Nostalgi og jeg opdager jeg har fået en gave.

Tags

, , , , , , ,

Hyggelig til en frokost som i gamle dage.

Hyggelig til en frokost som i gamle dage.


Det er altid hyggeligt at komme på Arbejdermuseet i Rømersgade, som forleden da jeg igen var der og genoplevede ting, mange ting fra barndom og ungdom. Hele stemninger blev genskabt. Kaffe med rix, slet ikke så dårligt når der spædes med rigtig fløde.
Kan det være svært at forklare børn og børnebørn ens egen opvækst er det et herligt sted at færdes sammen. Og hertil kommer et særdeles udmærket børnemuseum, hvor man gerne må røre ved tingene og lege med dem.
Senere stod den på fyraftenssang i Vartorv med Peter Aalbæk. Han er, som forventet, fræk som en slagterhund, men samtidig god og kærlig. Det blev en god lille time.
Så var det jeg mødte en tidligere og yngre kollega og fik en rystende beretning om hvorledes forholdene har udviklet sig på min tidligere arbejdsplads. Det gør mig så ondt for de mange dygtige og fagligt højt kvalificerede mennesker, der har måttet forlade stedet og for nogens vedkommende nu fristes vikarjobs, arbejdsløshed og tidlig pensionering. Jeg har ikke savnet stedet, men nu gik det op for mig, hvilken gave jeg for alvor fik, da jeg i sin tid valgte at gå af. Jeg er blevet skånet for meget og tænker med gru på alle dem, der skal henslæbe endnu mange år på en arbejdsplads, hvor der ikke er plads til faglighed af høj kvalitet, ytringsfrihed og tid til at være en god og omsorgsfuld kollega.
Igen må jeg konstatere, at jeg høre til den generation som har fået måsen over stregen i mange sammenhænge. Ikke at vores tid har været en dans på roser. Der har været masser af torne og det har også mange gange været op ad bakke. Det er bare blevet rigtig, rigtig slemt derude. Kynisme, historieløshed og mishandling af menneskelige værdier er der mere af end nogensinde.
Sender de bedste tanker til dem der ikke klarer skærerne og som bugger under med stress, udbrændthed og det der er værre.

Fejl 67

Tags

, , , , , ,

Der er stadig masser af trolle i mit liv. Der er stadig masser af trolle i mit liv.[/ca
Udfordringerne fortsætter i disse digitale tider og det stopper aldrig. Min ældste datter griner og siger det er fejl 40, men det må for mit vedkommende være fejl 67.
“Prøv dig nu frem, den kan ikke gå i stykker”, bliver der sagt. Det er muligt, men jeg kan lave så mange underlige ting, at ingenting fungerer bagefter. F.eks. som at få min officepakke til at forsvinde. Gøre bogstaverne så store, at jeg ikke kan læse facebook og google.
Det tærer på ens selvværd, at være så “dum” og det kursus jeg nu har meldt mig til begynder først om nogle dage.
Og det fortsætter og fortsætter. I aftes hørte jeg fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fortælle og vise robotter der ligner mennesker, som angiveligt om føje år vil gå rundt blandt os på gaden og “hjælpe” os. HM! Der var mange flere, efter min mening, uhyggelige konkrete ændringer undervejs i vores liv og vores måde at leve på.
Klap nu hesten vil nogen sige. Men kan I huske hvor hurtig det er gået for mailen at udradere breve og postvæsenet. I dag findes der kun et, et posthus, af den slags hvor man sendte breve, pakker og alt mulig andet. Hvem havde gættet på at det gik så hurtigt og at pakker er noget der skal hentes på en tankstation.
Hvor mange kan huske der var over 9000 mønttelefoner, nu har vi vist kun dem der er på museum.
Om lidt har vi føreløsebiler, ingen køkkener i vore lejligheder og huse, kun kontakt til venner og børn via skype og nettet. Jeg gyser.
Faktisk sad jeg og tænkte, at jeg håbede jeg var død og borte ingen alle fru Lyngsøes forudsigelser bliver til virkelighed. Det er da noget underligt noget, at man skal ønske dig død for at slippe for den fagre nye verden. Måske er det fordi jeg har svært ved at se det fagre? Hvor bliver empati, kærlighed, omsorg og øjenkontakt af? Mine tanker går til de eksperimenter der engang blev gjort med aber og små børn på usle børnehjem, når de ingen kontakt fik. Mad og varme kunne ikke gøre det. De døde.
Der må blive plads til at gå of line og finde den magi der opstår i mødet med et andet liv. Pas på vore levende relationer.

