Virkelig mærkeligt.

Tags

, , , , , ,

Hvis jeg ikke havde været her, ville jeg virkelig undre mig over, at det kan tage mere end en dag, at lave sådan et lille stykke gulv.


Hvis jeg ikke havde været her, ville jeg virkelig ikke kunne fatte, at det har taget mere end en arbejdsdag, at lave et stykke gulv, der i mine øjne ligner manglen på èt styks gulvbrædt.
Ak! ellers er dagen igen gået med seje træk op af bakke. Først kom gulvmanden som lovet og kiggede. Derefter kørte han igen for at hente materialer. Det havde de ellers sagt de gjorde i går, så de var klar til aktion her til morgen. Men måske godt det samme, for pludselig stod Vægspecialisten igen med to mand for at rette op på den blændede, men skæve dør. Min film var næsten ved at knække da de tog fat og afmonterede, det de havde larmet med hele lørdagen, hvor de faktisk havde lovet de ikke skulle lave larm. Nu skulle de forfra med noget af det igen. Chefen himself kom også, han er træt af mig og den type er svær at hamle op med, når man ikke er fagmand/kvinde.
Gulvmanden kom tilbage og begyndte sit arbejde. Det larmer også. Ikke helt så konstant, men, men…… Støvet fyger igen om ørene og det er sisifos arbejde, at gøre rent og undgå at dappe rundt og sætte spor alle vegne. Desuden lugter det brændt og grimt, når der skæres i træet.
Pludselig stod maleren der også. Han er blevet lovet at tingene er malerklare i morgentidlig klokken otte. Det er de så ikke lige. Støn! heldigvis kunne han som håndværker tale til de andre håndværkere, så de fattede det. Døren blev gjort færdig på reglementeret vis.
Jeg tog en pause og cyklede ud i regnen for, at hente nogle varer. Nu kommer en ulykke jo sjældent alene og for at det ikke skal være lyv, knækkede cykelnøglen i låsen. Heldigvis da jeg åbnede låsen, så der var ikke andet for, end at cykle direkte til cykelsmeden og bede ham sætte en ny lås på. Hvad bliver det næste? Hvad bliver det næste? Skønt jeg ikke drikker whisky, er det lige før, jeg stiller mig ved køkkenborden og forlange en on the rocks.

Reklamer

Smiler gennem tårer.

Tags

, , , ,

Svigersønnen fanger mig til en glad fødselsdag. “Mine” to dejlige piger bag mig. Den store og den lille.


Den værste og ulidelige arbejdsstøj er overstået. Endnu mangler gulv og en dør der skal slibes til. Håber ikke det bliver slemt. Naboerne har lidt nok, men også næsten rørt mig til tårer. Jeg har mødt flere, som venligt og glad på mine vegne har gennemlevet dette helvede og til aften, var der endog en som ville give mig en buket blomster som tak for mine brev med orientering om hvad der foregik. Det fik mig næsten til at tude af lettelse. For hånden på hjertet, jeg har været rigtig bekymret ved, at komme hjem igen.
Også gårdfolkene, som naturligvis har talt med de ramte, smiler glad over det nu er overstået. En enkelt beboer har været og kigge på projektet og syntes det er det hele værd.
Men helt overstået er det ikke, og jeg aner ganske sikkert udfordringer med den største entreprenør. Nogle gange føler jeg, at den kloge tager røven på den mindre kloge og det er i dette tilfælde mig. Andre håndværkere, har bare været så supersøde og ordentlige og det på trods af, at man mærker, at alle bygningshåndværkere har så meget at rive i, at de kunne strunte i sådan en miniopgave. Savner min søn, som har erfaring med dette her.
Når det er sagt, synes jeg opgaven stort set er løst, som jeg drømte om. Det skal nok blive rigtig godt til slut. og lyset er ihvertfald lukket ind. Det fine støv drysser stadig frem, skønt støvsugeren har kørt i døgndrift og gulvkluden er fulgt efter.
Ind imellem nåede jeg frem til mit barnebarns fødselsdag. Tænk 17 år og vi havde en dejlig, dejlig aften, som forældrene havde lagt sig i selen for at skabe. Hovedparten af familien var samlet og det kan virkelig kalde mit smil frem. det er så skønt hver gang de blodrøde bånd styrkes og binder os sammen hånd i hånd.

