Lykken er så mange ting

Tags

, , , , ,

Snart at sidde i solen og være tæt på nogen man elsker.


Lykken er tulipaner i Tivoli. At gøre andre glade. At vide, at dem man elsker har det godt. Hud mod hud. Den første rigtig forårsdag. At blive forstået. At elske midt om natten og at danse med sin elskede. Blot for at nævne nogle af de 365 grunde der er til at være glad hver eneste dag. Så er det blot når hverdagen bliver lidt fladtrådt, at hejse sig op ved hårrødderne og huske på det.
Det er underligt og svært at forklare når der ligesom ligger en tung Mor Hulda dyne hen over en. Den kan være uendelig svær at sparke dynen af sig og lysten til blot at forsvinde i den grå døs under den, kan være virkelig svær at overvinde. Kan det hele i grunden ikke være lige meget? Gør det en forskel? Giver det mening? Jeg er en stor beundrer af de mennesker, som helt forglemmer sig selv og arbejder og brænder for en sag, deres familie, deres arbejde, deres kunst. Sådan har jeg også prøvet at have det, det lykkes blot ikke så godt mere.
Dagene bliver lidt for forudsigelige, eventyret svært at gribe. Mon det hører alderen til, at man bliver sådan lidt tung og umulig i det? Er det fordi jeg er alene og ikke deler drømme og fremtidshåb med nogen?
Jeg tror det er godt, at jeg skal af sted og får noget andet at tænke over. En hverdag hvor de helt basale ting har betydning. Bare det at stå eller sidde i lufthavnen giver livet et strøg af at alt kan ske. Og du ved ikke hvad det er. Måske møder jeg et eller flere interessante mennesker. Det er ikke godt, at være for meget alene. Der bliver tænkt for meget og ikke nødvendigvis særlig konstruktivt og fremadrettet.
Op på hesten, du kvinde som kun har luksus problemer at deale med. Kast dig på din cykel og kør en tur i forårsvejret inden skyerne igen trækker sammen og måske sender en byge i din retning. Og husk nu at nyde det.

Kold og forkommen.

Tags

, , , , , ,

Uf! Gennemblødt og kold efter en cykeltur til byen.


Hvor jeg priser mig lykkelig over, at jeg efter en våd cykeltur kan låse mig ind i en lun og hyggelig lejlighed. At jeg ikke er Roma, der må stå et vådt og blæsende sted og forsøge at sælge brugte mobiltelefoner og andet “skrammel” for at få til dagen og vejen. Og det er vel knap nok de stakler får det.
Besluttede at cykle til byen, medens solen var fremme, for at møde glade mennesker som fejrede Skt. Patricks Day og måske hænge ud til irsk musik på Islands brygge.
Ak! ikke mange km hjemmefra åbnede himlen sig og inden centrum var jeg gennemblødt og parat til at hoppe på et S tog direkte hjem igen. Besluttede at kigge indenfor på Jazz Cup for at få varmen og tørre lidt over en kop kaffe. Jakob Bro Quartet stod på programmet. Under første nummer fortrød jeg bitter min beslutning. Under 2. nummer og resten af koncerten overgav jeg mig fuldstændig. Det var ikke blot dejlig musik. Det var hammer spændende, følsomt, som sol over et oprørt hav og stille vandren på mos i skoven. Godt jeg blev. Buksebenene tørrede, resten var stadig vådt da jeg skulle cykle hjem. Gennemkold, fugtig og forkommen sprang jeg yderligere arrangementer over og fik gang i en pande med de sidste slatne grøntsager fra skuffen. Godt med chili, hvidløg og ingefær har nu fået blodet til at rulle og jeg er klar til sofaen med avisen og en stor kop the.
Måske bliver der overskud til at kaste de sidste ting i kufferten. Ingen regntøj skal med. Der må absolut være varmt og tørt i Andalusien nu. Here I come.
Godt jeg skal af sted, den kommende uges vejrudsigt lover nedbør i mit lokalområde. Det gider jeg ikke have mere af. Kom nu lys og varme så jeg kan folde mine kronblade ud og mærke energien suse rundt i kroppen. Det trænges.

