, mange flere ting.
Han kunne som bekendt male – Mona Lisa. Spille musik og meget, meget mere.
Bagefter frokost i den runde restauration på Strandvejen med hyggelige mennesker og en hot, hot cykeltur tilbage til byen for at høre den første gratis opera ved Torvehallerne – Barberen i Sevilla.
Ikke en dråbe regn eller skybrud, men en morsom forestilling i en temmelig moderne udgave. Operaen kommer rundt i byen og kan anbefales. I morgen er den på Bispebjerg Torv.
Syntes jeg skulle se tv-avisen, da jeg kom hjem og faldt over en udsendelse i tv, hvor man viser hvor aggressiv USA (præsidenter) har været og hvor ofte man har sagt et og gjort noget andet. Krige er blevet startet på løgnagtige og urigtige grundlag: ” Bare fordi vi kan”. Det er endnu mere rystende end jeg i virkeligheden går og tror til daglig.
Når det passer præsidenterne vender man det blinde øje til at deres såkaldte venner bruger kemiske våben mod deres egne. Senere når sådanne lakajer ikke passer ind i spillet mere anholdes de for narkohandel eller noget, som intet har med krigsforbrydelserne at gøre. Rask væk forsyner man såkaldte fjender med våben for bagefter at kalde med terrorister.
Føj hvor blev jeg i et kedeligt humør og tænker hvor mon Syrien er blevet af i alt det sørgelige der foregår i Gaza. Hvad sker der med alle de børn der er ved at sulte ihjel i Afrika. Kan pressen kun rumme en enkelt ting ad gangen i agurketiden og hvorfor er Touren vigtigere end mord på civile?
Vi skal leve i nuet. Vi skal nyde det liv vi har, for vi har kun det ene. Vi skal være positive og venlige.
Det er med en mærkelig smag i munden og med en fornemmelse af at være et rigtig dumt svin, hvis jeg ikke lader mig påvirke og helst handler på min viden om hvor forfærdeligt nogle mennesker lider.
Hvor skal jeg ende og hvor skal jeg begynde. Jeg føler afmagten tage helt over.

Tour de Kongelundsfortet og tilbage igen.

Tags

, , , , , ,

26. juli 2014
Udsigt fra Kongelundsfortet ud over voldgraven til Øresund. Dejligt pick nick sted.
Lykkelig. Jeg tør næsten ikke skrive det, for det er som om det at være lykkelig – i små øjeblikke – ikke længere er ok. Ordet lykke er blevet fortærsket og har til tider fået en lidt skinger klang. Men jeg tager mod til mig, jeg er i dette øjeblik både lykkelig og glad.
At der ikke er gået inflation i oplevelsen hos mig, kan tydeligt læses ud af andre af mine blog indlæg. Så bare rolig! Og det smitter ikke, du må selv gøre noget ved det, hvis du vil prøve fornemmelsen.
Nej, nej! Jeg mener ikke at man er sin egen Lykkes Smed, der kan være så meget der spænder ben og livet kan for nogen være mere op ad bakke end for andre og det er ikke altid man selv er herre over de forhindringer man støder ind i. Tænk blot på børnene i Gaza lige nu. Både dem der er dræbt, dem der er hårdt kvæstede og dem der i angst og usikkerhed stadig er i live.
Men hvorfor så glad? Jo! Jeg har været på cykeltur til Kongelundfortet og retur i dette rasende dejlige vejr. Jeg har set fantastiske boligområder. Sluseholmen med kanaler, friluftbad i havnen, havnebus til døren, flotte udsigter og spændende huse og smukke broer. Og noget af det gamle miljø er bevaret med bådhuse og havn. Nokken ligger der også på den anden side. Lad den endelig blive liggende. Der er ikke noget mere dødsygt end en ny bydel, totalt renset for oprindeligt liv og færden. det er jo netop det der gør et område levende og spændende.
CIMG6874
Sammen med uendeligt søde mennesker cyklede jeg den fine vej til Kongelundfortet via Amager. På asfalteret sti helt i vandkanten med udsigt til sejlbåde, motorjoller og lydløse kajakker.
Vi besøgte udkigsposter. Her kunne vi studere det fine eng- eller vadehavsland hvor forskellige fugle har fred. En venlig herre lod mig kigge i hans enorme kikkert. Hold da op, det var lige før man fik en skarv i øjet.
Blomsterne blomstrede og cyklisternes dæk sang sommerligt.
I Kongelunden var der frokostpause og medbragte madder, samt udsigt til en flok tykmavede og ølvommede fotografer, der hyggede sig med at fotografere teenager tynde modeller i alverden underlige stillinger i næsten igen tøj og i høje stiletter.
Noget af en overraskende underholdning på dette sted.
Cykelturen tilbage med udsigt til 8-tallet og meget andet spændende byggeri. Og som vi snakkede om, så er det højst forunderligt at arkitekterne ikke har opfundet cykelkældre eller i det mindste stativer og andre helt praktiske foranstaltninger i de nye byggerier. Det ligner noget rod og cykler på de fine altaner og terrasser pynter slet ikke. Mon man har et kælderrum? Eller skal ens gemmeting også stables i de smarte lejligheder?
Afslutningen foregik foran Islands Brygges Kulturhus med kæmpestore kopper kaffe i skyggen under skærmende parasoller og udsigt til aktiviteterne i havnen.
Vi kunne næsten ikke tage os sammen og rejse os og forlade stedet. Det er dejligt at kigge på folk og jeg glæder mig oprigtigt over hvor mange skønne steder og tilbud der er i vores hovedstad. Jeg bliver altså helt stolt.