Trolleskov og kollektiv

Tags

, , , , , ,

Som eventyrfigurer, mystiske slanger og væsner snor træerne sig i Tisvilde Hegns trolleskov.

Som eventyrfigurer, mystiske slanger og væsner snor træerne sig i Tisvilde Hegns trolleskov.


Medens solens sidste stråler farver skyerne gyldentrøde og tusmørket afløser lyset med lynets hast, kan jeg fordøje en dag i frisk luft, sol og højt til himlen. Veninderne passer på mig og gør hvad de kan, for at forstyrre de tunge tanker.
Dagen begyndte dog et helt andet sted. Som led i afslutningen på Golden Days havde jeg besluttet at se filmen Kollektivet i Gentofte Kino.
Må jeg lige rose biografen. Hver anden stolerække er taget ud, hvilket betyder at der er gevaldig god plads til benene. Sæderne er gode og foyeren er gevaldig hyggelig.
Gentofte Kino.

Gentofte Kino.


Borgmesteren gik rundt og hilste på og Søren og Thomas Vinterberg havde efterfølgende en dialog om filmen, som jeg desværre ikke nåede at lytte til.
Skønt jeg aldrig har boet i kollektiv og heller aldrig haft et ønske derom, var det meget interessant at genopleve noget af stemningen fra ens egne unge dage. Filmen var på en måde rørende og samtidig understreger den, at fri kærlighed ikke findes. Kærlighed er altid forbundet med et stort ansvar.
Luksus afhentning ved biografen og afsted ud i det skønne land og det gode vejr. Turen gik til Tisvildeleje og herfra på gåben ind i Hegnet, Trolleskoven og langs med stranden.
Rigtig mange mennesker nøde den skønne eftermiddag og med udsigt over det blinkende vand fortærede vi en klemme og drak en medbragt kold øl. Der var tænkt på det hele.
Det var ikke helt nem at følge ruten på kortet, men heroppe kan vi ikke blive væk. Forholdene er for små og hele tiden ved man hvor havet befinder sig.
Forhåbentlig betyder den friske luft en god nats søvn, før endnu en uge banker på døren.

Frk. Jensens Kogebog

Tags

, , , , , ,

Mad tilbage til for 100 år siden.

Mad tilbage til for 100 år siden.


Tænk engang Kristine Marie Jensen blev født i Randers i 1858. Hun voksede op hos sine bedsteforældre og tog eksamen på Nathalie Zahles første hold på en nyoprettet husholdningsskole. I 1901 udgav hun sin første kogebog. I dag 115 år senere er den revideret og genoptrykt i omkring 1 million eksemplarer.
På min hylde står et eksemplar fra 1962 som jeg brugte i de år hvor jeg efter skoletid uddannede mig til Marthapige og lærte korrekt og bedre husholdning. Her er alt fra de rigtige arbejdsstillinger, slagtning, syltning og henkogning samt frysning. Det sidste nye. I den lille landsby hvor jeg boede blev der bygget et frysehus, hvor hver enkelt husstand kunne leje en fryseboks og putte den gris i de slagtede til jul. Dele en kvie og putte hanekyllinger i. Suppehønsene blev fanget og fik hugget hovedet af den dag de skulle bruges.
Men før vi kom så langt, at vi skulle se frk. Jensens Kogebog som teater på Riddersalen var der middag i Det Økologiske Inspirationshus. Maden blev fremstillet af råvarer fra det biodynamiske landbrug Birkemosegård.
Til inspiration kan jeg nævne at forretten var friske blomskål, kogt så de stadig havde godt med bid. Serveret på fade med ærtecreme, fantastisk creame fraiche, masser af dild og koriander. Hertil en let syrlig biodynamisk hvidvin.
Dernæst kom de duftende fade med kogt og sprængt oksespidsbryst – salpeter. Kogte gulerødder og porrer. Kartofler let knus med sennepskorn og smør, tror jeg. Nu delte bordet en flaske udmærket rødvin.
Nybagt brød med en blåskimmelost garneret i gæret honning med hybenroser, der havde trukket i honning. MUMS.
Sluttelig en halv kogt pære, badet i tyk, blank chokoladesovs og lidt frisk creame fraiche. Vi spiste godt, men sjovt nok var ingen tykke og tunge i bagen eller i maven ovenpå måltidet.
Scenografien og kostumerne var virkelig morsomme og tættere på en kogebog i frk. Jensens ånd kunne vi næppe komme.
Ønsker man sig en sjov og anderledes oplevelse er det oplagt at besøge Riddersalen og om muligt spise middag først i Det Økologiske Hus.