Hænder som sandpapir

Et sjovt sted på Alle`Gade og i baggråden gemmer sig terrasser og hemmelige haver. Gl. Hestestald og meget mere.


Skurekonen har fået hænder som sandpapir, men nu kan jeg færdes uden konstant, at mærke støvet knase under skosålerne og uden at alt hvad jeg rører ved, sender et guldnet pulver ned på gulvet, på tøjet på alt. Resten må komme lidt hen ad vejen. Køkkenet kan bruges, toilettet kan bruges også selvom alt hvad der foregår der sker i sterinlysets skær. I morgen kommer som sagt elektrikeren og giver mig lyset tilbage.
Nu drømmer jeg om, at kunne ligge på ryggen og strække mig ud med avisen. Jeg må finde på noget. Fik dog læst Carstens Jensens forrygende genmæle om hvorfor det ikke er muligt at forsvare højreekstremisternes mundtlige, skriftlige eller kunstneriske ytringsfrihed og samtidig give deres underlødige, hadske lort fingeren. Om at ytringsfriheden kun gælder visse grupper her i samfundet og bestemt ikke andre. Om hvorledes dobbelt moral og hykleri trives og har det godt. Om hvordan en minister kan begå lovbrud, medens andre ikke kan.
Det er godt vi har en som Carsten Jensen, der så klart og fint kan beskrive skæg for sig og snot for sig. Der findes heldigvis flere, men de har svært ved at komme til orde i de medier, som kun giver ytringsfriheden til de kritiske ryster af islamister, venstreorienterede, røde lejesvende og folk som mig. Selvom jeg slet ikke rigtig er noget mere, men blot synes at retfærdighed, god moral og en ligelig fordeling af velfærden og goderne er en langt bedre ide, end den måde tingene foregår på i øjeblikket.
Det bliver dejligt, at få plads indeni til at rumme andre oplevelser, end projektet og igen få lidt voksenskontakt. Jeg forstår bedre og bedre gamle mennesker, som er angste for, at man skal ændre på deres rutiner, flytte på deres ting. Jeg tror de med de få ressourcer de har tilbage med de sidste kræfter prøver at klare hverdagen. Det kan være totalt uoverskueligt at finde en man kan bede om hjælp når computeren ikke fungerer, når man ikke han hænge et billede op, stille det store fad op på øverste hylde og få sendt tæppet til rensning.

Pick nick på stuegulvet.

Tags

, , , , , ,

Tv `et er arrangeret. Knækbrød smurt ..aftensmaden er hjemme.


Sent hjem, blot for at konstatere, at der ingen lys er i lejligheden. Famler mig gennem en stikende, støvet entre. Tisser i mørke på et beskidt toilet. Får hevet plastikken fra soveværelsesdøren og kryber i seng. Pu ha! Det føles som om jeg tidsnok kan få syn for sagen.
Vågner tidligt, men det er mørkt og for tidligt at se noget. Famler mig vej til støvsugeren og får i mørke taget det værste støv på badeværelsets gulv. Det knaser alle vegne og lugter af beton overalt. Her har ikke som lovet været håndværkere i går og hvorfor er strømmen ikke på? Elektrikeren var her jo. Beslutter mig for at vække ham kl. 8.30. “Ja, da, men han troede ikke jeg kom hjem før om en uge? Derfor ingen tilslutning til strøm?” Han kan ikke komme før mandag. SUK!
hvor har han fået den ide fra?
Hvor er de andre håndværkere. Hvorfor har de ikke arbejdet fredag? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre? Finder til sidst nummeret på entreprenøren. “Jo, da. Håndværkerne er på vej, de skal blot lige lave det sidste”. Det sidste, det ligner meget, i mine øjne.
Jeg tager til træning. Aner ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. Går bagefter på biblioteket og med en kop kaffe fra KVICKLY. strækker jeg den til Kl. 11.00. Går hjem og finde to mand i færd med et større arbejde. Tarveligt. Det larmer og det er lørdag. Stakkels de medbeboere, som ikke har et sted at gå hen.
Jeg går i gang med at ordne køkken bag et forhæng af plastik. Føj, hvor er det ulækkert. Alt skal ud. Støvsuges, vaskes og stilles på plads. Efter 6 timer er jeg næsten færdig.
Har flere gange forsøgt, at gøre elevatoren ren. Det er bare til grin. Et øjeblik efter grises der igen.
Endelig melder de klar, hvorefter jeg efterlyser det internet kabel de skulle passe på. Beklager, det kom de til at skære over. Rent ud sagt: “Fandens”. Ingen strøm ingen internet, intet Tv. Det skal være løgn.
Bedste går i gang og det lykkes med forlængerledninger og meget mere, at lege den lille elektriker og få gang i det digitale værksted. Nu er jeg sulten, men orker ikke at hente pizza. Knækbrød er også nok sundere. Vi tager tre styk med hengemt leverpostej og så er den aften reddet med udsigt til mit nye vue. Ikke dårligt. Faktisk.