Usikker gang og hodepine. AV!

Tags

, , , , ,

Virkelig smagfuldt på VeVe. Dampfærgevej 7-9
Østerbro.


Ny vegetar restauration skulle i går aftes afprøves. Et stemningsfuldt lokale med hvide duge og masser af friske grønne planter. RART. Alle blev bænket i sofaer, som dog passer dårligt til korte damer. Jeg måtte skaffe en pude. I lyntempo blev der serveret 6 interessante snacks. En mundfuld havvand, gem under en masse sand. Lækre løgchips. Salt sojamarengs med wasabicreme. Cremen smagte herlig.
Efter snack hvortil jeg valgte et glas champagne blev vi fulgt til bords. Vi bestilte en vinmenu til de 6 retter vi skulle indtage. Virkelig interessant mad og sjovt fundet på. Ikke noget at falde i besvimelse over. Det smagte godt, men egentlig ikke af mere og vinene brød vi os ikke meget om. Den første hvidvin var alt for sød og den første rødvin udrikkelig. FØJ! Den var angivelig økologisk. Jeg har smagt lækre økologiske vine, den her var skrækkelig.
Prisen var i den rigtig pæne ende, så skal det være et sted jeg kommer tilbage til, skal det enten blive billigere eller smage så godt, at jeg slet ikke kan lade være med at komme. Det sidste er efter denne første oplevelse ikke tilfældet.
De 6 glas vin fik mine ben til at vakle, da jeg endelig rejste mig op for at gå hjem og i morges vågnede jeg med hovedpine ude af stand til at gennemføre min morgentræning. Se det var heller ikke så godt.
Op af dagen hjalp en lang cykeltur på problemerne og en dejlig udstilling – Japanomania – på SMK (det lyder som noget man bruger pisk til), er jeg nu bragt tilbage til normal standard. Jeg er rystet over billetpriserne, heldigvis er årskortene til at overkomme og således indgik endnu et plastikkort i samlingen.
Til gengæld betyder det forhåbentlig, at jeg kommer til at bruge museet noget mere end jeg har gjort de senere år. Til udstillingen er der lavet en fin lille ordliste og et persongalleri og det kan varm anbefales, at nyde de smukke billeder.

Rings dejlige billede af konen er med i udstillingen på grund af det blomstrende kirsebærtræ. Noget skal man jo begrunde det med.

Set fra et kvindeligt synspunkt

Tags

, , , , , ,

Som indviklede og krogede grene snor tankerne sig – det kan af og til være det rene kluddermor.


Med stor underen faldt jeg en aften ind midt i et program der hedder: “Gift ved første blik”. Første tænkte jeg, sikken dog endnu et fjollet underholdningsprogram, men da et par, noget ældre end de andre, dukkede frem på skærmen, blev jeg alligevel hængende.
I aften så jeg endnu et afsnit og lagde øjne og ører til de udfordringer disse arrangerede ægteskaber folder ud på skærmen. Jeg tog nogle kommentarer til mig fra de såkaldte eksperter, de ansvarlige for de match, der er blevet gjort og tænkte, at man da må håbe, at det i det mindste er muligt at lære noget om hvor svært det kan være eller hvor heldig man kan være, når der vælges en partner og en tæt relation indgås.
Ikke mindst kunne de mange dating sider måske gøre brug, af nogle af de erfaringer vi kan drage ud af disse tv-udsendelser. Og lidt klogere på hvorfor det er så svært for singler oppe i årene, at finde “den eneste ene”.
1) Jeg bemærkede angsten for atter at blive såret og sætte sine følelser på spil.
2) At der skal tid til at etablere et forhold og det ofte opbygges af de fælles opleveler. Det synes altså, at være en svær opgave at løse, hvis man er weekendkærester.
3) Et seriøst forsøg på at finde en partner koster og skal prioriteres og hver især må præcisere for sig selv og hinanden, hvad man vil give afkald på.
Ikke underligt, at der bliver flere og flere singler, når det hele nu er så pokkers svært.
Jeg trøster mig med de gode historier fra plejehjemmene om, at man kan blive smask forelskede lige til man dør.

