Har sandheden en fremtid?

Tags

, , , , , , ,

Der er så småt gang i juleriet og jeg vil ønske vi gav hinanden gaver som kærlighed, håb, skønhed, passion og fællesskab.

Der er så småt gang i juleriet og jeg vil ønske vi gav hinanden gaver i form af kærlighed, håb, skønhed, passion og fællesskab.


Chefredaktør Lea Korsgaard talte om ovenstående på Vartorv i morges. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Virkelig klog pige/kvinde. 37 år, så pragtfuld ud og jeg syntes hun var så ung så ung. Det kan kun betyde, at jeg er – og ser mig selv – som, nå ja, gammel. Hun slog fats at er vi over 20 år i dag, er vi fundamentalt født ind i en helt anderledes tid. En tid hvor man ikke mere skammer sig over at blive grebet i en løgn. En tid hvor det at tale usandt ikke mere er lig med svindel. Informationer sprøjtes ud i en sådan mængde, at vi ikke har en chance for at skelne eller efterprøve de mange løgne, som løgnepressen spyr om sig med og som Trumpher uophørligt spyr ud af deres mund. det er ikke noget nyt at politikere lyver, men det er nyt, at man synes det er ok og bare fortsætter og kommer videre. På trods af at der faktisk findes faktuelle sandheder, er det sjældent vi får dem serveret. De fortolkes og bearbejdes og er derfor ikke objektive.
Vi skal passe moderlig meget på, nye typer medier som arbejder med at spy løgne ud breder sig og kan være en bombe under den offentlige samtale.
Hun anbefalede i den grad at bruge sin ægte nysgerrighed på dem der f.eks. stemmer på Trump og forstå, at mange af disse mennesker jager en mening med deres liv og er skuffede over, at det gode liv de drømte om, følte de blev lovet ikke eksisterer.
En mening med livet arver vi ikke af vores far og mor eller får i barselsgave og smuldrer følelsen af samhørighed for alvor kan det gå rigtig galt.
Der findes magt, der findes vold, der findes undertrykkelse og usandheder. Lad os erstatte det med passion, skønhed, kærlighed og håb, for det findes også …. endnu.
Måske skulle man kigge lidt på Zetland, som jeg tro hun redaktør for.

Jeg når det!

Tags

, , , , , ,

Der samles til bunke, men hvad er vigtigt? Hvordan bliver vejret? Er det til sport og fest eller mest til hverdag?

Der samles til bunke, men hvad er vigtigt? Hvordan bliver vejret? Er det til sport og fest eller mest til hverdag?


Naturligvis skulle kamera gå i stykker og naturligvis skulle telefonen være ude af drift og blenderen gå i stykker, der lukkes for vandet når jeg skal vaske. Her er det så, at jeg beslutter mig for, at tage det fra en ende af og lade som om livet stadig væk er skønt og det er det jo. Især hvis man sammenligner mine problemer med de udfordringer en bekymret enlig mor har på kontanthjælp og en truende jul. Eller en angst flygtningekvinde, der ikke aner om hendes mand og børn er i sikkerhed.
Den slags virker ikke al tid og til alle tider, men er dog en øvelse, der ikke er helt uvæsentlig at lave.
Købte hårdt presset til sidst den e phone, jeg har udsat og udsat med det formål, dog at have et camera. Det skulle være rigtig, rigtig godt. Har øvet mig i dag og jeg synes det tager elendige billeder. Bruge tingesten til telefon kan jeg ikke endnu. Mangler fortsat sim kort og kode. Måske nås det, måske ikke. Positiv set er det sikkert udmærket at melde sig ud en tid. Så må jeg hitte ud af om der er nogen der vil have og reparere mit camera, når jeg atter er tilbage. I hvert fald ved jeg at der nu findes steder der tager sig af ældre telefoner og andet digitalt isenkram.
Jeg har svært ved at tage mig sammen og pakke kuffert, fordi jeg ikke kan blive enig med mig selv om, hvad der skal medbringes af tøj og sko. Jeg er ekspert i at tage det forkerte tøj med. Enten er det for varm eller også er det for koldt til min medbragte garderobe. Jeg udsætter pakningen igen og igen. Gør rent, ordner køleskab, køber ind, går på biblioteket – alt sammen handlinger som faktisk ikke er fuldstændig nødvendigt, men som kan udsætte beslutningerne om kuffertens indhold.
Imedens rabler folk i radioen om en ny regering. Hvorfor alle tidligere udsagn ikke længere er gældende. Jeg kunne kaste op. Herudover vrøvler andre politikere om nye bandepakker. Som om man kan lovgive sig ud af, at en eller anden idiot tager en pistol frem og også rammer uskyldige mennesker. Det er formentlig optakt til ny overvågning, nye indskrænkninger af demokratiet og den frie bevægelighed.
Tænkt hvis man lyttede til behov for kærlighed, forståelse, arbejde, en løn til at leve af, en følelse af at blive ankerkendt og betyde noget som menneske.
Det er et skråplan, vi er i hurtigere og hurtigere fart på vej ned af slisken. Der skal ikke bygges flere fængsler, men flere vuggestuer og børnehaver. Sættes tid af til at folkeskolelærerne og pædagoger gøre en forskel, der rykker i den positive retning.
Sådan bare for at nævne noget, der er et bedre alternativ.