@lusmsux

Tags

, , , , ,

25. juli 2014 Det rullende Galleri opdaget i Kødbyen her til aften. Desværre ruller det allerede videre til Berlin i morgen.
Det er svært at tage sig sammen til at gå ind om aftenen i disse lune dage. I aften er ingen undtagelse, men i morgen er der atter en dag og der skal igen mange kilometers cykeltur i benene – så jeg må hellere!
Første stop var Børsen, hvor en veninde ventede og så gik det ellers derud af mod Praghs Boulevard for at finde nummer 43 og Beton. Det lykkedes næsten i første hug og der lå det herligste mini Christiania, blot meget mere rent og ordentligt.
På området findes også Praghs haver, som havde set bedre tider og den noget forbitrede medstifter fortalte om, hvordan han med flere havde knoklet dette kunstner og kreative miljø i gang. Nu var det lukningstruet, fordi byggegrunde i byen er attraktive for pengemænd og koner og der levnes nødigt plads til uordentlighed.
Synd og skam for her ser ud til at være gang i en god og kreativ proces, et bæredygtigt lille samfund i samfundet.
Men altså, vi var kommet for at se Anders Bonnesens udstilling, iværksat og passet af Julie Bitsch. Jeg er ikke og bliver aldrig klog på moderne nutidskunst, men en del af værkerne kunne jeg bestemt beundre og undres over og meget begejstret er jeg for et værk i bomuldgarn forestillende Jean Luc Godar, der holder en filmstrimmel op mod lyset.
CIMG6863
Tilbage til byen fordi jeg igen ville vise min solidaritet på Rådhuspladsen til støtte for Stop af drabene på de civile i Gaza. Jeg nåede at klippe en fredsdue og få den til at flyve, før jeg igen forlod manifestationen, der forløb i fred og ro. I hvert fald medens jeg var der.
Rystende var det derfor at se et kæmpepolitiopbud ved Christiansborg hvor en slags moddemonstration var i gang. Min veninde mente at politiet var nødsaget til at beskytte den lille gruppe der ønskede at udtrykke, at de elsker Israel, mod grimme muslimer og jeg så ikke mindre end 3 i håndjern. At tænke sig. Jeg undres?
Derefter blev papirøen tjekket ud og sidste etape gik til Kødbyen. Her blev sulten stillet hos: “Fra tryne til hale”. Dejlig mad.
Aftenen sluttede i en skurvogn udenfor restaurationen hvor en australsk kunstner i sit rullende galleri, udstillede humoristiske billeder. Han havde en portion med fra Amsterdam, hvor de netop havde været. Billederne var virkelig sjove.
CIMG6871
Jeg kan kun anbefale at gå ud i byen på må og få. Der sker noget overalt og man kan faktisk få timer til at gå med at sidde og glo.

