Jeg får kvalme over mig selv.

Tags

, , ,

Når en nonne døde i dette kloster på Ischia, blev hun hængt op på en krog med hovedet nedad og så dryppede hun i råd og stank ned i det der ligner et toilet. For dengang troede man på, at også legemet blev til evigt liv. Alle gæster til klosteret skulle gennem dette værelse.


Det bliver mere og mere vanskeligt at skrive på min blog. På den ene side fordi jeg ikke orker at forholde mig til og skrive om de overgreb der sker på ubemidlede, syge og handicappede i Danmark. Det er som om der er gået hul på en hel dæmning og det skyleder ind over mig af rædselsberetninger hver eneste dag. Flygtninge sender vi nu ikke kun i døden i de lande vi sender dem hjem til eller nægter at lade dem flygte fra. Vi slår dem ihjel i dansk varetægt eller lader dem sælge som slaver, sulte og blive voldsomt behandlet på alle uhyggelige måder.
Og på den anden side føles det helt forkert at beskrive og fortælle om min egen lille hverdag. Jeg har det jo så godt og har røven på det tørre. Hvordan kan jeg bilde mig selv ind, at det er interessant og livsbekræftende, inspirerende og vigtigt, at fortælle hvad jeg sidder og piller i min navle efter, eller finder der.
Det jeg på et tidspunkt fandt var motiverende og inspirerende for andre midaldrende og gamle, eller deres børn og pårørende – hvis de vil vide noget om hvad vi gamle koner går og tænker eller gør – føles nu oftere og oftere fuldstændig malplaceret.
Det er heller ikke så rart at udstille sin gen magtesløshed. Jeg melder mig jo ikke ind i et politisk parti for at ændre på noget. Jeg tror ikke mere det nytter. De sidste dages slagsmål og taburet knepperi giver mig kvalme. Jeg kan give tiggerne på gaden en skilling. Købe julemærker og støtte Læger Uden Grænser med en ekstra skilling fordi det snart er jul og hvad så? Flytter det noget. Helt ærligt, jeg er ved at få kvalme over mig selv.

Reklamer

“Jeg kan ikke være pessimist, for jeg er i live”

Tags

, , ,

Mange har ikke engang en bænk at ligge på.


Torsdag aften i Danmarks hovedstad, i et rigt land i en rig by, går jeg forbi adskillige hjemløse som ligger i nicher, på risten ved Tivoli, ved oplyste facader til byen butikker. De ligger med et tyndt underlag på den kolde og våde stenbro. Nogle af stikker en mager arm ud og raler træt og opgivende med et papbøger med småmønter. Jeg ser dem, jeg ved hvorfor de ligger i lyset. Det modvirker overfald, slag og spark og røveri af deres småpenge. Men ikke altid.
Jeg er ved at sunke ned i et sort hul af skam over den brutalitet og hjerteløshed vi viser de hjemløse og tiggerne. De er jo ikke bare de hjemløse. De er mennesker. På samme måde som de borger der er på overføselsindkomster uanset om det er kontanthjælp, pension, sygedagpenge eller ingenting.
Er den danske selvforståelse således, at de allesammen er selvforskyldte i nød. Kan vi blive ved med at lukke øjnene for, at det ikke kuner et spørgsmål om hvad der sker med “dem”, men med os alle med Danmark. Hvad er vi for et land? Hvad er vi efterhånden for et folk?
Kan vi blive ved med at leve i uvidenhed, følelsesløshed og apati uden selv at blive et kynisk monster? Vi bærer alle et ansvar og angsten for selv at komme i den sorte gryde, er ikke et godt nok alibi til fortsat at se stiltiende til. At lade som om vi ikke ser det, der sker.
I aften da jeg så Paoul Pecks og James Baldwins film: I am not your negro om efterkrigtidens racisme i USA, kan jeg ikke lade være med at drage en direkte paralel til den racisme vi udfolder især overfor muslimer i vores land.
James Baldwin siger et sted i filmen, at han ikke ved hvad vi skal gøre, men vi må prøve noget vi aldrig har prøvet før. Og så føjer han til: “Jeg kan ikke være pessimist, for jeg er i live”. Baggrunden er det gennemvoldelige land han bor i USA. Jeg kunne måske sige: “Jeg er ikke pessimist, for jeg er endnu ikke nødsaget til at tigge på gaden.”