Vågen i et spring.

Tags

Man kan kalde det kaffe på sengen.


Havde dårligt lukket et øje, da telefonen kimede og hev mig ud af dybet. Elektrikeren skulle ind i lejligheden, men havde ikke fået koordineret det med nøglen. Halvvågen arbejder ens hjerne pludselig på højtryk. “Hvad nu, jeg er langt borte og har hverken cykel eller bil”.
I forvejen er jeg stresset og det er jeg ikke god til, at være mere. Skønt det snart er 6 år siden, jeg krøb sammen i fosterstilling på min sofa i flere måneder med en dødsdom over hovedet, hvis jeg ikke øjeblikkelig kom ud af musehjulet – det kom jeg, takket være dygtige og gode folk – så har jeg mên. Jeg tåler ikke alvorligt pres mere og kan mærke fysikken galopere derud af, når det sker. Dybe indåndinger og tænke: “Rolig nu, hvad er det værste der kan ske?” Resultatet bliver at elektrikeren kører til mit logi og jeg hopper i tøjet med nøglen i lommen. Her er voldsom trafik, men det lykkes at give ham nøglen i farten gennem en åben bilrude.
Derefter stivner jeg. Gav jeg ham også nøglen til mit værelse og porten, så jeg ikke kan komme ind igen? Leder fortvivlet, ringer til den hastigt kørende elektriker. Nej, han har ikke fået to sæt nøgler. Leder igen og finder nøglen i bukselommen.
Det er en barsk opvågning. Nu kan jeg næsten grine af oplevelsen. Ser en sjovt film for mig.
Tilbage til trappen op til værelset står køkkendøren på klem. Rengøringspersonalet spørger om jeg vil have en kande kaffe med op. Sikke nogle søde mennesker. Med en bakke med kaffe, mælk og en kop balancerer jeg op af den stejle trappe. I sikkerhed å værelset finder jeg den bolle, jeg gemte fra min aftensmad. Det skal ikke hedde sig, at jeg æder pengene op. Sikken en morgenmad, den kunne ikke falde på et bedre sted. Nu er der kun at overveje, hvorledes jeg får nøglen tilbage, så jeg kan komme hjem igen.
Alt lykkes i en gasovn, som man siger.

Salt i såret eller malurt i bægeret ….. ikke så sjovt.

Tags

, , ,

Oluf Hartmanns billede Jacobs kamp med englen på Statens Museum for kunst.


Hjemme efter en dag hvor jeg har vandret rundt i 10 timer, som en anden turist. Hvad skal jeg dog ellers lave, når jeg ikke kan være hjemme? Desværre blev jeg virkelig ked af det ved hjemkomsten, med en besked om, at mine medboer lever i et støjhelvede og klager. Mit forsøg på, at glæde mig til projektets gennemførelse, faldt til under frysepunktet og hvad skal jeg gøre ved det? Bede til og håbe på, at det er slut med i dag? At den larmende maskine som æder beton er færdig med sit arbejde. At bjælken som skal på plads er kommet på plads.
Nu er aftenen virkelig ødelagt, men det er sikkert småting i forhold til hvorledes naboerne tænker. Mon jeg overhovedet tør komme hjem igen? Det er virkelig ikke rart at få sådan en besked. jeg kan jo ikke stoppe projektet nu og det er svært at abstrahere fra situationen.
Det dramatiske billede af Oluf Hartmann, som jeg faldt over på Statens Museum for Kunst i dag, passer næsten lidt for godt til den mærke stemning jeg er landet i.
Ellers er lysten til at berette om mine oplevelser i dag, ganske forduftet og afløst af mismod og bange anelser.

I eksil et meget historisk og romantisk sted.

