Syndig søndag

Tags

, , , , , ,

Marts måned 2015 begynder med en fugtig søndag.

Marts måned 2015 begynder med en fugtig søndag.

Det er mørkt udenfor. Lys i køkkenerne fortæller at folk er i gang med aftensmaden eller opvasken. Hvor er dagen blevet af?
“Jo, vist”, brugte jeg hele formiddagen i nat py og med aviser og bøger i sofaen. Slumrede af og til lidt og vågnede med avisen over hovedet. Regnen på ruderne fortalte mig, at der ikke var nogen som helst grund til at skynde sig ud i vejret.
Men til slut kom jeg på højkant og fandt en klædedragt frem. Regntøjet udover og i sidste minut ud af døren og op på cyklen. Et spændende musikarrangement vinkede forud. Der måtte turbo på for at nå det. Forpustet og svedig nåede jeg frem til bestemmelsesstedet, blot for at konstatere, at her var alt lukket og slukket. HM! Havde jeg ikke kunnet læse indenad?
Tempoet på turen hjem var mere adstadigt og der blev tid til at betragte forårsblomsterne på skråninger og i haverne. Hilse på mågeflokken, der holdt møde på den våde eng og køre af snørklede villaveje, hvor jeg ikke kommer så tit.
Hos bageren standsede cyklen næsten helt af sig selv. Dette her måtte være dagen hvor det var tilladt at synde – bare en lille smule. Med kagen i tasken gik det snildt det sidste stykke vej. Har altid betragtet det som den største luksus, at hente kage til søndagseftermiddagskaffen. Et fænomen, som jeg sjældent udsættes for.
Men jeg kan betro jer, at denne syndige søndagseftermiddags syssel smagte rigtig godt og snart efter var jeg igen forsvundet i bøgerne og bladene og timerne er gået.
Jeg er gået glip af en god koncert og socialt samvær. Dagen er forduftet og en søndag aften truer. Men pyt, det har trods alt været en rigtig god dag, skønt den ikke skriver sig ind i historien som speciel.
Nu må det være tid til at pakke sportstasken til i morgentidlig, sætte aftensmaden over og glæde sig til i morgen.

Jeg ville ønske!

Tags

, , , , , , , , ,

Det er så spændende at gå og snuse i baggårdene i København. Ville ønske jeg kendte deres historier.

Det er så spændende at gå og snuse i baggårdene i København. Ville ønske jeg kendte deres historier.


Når jeg går og cykler tur, kan jeg ikke lade være med at snuse rundt. Det betyder at jeg ofte ender med at finde baggårde, skønne huse og mange andre spændende steder. Det er smukt og jeg ville ønske, at jeg på stedet kunne stampe historierne op. Hvem har bygget dette? Til hvad? Hvordan levede de mennesker der boede her?
Af samme grund synes jeg det er meget interessant, at møde nye mennesker og høre deres fortællinger. Gang på gang slår det mig, hvor lille Danmark er og hvordan trådene løber sammen for år tilbage. Lige nu er jeg optaget af at læse om Kaptajn Dinesen og også her, støder jeg på sammenhænge og relationer mellem mennesker og slægter, jeg har kendt til.
Jeg får også lyst til at bo i sådant et charmerende miljø, hvordan det så end skulle gå til og jeg prøver at opregne alle fordelene ved min nuværende bolig og dens omgivelser og blive min rodløshed kvit. Og et øjeblik efter – måske alligevel skulle jeg gøre noget ved det?
Måske er jeg bare doven.
Heldigvis holder noget af energien fra i går sig og formiddagen er gået med at købe ind og lave mad. Noget jeg ikke har praktiseret længe. Det forhindrer mig ganske vist i at sidde i sofaen og vende blade i bogen og det trækker voldsomt.
Mit barn flyver nu afsted deroppe i den solbeskinnede sky og et andet af mine børn forbereder sig på at flyve hjem til mig. De kommer og går og jeg skal være på tæerne for at få nogle øjeblikke, hvor vi kan være sammen. Disse øjeblikke prøver jeg så at gemme på harddisken og tage frem igen og igen. Og det giver energi, at tænke på, at snart skal jeg se to af dem og lille Molly. Og jeg har spændende planer med flere af klanmedlemmerne.
Når jeg tænker over, hvad det er der giver mig følelsen af lykke og får boblerne indeni til at bruse, så er det oplevelser og stunder med familie og gode venner, ikke mindst hvis naturen også har været ind over. Så kan det slet ikke blive bedre.
Det er ikke samvær som kommer af sig selv. Det er ikke oplevelser i naturen, som drøner ind af postkassen i form af invitationer. Men så må jeg tage initiativerne selv. Naturligvis er der noget ekstraordinært og meget anerkendende over en invitation eller når andre tager initiativ til at drage mig ind i noget, men det går endda. Jeg kommer om ved det.
Jeg vil ønske for alle dem, der synes de ser for lidt til familie og venner, at de ville blive i stand til at finde på nogle initiativer, der kunne sætte dem sammen og berige begge parter.