Når livet er de gode øjeblikke

Tags

, , , , , ,

Ufattelig skønhed og håndværk af allerbedste kaliber.

Ufattelig skønhed og håndværk af allerbedste kaliber.


Så sidder jeg der. Bænket ved et fint bord med lækre økologiske snacks. Købt fordi de unge ved, at jeg bedst kan lide det på den måde. Vi drikker kaffe af store, nye kopper og der er sat glas til vand frem. De levende lys spejler sig i vinduetglasset og sender varme stråler rundt i stuen. Det er virkelig rørende og ganske forunderligt, at være gæst hos det unge par.
Den unge vært er mit ældste barnebarn. Ham jeg husker som en lille trold, der altid sad med sit store kim Larsen smil og grinede en i møde. Nu er han en fornuftig og køn ung mand på vej til at skabe sin egen tilværelse med kæreste, uddannelse og bolig.
Hvor bliver tiden af?
Det var dagens højdepunkt og hjemme igen, er det svært at finde en grimasse, der kan passe. Jeg mener, jeg ville så gerne at nydelsen ikke slap så hurtig op. Nu er jeg tilbage i min egen rede og kan snakke lidt med mig selv. Er det nu jeg burde synge en sang. Nej! Det gider jeg altså ikke.
Får lyst til at kigge flere minder og falder over fotos fra turen til Uzbekistan. Der var så mange ufattelige smukke bygninger, at jeg næsten ikke forstår de er menneskeskabte. Og fra en tid uden betonelementer, kraner, buldozer og hvad det alt sammen hedder.
Jeg tænker på de smukke, smukke kakler, mosaikkerne, træskærearbejdet, malerierne, de vævede tæpper og broderierne. Hvilken rigdom og kunst. Tænkt hvis vi lod de mange ledige hænder får lov til at lære de gamle håndværk og bruge tiden på det. Hvilken glæde. Nu går tankerne tilbage til min barndom igen, hvor jeg hele december måned ofte opholdt mig hos min mormor for at lave julegaver. Hun lærte mig at brodere. De fineste korssting. Fladsyning. Hardangerbroderi og hvad det nu hed. Hun lærte mig at strikke og hækle. Senere lærte jeg at klippe og sy. Min mor lærte mig at arrangere blomster. Hendes stuer var helt utroligt smukke i december med dekorationer og lys.
Hvis denne stemning holder til medio december, når jeg atter er tilbage her, ender det med at jeg pynter stuen til jul. Det er længe siden jeg har gjort det.

Der er mange måder at ældes på.

Tags

, , , , , , ,

Forstår ikke at der er 17 år siden du rejste bort. Hvor er der dog sket meget siden da.

Forstår ikke at der er 17 år siden du rejste bort. Hvor er der dog sket meget siden da.