Tags

, , ,

Udsigten fra mit vindue. Jeg kigger over på Riddersalen.


Klokken ca. 9.30 måtte jeg fortrække fra min hjemmebolig. Vægspecialisten fandt det utrolig passende, at jeg forlod lejligheden så de kunne komme i gang, med nogle timers forsinkelse.
Min kuffert stod parat og jeg kunne ikke finde på noget bedre end at bruge mit mimrekort til Sorø Kunstmuseum og se plakater og ikoner fra Hermund Lannungs samling. Det kunne lige præcis nås indenfor den tid jeg må rejse. Ovenpå en banan til morgenmad, gik jeg til den gamle biograf i øsende pøsende regnvejr for at få lidt frokost i den nu hyggelige restauration. Her har jeg været flere gange og maden har været god til en rimelig penge. Sulten som en ulv bestilte jeg en omelet og den så skam fin ud. Men for pokker da. Hvordan kokken har været i stand til at lave den til en tør, uspiselig papskive totalt uden smag, er mig en gåde. Jeg måtte give op. Trods sulten kunne jeg ikke gnave mig vej igennem og på en venlig forespørgsel fra betjeningen, gjorde jeg opmærksom på uspiseligheden. Imidlertid kom jeg til at betale fuld pris alligevel. Det er uhørt og der sætter jeg så ikke mine ben igen, uanset, at det er et rigtig hyggeligt sted.
Så afsted til mit logi på det ældste Frederiksberg. Her ligger en gammel, gammel beværtning med romantiske værelser på 1. og 2. sal. Der er køkken så man kan lave lidt mad og rengøringskonen skaffer folk en kande kaffe fra klokken seks morgen, hvis man skal tidlig ud af røret. Det er sjovt at kigge ind i baggården og fornemme historien. Alle vegne er der billeder og gamle ting som vidner om et flere hundrede år gammelt sted. Det siges, at det er lidt larmende i weekenderne på grund af selskaber i restaurationen, men til hverdag er her musestille. Måske er jeg den eneste gæst. Rigtig godt for jeg må trippe ud på det fælles bad/toilet i nattens mulm og mørke uden badekåbe. Det havde jeg ikke lige tænkt på. HYSS! Vi siger det ikke til nogen.

Hvad er hygge?

Tags

, ,

I takt med at her bliver mere og mere uhyggeligt, funderer jeg på stemningen hygge.


I takt med, at her bliver mere og mere uhyggeligt at være, funderer jeg igen over hvoraf stemningen hygge kommer. Jeg kan hygge mig hjemme og jeg kan hygge mig ude. Det er en – for mig – følelse af at “falde ned” og kunne rette fokus mod en bog, en eller flere mennesker, samtale. Jeg bliver kreativ og får åbnet til andre kanaler, hvilket forudsætter tryghed. Der er altså mange ingridienser i følelsen hygge. og det har i høj grad noget med mit hjem og min base at gøre. Og i den stemning giver det enormt meget mening, at føre disse drømme ud i livet, specielt, hvis det er og bliver min meget langvarige base. Her skal være stemningfyldt og fyldt med de ting drømme er gjort af. Min tankstation, hvor jeg bliver ladet op til kreativitet, til at gå ud i verden og leve min nysgerrighed ud og alle har vi hver vores måde, at modelere og skabe vores Helle.
I takt med, at jeg får afleveret, parkeret og skilt mig af med en masse ting, kan jeg også mærke letheden, der er ikke så meget at bære på. Slet ikke dårligt med det her at rydde op og rydde ud. Specielt når der bliver taget en ordentlig afsked med tingene. Det er naturligvis døde minder, men netop det og dem tingene minder om fortjener en ordentlig afsked og gerne, at de får nyt liv andet steds.
Og nu går det løs om en time eller to. Jeg har pakket kufferten og tager bort, kan ikke være her i larmen og støvet. Mine stakkels medboere, vil prise sig lykkelige, hvis de skal på arbejde og ikke er tvundet til at være hjemme. det ved de dog ikke helt før helvede bryder ud. Jeg håber det bliver muligt at tilgive mig og mit projektmageri.
Jeg er stadig forbavset over stigningen i bloggens læsertal. Dagen endte med langt over 600 læsere. Gad vide om FBI, har været inde og lure, eller google er gået amok i en eller anden fejl.