Livets øjeblikke

Tags

, , , , ,

Faldt i staver over billeder og erindrede en ferie i Norge.


Et ordsprog siger vist nok: “Livet skal ikke tælles i dage, timer eller minutter, men i øjeblikke”. Jeg faldt over nogle gamle billeder fra 2009 og sad og mindedes en helt masse gode og begivenhedsrige øjeblikke. Intet som billeder kan få mig til at genfinde erindringer i billeder, dufte, varme relationer og stunder som har gjort mit liv rigt og meningsfuldt. Desværre går det også op for mig, hvor mange kære der er forsvundet. Døde. Rejst langt bort og mennesker hvor forbindelsen er blevet afbrudt.
Det er underligt med tid. Det er af og til vanskeligt at forstå, at der KUN er gået så lidt tid og i andre sammenhænge føles det som om det er LANG tid. Der er ingen grund til at skynde sig. Jo hurtigere man kommer frem, jo hurtigere når man sin egen forsvinden og død. Man kan sige vi har al den tid vi har brug for, vi ved bare ikke hvor meget af den der er tilmålt os.
Der er ting jeg stadig håber på at opleve, steder jeg gerne vil se. Børn og børnebørn jeg drømmer om, at se komme godt i vej, som det hedder. At opleve dem glade og tilfredse. Jeg ved ikke om livet bliver smukkere, jo længere vi lever det. Men spændende er det i hvert fald….hvad findes der om næste hjørne? Hvad skal der ske i morgen? Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om at livet er alt for forudsigeligt. Overraskelserne er tit der hvor jeg bliver mig ting og tanker bevidst. Også de overraskelser som ikke i første omgang føles så gode.
Dem har der været nogle stykker af i dag og mange tanker er blevet tænkt. Der er endnu ikke indtrådt en afklaring, men livets mange facetter har igen vist sig, at kunne få humøret til at svinge på en skala fra et til ti. Ret interessant set udefra om hvor lidt der i grunden skal til. Men det får mig i det mindste til at føle, at jeg lever og det er vist ikke så ringe endda.

Det lille skrin

Tags

, , , , ,

Skrinets størrelse er omtrent som en stor skotøjsæske og uhyre rigdomme beboer det gamle skrin.[/caption
Jeg sidder på gulvet og prøver at skabe orden i denne borgerlige reminisens fra en fjerne fortid. Smykker var for mig engang en ubearbejdet sten i sejlgarn. Rustikke sager, der af og til blev suppleret med perler i strålende farver, trukket på elastiksnor og engang en ubearbejdet natursten i en vældig sølvindfatning. I dag får jeg myoser af at bære smykket, og jeg kan med lethed rydde et veldækket bord, når jeg læner mig hen over det for at skåle. Det var på samme tid, hvor konfirmationssmykkerne levede en hensygnende tilværelse. De blev ikke luftet. De var pinlige! Det var en lille guldring med en blå safir, et sølvarmbånd med charmes og et lille bitte guldur. Den slags lå allerbagest i et hjørne af skrinet.
Smykkerne betød dengang ikke noget centralt i mit liv. Jeg var glad når jeg fik dem og ejer ikke evnen til at vurdere deres materielle værdi.
Som årene er gået er skrinet blevet bugnende fyldt. Det skete umærkeligt. Det skete umærkeligt. Min mand supplerede smykkeskrinet med en hvidguldsring med glitrende diamanter til min 40. års fødselsdag. Senere blev skrinet suppeleret med smykker fra slægten. En lille, smuk guldring. En broche som et norsk brudesmykke. En afskedsgave fra en arbejdsplads i form af et hvid og meget smuk perlehalskæde. Så kom der flere smykker til fra en forelsket australier. De små perler fik liv og varme når jeg gik med dem. De kunne stråle og blev smukke i brug. Der kom sorte perler til. Lysende opaler og dryppende øreperler. Thulemænd, tunge og mystiske, alt det tretornede sølv smeltet om og for beløbet indkøbt en kostbar blomsterring.
Smykker der forblev ubrugte i det daglige og som skiftedes til at blive luftet til fest. Det kan være svært at vælge. De er minder alle sammen om gode og dejlige oplevelser. Om at være elsket og værdsat. Alle disse meget forskelligartede smykker huses i det lille skrin og jeg erindrer med boblende glæde. Her er en kæde af liv, af oplevelser, skuffelser, glæder, sejre og nederlag.
En lille klump i halsen, som jeg ikke kan synke drypper ned i skrinet. En uvæsentlig detalje og en historie som mine efterkommere måske vil eje, måske ikke.