På en skala fra et til ti………

Tags

, , , ,

torsdag den 24. juli 2014
På en skala fra et til ti, hvordan synes du så lige det går i Imerco?
Jeg skulle købe mig et nyt bageur og fandt et i Imerco, jeg gerne ville have. Da jeg kom hjem gik det ikke. Tilbage til butikken. Man fandt et nyt. Det gik heller ikke. Man fandt et tredje, det gik. Jeg cyklede hjem igen, blot for at konstatere, at det ikke kunne ringe.
Tilbage til butikken igen på cykel. Ekspedienten smilede venligt og sagde: “Vi må se positivt på det, nu har De da fået en masse dejlig motion”.
Så var det jeg blev en anelse syrlig.
Havde jeg ikke været oppe i morges og lave gymnastik, jo!
Havde jeg ikke i formiddags været ude at spille golf, jo!
Havde jeg ikke cyklet to gange frem og tilbage til Rødovre Centrum, nemlig!
Havde jeg ikke cyklet ind til byen for at få massage på min ømme skuldre, netop!
Med mit tredje ur i tasken hoppede jeg igen på jernhesten og cyklede denne gang til Fælledparken for at deltage i Mellem Folkeligt Samvirkes fotoevent, en hilsen til de mange civile i Gaza. Det blev et flot billede og jeg var virkelig imponeret over hvordan de mange mennesker stille og rolig fik sig arrangeret med klapvogne og hunde indenfor bostavssnorene. En drone blev sendt op og flot, flot billede.
Cyklede til Toldboden og spiste aftensmad på kajkanten og nød solen og de mange mennesker.
Det er fuldstændig sydlandsk af færdes inde i København sådan en aften. Overalt på pladser, fortove og stræder er der borde og bænke med spisende og drikkende mennesker. Dem der ikke er på restauration, sidder på tæpper i parkerne og hygger sig til langt ud på aftenen.
Det er faktisk alt for godt til at gå indenfor.

Smukke skibe ved kajen.

Smukke skibe ved kajen.

Familien Gyldenkål på ferie.

Tags

, , , ,

Hjemmelavet blåbærtærte med marcipan og chokoladebund. Den smagte.

Hjemmelavet blåbærtærte med marcipan og chokoladebund. Den smagte.


Medens morgenradioen oplyser om hvor svært det kan være at leve som sammenbragt familie med mine, dine og fælles børn, kommer jeg lige lukt fra en familie, hvor jeg gang på gang undrer mig over, hvor fint lige netop en sammenbragt familie også kan fungere.
De fire unge i familien 17, 16, 15 og 13 år er vidt forskellige personligheder og de to har måttet afgive fysisk suverænitet og dele deres værelser med 2 nye og sammenbragte ungdommer. Aldrig har jeg hørt et negativt kvæk i den anledning.
Næ, nej! Det summer af venlige smådrillerier, hjælpsomhed og ro. Som mormor ankom jeg midt på eftermiddagen for at ønske god sommerferie og kunne sidde magelig henslængt og opleve, at 6 kufferter og 6 stk. håndbagage blev pakket nærmest uden, at jeg opdagede det.
Fatter fandt tid til at gå i køkkenet og bage den skønneste blåbærtærte helt fra bunden og tænde grillen. Vasketøjet kom ned fra snoren i den fart som sommersolen tørrede det og fandt vej til en kuffert eller en taske.
Hunden så overrasket og meget interesseret på sin nye sikkerhedssele, da en god veninde troppede op og anbragte den på bagsædet af sin bil og tog den med på ferie.
I den lune sommeraften, blev der spist dejlig hjemmelavet mad og grinet igennem. Ikke mindst da mormor fortalte om den tid da hun gik med lilla ble. Først måbede de unge og så så vi alle det billede for os, som dannede sig i deres hoveder. De voksne begyndte at grine med. Enig det ville have set sjovt ud.
Det spændende blev faktisk, hvor nemt generationer kan tale forbi hinanden. Det giver stof til eftertanke.
Der blev spillet kort og brætspil. Jeg lærte noget nyt. Godt gået unger.
Klokken fem var der morgenvækning. Ingen sure miner. Mor smurte på den smarteste måde, jeg har set, et hav af sandwich og alle blev lige tjekket en sidste gang for: “Har du dit pas, dit rejsekort og din oplader?” I ro og mag og under grin og fnis kunne jeg vinke farvel og god ferie til 4 unge mennesker og deres forældre. Glad og fornøjet over at kende en familie, hvor det lykkes, at være sammen på en gode måde, på trods af svære ods.