Der er ingen grund til at være trist

Tags

, , , ,

Disse tre gutter kunne virkelig skabe rock i Synagogen.


Der er ingen grund til at være trist. Men masser af gode grund til at være glad. Gør man dagen op er det ikke svært at finde mindst 3 ting der har gjort mig glad i løbet af en dag og det forsøger jeg at huske når sorte skyer også driver denne vej.
Fredag aften oplevede jeg disse tre gutter på Bartof Station og holde da op hvor de kunne rocke. Jeg følte mig som 16. årig og tilbage i Randers i min pure ungdom. Indvendig sad jeg og grinede ved tanken om, at det kunne være skægt at overraske sit begravelsesfølge med en gang rock i Synagogen eller hvor der nu skulle være efter party. Det er blevet så moderne, at afdøde selv vælger samler og sange, hvorfor ikke arrangere en ordentlig omgang twist og nogle fadøl.
Det mest imponerede ved orkesteret var faktisk, at de tilsyneladende først for alvor er begyndt at spille sammen i 2016 og allerede har en alenlang og flot turne`plan i baglommen. Men jeg forstår det godt.
Dagens tre gode har været uventet formiddagskaffe med yngste datteren. Fået bank af barnebarnet på 5 i mølle. Hun er faktisk skrap. Købt billetter til danseskolens julebal og glæder mig. Læse Peter Plys til godnathistorie. Fået nogle gode mails og kan se frem til en travl weekend.
Om lidt vil jeg gå til køjs efter en søvnløs nat. Så valg til kl. 02 og fik tankemylder bagefter og ikke lukket et øje. Noget rystet over de rævekager der skulle bages og steges. Følte det som om at det var ren magt og stræben efter taburetter, frem for hvad er det faktisk folk har stemt og ønsker for en politik. Må indrømme at jeg ikke kan hæve mig op til, at tro på, at der bliver flyttet særlig mange hegnspæle til fordel for syge, fattige, ældre, børn, flygtninge og hjemløse.

Brudte løfter og valgfusk før vi kommer til urnerne

Tags

, , , ,

Det er noget værre griseri, at snyde folk.


Kommunale kandidater kappes om at overbyde hinanden med løfter om bedre pleje til de ældre, modernisering af skoler, flere pædagoger og hvad de nu ellers har fundet på af såkaldte mærkesager. problemet er bare, at regeringen har lagt en jernring omkring kommunerne, så de er tvunget til at spare netop på velfærden til de gamle, børnene og dem der virkelig trænger.
Kan I huske at alderen for at kunne opnår efterløn og pension er blevet stærkt forhøjet. Folk skal arbejde længere, for at skaffe penge til ældreplejen. Men de penge er ikke blevet udbetalt til de ældre. Og på trods af at der er kommet mange flere ældre i kommunerne er beløbene til ældrepolitikken faldet markant. og det bliver den for resten ved med.
Lige i øjeblikket endda ekstra meget, fordi kommunen trues med bøder, hvis de kommer til at bruge mere end budgetteret. Af skræk for sådanne overskridelser, har kommunerne lavet selvcensur og sparet ekstra på kronerne.
Så hvis du har tænkt dig at sætte kryds ved en der går ind for forbedringer af pleje og pension, skal du måske lige spørge vedkommende en ekstra gang, hvorledes kandidaten har tænkt sig det skal gå for sig.
Jeg misunder bestemt ikke de kommunale kandidater deres kommende opgaver. mange er sikkert velmene, men det nytter jo ikke, at stå og love noget der ikke er hold i. Det vil kun være vand på mistilliden til politikere i al almindelighed. Udover at mene noget fornuftigt, skal der i kommunerne tages livtag med regeringens sparepolitik, ellers bliver der ikke flyttet et komma i den rigtige retning.
Og at blive hjemme i sofaen er en lige så dårlig ide.
Det er simpelthen ærgerligt, at de kommunale kandidater enten er så uvidende eller på det nærmeste usande i deres retorik, at det forekommer mig, at være tæt på brudte løfter og valgfusk, før vi er kommet i gang.

Mit sidste egetræshabit

Tags

, , ,

November mørke.