Føler mig så levende igen

Tags

, , , , , ,

Brd. Prices spisehus i Rosenborggade.

Brd. Prices spisehus i Rosenborggade.

Efter zombie-dage var det vildt dejligt, at føle mig levende i morges. Træt, men alligevel energisk. Glad og en smule sorry var jeg også over en afsked, der skulle tages i dag. Men jeg glædede mig ved det eventyr, der venter det fine menneske, jeg har sagt farvel til og jeg nyder tanken om de oplevelser han nu skal have. Jeg kan mærke hvordan det er når nyt og ukendt land skal indtages, undersøges, smages, lugtes, beundres. Når nye opdagelser bliver til viden, til indtryk, der aldrig forsvinder og måske til venskaber for livet. Til bånd der bindes, til solidaritet, hjælpsomhed og gode minder.

Det blev en god afskedsfrokost med dejlig mad på Brødrene Prices restauration i Rosenborggade. Fin betjening og rare omgivelser. Det er et sted, der er værd at gæste.

Det var ikke muligt at gå lige hjem efter den afsked og heldigvis meldte en skøn veninde sig på telefonen og slog følge med mig til Jazz Cup.

Hvor heldig kan man være? Her spillede og sang Kristin Korb, med Magnus Hjorth, Snorre Kirk og Bob Rockwell. Det var forrygende, skønt for ørene og kristin har den mest vidunderlige og hjertevarme udstråling. Hun er fyldt med sødme og sender så meget energi ud i rummet, at alle måtte smile, klappe og huje.

Kristin Korb et vidunderligt menneske.

Kristin Korb et vidunderligt menneske.

Jeg må selv have strålet, måske i kristin`s lys for ved slutningen og afskeden med veninden, besluttede jeg at gå forbi Kultorvet og købe friske blomster med hjem. Og tænk engang. Det hørte en af herrerne, som også sad ved vores bord og hvad gjorde han så? Han fulgte mig til torvet, købte mig to bundter knitrende tulipaner og forærede dem til mig.

Hold da nu op, hvor blev jeg overvældet og smigret over den smukke gestus. Det var ikke lige en hverdagsoplevelse, jeg havde set komme. Så meget ved jeg i hvert fald: Livet er utroligt, men sandt! – Benny Andersen

Jeg tager hatten af.

Tags

, , , ,

Ud i naturen - til lyset, vinden og lydene.

Ud i naturen – til lyset, vinden og lydene.