Nu har I hørt om mine aldrende øjne. Fødder der ikke er så spændstige og fleksible mere. Nogle gange er jeg rigtig forundret over, at der ikke skrives aldring som man kan forberede sig på, lige som der findes hyldemeter med bøger om overgangsalder og livskriser.
Bogen Modne Mænd har fået en vældig omtale. Hvornår kommer der en bog om smukke, kvinder på 65+, 70 og/eller 80. Vi bliver ældre og hvad det kan indebære er vi faktisk lidt uforberedte på. Helt sikkert er jeg ikke den eneste.
Altså musklerne i fødder og øjne slides og bliver uelastiske og det kan give forskellige udslag. Det kunne man da godt skrive om sådan lidt nede på jorden. Nogle har måske oven i købet gode råd at dele ud af til glæde og lidt opmuntring for andre. For slet ikke at tale om hudens aldring og modeller på 20 som reklamerer for creme som fjerner rynker. Vi vil have modeller på vores egen alder, hvor vi kan identificere os med et levet liv og de udfordringer, vi skal lære at kende og leve med.
Det sidste nye er, at min læge adskillige gange har bedt mig gå til øre, næste og halslæge, fordi han synes jeg er meget hæs. Jeg har slået det hen. Der sker sjældent noget positivt under lægebesøg. Men da jeg nu godt selv kan høre det og har svært ved at synge og især læse godnat historie for det yngste barnebarn, besluttede jeg at runde halslægen.
Hun forsikrede mig, at der ikke var tale om cancer. Godt så. Men, da jeg som single, ældre dame ikke taler så meget mere til daglig og der faktisk kan der gå dage hvor jeg ikke nødvendigvis taler med nogen, er stemmelæberne, som også er en muskel, utrænede og blevet ældende. Det havde jeg ikke lige tænkt på. Jeg blev tilbudt en henvisning til en talepædagog, men kunne jo også begynde at gå og tale med mig selv. Nynne lidt om formiddagen og synge mig selv i søvn.
Det er vel i grunden logisk nok, at alle muskler ældes.
Pu ha! Jeg skal gå til styrketræning, smidighedsøvelser, især kondi. Gøre øjengymnastik, fodgymnastik og nu træne mine talemuskler. Det er bare hårdt arbejde, at blive gammel.

Hjemmesider ARGH!

Tags

, , , , ,

Museum of broken relationships. Sjove og filurlige objekter der fortæller om et brudt kærlighedsforhold.

Museum of broken relationships. Sjove og filurlige objekter der fortæller om et brudt kærlighedsforhold.


Hvorfor skal det være så besværligt at anvende visse hjemmesider? Når man skal købe billetter på DSB og kun ønsker billet derfra hvor pensionistkortet hører op, kan man bruge timer før det lykkes eller straks vælge, at henvende sig i en butik hvor der sælges billetter. Hvis man skal ændre sit gamle bonuskort til SAS, er det foreløbig endt uden at kunne lykkedes. Der er kun kort af nyere observans.
Nogle gange får jeg på fornemmelsen, at hjemmesiderne netop er lavet således, at man ikke kan klage, ikke kan komme i kontakt og har meget svært ved at løse de udfordringer, man gerne vil have løst. På en eller anden måde er det lidt uhyggeligt og er også en måde at sætte demokratiet ud af drift. Spørgsmål og ytringer er ikke muligt. Jeg er træt af al den tid, der går med at være on line med alverdens fjollede ting, som BARE SKAL LØSES.
Tabte fotoapparatet på gaden og skønt det var i sin taske vil det nu ikke fungere. Telefonen overgår til nyt selskab pr. 1. december, der fusioneres. Lige midt i et vadested hvor jeg ikke er hjemme og som betyder, at jeg ikke kan ringe og skrive på min blog. Out look fungerer ikke korrekt. Alt sammen udfordringer som jeg selv har svært ved at løse, som koster masser af penge og som er til stor gene. Så er det jeg ønsker mig tilbage i tiden, hvor man kunne ringe til en livline eller gå ned i en butik og få lidt god service. Der er mindst 3 ting om dagen, der driller – virkelig surt. Jeg kan ikke være den eneste, der spilder min dyrbare tid på den slags tossestreger. Ting skal bare fungere.
Midt i irritationen tog jeg mig sammen og gik ud i det pæne vejr. Det stormede og det var bare noget med at holde huen ned om ørene, stoppe hænderne i lommerne og skridte godt derud af. Til gengæld var det dejligt at komme hjem i en varm stue, lave en kop god kaffe og spise rester fra i går. Det blev alligevel søndag.

