Tags
hvad er dine og mine kerneværdier?, lytter jeg nok indad?, min bedstemors smykke, nægter jeg at acceptere nogle lovmæssigheder, nysgerrig på livet, tid til reflektion
Da jeg var ganske lille, fik jeg mit første smykke af min bedstemor. Det var et sølvhjerte. Meget tykt og angiveligt kun den ene halvdel. Det havde været min bedstemors og en del af et smykke, som mange bar i min barndom, som symbol på tro, håb og kærlighed.
Jeg holdt meget af det smykke og det forbandt mig til min bedstemor, selv efter hendes død. Da det forsvandt blev jeg meget ulykkelig. Det var som om den forbundethed jeg havde til hende i hendes himmel, blev revet over.
Tro, håb og kærlighed var helt sikkert værdier som var vigtige for min bedstemor og jeg kom til at tænke på det, fordi jeg sad og funderede over, hvad der er mine værdier?
Tro i religiøs forstand? Vist ikke og alligevel kan jeg ikke sige mig fri for en eller anden form for tro, når jeg virkelig bliver bange for, at der sker mine børn og børnebørn noget ondt. Så beder jeg, men til hvad? Det trænger til at afklares og forstås – tænker jeg. Men hvordan?
Mon en af min værdier er troen på det gode i menneskene? Er det en værdi?
Håb, ønsker og drømme. Er det det samme? Hvis ikke hvad er så forskellen. Jeg har mange drømme, ønsker og lyst til at handle på disse ønsker og drømme, for at få dem til at gå i opfyldelse. Min nysgerrighed til fortsat, at gå på opdagelse også i psykologisk forstand er stor. Det er måske både naivt og uskyldigt. Men jeg har virkelig svært ved at lægge følelsen af, at alt fortsat er muligt fra mig. Men håb? Jeg håber ikke at få tabt land tilbage, men håber på nye eventyr og udvikling. Måske hænger det sammen med min følelse af at være unge og uden alder. Det kan være skræmmende at kigge i spejlet, når man har den lidelse. Så undgå det.
En kerneværdi for mig er helt sikkert nye udfordringer, ny viden og ny erfaring.
Kærligheden. Den ville jeg gerne mærke, række ud efter og give opmærksomhed. Men det kan man ikke. Kærlighed kan ikke tæmmes, kontrolleres eller indfanges. Jeg er taknemmelig for den kærlighed og omsorg, jeg modtager fra børn og børnebørn. Mine bedste veninder og familie. Og må acceptere og forsone mig med, at den kærlighed til et andet voksent menneske, hvor vi kan leve som frie individer, der ikke står i vejen for den individuelle udvikling og handlen, samtidig med et levet fælles liv vist er meget svært at finde.
Og hvad er det så for en værdi eller værdier – frihed, helt bestemt. Hvad er det mere jeg gerne vil dele, give og have?
At finde mine værdier og måske prioritere dem er i virkeligheden rigtig svært.