MURAKAMI

Tags

, , , ,

Der er en fest og en fart over den japanske kunstner Takashi Murakami.


Udover at vi festede og fejrede den nybagte 70 årige i Oslo, blev der også tid til et besøg på det smukt beligggende Astrup Fearnly Musseum, der er det det første museum i Skandinavien som viser den verdensberømte japanske kunstner Murakami`s herlige værker. Jeg kunne godt tænke mig, at vore temmelig kedelige beton opgang blev pyntet med hans tegninger og malerier. Der ville virkelig blive noget at kigge på.

festlig og farverig og det tager en uendelighed at finde ud af alle de små detaljer i værkerne.


Efter turen til Astrup Fearnly spadserede vi på den smukke og spændende Brygge til regentgaden og fandt det fineste hotel i miles omkreds, for at sætte os der i Palmahaven og indtage vores eftermiddagskaffe. Det smagte, vi var voldsomt kaffe hungrende.
Hjemme igen nåede jeg at hilse på alle mine tre børn på en gang. Det er en sjælden dejlig begivenhed og under et måltid mad i Absalonskirken på Vesterbro, kunne vi up datere og hygge os en god time, medens mine 2 pigebørnebørn hyggede med.
Nu kan jeg mærke, at jeg er træt og selv ikke en vidunderlig travetur i solen, kan jage de slatne muskler til at vise styrke og sammenhold. Jeg er bange for, at jeg ender på sofaen med avisen hen over hovedet og sikkert ikke vågner før jeg hører mig selv snorke. Men pyt med det. Den form for vild luksus kan jeg jo, som pensionist, tillade mig og skønner endnu engang på mit arbejdsfrie liv.
Således lørdagstræt, vil jeg slutte dette lille skrift med ønsket om en god weekend til alle.

Rumpetroll

Tags

,

Det I ser her eringen rumpetroll.


Himlen er aftenblå-grå med en ildrød solstribe i horisonten. Jeg ville gerne have vist jer et billede og flere endnu fra en meget smuk vandretur her i eftermiddag. Til Ormeøya og Malmøy gik det ned af klipperne med udsigt over Oslo og fjorden i fuld sol og meget blå himmel. Intet kan måle sig med Norge. Jeg er vild med det land.
Nu farves himlen vulkanrød, det ser fantastisk ud. Jeg fortælles nu at på Østlandet hedder det aftensol. Meget dannede mennesker ville måske sige kvelssol. Det er helt fantastisk, som hele havet derude brænder og sender sit ildskær op på himlen.
PÅ turen kiggede vi ud på en lille, bitte ø, der hed Paddaøya …. “a, hva?” Jo altså tussernes ø. Og haletudser hedder Rumpetrolle, er det ikke et fantastisk ord.
Aftensmaden dufter godt og jeg bliver igen sulten. På trods af god frokost og kaffe.
Tænkte at da jeg sad i toget fra Gardemoen til Oslo og kiggede ud på det snedækkede landskab, at skønt det er rimelig fladt her med en del marker, som sagtens kunne ligne Danmark så er det meget ulig. Det mest markante er de smukke træklædte huse og store gårde. Alle med udskæringer omkring døre og vindue. Nogle med vindfang og småsprossede ruder.
Underligt at bevæge sig en time og verden ser helt anderledes ud. Og skønt vi forstår hinanden er der rigelig plads til forviklinger, som nu, at forstå hvad en rumpetroll er for en. Jeg griner indeni endnu. Men naturligvis er en tudse en padde.

