Intet har forandret sig de sidste 15 år.

Tags

, , , ,

Goddag og velkommen til Folk og Røvere i Kardemommeby. “Den er altså lidt stor, at stå med ryggen til mormor.”


Og deri havde anmelderen ret. Folk og Røvere ligner sig selv, kun er skuespillerne blevet noget ældre, end sidst jeg var der met et af de ældre børnebørn. Nu skulle Molly og jeg afsted og begge havde vi glædet og i mange dage. En fornyelse var det, at der stod en levende kamel udenfor tearet med sine gullerødder og et mindre æsel som selskab. Gad vide og dyret har stået der i al den tid stykket har spillet og skal stå der til juleaften. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg tænker om den slags “reklame”. Der er også skruet op for salget af popkorn. Jeg hader lugten, men der er ikke noget at gøre, her må man bare leve med stanken. En ting gjorde mig lettere irriteret. En isvogn blev kørt ind i teatersalen og det holdt hårdt ikke at ville betale kr. 35 for en is til sit barnebarn. Lidt mug gik der i den, men så blev madpakken spist og resten glemt, da røverne kom susende ind i salen. At skuespillerne blandede sig med børnene, var et mega hit.
Vores ledsager sørgede efterfølgende for forkælelse med spagetti og kødsovs og mega meget is. Altså blev ingen snydt for noget. Og mormor fik kaffe og lækker kage til dessert, således blev sidebenene plejet og de 200 g, der var blevet tabt til influenzaen røg på igen. hvor mon der skal blive plads til alt julesulet? Vi fik spændende sladderhistorier om de rige og berømte på Strandvejen, hvor vi intog den lækre middag og det var heller ikke så dårligt. Og vi siger det ikke til nogen.
Timerne smuttede afsted og mørket faldt på, nu ligger den lille frøken og sover på sit grønne øre. Mæt af oplevelser og mad og glæder sig til i morgen, hvor hun bliver hentet af far og lille Elton. Mor tager sine 3 x 12 timers nattevagter i rap og skal høre på, at de offentlige ansatte, har fået for meget i løn. Det er top urimeligt med de løn- og arbejdsvilkår der findes.

Reklamer

Ære være dit minde SISKA.

Tags

, , , ,

Her er jord og himmel stille, vinder holdt tyst og ingen fugle trillede. Udsigten laver min eget stille sind.


Medens det stille skumre til og Johannse Brams sørger for baggrundsmusikken, sender jeg dig de kærligst tanker og takker din familie og venner for et smukt farvelminde. Jeg var vel 22, du omtrent det dobbelte, da vi mødtes i Dansk Socialrådgiverforenings Redaktionsudvalg. Jeg var, på trods af, at jeg endnu ikke var færdiguddannet, blevet formand for udvalget. Du havde noget på hjertet og det havde jeg med. Du kendte kvinderne fra porcelængsfabrikken, jeg kendte dem fra strejken. Du var også pioner på Carlsberg, jeg blev det i fagbevægelsen. Du var langt mere erfaren og en dygtig rollemodel og altid respekterede du mig. Det var gensidigt. Var vi uenige, lyttede jeg med stor respekt og jeg husker det kun som om, vi altid fandt en vej sammen.
Det var meget underligt, at sidde på en cafe og drikke kaffe, og som altid først læse dødsannoncerne i avisen og så netop se din annonce. Under min oprydning i bogreolen havde jeg netop stået med en bog, du skrev og som også fik en stor plads i mit arbejde. I dag sad jeg så blandt din familie og mange venner i den historiske og smukke Lyngby kirke og kunne synge dig et farvel.
Jeg havde ikke bil og kunne derfor ikke følge dig til Sorgenfri. Derfor lærte jeg Stadscafèen på Lyngby Stadsbibliotek, at kende over en kop kaffe. Et pædagogisk beskæftigelsestilbud med den sødeste service og god kaffe. Jeg blev glad for at den slags steder eksisterer og følte mig så rig og glad, da jeg gik hjem med udsigt til den smukke kirke, den gamle landsby og solen som kiggede frem og som havde sendt de smukkeste stårler ind i kirkerummet – som et stort glad smil.

Hvem skal nu betale?

Tags

, , , , , ,

Når betalingsmidlerne er luftige tal i tynde luftlag, hvad sker der så hvis gamet stopper?