En tur på bunden af Sortehavet

Tags

, , , , , ,

Livsnyder Kerala 2014


Det har været slemt og noget uventet, at pc. problemer har kunnet sende mig til bunden af Sortehavet. Ikke desto mindre, har jeg nu ligget og rodet der i over en uge. Det har naturligvis været dråben, der fik det berømte bæger til at flyde over og end ikke viljestyrke og gode mennesker, har kunnet hjælpe mig fra at gå til bunds.
Som en boomerrang sprang et gammel sår op og sendte mig pladask ned i et sort hul.
Kærlige knus og opmuntrende tilråb fik mig bare til at tude endnu mere. Venlighed og omsorg fik i den grad tårerne til at flyde. Her har ikke været meget at smile af. Og Lykkeilse var tæt på at afgå ved døden. Men sådan er det med livet. Det går op og ned og trods det, at man har taget sin åndligt beskyttende kappe på, lykkedes det alligevel verden at sætte ind med et hårdt slag. Under bæltestedet. I hvert fald forvirrende og uforståeligt.
Jeg skrev engang, at Lykken er, at vi i vores alder ved at det gode holder op, men det gør det onde også – det kan være grunden til, at vi ikke bliver på bunden, men kommer op igen.
Jeg er på vej mod overfladen. Tak til dem der troede på mig og støttede mig skønt de blev både forskrækket og forundret over at se “stærke” Ilse gå ned med flaget.
Sorg er noget mærkelig noget. Man lever med det. Tror det er blevet indkapslet og er holdt op med at forstyrre og rumstere og så er det dog som en vulkan, der pludselig og uventet kan komme i udbrud. Der er tale om stærke kræfter, der kan sluge den daglige energi fuldstændig.
Jeg vil se frem til at få ommøbleret den indre disharmoni og vende tilbage til en lysere og mere energisk hverdag.
Jeg føler med alle dem, der har oplevet det samme og sender et stort knus med ønske om, at også I vil se lyset for enden af tunnelen. Velkommen tilbage til virkeligheden på godt og ondt.

Viljestyrke, gode venner og en kærlig familie

Tags

, , , , , ,

Staudebedene står i fuldt flor, træerne iklæder sig efterårsdragt og solnedgangene er uhørt smukke.

Staudebedene står i fuldt flor, træerne iklæder sig efterårsdragt og solnedgangene er uhørt smukke.


Der er skam rigtig meget at glæde sig over i denne tid. Imidlertid kræver det også viljestyrke, at overkomme de slag som verden tildeler en. Tid er på mange måder også en faktor. Intet kan dog måle sig med gode venner og en kærlig familie. At mærke, at mennesker står op for èn, bekymrer sig om ens velbefindende og humør. Som kærligt tager initiativer i et forsøg på at bortdrive triste tanker og som orker at lytte og samtale. Det er vel i virkeligheden den mest helende “medicin”, der kan indtages. Jeg er dybt, dybt taknemmelig for det fine og gode netværk, jeg er en del af. Gid alle mennesker måtte opleve den slags når de i “kampens hede” af og til er på vej til at ryge ned i et af livets berømte sorte huller.
Heldigvis er det også godt at have tilstrækkelig med viljestyrke til at rejse sig lidt fra sumpen. Rengøring har i mit tilfælde virket som god terapi og nu i dag endelig at få tilplantet altankasserne. Indrømmet, det er lige på falderebet, men pænt ser det ud og når man så ovenikøbet kan sidde derude i det dejlige vejr og indtage sin frokost. Så bliver det nemmere, at glemme de triste og kaotiske tanker.
Masser af ting på to do listen – i det små bevares – bliver fixed og lange gode gåture omkring Damhussøen bliver det ekstra krydderi, der pynter på dagen. Træningen passes hver morgen og det er fortsat helt vidunderligt at stå udenfor svømmehallen ren og fin udenpå og indeni en tidlig solskinsmorgen og vide, at man har gjort sit bedste og fortjener sin morgenmad.
Et godt grin til en ikke særlig anmelderros film og en stor øl bagefter sammen med bedsteveninden, en uventet, positiv telefonsamtale… alt tæller, bemærkes og bevirker at processen skrider godt fremad.
Lærte jeg noget. Ja, bestemt. Fik jeg nye erfaringer… også det. Nu bliver det spændende om jeg kan anvende den nye indsigt og selv være med til at styre, hvad erfaringerne skal gøre ved mig.

