Faldt pladask i mindegryden

Tags

, , , , , ,

Et herligt minde fra Paris. En lille fis med sin mor, mormor og farmor.


Hjemme efter en eftermiddags edb-kursus, som i øvrigt er under al kritik. Jeg var lige ved at blive sur. Har meldt mig med de konkrete udfordringer jeg støder på i en forventning om, at få dem løst og lære hvorledes jeg takler dem. Jeg tror jeg er virkelig dum, dum, men………….så dum er jeg heller ikke. Og læreren gentog og gentog: “Det vender vi tilbage til”. Da det ikke skete, var der andre end mig, som begyndte at rømme sig. Til sidst gav min pv op og ville slet ikke snakke med nettet. Jeg blev frygtsom, kunne den så heller ikke når jeg kom hjem. PU-ha! Det ville og kunne den godt og da jeg endelig havde fået fixed at lægge mine billeder i one drive, faldt jeg i og begyndte at kigge på dem. Fandt mange billeder som jeg havde glemt og nogen som jeg ikke anede, at jeg virkelig havde. Så sjovt.
Den store pige på The Viking Run, var engang en lille pige. Ikke meget større end “lille kusinen er nu”. Det var sjovt at se og genopleve en meget, meget rengvåd tur til Paris. Føj! hvor blev vi gennemblødte.
Nu er lille Elton gået hjem. Jeg krydser fingre for snarlig bedring og rejser med lidt dårlig samvittighed på “forretningsrejse” til Santiago de Compostello. Som sædvanlig indfinder forventningens glæde sig. Mon jeg kan sove i nat?
Tager som sædvanlig af sted i god tid. Elsker stemningen når først security er overstået og kaffen kan drikkes i fred og ro i loungen. Har en plan om et indkøb, som har været udsat længe. Men som bekendt skal man ikke udsætte ting, det kan komme for skade, at være uikenkaldeligt. Og det skulle jo nødigt ske.
Herhjemme bliver huset brugt og passet på og vi ses snart igen.

Reklamer

At leve på vulkaner

Tags

, , , , ,

Min søn og svigerdatter tager fantastisk billeder. her et nyt fra Guatamala.


De lever i bogstaveligste forstand på vulkaner, hvis de da ikke lige er på hesteryg, dykker eller styrter sig i have fra store højder. De er godt nok modige og hvor er det smukt, det de oplever, de unge mennesker. Og så den følelser der hører med til at være på sådan en rejse. Det er virkelig som at sanse hele nuet, smage på det, se det, føle det og mærke det. Verdens problemer og udfordringer bliver så i disse sammenhænge så uendelig uvedkommende. Af og til ikke eksisterende. Det er godt at prøve. Jeg genoplever følelserne fra egne store rejser. Jeg tror måske bonusbarnebarnet har det lidt på samme måde i Afrika, hvor hun stortrives.
Herhjemme tortureres småbørnsfamilien af mangel på søvn på grund af sygdom hos den yngste. Andre i familien er flittige med arbejde og studier, sådan skal det også være i perioder. Selv sidder jeg lidt træt med Eltons snot på trøjen. Jeg bliver øm i skulderen og træt i ryggen, selv små børn vejer ganske godt. Det gode ved det er, at jeg ikke kan foretage mig andet end at være fokuseret på den lille fyr og når han tager et blund, får jeg nærlæst avisen. Det føles godt. Jeg tror, jeg skal bestille Hanne Vibeke Holst seneste bog og så skal jeg se at få smidt noget i kufferten.
Min private rejsedronning sender mig på “forretningsrejse” til Santiago Compostello. Der har jeg ikke været, siden jeg afsluttede 3 ugers pilgrimsfærd, det bliver interessant, at komme på de kanter igen.
Og vejret holder tørt her. Solen smiler smukt ind i stuen og i ro og mag kan jeg gøre mig klar til aftenens danselektioner. Det skal nok få humøret til at stige endnu nogle grader før sengetid.

Jeg skulle nok ikke lige nyde noget.

Vikingerne fejrer fødselsdag.

Tags

, , , , ,

Klar parat start. Mit skønne fødselsdagsbarn og seje datter, mor, kone og søde søster.


