Humørbarometeret sank lidt i morges, medens jeg listede rundt omkring den sovende teenager og fik den første sms, medens jeg skuede ud i regnvejret. Det hele føltes et øjeblik temmelig gråt.
Senere fik jeg en livsbekræftende og dejlig sms og regnvejret holdt op. Slut med, der at gå og føle sig afvist.
Caroline og jeg hyggede og spillede spil. Jeg fik hentet flere bøger og købt ind og til sidst måtte jeg aflevere den søde og kloge pige og i bytte få den lige så gode og rare Andre`.
Det er så spændende at høre på de unge mennesker, når de fortæller om deres liv og oplevelser. Jeg kan kun blive klogere og imponeres over hvor indsigtsfulde og hensynsfulde de tænker og handler.
Sidst på eftermiddagen gik turen til byen. Vi skulle møde Emil som gerne vil nyde sine niecer og sin nevø. De to sidste har jo også i Andre`s første år været en slags lillebroder og storebroder – i hvert fald når jeg kigger fotoalbum med dem.
De 2 ungersvende ville i Comedy Zoo. Det havde jeg ikke prøvet før.
Hele 10 unge mænd gik på de skrå brædder og fik tildelt ca. 20 min. til deres forestilling. Nogle af dem var rent faktisk morsomme og stemningen var fin. Det sjoveste var at opleve den yngste af “mine” knægte få ondt i maven af grin, så han et øjeblik måtte rette mavemusklerne ud for ikke at få krampe.
Egentlig fik man meget for pengene. Ganske vist var prisen steget til kr. 85,00 for indgangen, men med 2½ times underholdning, er det ret konkurrencedygtig til både bio, teater og koncerter.
Lokalet husker jeg fra min ungdom som en biograf, af den slags som viste de “langhårede” film. En slags Gloria eller Vester Vov Vov. Senere blev der vist teater dernede – Posthusteatret? Sjovt pludselig, at sidde der og komme i tanker om ting, som jeg troede for længst var gået i glemmebogen.
Og sådan blev endnu en dag slidt op og et andet ungt menneske, ligger og sover i min stue. Det er dejligt og jeg nyder det.