Jeg må virkelig tage hatten af for en hel masse mennesker, som ikke bare overkommer deres hverdag og deres liv. Men er glade små hverdagshelte. Lige sådan i morgen i badet efter en omgang spinding, lød det mellem to veninder sådan her:” Mit højeste ønsker er job.” “Det kan jeg godt forstå. Skønt jeg har haft 11 døgnvagter i denne måned, er jeg glad.” “Det er også dejligt nu, hvor børnene er blevet voksne, at der er god tid til at træne på tossede tidspunkter, på grund af mine skiftende arbejdstider.” “Vi kan finde på at udsætte aftensmaden og bare lige smutte over og give den gas en time eller to.” “Hvad med (manden), er han blevet fyret”? “Nej, heldigvis ikke. Han tager toget til Ringsted hver morgen på job og er naturligvis også sent hjemme. Tit er han væk 12 timer om dagen. Men han er glad for sit arbejde”. Det fremgik helt klar at manden var ufaglært.
Tænk engang over disse brave menneskers arbejdsvilkår og alligevel er de glad og taknemmelige og bruge den sparsomme fritid til at træne i et fitnesscenter.
Hatten af. Det er flot. Og damen der bare så gerne vil have et job. Næsten ligegyldig hvad. Og selvom hun går der og kæmper med at skaffe sig et, går hun ikke i stå, men tager over og træner, næsten hver dag. Jeg ser hende i hvert fald ofte.
Og mine hverdagshelte fra i aftes. De var alle mellem 65 og 85 år og mødte troligt op langt væk hjemmefra i en hyggelig stue, for at vi sammen kunne diskutere samfundskritisk litteratur. Alle pensionister med et klar behov for at deltage aktivt i samfundsdebatten. Den ene 72 år havde taget ikke mindre end to uddannelser efter hans pensionering. Bare for at blive klogere. Nu var han i gang med at lære tysk, skønt han ikke havde let ved sprog. Værten, der i hele sit arbejdsliv har bevæget sig på den sociale front, har sammen med sin kone åbnet hjemmet for flygtninge og indvandre, der kommer og får hjælp til at forstå breve, lektier, samfund og meget mere.
Og den skønne kone, have bagt knækbrød, der blev serveret med hjemmelavet syltetøj og masser af te. Det var så hyggeligt.
En tredje meget svagtseende, var blevet mobbet ud af sin arbejdsplads på grund af sit handicap og efter at have slikket sårene, øste vedkommende af sin viden, faglighed og erfaringer til studerende og mennesker under uddannelse.
Det er jo mageløst. Det er så dejligt at være vidne til. Og det er dejligt, at få lov til at færdes blandt dem og lære af dem.
I dag føler jeg mig beriget og humøret lyst. Solen skinner. Og i dag kom et brev med flag på, som skal gemmes til næste uge.

Rastløs

Tags

, , , ,

Det ser truende ud, men faktisk så huset ud som det var lavet af sølv.

Det ser truende ud, men faktisk så huset ud som det var lavet af sølv.


Hold da nu op hvor jeg føler mig rastløs. Som en tiger i et lille bur traver jeg stier i stuen og får ikke udrettet noget som helst. Læst lidt her og der. Skrevet lid hist og pist. Går som en zombie til træning og fatter ikke rigtig jeg overhovedet kom ud af døren med tasken under armen. Gider ikke lave mad og er ikke sulten. Glor olmt på mig selv i spejlet og føler mig ikke sikker på, at jeg kender damen, jeg ser. Har nærmest ingen puls og hjernen står stille. Forsøger forgæves, at lokke mig selv i gang med nogle af de mange projekter, jeg har planer om at udføre. Det bliver bare ikke til noget.
Har allermest lyst til at løbe væk. Pakke en rygsæk og forsvinde. Ville ønske jeg gik på et grønt bjerg og hørte vandløbenes klukken. Kiggede på solen som fik dråberne til at blinke som krystaller. At kunne lugte den fugtige muld under fødderne og mærke vinden i kinderne.
Ville ønske jeg sad i et tog på vej ind i eventyrland. Udenfor løber ukendt land forbi mine øjne. Landbyer, mennesker i farverige og særprægede dragter, som jeg ikke er vandt til at se. Flokke af dyr passerer i roligt tempo.
Stoppe og stå af et sted hvor solen har bagt jorden hård og støvet kilder i næsen. Gå hen til et spøjst hotel, hvis man kan tillade sig at kalde det det, og spise mad, der er stærk og krydret og ikke tidligere smagt. Stå op næste morgen og blive hentet af en jeep som kører mig ind til junglen, hvor jeg med erfarne folk vandrer i den fugtige hede. Lytter til papegøjer og abeskrig. Bliver gjort opmærksom på spor, ser træer, planter og smukke blomster, og ved at der helt bestemt gemmer sig spændende dyr i vildnisset som måske kigger på mig.
Jeg vil ride på en flink hest ud over stepperne med håret flagrende efter mig, føle mig vægtløs og le lige op i himlen. Jeg vil sidde på stranden og se flotte solnedgange. Tænde bål i tusmørket og stege friske fisk, lytte til sære historier og falde i søvn med et varmt tæppe om mig. Vågne ved solens første stråler og tage bad i en søs silkebløde vand. Jeg vil igen mærke følelsen af at have besteget et højt bjerg og blive stolt og ydmyg på samme tid. Taknemmelig over at se verden fra sin smukkeste side og for et øjeblik glemme nød og elendighed.
Og så gik den dag også.