Med knirkende knæ, ømme fødder og lørbasser, der er mærkede af at være forsøgskanin mødte jeg resten af familien, som i dag skulle lege vikinger. Jeg holdt klogelig min mund og håbede det bedste. Vi gennemførte på 1 time og 10 min. slet ikke så værst, når man tager vores noget utrænede tilstand i betragtning. Men føj hvor var det sejt at skulle ned i mudderpølen. Men der hjalp ingen kære mor, med hinanden om livet kurede vi ned i det stikende hul og lignede noget der var fundet på en losseplads bagefter. Pænt koldt var det også at løbe videre iklædt mudder og det skulle blot blive endnu værre. 3-5 mudderhuller skulle vi fortsat ned og op af for til slut at kravle på maven i ler og smat under udspændt piktråd, der kunne få røven ned i undergrunden, hver gang den blev løftet lidt for højt. ARG!
Og naturligvis var vi stolte som paver, da vi nåede i mål og kunne mødes i det fri under en kold vandstråle.

Her kommer fødselsdagsbarnet susende med sit kamera.


Faktisk er jeg ikke fri for at være meget, meget stolte af de unge mennesker også. Søde Andre`støttede og hjalp hvor han kunne. Sara og Caroline knoklede afsted med hver sin forkølelse og besvær med at få luft nok. Svigersønnen futtede rundt og tog billeder og lignede en der burde havde taget de 13 km. istedet for vores 5.
Dagen sluttede med hjemmebragt pick nick på stuegulvet og et telefontillykke fra lillebror og svigerinde, som befinder sig i junglen i Guatamala. Det er en svir når alle er samlet under et tag. Min dejlige yngste datter som med sine syge børn og sørgede for at gøre dagen fuldendt. Tak til alle for en skøn dag og sjov oplevelse.

Og mormor fik sit første billede af alle fætre og kusiner. Dem vil vi have nogle flere af.

Store piger tuder ikke.

Tags

, , , ,

Jeg længes efter sol og varme. det ønske skulle blive opfyldt i næste uge.


Store piger tuder ikke. Basta! Men jeg kunne da godt have lyst. En relation er forbi og det volder mig virkelig altid sorg, at skulle sige farvel til et menneske for altid. Jeg ved godt, at nogle mennesker møder man og de forsvinder igen. Nogle kender man i lang tid, nogle i kort tid og heldigvis bliver nogen der for altid. Uanset om det for kort tid eller lang tid, sætter de mennesker spor og efterladenskaber i mit hjerte. Mit hjerte er fyldt med masser af små fodspor på kærlighed og smerte. Jeg tror, jeg lærer noget hver gang. Også denne gang. Denne gang har jeg igen lært hvor svært det er for et menneske, der er misbruger, at magte livet. De fleste vil det så gerne, de har bare ikke alle det mod og de kræfter der skal til for at vågne op af “rusen” og turde se et nyt liv i øjnene. De magter heller ikke de nære relationer, for hver gang de svigter dem de holder af, synker de endnu en lille smule.
Da jeg var ung, troede jeg naivt på, at jeg kunne ændre mennesker. Det ved jeg nu, at jeg ikke kan. Jeg kan give inspiration, jeg kan give viden fra mig. Jeg kan støtte og være der, når det er svært. Men ikke for evigt. Det holder jeg ikke til og vil let føre til et medmisbrug. Det har ingen af os glæde af.
På sådan en dag, hvor den oplevelse skal synkes og bearbejdes, er det helt vidunderligt, at få en opringning fra en god veninde om at komme til aftensmad. Som om nogen højere magter havde tænkt i de baner, at det er lige hvad der er brug for.
Så jeg tuder ikke, tænker kun hvor heldig jeg er.

Jeg tænker frem med de levende lys

Tags

, , ,

Vejret minder mig egentlig ikke om Grønland, snarere om regnskoven.