JO! Det rager dig og mig, os alle.

Tags

, , , , , , , , ,

En diset november dag. November er født grå med solstrejf på. I morgen formiddag måske.

En diset november dag. November er født grå med solstrejf på. I morgen formiddag måske.


Som mangeårig socialrådgiver har jeg opfattet det som mit vigtigste arbejde, at give stemme til, så at sige oversætte for dem der ikke kunne. Sådan har jeg det stadigvæk i mit nuværende og såkaldte otium. jeg må bruge mine privilegier, min status, min viden og mit 67 år gamle liv til at tale for dem, der ikke kan.
Og jeg synes det forpligter alle. Dig og dig og dig. Alle der har en stemme og som kan tale og som der bliver lyttet til.
Når jeg ser en lille dreng blive gravet frem af murbrokkerne i Aleppo, når jeg ser et opsvulmet og sulten barn i Afrika. Når jeg ser en desperat ung mand hæng i et pigtrådshegn. Når jeg ser en dansk stofmisbruger tigge i toget. Når jeg ser en frysende roma kvinde i timevis sidde på en avis på det hundekolde gulv på stationen og jeg kunne blive ved. For det er jo sådan, at menneskene omkring os tilsyneladende ikke forstår hvad det er der sker, når armoden, krigens rædsler, sultens dødbringende hærgen ikke iklædes menneskelige og identificerbare personligheder.
Det gælder om at ingen er ligeglade.
Hvis vi vil bryste os af at leve i et demokrati og fortsætte med at gøre det, så må vi tale på vegne af dem der ikke kan. Vi har alle pligt til herudover at håndhæve og fastholde menneskerettighederne som gældende for ALLE.
Tro ikke at Trump er en enlig svale. Tro ikke, at det ikke kan ske her. Så længe vi fortsat er tonedøve og arrogante på de syges, de arbejdsløses, de hjælpeløses vegne, så kan der også i vores Europa, i vores Danmark forekomme kræfter og ønsker om andre boller på suppen. Naivt at tro, at såkaldte stærke mænd og koner, vil netop de grupper noget godt, men hvad skal de udstødte, de fattige og sultne gribe og gøre i, hvis ingen lytter til dem og oversætter deres tavse støn og afmagt og vores trampen på dem, til et konstruktivt fællesskab, hvor individet er vigtig og hvor sammenholdet, loyaliteten og kærligheden er til gavn for dem der ligger nederst i bunken og dermed os alle.

Når sorg og forelskelse går hånd i hånd.

Tags

, , , , , , , ,

Stranden er forladt og havet helt alene og øde - på overfladen.

Stranden er forladt og havet helt alene og øde – på overfladen.