Skal man le eller græde?

Tags

, , ,

Endnu lille pus på under et år er dræbt i den frygtelige nedslagtning i Gaza.

Endnu lille pus på under et år er dræbt i den frygtelige nedslagtning i Gaza.


Det er virkelig svært at holde tårerne tilbage når man går rundt mellem de symbolske kister på Rådhuspladsen. De fleste kister bærer navne og årstal på de dræbte. I nogle tilfælde er der billeder af ofrene. Flere af disse er som fortalt i pressen små børn og flere under et år gamle.
Der var dyb stilhed på pladsen og mennesker passerede tyste rundt. Nogle modtog i den opslåede informationsbod en lille skrivelse med et resume af begivenhederne og man kunne skrive i en kondolencebog.
Jeg blev ydmyg og taknemmelig for at vide hvor mine egne kære børn og børnebørn befinder sig.
Ufatteligt at der ikke er voldsommere protester. Hvorfor denne tavshed? Regnes palæstinenserne ikke for lige så vigtige og rigtige mennesker, som 200 hollændere i et fly? Hvorfor er der ikke sanktioner mod Israel?
Midt i min triste vandring ankom en hærskare af julemænd og julekoner. Det var deres årlige generalforsamlingsdag og skønt de jo ikke kunne vide på forhånd, at de symbolske ofre for den triste krig, ville stå på samme sted, som de havde planlagt. Ja! så forekom det meget malplaceret, at der dukkede juletræ, rensdyr og søde nissebørn op lige her.
Måske skulle myndighederne have fundet et andet sted til nisserne at forsamles inden de drog videre til Dyrehavsbakken.
Det var svært at finde ud af om man skulle le eller græde eller begge dele.
Det var ikke tårer der løb ned af julemændenes kinder, det var sved, der haglede af dem i deres varme kostumer.
Måske er det kun mig der var sart. Mødet foregik i fuld fordragelighed og jeg kunne jo bare gå min vej, hvis jeg ikke kunne lide sammenblandingen.
21.juli2014

Når en kold krig bliver varm

Tags

, , , ,

Ejbybunkeren bygget som kommandocentral for Københavns Luftforsvar i 1954 og i dybeste hemmelighed aktiv i 17 år, under den kolde krig.

Ejbybunkeren bygget som kommandocentral for Københavns Luftforsvar i 1954 og i dybeste hemmelighed aktiv i 17 år, under den kolde krig.