Blandt hjemløse og psykisk syge

Tags

, , , , , , ,

Turen til Italien slutter for mit vedkommende.

Turen til Italien slutter for mit vedkommende.


Den sidste dagsmarch for mit vedkommende gik fra Pieve Santo Stefano til Sansepolcro, så vidt jeg husker en tur på angivelig 25 km. Skønt vi også her blev i tvivl om vejen udfra rutens beskrivelse nåede vi dog via et langt stykke landevej og et industrikvarter til den gamle bykerne i Sansepolcro. Men først skulle det tjekkes om der var bus eller togforbindelse til omverdenen.
Jernbanestationen lignede noget fra det vilde westen med nedlagt billetkontor og højt græs mellem sporene. På det lokale turistbureau kunne vi ikke blive klog på om der kørt tog og hvornår, men vi kunne forstå, at der også var en rutebilstation. En rigtig venlig chauffør fortalte at jeg kunne komme med en bus til Perugia om et par timer og at man i baren solgte billetter.
Bevæbnet med et enkeltbillet til Perugia gav jeg mig til at vente og heldigvis dukkede der som lovet en bus op. Efter et par timer stoppede den på en tankstation udenfor Perugia og samtlige passagerer steg af og gik over i en anden bus, der skulle fortsætte til Rom. En anelse betænkelig blev jeg siddende og vendte igen næsen mod byen. Dog skulle der igen skiftes og glad var jeg da jeg landede på busterminalen. Herfra skulle der findes den rigtige bybus til togstationen. Det lykkedes også. Billetkontoret var lukket og de opslåede tider stemte ikke med dem der stod på skærmene, hvorfor jeg med sommerfugle i maven trak en billet til Firenze. Det vil sige jeg fik trykket forkert og måtte af med penge for to billetter – kunne ikke finde ud af at gøre det om igen.
Nu var klokken mange og først kl. ca. 22.30 landede jeg i Firenze. Soldater med skarpladte maskinpistoler gik rundt og blå betjente færdedes kun tre og tre. Det sydede og kogte, uden jeg kunne forstå hvad der foregik. En ung betjent sagde til mig, at jeg ikke burde færdes alene her og at stationen ville blive lukket kl. 0.1 og ikke åbnet før klokken 5 morgen.
I sidste øjeblik lykkedes det at komme med et tog til Bologne. Lidt over midnat ankom toget og heldigvis for mig lukkede man ikke her stationen, idet den sidste flybus for længst var kørt.
Det blev en lang nat blandt hjemløse og psykisk syge. Jeg følte mig heldig og fik en kop kaffe og noget vand. Det kan man leve længe på og jeg var efterhånden så svedig og træt af dagens strabadser, at jeg passede meget godt ind i billedet.
Klokken fem fik jeg plads i den første flybus og så til lufthavnen for at skaffe en billet til et fly hjem.
Det lykkedes også. Men jeg vil sige til folk, der agter at begive sig ud på denne camino, at de gør klogt i at sætte sig ind i hvor det er muligt at møde offentlige trafikforbindelser til byer hvor der går tog eller fly retur.
Og stadigvæk, hvis nogen vil gå turen giver jeg gerne mit kort over nationalparken og den ruter videre. Det kan blive en absolut forudsætning for at finde frem, hvis man falder af det spor, man håbede på at følge og der er mange eller ingen mærker, som det kan være svært at tage bestik af.

En beslutning må træffes

Tags

, , , , , , , ,

Fodturen gav gensyn med mange tidligere oplevelser.

Fodturen gav gensyn med mange tidligere oplevelser.