Der er mange måder at krybe i ly på, nogle er hyggeligere end andre. Egentlig gør det ikke noget, at Elton og jeg ikke kan komme ud, herinde er det både lunere og hyggeligere. Men klart, jeg ville ønske den lille purk snart fik det bedre.
Det buldrer og brager også, jeg får lyst til at finde de levende lys frem, lave en god middag og stene i sofaen foran tv. Som sagt forsømmer en pensionist jo ikke noget. Jo, faktisk forsømmer jeg ting, men det er ikke livsvigtigt, det er slet ikke vigtigt. Jeg behøver ikke have dårlig samvittighed overfor nogen. Desuden er jeg blevet bedre til at tænke: “Hvad nytter det at have dårlig samvittighed?” “Det er jo overhovedet slet ikke konstruktivt”. Mon det hedder at hvile mere i sig selv? Hvis det er tilfældet har det hjulpet lidt på mig, at træne det. Det kunne sikkert blive meget, meget bedre, men, men. Det er straks værre for dem der træller på arbejdsmarkedet, har ansvar overfor en børneflok eller andre pårørende. Det er ikke nemt, at være flere steder på en gang.
Måske skyldes mit ok humør også, at jeg har været til dans i dag. Det er godt for mig at danse.Jeg bliver glad af det. Dog begynder jeg at savne en dansepartner. Skønt jeg tror de ældre damer, er glade for at jeg svinger dem. Jeg danser nemlig herre for tiden. Det er godt at kunne begge dele, så bliver man ikke bænkevarmer når musikken spiller og fødderne tripper – helt af sig selv.
Vasketøjet nåede jeg også, ikke strygebunken, men den løber ingen steder. Har også fået klaret de få telefonsamtaler som var påtrængende. Kender I det? Jeg kan ligefrem slet ikke orke at “løfte røret engang imellem”. Har ofte tænkt på hvorfor jeg har det sådan. Faktisk kan jeg ikke lide at tale i telefon og vil meget hellere skrive mails. Måske kan jeg godt lide den der lille distance. Tænker videre over det.

Robotterne kommer

Tags

, , , ,

Et efterårsbillede i regn og rusk udenfor.


Fik pløjet mig gennem Informations lørdagstillæg om fremtidens robotteknologi og hvad der kan ske med os mennesker. Det lyder rigtig forfærdeligt. Robotterne bliver mere og mere menneskelige, vi mennesker bliver mere og mere tingsliggjort. Den sociale interaktion, empatien, kærligheden og følelsernes dans, kan gå hen og forsvinde. Vi stiller de forkerte spørgsmål og får de forkerte svar.
Hvem skal passe et sygt lille barn når det ikke kan komme i vuggestue? En robot? Hvem skal erstatte mor, der er sygeplejerske på afdelingen, hvis hun må melde barn syg? En robot? Hvem skal følge en træt lille skolepige til dans og give hende fokus inden sengetid, hvis far er syg og mor passer syg lillebroder? En robot?
Rent teknisk kan robotten sikkert sagtens tørre en snotnæse, gå med et grædende barn på armen, men nej! Det lyder ikke fornuftigt i mine ører. Jeg tror menneskebørnene kommer til at tage skade af det.
Og patienterne, de kan måske godt få uddelt deres medicin og få skiftet sengetøj, men varmen var de hjælpende hænder. Øret der lytter til bekymringer og smerter, hvad med det? derimod kan du for min skyld gerne bede robotter taste alle de oplysninger ind i journalerne, som spiller sygeplejersker og lægers kernetid. Men tror jeg på, at der så skabes tid og plads til de menneskelige omsorgsopgaver?
Nej! Hver gang vi har rationaliseret og sparet for at skabe tid til det der er kernen i disse jobs og i fars og mors omsorg for deres børn, er det gået stik modsat.
Jeg gyser ved tanken om de fremtidsfilm, jeg har set glimt af og som kan blive til virkelighed. De skrækkelige scener hvor mennesket ikke længere kan styre deres robotter. Intet synes umuligt.
Men lige nu. Her og nu. Skulle vi måske vende os mod hinanden og række hænderne ud, gribe dem der falder og holde om dem der har behov.

Blå mærker og tanker om KONDIVENSKABER.

Tags

, , , , , , ,

Stemningsbillede fra en diset morgen på The Ring of Kerry.