DSB`s guldæg sættes til salg. Tidligere offentlige chefer der nu opererer i det private sørger for argumenterne. brugerne kommer til at betale. Borgerne får ringere og dyrere kollektive trafikmidler.
Big coins suser hen over verden som det nye trend til at skabe millionærer og milliardærer. Invester kr. 2500 og i løbet af 24 timer nærmer du dig en million. Der er noget galt. Hvordan kan man bruge disse drømmepenge til at blive gældfri? Hvem modtager det som gangbarbetalingsmiddel for en ægte varer. Jeg frygter, at jeg vågner op til en ond drøm af en størrelse, jeg ikke kan fatte.
Lige nu ved jeg, at kriminelle handler på den måde. Jeg at der hvidvaskes penge på den måde, men jeg ved også at rigtig mange almindelige mennesker som drømmer om at have lidt flere penge, som gerne vil være rige og som frem for alt vil ud af deres gæld satser deres spareskillinger der. Og så ved jeg, at den måde systemet fungerer på bruger lige så meget strøm som hele Danmarks elforbrug på et år. Jeg ved at økonomer spår der er kort levetid tilbage for denne coin – hvorfor ved jeg ikke. Jeg ved at skattesystemer her i landet og udlandet behandler disse nye formuer forskelligt. Er det investeringer i aktier, obligationer, valuta…hvad er det? Lige nu betales der hverken moms eller skat af disse drømmepenge.
Hvor rabler det til sidst? Hvem er det der er konerne med æggene og som til sidst sidder tilbage i Muddergrøften, blanket af og måske meget fattigere end da de begyndte. Jeg er ikke misundelig, jeg er blot forundret over og måske en smule vred over hvor kort sigtede og egoistiske mennesker tænker og opfører sig. Er det her spor andet end at sende sige penge i skattely. er det anderledes end at unddrage de fattigste lande, hvis ressourcer man stjæler, deres skat for at deres samfund kan fungere og børnene komme i skole.
Griskheden kender ingen grænser.

Er der kærlighed nok på kontoen?

Tags

, , ,

Er mon kærlighed noget der kan stilles op i et regnskab?


Har jeg råd til at give, også selvom jeg ikke får noget igen? Kort sagt er der kærlighed nok på kontoen – kærlighed til mig selv? Giver man væk af et underskud, vil man blive dybt afhængig af, at få kærlighed tilbage, mindst lige så meget som man har givet ud. Er det ikke blot et smart regnestykke udtænkt i den vestlige verden, af de mange hjælpere, der tjener penge på, at guide og vejlede mennesker, der har ondt i livet eller som savner en partner.
Jeg ved det ikke, man kunne sikkert passende stillede de samme spørgsmål, omkring anerkendelse. Hvis du ikke inderst inde anerkender dig selv, har du svært ved at anerkende andre?
Det går bedre jo mere voksen jeg bliver, synes jeg. Og skønt det har været en sorg, at miste 2 gode veninder, som har valgt mig fra, opfatter jeg det i virkeligheden mere som et behov og noget de har i sig, end det er mig som person, der ikke er kvalificeret eller “forkert”. Sådan ville jeg bestemt ikke have tænkt for 20 år siden.
Nu er jeg kommet i den situation, hvor jeg selv er på vej til, at vælge en person fra. Tænk at det skulle komme så vidt. Men måske er det netop fordi jeg må beskytte mig mod svigt og ikke ønsker, at blive såret som i gamle dage. Når man er ven med mig og ikke blot bekendt, er der et bånd mellem mig og den anden som indeholder gensidig tillid, fortrolighed og omsorg. Når denne ven så pludselig genoptager et afbrudt forhold med en som har svigtet mig og jeg bliver utryg, ønsker jeg at trække mig. Min tillid og fortrolighed kan ikke opretholdes og jeg bliver bange for, at blive alvorligt såret igen – måske af den person, som i flere år har givet sig ud for, at være min ven. Og som vel har været min ven. Et menneske som ikke forstår og som mener at kunne have begge som venner.
Et klassisk dilemma når parforhold går i stykker og vennerne deles.
Jeg tror det er et spørgsmål om tillid.

Så måtte jeg også lige bide i hovedpuden.

Tags

, , , ,

Jeg befinder mig i en sæbebobbel.