Hvis lille mor er du?

Tags

, , , , ,

For 6 år siden tog han til Canada. Tiden går så hurtig og på sine børn og børnebørn, ser man sin alder.


Hun kom imod mig på fortovet, da jeg kom hjem fra træning. Solen skinnede lovende, men der var ikke noget lys i hendes øjne. De var matte og kinderne indfaldne og huden vintergrå. Lille bitte, syntes jeg hun var blevet. “Har du det godt?” Spurgte jeg. “Nej, jeg taber mig”. Og hun kunne lige så godt have føjet til: “Jeg er bange for at have cancer”. Jeg kender hende ikke, har kun hilst på, sådan som man gør her. Jeg ved i virkeligheden ikke rigtig hvem der er under- og overbo . Hun er ensom og alene. Mon hendes mand er død for nylig? Har hun børn? Besøger de hende? Har hun venner og ses de? Hun gider ikke lave mad til sig selv og spise alene. Jeg forstår hende godt. Men hvor er det synd, at sådan en sød dame, skal falme og blive næsten uigenkendelig her i min opgang.
Jeg får lyst til at gøre noget, men ved ikke rigtig hvad jeg skal stille op. Hvor meget skal der til? Ved hun, at man kan spise i plejehjemmets kantine? Det er ikke sikkert det er så sjovt, at tage sig sammen og gå derover. Måske kender hun ingen der. Måske er hun for selvhjulpen til at nogen giver hende støtte, opbakning og de små puf der skal til.
Hvordan hjælper vi hinanden til at beholde livsgnisten. Det er ikke fair at sygne hen på den måde.
Hvor er mennesker forskellige. Jeg tænker på de damer, jeg lige har forladt på zumba holdet. Jeg er, bortset fra lærerinden, sikkert den yngste. Der er gang i dem og de danser de frække danse med stort smil på læben og sved på panden. Jeg har lagt mærke til, at de ældre mænd som træner på cykel og løbebånd lige udenfor vinduet til salen også griner med. Vi må være et kosteligt syn.
Tænk om jeg kunne tage hende med over og danse?
Tænker!

99 lyserøde elefanter

Tags

, , , , ,

En rigtig elefant som er i bad på sin fridag. Syd Indien - Kerala.

En rigtig elefant som er i bad på sin fridag.
Syd Indien – Kerala.


99 lyserøde elefanter er en bog skrevet af Kate Bluhme, Lene Frøslev og Jytte Hilden. Den kan downloades på kvinfo.dk.
Bogen udkom i 2014 og fortæller om en række kvinder, der prægede epoken både indenfor og udenfor Folketinget. Det er fortællinger om usædvanlige, synlige og sære kvinder, der på markant vis har præget debatten her til lands på områder, hvor mænd traditionelt har haft monopol. Den 8. marts kåres elefant nr. 100 i anledning af at det i år er 100 år siden kvinderne fik stemmeret i Danmark.
Mine tanker går til de mange, mange usynlige kvinder i hele verden, som har kæmpet og stridt ikke blot for stemmeret, men for retfærdighed, deres børns overlevelse og bedre forhold politisk, økonomisk og socialt.
For et øjeblik siden lukkede jeg TV, hvor jeg havde kunnet kigge på hvordan – ikke mindst – kvinderne går på gaden for retfærdighed i forbindelse med mordet på den mand som skulle opklare attentatet mod det jødiske kulturcentrum for 20 år siden i Argentina. Samtidig kan jeg ikke lade være at tænke på, at skurken måske også er en kvinde – en præsident, som trækker spor helt tilbage til en anden kvindelig præsident i Argentina, nemlig Evita Perron. Sikken noget rod og rådenskab endnu engang.
Efterretningsvæsner, der ikke bliver holdt i stramme tøjler og hvis virke ikke er åbenlys og gennemsigtig, skaber hurtig blodige mafia og diktatur spor i sandet.