Der findes ikke så meget medicinsk kvindeforskning eller sagt med andre ord, den meste forskning tager sit udgangspunkt i hvorledes mænd er bygget og reagerer og hvorledes deres sygdomssymptomer ser ud.
Da jeg derfor i avisen så, at man søgte frivillige til et kvindeforskningsprojekt som handler om sammenhængen mellem motion og kvindelige hjertekarsygdomme blev jeg interesseret og meldte mig. Som en af de udvalgte deltog jeg først i en samtale om hvorledes projektet er skruet sammen, de etiske regler omkring os forsøgskaniner, noget om mig og fik taget en del blodprøver. Anden runde var en konditionstest, en helscanning og flere blodprøver.
I dag skulle der lægges tre kateterer i lysken og taget muskelbiopsi. Endnu engang oplevede jeg, at jeg er svær at stikke i, det kom lidt til at ligne et blodbad og jeg fik ondt af den stakkels læge og de andre i teamet, som helst ville have, at alt forløb smertefrit. det var spændende at se og mærke hvad der skete når der blev sprøjtet forskellige stoffer ind, som sendte mænger af blod ned i det ben, der nu var forbundet med slanger. Der fulgte gode forklaringer med og jeg lærte at se noget af det der foregik på tv skærmene.
Nu sidder jeg her, blå og gul og med hæfteklemmer og synes det er det hele værd. Til gengæld forstår jeg også til fulde, hvor vigtigt en god kondition er og hvor hurtigt og slemt vi kan henfalde når vi når min alder eller endnu ældre.
Jeg er rigtig godt kørende, men jeg skal ikke slappe af og kan godt give den lidt mere på kondisiden. Det ville helt sikkert hjælpe at få pulsen højere op noget oftere. Samtidig tænker jeg, at vi burde lave nogle kondivenskaber. Vi skal spise sammen for at komme ensomhed til livs, vi skal tale sammen og lave netværk og skabe os en meningsfuld dagligdag. Heri burde vi overveje, at lave nogle kondivenskaber. ” Kom min ven og lad os hjælpe hinanden med at få pulsen op”. Lad os lave noget sjov motion sammen. Lidt har også ret. Jeg tror det ville hjælpe på både humøret og selvhjulpetheden og dermed på livsglæden.

Det var en fejltagelse

Tags

, , , , ,

Skt. Patricks-katedral med sit 43 m høje spir beliggende ved en skøn park.


Når der i programmet står at jeg skal bo og overnatte i Belfast får jeg en forventning om, at jeg skal opleve byen, mærke den og i min fantasi foregår det ikke ved at bussen kører rundt en time og gæsterne sendes ud foran Quens University og tager et billede, at man suser forbi det imponerende rådhus og så i øvrigt holder rast på en intetsigende tankstation på vej til Dublin. Jo for at tisse, men sku da ikke for at købe mand og kaffe og glo på reklamer for alverdens fast food. Når jeg læser at vi skal besøge Aillwee som ligger i et helt specielt landskab “The Burren”, en stenørken, hvor vind og vejr har formet kalkstenene i forunderlige formationer, så er jeg dum nok til at tro, at jeg skal stå og gå der. Snuse den friske luft, kigge på de forunderlige sten, opleve de mange farver i landskabet o.v.s. Men det beror tilsyneladende helt på hvorledes dit hoved, din fantasi og dine forventninger er formet af det du læser.
Jeg har aldrig været på sådan en bustur før, kun kørt fra København til Prag uden stop. Nu ved jeg det, på samme måde som jeg ved, at jeg ikke skal på krydstogt eller nogen som helst anden pakkerejse, hvor jeg er tvunget til at følge et program og en flok mennesker, som jeg ikke har noget ønske om at involvere mig med. Udover venlighed og ordentlig opførsel.
Mit temperament passer meget bedre til vandresko og eventyr. De eventyr som gemmer sig i det uforudsigelige bag hjørner og i ukendte bygninger, landskaber og historier i mennesker.

F.eks. ham her som jeg nåede at slå en sludder af med.


Denne mand nåede jeg at sludre lidt med. Han havde fundet geden som baby. Den var en vild bjergged. Han havde passet og plejet den og nu trak han den til byen hver dag i turistsæsonen for at tjene lidt til pensionen når folk tog billeder af dem sammen. Han havde ingen tænder, var lidt vild og lugtede en anelse af ged, men et spændende menneske, som jeg gerne havde talt meget mere med.