Ja, sådan føles det faktisk, at være sat ud af spillet: Som at befinde sig i en bobbel. Lørdag en dejlig familiedag, arrangeret af fødsellaren på 40 og ham på 1 år. Støttet af mand og far fik hele familien en spændende og dejlig dag. Jeg nåede også ud i det lille hus på landet og hygge med børnene til søndag formiddag. UHU! Så var det hjem i seng og derefter tog helbreddet en ordentlig omdrejning. Fra at have det middelmådig skidt, blev det en slem nat og siden har jeg ligget i sengen og sovet, læst og sovet. Nu værker ryggen så jeg må stå op og finde på noget helt andet. Det er bare ikke særlig fedt, for der skulle ske en masse og jeg har ikke tid til at være syg. På den anden side, er der også noget befriende ved at trække stikket og ikke kunne andet.
Her sidder jeg i stuens lune og kigger ud på en snedækket græsplæne, det lyser så herligt op. Fuglene flyver rundt i flok, men det er nemmere at finde føde på den måde? Jeg kæmper stadig med udfordringer i mit husprojekt, måske får jeg lidt ro på sidst på ugen, hvor en fagmand kommer og kigger på noget af det som jeg ikke er så glad for. Vi får se. Alt, alt for hurtigt er det jul og jeg har næsten intet foretaget mig i den anledning. Julegaver, ingen købt. Er totalt tom for ideer og gider ikke købe ting, blot for at købe noget. Sender penge til en masse foreninger som beder i denne søde tid. der trænges overalt. Men jeg ved godt familien bliver lidt skuffet når jeg giver dem en ged på papiret, sætter dem som donor til skolebøger til børn som intet har og på en måde er det måske forståeligt. Det er bare ikke sikkert det bliver anderledes i år.
Nu vil jeg hoppe i seng igen og lukke verden ude for en stund.

Jeg er ved at gå op i limningen

Tags

, , , ,

Elton har fødselsdag og det har han i dag, men det er ikke hans skyld jeg er ved at gå op i limningen.


Altså et af de nye års projekter vil jeg røbe her, fordi jeg er ved at gå op i limningen. Det er helt svært at være Byggemand Bob erfarer jeg stødt og roligt. ARG! og HJÆLP! Jeg har helt klart haft en drøm, om at bo i en stor smuk lejlighed, helt centralt i København med udsigt over vandet/havnen og uden støjende tog eller motorringveje under terrassen (for sådan en eller flere hære sig naturligt til).
Endelig, svært at kapere, indser jeg, at det aldrig vil ske. Og vil jeg bare komme i nærheden koster det mindst 7-10.000 mere om måneden end min nuværende husleje. Altså ikke noget for en kvinde uden særlige pensioner udover sin almindelige folkepension. Hvor fa…. fik jeg også den drøm fra?
Godt så, alt tyder på, at jeg skal dø her i min nuværende rede og da jeg har tænkt mig det skal vare nogle år endnu, traf jeg beslutning om, at så skulle der gennemføres et par drømme her i den almennyttige bolig. Et lille stykke væg skal fjernes, så lejligheden får lys fra begge sider. Jeg kan som en anden plante ikke leve uden lys, slet ikke om vinteren.
Fint nok. det har taget syv brede og syv lange, at komme igennem boligselskabet, endelig kom der hul igennem, tilbuddet fra et specialfirma – det er en gammel beton væg – blev godkendt og acceptret. Byggetilladelse hos kommunen indhentet og betalt. Støn! Er I mon klar over hvad denne lille post beløber sig til, inklusiv ingeniørberegninger. Datoerne er sat på, så jeg kan indhente malertilbud, der bliver noget at se til, gulvmand fordi der kommer til at mangle noget gulv og så i sidste øjeblik finder jeg selv ud af, at der sikkert skal en elektriker på. Gys barnebarnet fandt ud af, at i den bærende væg, der skal fjernes befinder sig, nærmest, hovedcentralen for strøm til denne hersens gamle 50èr lejlighed. Det er ikke kun prisen, men det at koordinere vægfirma, gulvmand, elektriker, maler og, og…………. det er altså lige før jeg bliver stresset. Det værste er, at jeg får følelsen af, at jeg selv skal regne det hele ud, på trods af de eksperter der er indkøbt til lejligheden.
Er der nogen som tager røven på de mindre kloge? Mig?

Pater Plys og Kanguro

Tags

, , , , , ,

Jeg har endnu ikke været på kirkegården i år, men skal nok nå det.