I Danmark har vi været heldige at undgå indblanding i mange krige. Det har dog ikke afholdt det danske militær fra at investere i hemmeligt isenkram, særligt under den kolde krig mellem øst og vest.
Senere i vores nutid har den danske regering ikke holdt sig tilbage og blandet sig i flere krige og sendt danske unge mænd ud i dødelig missioner. Selv frygter jeg, at den overståede kolde krig blusser op igen og bliver aldeles varm på grund af situationen i Ukraine.
Men endnu værre så forholder den danske regering sig mere end tilbageholdende i forhold til det frygtelige slagteri, der i øjeblikket foregår af civile i Gazastriben. En fangelejer hvor ingen kan flygte fra.
Så typisk er det også for den danske presse, at den i dag har beskæftiget sig mere med 2 danskeres mulige tilladelse til at forlade krigsområdet, end med de over 350 kister på Københavns Rådhusplads, hvor der demonstreres for de foreløbigt dræbte.
Vores udenrigsminister vil ikke fordømme Israel – han burde smides på porten.
Hvordan kan det gå til, at TV avisen bruger mere tid på temperaturen på dagens badevand, end uskyldige børn der dræbes. Mødre som slås ihjel. Familier som ser deres hjem forvandlet til en rygende ruinhob.
Nu må vi da, os der er mødre, os der er fædre, os der er søstre og brødre og bedsteforældre, uanset vores uduelige og elendige politikere vi har stemt på, drage i demonstration mod de pladser, der findes i de danske byer og blive der til slagteriet stoppes.
Hvor er fagbevægelsen, organisationerne, de politiske partier og alle os, der ikke er medlemmer? Kan det passe, at vi sidder bænket omkring havegrill og fadbamser uden lyst til at lette os og forlange, at mordene på mennesker i Gaza stoppes.
Er agurketiden så lammende og larmende stille, at ingen kan høre skrigene fra de uskyldige, ikke kan høre gråden og fortvivlelsen. Ikke kan se og forstå afmagten.
Så gør dog noget!
Mød op på Rådhuspladsen, som det første. Kisterne står der hele dagen i morgen.

Haremsdame i Sørvàgur

Tags

, , , , ,

På Vàgar ligger byen Sørvàgur. Herfra kan man sejle til Mykines.

På Vàgar ligger byen Sørvàgur. Herfra kan man sejle til Mykines.


Som noget helt specielt fik jeg den ære, at blive medlem af det Heinekens harem. Dermed sikrede jeg mig tilladelse til at overnatte i det yndigste bådhus i Sørvàgur med indlagt ternesang og en udsigt til de grønneste fjelde og den skønneste havn i sol og sommer.
Ikke mange har, som jeg, kunnet opleve en hel uge på Færøerne i godt vejr. Det vil sige klart vejr og masser af sol og lun luft. Naturligvis var der ind imellem skyer, lavthængende og dem der svæver ovenover alting.
Skyerne har lavet skygger på fjeldende og solpletter af den skønneste slags og dermed fået landskabet til at forandre sig i takt med at øjnene flyttede sig.
Jeg er mit værtspar dybt taknemmelig for en uforglemmelig rejse i natur, kunst, kultur og godt selskab som alt sammen er gået op i en højere enhed.
I går så jeg lunter. Søde røde fødder og fint næb og vupti var den sjove fugl forsvundet i et hul eller en græstot på de stejle fjeldsider. Desværre er der næsten ingen fugle tilbage. Det gør ondt at erfare. Deres mad må være forsvundet?
Færøske lækkerrier har jeg spist. I går tørret hellefisk, der smagte som en slags flæskesvær. Blot bedre. Knatter (?) torskefars kogt som store boller med fåretalg inden i. Lækkert. Og en himmelsk øllebrød, der ikke var spor færøsk, bare rigtig skøn. Nybagt rugbrød med god ost. Vi spiste godt.
Lange og gode samtaler har vi ført og interessante forfatteres bøger er blevet inddraget. Berømtheder udi musikken så som Kristian Blak og i sprog Johan Hendrik Winther Poulsen, har vi mødt.
Herdis har siddet udenfor sit hus og spillet på sin harmonika i Gàsadalur. Jeg kunne næsten se tonerne bølge, sveje og dreje sig i det berusende landskab. Kirker og berømte altertavler har vi nydt. Tröndur Paturssons glaskunst er vi stødt på alle vegne.
Der må jeg engang tilbage, for der er så meget mere jeg må opleve. Det lille ørige er en skatkiste, et overflødigshorn af historie, nutid udvikling og interessante mennesker, jeg holder af og gerne vil kende endnu bedre.
Altså på gensyn!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 191, der følger denne blog