Mini ferie i den norske hovedstad

Tags

, , , ,

Nu må der godt snart blive brug for en stråhat igen.


Det rusker i vinduerne og blæsten piber rundt om hjørnet. De fine små påskeliljer i altankasserne og de smukke, meget blå stedmoderblomster i bastkurven vånder sig. Jeg håber de klarer vinterens, håber jeg , sidste krampetrækninger. Nu vil jeg gerne have lidt forår. Ganske vist har solsorten allerede sunget forårsagtig, men den kolde vind har jaget den væk, så jeg nu intet hører. Lyset vinder heldigvis mere og mere frem. I dag var det endnu lyst, da jeg gik til dans og det er på en måde helt nyt.
Det er året i år hvor rigtig mange venner skal fejre deres 70 års fødselsdag. Og jeg kan love jer for, at det lyder meget mærkeligt i vore ører. 70?. Det kan da ikke passe, vores sammenligningsgrundlag er vore forældres generation og de var gamle. Det er vi jo slet ikke. Ikke inden i. Det kan godt være vi har fået nogle skrammer og ser lidt brugte ud, men 70. Nej! Det hører ingen steder hjemme. Foreløbig er fire runde dage på 70 plottet ind i kalenderen. Det bliver et festligt år.
De få som glimer ved at sætte en 65. års fødselsdag på tapetet, synes vist det er lige så mærkeligt. For nu kan de kalde sig folkepensionister. det synes de er underligt. Vi gamle har ligesom vænnet os til det.
Tidligt i morgen, medens det endnu er mørkt vil jeg begive mig til Oslo, for at være gæst til den første af de mange fødselsdage. Jeg glæder mig. Fødselaren har jeg kendt, vist i over 50 år, og hans hustru i endnu flere. Det er dejligt med langtidsholdbare venskaber og jeg opfatter venskaberne bliver varmere for hvert år der går. Medens jeg er bort, får jeg selv gæster, som jeg vil ile hjem og glæde mig til at se. Et kort visit. Men lidt er også godt.
Der er taget huld på marts med fuld fart og glædelige oplevelser.

Et lillepift af historiens vingesus

Tags

, , , , , ,

De voksne børn er godt beskæftiget på Arbejdermuseets børneafdeling.

De voksne børn er godt beskæftiget på Arbejdermuseets børneafdeling.


På Cafe & Øl-Halle mødtes jeg i dag med et par gode venner, herboende børn, svigerbørn og børnebørn til brunch. Det var umådelig hyggeligt og jeg nød dem alle til hobe.
Det er ikke småting der er foregået i den historiske bygning siden 1879. Politikere har som os siddet over en god frokost og diskuteret. Der har været afholdt røde revyer og afdansningsbal i den smukke festsal, for ikke at tale om kongresser og juletræsfester. Huset blev oprindelig bygget som Den Almindelige Forsamlings- og Foreningsbygning i Hovedstaden og kom hurtig til at gå under betegnelsen: “Arbejdernes Forsamlingsbygning”. Cafe & Øl-Halle var oprindelig selvstændig, men blev snart en del af forsamlingsbygningens frokoststue og restauration. Man serverer fortsat Stjerne pilsner, selvom bryggeriet for længst er nedlagt.
Cafeen er den eneste fredede kælderbeværtning i København og har man lyst til at opleve et lille historiens vingesus, skal man booke sig et bord dernede.
Efter maden gik turen rundt i det skønne museum, som især er sjovt for min alder, der kan pege på inventar vi alle har boet med og mindelser dukker op for hvert skridt man tager rundt i huset. Ungerne har godt af at se hvorledes mormor har boet og levet som barn. Det vil sige, det var ikke helt sådan. Jeg kommer fra landet hvor der var endnu mere primitivt og fattigt i slut 1940èrne og 1950èrne.
Jeg blev begavet med smukke blomster og det sødeste lille, bitte træ. Hvilket betyder at både altanen og stuen ser så smuk ud. Så skønt jeg kom hjem til en slutning næsten før end en begyndelse, er jeg glad og kan sidde der og nyde synet af de dejlige planter.