Det er skam ikke mig der læser godnathistorie for Molly. Næ nej! Det er omvendt. Det er hende der nu læser Peter Plys for mig og sikke en digterkunst. Jeg må ind imellem bide i dynen for ikke at komme til at fnise eller grine højt. Men herligt er det og jeg nyder det.
Dagene har ben at gå på og jeg er bagefter. Det er virkelig svært, at få aftaler med håndværkerne i hus. Så er den ene ikke hjemme, et andet tilbud kan jeg ikke gennemskue og telefonen bliver ikke taget. Lejerbo gør igen knuder og jeg forstår, at flere folk er sagt op eller er gået selv. Nogle af dem, ansatte som jeg har aftaler med. Hvad sker der i den butikken. Der er noget galt. Det hedder sikkert arbejdsmiljø.
Jeg leder efter grønkålstokke i flere farver, rosenkålsstokke og andre grøntsager som kan klare frosten. Ville gerne pynte altankasser med den slags hårføre vækster, men kan ikke finde dem i mine nærbutikker. Vinduerne er pudset, desværre varer det vist kort, for regnen trommer mod ruderne dagen lang og blæsten sender skidt og møg denne vej. Orkideerne derimod tager pludselig på vej, så måske bliver det alligevel blomster til vinduskarmen den 24. december. Mit gamle B&O er stået totalt af, ingen julekalender. Skidt, men jer er meget urolig ved tanken om at skulle gå glip af 90 års fødselsdagen nytårsaften. Det kan jeg slet ikke bære.
Og sådan har verden sine små stød til mig som ikke orker, at forholde mig til de store spørgsmål hver aften. Men i morgen er der atter en dag og så skal jeg igen være bedste til det yngste barn, som er ked og lidt feberhed, måske fordi flere tænder presser på. Små børn små problemer, store børn store problemer – det kan der nok være noget om.

På vej til Danske Rederier i Amaliegade.

Tags

, , , ,

Her bor ikke mange kontanthjælpsmodtagere, men en del på overførselsindkomster i Amaliegade.


Uden for “min” Kvickly har der de seneste dage stået en køn ung kvinde og solgt Hus Forbi. Hun er ren og pæn. Ligner ikke en alkoholiseret hjemløs eller stofmisbruger og i dag kunne jeg ikke dy mig mere og spurgte hvorfor hun stod og solgte Hus Forbi. Det gjorde hun, fordi hun var gået konkurs med sit firma og på 1½ år var boligløs. “Jeg dykker nogle dage, men kommer op igen med håbet i behold.” “Jeg vil så gerne have et sted at bo og jeg står på en akutliste. Men det er sjældent der er en lejlighed, jeg kan betale på kontanthjælp.” Så meget for vores Velfærds Danmark. Hvor er det umenneskeligt, det vi udsætter vore medmennesker for i et af verdens rigeste lande. Rigdommen drypper dog kun på de færreste. Fanden må hytte resten.
Fra kvinden tog jeg direkte ind i Danske Rederiers historiske hovedsæde i Amaliegade for, at høre ambassadør Freddy Svane fortælle om forholdet mellem DK og Japan. Her er sale med højt til loftet, krystallysekroner og guldstaferinger på døre og stuk. Publikum havde næppe nogensinde sat deres fod på Vestegnen, de kom stort alle fra gettoerne i Whiskybæltet. Spørgsmålene til ambassadøren fik mig til at krumme tæer af harme og kommentarerne ligeså. Her var man ganske interesseret i hvorledes Japan kun har modtaget 23 flygtning i 2017 og ikke tillader indvandring af nævneværdig karakter. Her kunne vi tilsyneladende lære noget om såkaldte rene samfund. SUK! Ellers skal jeg hilse og sige, at 30% af befolkningen er over 60 år og det er det sted i verden hvor flest bliver 100 år. Man tvangspensioneres fra sit fyldte 60. år og forlænges man på arbejdsmarkedet går man klækkelig ned i løn. Af samme grund puger japanerne penge sammen til deres alderdom, der er ingen forsørgelse og det er mange år, at skulle overleve. Kvinderne er højt uddannede, men vil ikke ud på arbejdsmarkedet, men hellere sidde på cafe`. Det forstod jeg ikke helt. Alt har sin pris.

Det sku` jeg aldrig have gjort!

Tags

, , , ,

Til julebal i Nisseland.