Jeg kunne ikke lade være med at grine i morges. En af mine gode venner laver engang imellem sådan nogle sjove og rammende ord. I sin morgenhilsen kom han ind på vores allesammens afsked med denne jord og omtalte sit sidste egetræshabit. Det er da humor. Jeg skal ikke have habit på, men jeg kan gå hen og blive en virkelig krukke… kluk, kluk.
Ellers er der ikke nødvendigvis så meget at grine af. Inden man står der i sin krukke, kan der jo være forløbet nogle kedelige dage og ved en samtale i dag, forstod jeg – måske for første gang – at det ikke nødvendigvis er de fysiske gener og sygdomme, der kan være strabadserende og onde, men i lige så høj grad angsten for hvorledes man skal overvinde og leve med de udfordringerne der dukker op. Angsten for den dag jeg bliver blind og ikke kan klare mig selv. Den dag jeg måske bliver nødsaget til at bide i det sure æble og komme på plejehjem eller de dage hvor jeg sidder ensom, trist og bange i mit eget hjem og ikke har en eneste at snakke med.
Jeg håber virkelig folk vil tænke sig godt om til det her kommunalvalg og vælge folk, der mener hvad de siger også efter den 21. november.
Hver eneste dag hører jeg skrækkelige oplevelser fra mennesker som må benytte vores sundhedsvæsen. I den anden ende er historien, trætte og udslidte forældre til små børn, de voskne slides sønder og sammen på arbejdsmarkedet og kan ikke få enderne til at hænge sammen. Og hvordan med de små børn, der skal tidlig op og afsted en kold, mørk morgen med lidt feber og snot i hele hovedet og klarer en lang “arbejdsdag” i institutionen og så helst være sød i ulvetimerne når de lander derhjemme.
Vi bedsteforældre må holde os friske længe, om ikke andet så for at give de små og deres voksne en hjælpende hånd og bede til, at der også er kræfter og overskud til de gamle og syge.
Heldigvis livsbekræftende og meningsfyldte opgaver, som man kun kan blive glad af. Praktiseret venlighed, omsorg og kærlighed er god løn i sig selv.

Flygtningebørn

Tags

, , , ,

Når jeg ser min egen lille guldklump er det endnu mere uforståeligt, at ikke alle børn får en god strat på livet.


Findes der noget mere livsbekræftende, viunderligt og kærligt end små børn. Min yngste har været på besøg natten over og det er ufatteligt hvad der er sket den sidste måned. Sproget er begyndt at tage form og MAm, Mam bruges nu relevant. Flere andre gloser bliver efterfulgt af de rigtige handlinger og de buttede små arme og det bløde ansigt som gemmer sig ved min hals når han er putteklar og træt, gør mig fuldstændig salig.
Døgnet er viet til ham og ind imellem læsning, når han tager en lur. Jeg er igang med Flygtningen af Olav Hergel, men det går ikke. Jeg kan ikke kapere det. Verden er grum og igen er jeg fattesvag, når det gælder om at forstå, at mennesker kan være så modbydelige og ond mod børn, unge, ja alle mennesker som lider under ondskab. At vi ovenikøbet her i landet ikke tilbyder og passer godt og kærligt på uledsagede flygtningebørn er ren totur. Børnene har været så meget grusomt igennem og det sidste knæk får de i den danske flygtningelejer. Jeg ved, at jeg straks burde tage til den lejer hvor jeg ved børnene er og tilbyde mig som bedstemor. Give lidt tryghed og stimuli fra mig. Dele min kærlighed istedet for kun at tale om det. Jeg magter det bare ikke. Kan kun overkomme mine egne to mindste i øjeblikket og føler mig udtilfreds med mig selv. Jeg kan betale mig fra en del, men det er jo ikke nok. Tænk hvis vi kunne få en metoo kampagne igang om noget mere påtrængende, som den måde vi behandler verdens børn på og ikke kun hvordan vi har lukket øjnene for overgreb, der er mindst 25 år gamle mod kvinder, som nu åbner op.Det er jo godt nok, men det er ikke godt nok, at pressen løber efter de tossede mænd med al tænkelig spalteplads og lader ofrene for vores krige i stikken og ikke med et ord nævne hvad de er udsat for.
Skævheden er næsten uoprettelig.

Tilbage til mormor og morbroder Harris gartneri i december

Tags

, , , ,

Der er så mange smukke blomster ved juletid og jeg ville gerne fylde stuen med dem alle.