Jeg sov som en sten og blev rusket vågen. Ikke særlig venligt og sådan blev dagen. En uvenlig og skræmmende dag hele vejen til klosteret Santuario della Verna. Et af de mest hellige steder i Italien.
Mørket og det kølige morgenvejr viste tænder og bedst som den beskedne morgenmad skulle indtages på værelset før afgang, begyndte det at regne igen. På med al regntøjet og afsted, det var forudsagt at der var en både lang og hård vandredag foran os. I enighed besluttede vi indledningsvis, at tage landevejen. Førret på sporet var temmelig usikkert ovenpå de flere døgns regn og fugt.
De første 2½ km gik godt, men så gik det helt galt. Misforståelser om hvor vi var på kortet og hvad den oprindelige aftale havde været skabte frustration. Turen blev nu lagt an på, at nå en lille, bitte by Franssienta og her fange sporret igen. Det lykkedes og heldigvis kunne vi omkring frokosttid få kaffe og saft i en anden lille by Rimbocchi. Så begyndte en stejl opstigning på omkring 700-800 meter. Op og op gik det. Undervejs løb vi to gange ind i store vildsvineflokke, som heldigvis havde travlt med at drive deres smågrise bort fra os. Men opstigningen blev belønnet med et fantastisk syn udover de uendelige skove på alle bjerge og i alle dale. De sidste timer gik gennem en gammel trylleskov med mos på stenene og i bunden. Eføj op af stammerne og den helt særlige stilhed der hersker i en fortryllet skov. Klippeblokke og sten var meget store og jeg syntes det lignede småland hvor jeg har tilbragt mange år i skovene. Til sidst viste et kæmpestort klippemassiv sig og når man lagde nakken tilbage kunne man øverst oppe skimte et gammel kloster. La Verna.
Hertil nåede vi af kringlede indgange og de to sidste eneværelser blev vores. Nøgne, kolde værelser, men et godt badeværelse til at få vasket sig og de meget fedtede sko og klæder. Den sidste del af turen bar præg af det meget fugtige vejr og skoene var tykke underneden af ler og sten.
Jeg brugte et par timer til at undersøge klosteret. Her var spændende huler i undergrunden hvor Franz havde bedt og ønsket at finde ro og fred. Her var uendelig mange små kapeller indviet til forskellige helgener. En lang gang med hele bibelhistorien og en gammel kirke – naturligvis. En fantastisk udsigt udover skovene og til sidst et aftensmåltid i et værelse for pilgrimme. Lunende suppe og kæmpe wienersnitzel og grøntsager. Hold nu op hvor blev vi mætte. Frugtskålens indhold røg ned i morgendagens forsyningspose. Der kan intet købes undervejs.

Baidia Pragtaglia udenfor ruten

Tags

, , , , , ,

Italien er på mange måder et sted hvor man vandrer tilbage i historien.

Italien er på mange måder et sted hvor man vandrer tilbage i historien.


Kl. 6 vågnede jeg ved at regnen styrtede ned og træerne ruskede. Bekymret for dagen gik vi ned i klosterets spisesal for at indtage morgenmaden. Aldrig har jeg fået så stor en kop kaffe med varm mælk. En kop meget større end en rigtig suppekop. Whau! Det var meget opmuntrende.
Kl. 9.00 skulle vi forlade værelset og vores unge venner drog ud i det styrtende regnvejr, dog ad landevejen. Jeg måtte opholde mig i klosterets cafe`til kl. 12. hvor regnen stilnede en anelse af. Men ved tanken om hvorledes stierne ville være af fedt og glatte sten blev beslutningen truffet. Dagens tur måtte foregå på “livets landevej”. 12,7 km en kort tur og nu uden omveje, landevejen holdt hvad vejskiltene lovede og sluttede i Badia Pragtalia i overskyet, men tørvejr.
Byen var klædt på til fest og fyrværkeri og vi fik det eneste ledige værelse på loftet i La Foresta mellem et hold af fodbolddrenge. De larmede og min vadremakker blev træt ved tanken om ikke, at få nattesøvn. Jeg samtalede med den unge tjener og han lovede at tale med drengene når de kom hjem fra fest. Det skal sige, at jeg ikke hørte dem. Jeg sov faktisk fra både tordenvejr, fyrværkeri og vores naboers hjemkomst.
Eftermiddagen blev brugt til at besøge den lokale kirke og se en gammel krypt, som først er blevet fundet for nogle år siden. Den del af kirken daterer sig helt tilbage til det 11. århundrede. Jeg tændte lys for familien og venner. Det har jeg gjort i alle kirker, jeg har besøgt og sendt alle en kærlig tanke om et godt og lykkeligt liv. Der blev også tid til at drikke kaffe og øl i byens cafe` og tale med 2 hold pilgrimme vi tidligere er stødt ind i. Alle havde taget vejen af usikkerhed om i hvilken tilstand ruten ville befinde sig efter det hæftige uvejr.
Aftensmaden blev indtaget i restaurationen på vores logi. Kedelig mad. Det er utrolig i dette skønne land, hvor råvarer og god mad faktisk findes, at man så ofte bliver spidses af med elendig føde, næsten ingen grøntsager og meget lidt frugt.
En anden ting er at hidtil er venlighed ikke noget vi bliver forvent med. Måske er de trætte af pilgrimme? Og det er dog dem de skal leve af i disse små, øde og hengemte landsbyer.