Det skulle jeg virkelig ikke have gjort. Altså smagt på Lillians julekager. Bare en lille bitte en, tænkte jeg. Men Vibs! Så lige en til og en til. MUMS! Hvor de smagte godt. Der røg aftensmaden. Man kan ikke både æde en hel pose julesmåkager og bagefter spise aftensmad.
Fuld af beundring for både dem der tager sig sammen og bager og at kagerne bliver så lækre.
December er begyndt, jeg har været med til julebal og fået rigtige julekager. Her er hyggeligt med dekorationer fra skoven og min helt egen julekalender. Har brug for at vinde mindst en million.
Dagen er forsvundet i den rødeste solnedgang, jeg længe har nydt og højhuset jeg kigger over på, ligner en julekalender med lys i alle lågerne. Nogle er ekstra pyntet med lysguirlander, snemænd, julemænd og kaner. Blinkende stjerner i blåt og grønt. Et sted et stort lysende juletræ. I al decembers mørke, må vi huske at glæde os over lysene, de mange blomster og de duftende graner.
Vi kan sagtens med al vores lys. I Afrika, har jeg netop været med til at donere solcellelamper til nogle børn. Tænk engang. Det revolutioner hele deres fattige verden. Pludselig at have lys, så de kan se i en skolebog om aftenen. Se hvem der befinder sig i den fattige hytte og se hinanden. Jeg ville ønske, at vi for hvert julelys vi tænder kunne forære sådan en solcelle lampe til et fattigt barn eller voksen. Hvis du skulle få lyst til sådan en julegave er det muligt via Verdens Børn.
Dagene går med raske fjed og jeg ved næppe hvor de går hen, timerne og dagene. Nu er det i hvert fald tid til at finde danseskoene frem og gøre mig klar til aftenens og døgnets mest opmuntrende øjeblikke. Gymnastik for hjerne, fødder og ben. Kontakt og kommunikation med andre mennesker i en stemning af venlighed og imødekommenhed. Så sover jeg bedre bagefter.

Slavebilleder i min julestue

Tags

, , ,

Medens vi pynter og glæder os til jul.


Udenfor supermarkedet stod en frysende morlille fra et fremmed land og forsøgte med høflige småord, at gøre opmærksom på sin nød. De fleste af os er blevet så hårhudet, at vi går forbi med vores fyldte indkøbsposer. Også jeg. Jeg kunne i det mindste have købt hende en varm kop kaffe og et stykke wienerbrød eller være gået direkte hjem og støtten en af de organisationer som hjælpe i de lande hvor flygtninge, indvandrer og tiggere kommer fra. Men gør vi det? Gør jeg det? Bestemt, som nu ikke altid. Hykkelerisk.
Lidt mindre besværligt er det at sluge og fortrænge de forfærdelige billeder af slaver der sælges i Libyen. Her hvor der i øjeblikket sker uhyggelige mishandlinger af immigranterne sted, inklusiv mord, voldtægter og røverier. Situationen er dokumenteret af såvel undslupne immigranter, som menneskeretsorganisationer. Den prop som de italienske myndigheder har sat i flaskehalsen ved at støtte den libyske kystvagt, og alternative myndigheder og lokale militser og fået immigranter i hobetal sendt til de centre hvor mishandlingen finder sted, frem for at lade dem flygte over havet.
Macron har varselt en ny politik og EU står formentlig bag ham, men konkret er der ingen forslag til hvorledes man vil hjælpe immigranterne. Også vores land siger man skal hjælpe på årsagerne til at folk må flygte, men hvordan hænger det sammen med, at støtten spares bort? Militærindgriben i Libyen vil næppe komme migranterne til gode og det vil givetvis blive både blodigt og voldsomt. At støtte Gaddafis tidligere topgeneral Khalifa Hiftar som har sat sig på det Østelige Libyen, er måske som at tisse i buskerne. det er varmt et øjeblik og dernæst er det håbløs koldt og ulækkert.
Måske er det i virkeligheden blot et spil for kulisserne fordi Macron ikke klarer sig så godt, når han skal løse sine hjemlige problemer. Og imedens lader vi julemusikken overdøve de stakkels menneskers skrig når de pines og plages. Tager billeder af vores overflods røde jul, medens blodet flyder fra de torturerede kroppe i såkaldte centre, som godt kunne sammenlignes med koncentrationslejre.