Armene er nubrede og fyldt med kradsemærker. Det bløder og klør så jeg er ved at blive skør. Hvorfor skal der være mere end 6 ugers ventetid på at komme til en hudlæge. Det er jo skrub skørt. Hudproblemer skal optimalt kigges på, diagnosticeres og behandles når gener og symptomer sætter ind?
Cremen hjælper ikke. Antihistaminen hjælper ikke. Jeg får en følelse af at det danske sundhedsvæsen ligger i ruiner. Det er en myte, at det er verdens bedste.
Den følelse bestyrkes yderligere efter at have slugt bogen, Mænd der mister, af Mads Christoffersen.
Oplevelser jeg selv har haft med meget syge venner og veninder der skulle gennem det helvedes system med lægelig uenighed om diagnoser og behandlingsformer. Mangelful kommunikation imellem afdelinger og specialer, fortravlet personale som ikke sætter sig ind i patienternes sygehistorier og/eller ikke lytter til dem der har skoene på. Der er tale om dødelige ventetider og katastrofale fejlbehandlinger. I systemet bukker syge og pårørende under og får selv ikke små ønsker og behov opfyldt.
Jeg får revet op i fortrængte minder, men alligevel er bogen væsentlig og vigtig. Det er sjældent mænd fortæller indefra og måske er det fineste budskab.
Et budskab fra mand til mand.
Så vidt jeg kan læse mig til ud af disse beretninger er mænds sorg og sørgeproces ikke væsentlig forskellig fra kvinders, men det har de måske gået og troet og af samme grund følt sig afsondret og lidt isoleret.
Alle historierne har et langt forspil, som også dette, synes mig bekendt uanset køn. Det der undrer mig ved næsten samtlige fortællinger er, at alle mændene omtaler deres afdøde koner som deres elskede. Det er så smukt og varmt og det uanset om de har været par i fra 15 til 34 år. Det bekræfter jo kun, at det er muligt at holde hinanden ud i et udviklende og kærligt forhold i mange år. På et tidspunkt hvor man nærmest får opfattelsen af at livet er en lang skilsmisse.
Det andet der undrer mig er, at vist samtlige eller næsten alle mænd umådelig hurtig efter de har mistet deres hustru forelsker sig igen og uden større betænkeligheder indgår i nye forhold. Det største problem i den forbindelse synes at være angsten og ubehaget ved omgivelsernes og børnenes accept af, at de igen er forelskede. Sorg og forelskelse kan altså godt forenes, her behøves ingen længere karenstid eller et liv i cølibat. Måske er det det virkeligt forskellige fra når kvinder mister.

Med bøjet nakke!

Tags

, , , , , ,

Ind imellem lidt opklaring i november disen og bygerne.

Ind imellem lidt opklaring i november disen og bygerne.


Der var helt stille og næsten alle sad med hovedet og nakken bøjet ind over et stykke digitalt kommunikationsværktøj. Jeg kunne ikke få øjnene fra min sidemands store høretelefoner, som blinkede blåt. Måske en slags udtryk for volumen? Damen overfor læste en digital bog og havde samtidig musik i ørene. Jeg kan blive ganske målløs over hvor mange ledninger der udgår fra hvert enkelt menneske og tænker af og til om det er rigtig levende mennesker eller der er tale om fjernstyrede robotter. For et par år siden kunne jeg blive forskrækket over folk, der gik og talte lige ud i den blå luft og tænke, at de måske talte med usynlige ånder. Efterhånden vender man sig til, at den slags samtaler fører de fleste. Nu kan man blive helt forskrækket hvis en giver sig til at tale direkte til mig, det er efterhånden uvant.
99% er i øvrigt iført sort, koksgrå eller brune stykker overtøj. Kun en enkelt dame i kupeen bærer en knaldrød regnfrakke med lilla hætte. Hende kan jeg godt lide at kikke på. Hun strikker. Hænderne flyver og pindene bevæger sig i rasende fart. Måske er det julegave, der skal være færdig.
Jeg har vandret i det mærke Vesterbro i aften. Bogstaveligt talt. Ikke i oplyste gader, men på kanten af bydelen. Det er længe siden jeg har været her. Jeg genkender det hele, men flere steder er der foretaget kraftige forandringer. Nye huse er skudt op. Andre er renoveret. Tilbage på Sdr. Boulevard dukker nu den ene smarte og interessante cafe og restauration op efter den anden. Kun enkelte gamle værtshuse fra dengang er tilbage. og skønt der på enkelte gadehjørner endnu er piger på arbejde, har klientellet forandret sig mærkbart. Min gamle lejlighed er revet ned og miljøet omkring er et andet. I kirken overfor er der en slags ungdomshus, tror jeg, og der holdes spændende logearrangementer hvor man kan komme og diskutere hotte emner. Kirkebænkene er omdannet til bardiske og sofaer og højryggede lænestole befolker rummet. Man må forny sig.

En svært uforklarlig stemning

Tags

, , , , , ,

November vejr. Fugtigt, gråt og lidt kedelig.

November vejr. Fugtigt, gråt og lidt kedelig.