Hvad sker der lige?

Tags

,

I de næsten tomme gemakker.


Hvad sker der lige? Siden i går har over 400 været inde og kigge på bloggen? Hvor interessant er det lige at glo på nogle tomme stuer og høre et ældre kvindemenneske fortælle om tanker og opgaver i forbindelse med sit boligprojekt? I går var der over 260 der læsere. det er forunderligt.
Jeg er blevet klar over, at jo mere privat og personligt jeg skriver, jo flere følger med. Mine politiske standpunkter trækker faktisk mindst, skønt jeg selv synes de burde være de vigtigste. Som noget nyt kan jeg også se hvorfra læserne kommer. Altså hvilke lande de bor i. Ikke hvem de er. Der er naturligvis flest fra DK, men imponerende nok er der en del følgere fra den store verden.
Jeg tager det dog som et kompliment. Specielt da jeg ikke får negative kommentarer, men oftest kun søde og opmuntrende små beskedder.
Tilbage til boligprojektet, hvor jeg i dag fik mit første bump. Stod tidlig op fordi reolen skulle hentes til lakering kl. 8.00. Klokken 10 var der ikke kommet nogen. Efter en ringen frem og tilbage, blev det klart, at jeg var blevet brændt af og må vente til i eftermiddag. Med bange anelser gjorde jeg så ved samme lejlighed opmærksom på, overfor maleren, at det ikke kan nytte noget at male hullerne, der hvor hyllerne skal sidde til. jeg ejer ikke værktøj og hvis de skal bores ud påny – hullerne – kræver det præcisionsværkstøj. “Nej, nej” Det skal vi nok fixe bagefter, betroede maleren mig. Nu frygter jeg faktisk det værste.
Ellers er de sidste håndværkere taget i ed maler, gulvmand, betonskærer og elektriker lover alle, at det skal gå som en leg. Vi får håbe det allerbedste.
Efter en tur i Realdania By og Byg i aftes, blev jeg så opmuntret over dansk bygge og håndvækrsarbejde og de mange flotte huse der reddes. Udviklingsprojekter der sættes igang med henblik på at have førertrøjen på ind i fremtiden.
Det skal nok gå ellers spørg i Bolius.

Det er virkelig underligt?

Tags

, , ,

udefra set kan man ikke gennemskue, at her næsten er tomt. Vinduskarmen ryddes til sidst.


Jeg undrer mig virkelig meget over min hjerne engang imellem. Som I ved, har jeg i en periode været dybt engageret i mit byggeprojekt og nærmest være bekymret for, om jeg kunne nå det hele. Heldigvis er jeg rigtig god til at organisere, og på forunderlig vis klapper det meste. Alt er tilsynesladende tænkt igennem på et ubevidst og også bevidts plan. Nu er jeg ovenpå og når det sidste i morgen.
Og så pludselig – det er det, der er mest mystiske, fra et eller andet dybt sted kommer der besked om, at jeg inden den 15. januar skal nå, at sende nogle vigtige mails. Det har været totalt borte siden før jul. Mailadresser har ligget i en bunke under andre bunker på skrivebordet i 3/4 år. Og så dukker det op i tide til, at jeg kan nå det, jeg skal nå. Og de adresser jeg skal bruge finder jeg præcis i bunden af den bunke, jeg mener de skal ligge i. Det er da mystisk. Jeg har med forundring oplevt det før. Noget jeg troede var fuldstændig gået i glemmebogen, kommer frem i rette tid uden jeg beder om det. Pu ha! Jeg føler mig heldig og det er på den måde, at jeg har undgået flere ubehageligheder og rykkere.
På den anden side, synes jeg, at jeg er blevet meget dårligere til at huske. Måske fordi jeg efterhånden skriver al ting op. Når man ikke træner i at huske, går det ned af bakke eller overtages totalt af de nye medier. Jeg har nogle gange tænkt, at det måske skyldes at vi terpede salmevers, tabeller og kongerækken. Tilsynesladende overflødigt arbejde og dog – er det nu det? Jeg er ihvertfald glad for at jeg er god til tabl og hovedregning. Det betyder at jeg meget hurtig kan gøre mine mange af min udfordringer sandsynlige eller ej og det betyder også, at jeg gladeligt kan synge med på de fleste tekster i Højskole Sangbogen og det er jeg faktisk glad for.