I morges gik jeg tur i Rødovre Centrum og da jeg kom til Elsebeths blomsterbutik, måtte jeg bare stå stille og snuse duften ind. Den duft af gran, blomster og synet af røde blomster, glitrende julepynt og overdådige glaskugler sendte mig tilbage til barndommens land. Hjem til min mormor og min morbroders gartneri og stuerne som duftede lige præcis sådan. Jeg blev ofte sendt hjem til min mormor i hele december måned. Så lærte hun mig at hækle, strikke, sy og brodere julegaver til hele familien. Hun var en kreativ “gris”, der ikke tog notits af at hønsene sneg sig ind i køkkenet og spankulerede rundt på køkkenbordet og hakkede i efterladte madrester, eller at hendes fede gamle hund Hvalpe fyldte hele sofaen og lå og fes noget så gyseligt i kakkelovnsvarmen. Der var møjbeskidt, men vanvittig hyggeligt.
Jeg elskede den stemning. Alpevioler i smukke farver i forgangen, hvor der ikke blot var køligt, men uhyggelig koldt. Der blev juledekorationerne som hun lavede – virkelig smukke – også stillet. Min morbroder stod ude i gartneriet og lavede advendtskranse og hængte dem op i smukke bånd. Ude i forgangen stod der også en stor kasse appelsiner. Navels. Kæmpestore og de duftede som et eventyr. Jeg vidste godt, jeg ikke måtte røre dem. Jeg fik altid en i julegave og den kunne holde længe. De første dage var det nok at indsnuse den skønne duft, for når først jeg havde pillet hul på den, var der ingen vej tilbage. I fint tyndt papir var den pakket.
Hvorfor så tidlig i centeret. Jo, jeg skulle have lavet en gastroskopi. Og helt ærlig, jeg var en anelse utryg ved situationen. Ikke fordi jeg har prøvet det før, men har hørt mange fortælle om hvor væmmeligt det er. Men kunne jeg tildele lægen stjerner for venlig, informativ og omsorgsfuld behandling, skulle hun have 10 stjerner.
Du milde, jeg kom næsten til at tude. Altså af taknemmelighed og fordi jeg blev rørt over omsorgen. Sådan er det, når vi gamle tuder. Så er det ikke de seje, barske ting vi tuder over. Det er vi for længst holdt op med. Det er i de ofte sjældne og positive situationer, hvor vi bliver set og hørt. Og det er helt utrolig dejligt.
Og blot for at runde historien af, er jeg nu medlem af en stor klub af mennesker med spiserørsbrok. Brok, brok!

Me gusta viajar, me gusta sonar

Tags

, , ,

Me gustas tu, sang Manu Chao til Oxfam Ibis`s sidste spansk aften i denne omgang.


Oxfam IBIS har ledt mig med flere gennem fire dejlige aftner med spansk undervisning, foredrag og sang. De unge spanskstuderende som har gennemført undervisningen brændte helt igennem med deres engagement og skønne måde at være på. Jeg har sjældent nydt spanskundervisning på den måde. Virkelig dejligt.
Nu håber jeg på og glæder mig til en forårssæson. Og så håber jeg på et eller andet tidspunkt, at der hænger lidt ved, så jeg kan gennemføre en tur gennem Mellem Amerika og snakke lidt med menneskene der. Så at sige rejse en tur i min søn og svigerdatters fodspor.
I dag har jeg ikke hørt radio, set tv avis og aner intet om hvad der er sket ude i verden, måske er det af samme grund, at jeg føler mig helt rolig indeni. Nogle gange er det simpelthen sådan, at ude af syne ude af sind. Til gengæld er der blevet kogt risengrød, klippet og klistret, snakket og danset for det har været mormor og Mollys dag. Jeg nyder det i fulde drag og det er så spændende at lytte til en eftertænksom 5. årig. Et lille menneske som reflekterer over mangt og meget og stiller spørgsmål. Jubler ved tanken om et kommende julebal med godteposer og ikke rigtig kan få styr på det med tiden. Er 3 uger lang tid eller kort tid? Og det med afstand, at gå til danseskole, der er 800 m. “Nej, mormor! Det kan umuligt passe – 800 – det er virkelig langt.” Og det gælder om at finde på lege undervejs, ellers er det for langt og så kan man ikke gå det stykke. Så vi balancerer på kantsten. Kaster med snebær. Samler smukke blade og vi får talt om mange emner. Blandt andet at hun har været med sin moster i kirke og tænk engang: “Præsten sagde at de skulle drikke Jesus blod og så snød han dem og det var bare rødvin”.