Månen, den smukke, storartede måne, hænger bag et tykt slør af gråhed på den nattesorte himmel. Regndråberne falder under lygtepælene og pytterne lyser blanksorte på asfalten.
Der er også noget gråt og diset indeni. En ugidelighed, en snært af noget trist og magtesløst. Jeg har svært ved at hive mig selv op ved hårene. Det ender med mange timer på sofaen med en bog i en dvaleagtig stilstand. Der er ting jeg burde gøre, som jeg udsætter. Orker ikke at tage fat på løsningen af dem. Som en struds stikker jeg hovedet ned i et hul og håber de forsvinder – opgaverne. Energien siver ud af stortæerne, ingenting bliver til noget. Jeg mangler en passion, jeg mangler et eller flere mennesker til at aflede mig. Nej! På den anden side, her skal ikke afledes noget, jeg skal igennem det. Jeg hører den voksne sige til barnet: “Det er godt at kede sig, så sker der sikkert noget interessant bagefter”.
Er det tomheden der larmer? Er det selveste meningen med livet, der igen ønsker at tage en alvorlig snak med mig? Ikke spilde tiden, jamen er det da spiltid eller er det en god investering at gå i slumre mood? Er jeg bare ramt af stress kulturen, hvor man skal løbe hele tiden og have travlt? Løbe væk fra at føle noget, også de grå tanker og følelser?
Jeg mærker flere ideer til fremtidsprojekter rumsterer derinde et sted. Så helt galt står det vel ikke til? Men så får jeg igen den der følelse af, at jeg må udnytte tiden, medens jeg har den. Som om tiden bliver væk fra en? På den anden side tælles livet ikke i dage eller i timer og minutter, men i de øjeblikke jeg er levende på godt og ondt.
Jeg tror, jeg vender tilbage til min bog og ser om det er bedre i morgen.

Mit hjerte har ingen rynker!

Tags

, , , , , , ,

Svend Brinkmann signerer mange bøger på Bogmessen. Ståsteder hedder den nye.

Svend Brinkmann signerer mange bøger på Bogmessen. Ståsteder hedder den nye.


På et banner stod der: Mit hjerte har ingen rynker. Jeg ved ikke hvem der har sagt det eller skrevet det, men det var på eb måde så fint og jeg tænkte med et lille indre smil, at det vist passer meget godt på rigtig mange mennesker. Trods biologisk alder og aldret udseende, så virker det bestemt ikke som om deres hjerte har nogen rynker. Det banker varmt derinde.
Faktisk følte jeg trods pessimisme over tidens sørgmodige og bekymrende udvikling en stille modstand, en forandring til bedre tider. Til en modstand mod den dårerskab, der udfolder sig på politisk og økonomisk plan.
Heriblandt Svend Brinkmann med sin seneste bog Ståsteder. Med sit smukke smil og rare væsen, gjorde han sig ikke til dommer eller den der ejer alle svarene, men bad om eller foreslog at gå ind i livet med et perspektiv om at leve livet og tage det på sig. At vende blikket udad og ikke indad. Lidt selvudsigt tak, frem for navlepilleri. Han peger på 10 gode viljer eller grundlæggende værdier til et meningsfyldt liv. Den bog vil jeg bestemt læse og blive inspireret af.
Karen Pallisgaard redegjorde for den viden hun har samlet sammen og som peger på det fornuftige og helbringende i at få sig en langsom livsstil. Eller generobre magten over en eget liv. Gå i bogstaveligste forstand langsomt. Løftet foden fra speederen også i overført betydning. Spænd af. Det sidste kræver faktisk en tilbagetrækning af sansernes stimulering. brug åndedrættet og vær nærværende. det lød faktisk som om hun havde et par virkelig gode råd til at vende skuden og ikke blive en af de utallige udbrændte og stressede sygemeldte i vores land.
Carsten Jensen og Anders Sømme Hammer har rejst Afghanistan tyndt og dokumenterer at vores ansvar og forsøg på at eksportere vores demokrati har sendt civilbefolkningen i armene på kræfter, som kan vise sig at være endnu værre end dem der spillede med musklerne før krige. Umådelig mange penge og liv er spildt på den konto. Det må vække til debat om DK skal være aktiv krigsførende eller om vi ikke skulle bruge vores ressourcer på en helt anden måde. Henstillingen om en åben debat vil jeg tage til mig. Også den bog skal læses.
Det gør godt, at vide, at der dog findes så mange gode mennesker. Kloge mennesker og modige folk.