Ser ud over lysene i Dublin

Tags

, , ,

Farvel til Belfast, uden rigtig at have set byen.


Nu er det 16 timer siden jeg sprang ud af sengen og nu ligger jeg igen i en fin ren seng, på et flot hotelværelse med udsigt over Dublin.
Her i byen har det styrtet ned, blæst og været solskin. Vejret skifter på irsk maner hurtigere end man kan nå, at få sin regnfrakke af og på. Jeg har trasket byen tynd, siddet på cafe og drukket te. Spist aftensmad på en pub. Hørt musik et tredje sted og lyttet til en spændende historiefortæller på National Leprechaun Museum. Bare jeg havde en have med træer. Så ville jeg købe de der små ting, som døre, stiger, en tøjsnor med lille bitte tøj på og mange andre finurligheder. Alt sammen skulle arrangeres i træerne, så Molly og Elton kunne “tre”, at de små folk også boede i Danmark.
På et herligt madmarked har jeg købt irske oste. Det kan være mit tøj i kufferten, får en ny duft herefter. Der er dog ikkemeget tøj tilbage. Har givet det meste væk, så er der heller ikke så meget at vaske bagefter. og bedre plads i mit klædeskab når jeg kommer hjem.
Ellers har jeg ikke brugt penge og alligevel er der forsvundet en del. Det skyldes i høj grad, at når jeg ved, at det meste af det servicepersonale vi møder, får en meget lille løn og kun overlever i kraft af drikke penge, så må man altså dele lidt ud af sine ressourcer. Her er mange skæbner og slet og ret gamle mennesker, som må finde veje til lidt tiggeri for at klare sig. Unge arbejdsløse lider også vældigt. Hist og her ser du en våd sovepose med indhold i en busk. jeg bliver beklemt over alle dem som har det småt og skidt. Forskellen på livskvalitet vokser og vokser.
Nu skal kufferten pakkes sammen og så er der kun turen til lufthavnen tilbage.

Nu i Belfast

Tags

, , ,

Dunluce Castle. Her har vist nok været bebygget siden år 0, men dette pragtværk af et slot, en borg daterer sig tilbage til 1500.


Nu sidder jeg træt og godt brugt på et grimt hotel i Belfast. og på trods af at det er lørdag aften med sagn og musik på alle pubber, orker jeg ikke at gå andre steder end i seng. 11 timer i bussen har næsten taget livet af mig. Denne her tur er så opreklameret, at det burde forbydes. Ikke tid til at tisse, ikke tid til at spise, ikke tid ti at kigge på noget. ARGH! Skulle jeg nogensinde få lyst til en bustur så mind mig lige om denne oplevelse.
Vi kom tidlig afsted. Gruppen er super disciplineret, ingen kommer for sent til afgang. Første stop Drumcliff hvor gravstedet over digteren W.B.Yeats befinder sig: The Eye of the Heart og mange andre kloge ting er skrevet.
Næste stop var Derry, en delt by. Faktisk fik jeg en fornemmelse af hvordan det må være at leve i Israel og Palæstina. SKønt dette er en mild udgave, er den tilsyneladende endnu alvorlig nok. Jeg ville gerne have udforsket byen, men 1 time fik vi i løb på den gamle bymur, hvorfra vi kunne skue ud over såvel den katolske bydel som den protestantiske. Hver med deres farver, flag og bemalinger.
Endnu et par timers kørsel og stop ved Dunluce Castle. AH! Det var en fin oplevelse. En fantastisk ruin, der endnu vinder om hvorledes man som rig kunne bo med udsigt til havet i fantastiske gemakker. Have soldater i tårnene og vindebro hvis fjenden skulle komme for nær.
Så blev det naturfænomenet ved Giants Causeway. Klipperne ligner nærmest dem som aberne sidder i, i grotten i ZOO. Sådan nogle søjlelignende sten i forskellig farve og højde. Dannet før, under og efter istiden.

Man skal koncentrere sig om hvor man sætter fødderne.


Nu er jeg bare helt til lang pibe og divan. Bussen kører igen i morgen tidlig Sharp kl. 8.00. Vi ses i Dublin.