Selvom det går udover dig, er jeg da ligeglad!

Der var gang i Rådhuspladsen da jeg gik hjem fra spansk. Ganske hyggeligt faktisk.


Faldt ind i en udsendelse, måske TV avisen og hørte en gårdejer fortælle, at han var fuldstændig ligeglad med, at kommunen var så bekymret for grundvandet, at den ønskede, at landmændene stoppede med at sprøjte deres markeer med pesticider. Han anerkender ikke deres bekymring, hvis det koster ham penge i form af færre afgrøder, så vidt jeg kunne forstå. Med alle til rådighed stående midler og retssager, vil han og andre landmænd sætte en kæp i hjulet og ikke stoppe med at sprøjte gift på markerne. Han siger ganske vist, at han også er bekymret for gundvandet, men at der på den anden side ikke er noget at bekymre sig om endnu.
Der skal altså lig på bordet først og vandet svines til før det anerkendes, at det er en dum ide at firtsætte med ødelæggelserne. Jeg forstår det ikke, simpelhen. For hvis først vores vand forurenes – mange boringer er allerede lukkede – så er der jo ingen vej tilbage.
For penge vil man ikke skåne hverken nulevende eller kommende generationer for giftigt vand, at pesticiderne lukkes ind i fødekæderne og er til gene, måske ødelæggende for vores alle sammen fremtid.
Jeg føler virkelig, jeg lever på en helt anden planet og bliver næsten mundlam, når jeg møder mennesker, der i den grad tillader sig, at skade de mange for egen vindings skyld. At vedblive med at snakke om, at miljøkatastroferne som allerede hærger ikke er menneskeskabte og at der hver dag lægges ved på bålet, det går bare udover min forstand.
Så er det jeg synes, at man skulle statsliggøre al Danmark jord og ansætte de landmænd, der ville være lønarbejdere og drive et sundt landbrug til vores fælles bedste. Ingen erstatning, skulle de have. De kunne få lov til at bo i deres gårde og huse mod fornuftig husleje og blive gældssanerede.
Tænk, at vi også finder os i den slags svineri med vores fælles livsgrundlag. Jeg undrer mig, synes det ligner

Er livet et bankospil?

Tags

, , , , ,

Se Emil! din mor på vej til Machu picchu 2011.


Forleden læste jeg igen en bog om det, at blive ældre og gammel. Det interesserer mig hvad der sker og hvorledes man skal forstå den udvikling, der for mit vedkommende er i gang.
De fleste vil helst holde sig friske og rørige for til sidst, at sove ind – sådan pludselig. Ingen af os bryder os om tanken, at blive skrøbelig med masser af skavanker. For slet ikke at tale om angsten for ikke, at kunne være selvhjulpen. Men skrøbelige bliver vi og sårbare på flere punkter.
I bogen tegnede forfatteren et billede af, at vi stille og rolig får flere og flere skader. Ikke nødvendigvis nogle vi mærker, men en dag er der en række fuld og til sidst hele pladen. Det kan som i en andet bankospil gå langsomt med at fylde sin række og sin plade. Måske skal man spille med mange gange før der er banko. Sådan er det også med livet. Hvor langsomt det går afhænger af mange ting og ikke nødvendigvis nogen vi har direkte indflydelse eller indsigt i.
Måske sker der noget i det ubevidste folk får ryddet op, skrevet testamente, ommøbleret, solgt huset og flytter til en nemmere bolig i tide. Andre ender med at må lade andre træffe svære beslutninger og valg, fordi de fik forpasset muligheden for selv at sidde ved styrepinden.
Men selvom man forsøger at forberede sig, forsøger at forstå og ihærdigt husker på alt det man gerne vil nå, er det ikke altid det går som man håber og drømmer om.
Der er ingen opskrift. Ikke ligesom dengang jeg var gravid og kunne læse mig til hvad der næsten med sikkerhed ville ske. Kunne få et grundigt indblik i processen, sådan er det ikke muligt at læse sig til sin alderdom og død. Heldigvis er der nu flere og flere, der godt vil fortælle om deres erfaringer og dermed give os der er lidt bagud, en ide. det der nemlig er svært at skelne er hvad er almindelig alderdomstegn og hvad er eventuelt sygdom. Hvad skal man vælge at gøre noget ved og hvad skal man vælge at leve og udvikle sig med?