Den stærkeste modgift er dig og mig:
Alene er du kun en brik
i større magters rænkespil.
Men samlet er vi stadigvæk
den største enhed der er til.
En kæde smedes led for led.
Og hele kædens kraft beror
på din og min samhørighed
med mennesker på denne jord.
Skrevet af Halfdan Rasmussen .

Lad denne verdens aktuelle seje, sære og stærke kvinder lykkes med at sammentømre en kæde af modgift mod vold, krig, terror og uretfærdighed.

Hvordan har du det?

Tags

, , , , ,

Her tilbringer jeg en del tid med gode bøger og af og til mindre gode bøger.

Her tilbringer jeg en del tid med gode bøger og af og til mindre gode bøger.


Hvordan har du det egentlig, spørger jeg mig selv? Hm! Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal svare på. Er jeg glad? I hvert fald ikke ligeglad eller ulykkelig.
Lykkelig? Næ! Måske taknemmelig for min tryghed, mine muligheder. En anelse bekymret over ikke at have hørt fra børnene, fordi jeg havde forventet det?
Så begynder mortankerne at kredse. Er de kede af det? Har de travlt – for travlt? Er der sket noget, underforstået ubehageligt? Eller tænker de ikke lige på, at der er en mor, som egentlig har forventet et livstegn, fordi de er engageret i noget rart.
Weekenden er da ellers gået meget godt ikke? Jo bevares! Nåede at se både Mænd og Høns og Bjørn Afzelius filmene. Udmærkede film. Den sidste meget vemodig, fordi jeg har så mange minder i forbindelse med musikoplevelser med lige netop Bjørn Afzelius og Michael Wiehe. Det var dengang mormor var ung.
Har også haft tæt samvær og gode samtaler med venner og veninde. Har danset tango i flere timer og lært nye variationer og pynt på trinene. Har gået og cyklet og på den måde fået motion og frisk luft – sågar har solen skinnet på mig i dag.
Hvorfor så denne lidt flade stemning? Hvorfor ikke?
Måske er det bare det grå danske vintervejr, som præger mig. Når solsorten fløjter foråret ind for alvor og de knitrende tulipaner smiler til verden med deres mangefarvede hoveder, kommer jeg også til at smile igen.
Måske er det fordi jeg har været lidt slap i koderne og mærket frustrationerne af at være sat ned i gear, der præger mig. Nu venter en ny uge og kræfterne vender så småt tilbage og spændende ting kan ske.
Jo, jeg tror faktisk, at stemningen skyldes, at jeg er utilfreds med min egen indsats på flere områder i ugen der er gået. Det kan jeg jo selv gøre noget ved nu.
Og så ringede en af ungerne og humøret steg med op til flere grader. Der er tø i luften og i morgen skal vinduerne pudset. Så ser jeg helt bestemt lysere på verden bagefter.
Desuden tror jeg, at jeg vil gøre alvor af at hente nogle forårsblomster. Der er intet som lys, sol og blomster, der kan sende glædesbobler rundt i systemet.

Pavlovskis Balalajkaorkester

Tags

, , , , ,

Jeg kunne ikke lide at fotografere inde i kirken, så kun et lille glimt af det festlige orkester.

Jeg kunne ikke lide at fotografere inde i kirken, så kun et lille glimt af det festlige orkester.


Lindevangs Kirken lagde hus til. 3F`s medie- og kulturfond gav økonomisk støtte og Nina Pavlovski arrangerede og sang. Således fik vi tilhører os en fantastisk oplevelse og billetindtægt gik til LivaRehab.
En kvik pige havde sørget for at gøre mig og gode venner opmærksom på begivenheden.
Inden vi nåede frem til den skønne musikalske oplevelse med Pavlovskis Balalajkaorkester, sang Nina Pavlovski til Christian Stubbe Teglbjærgs akkompagnement. Hun gav den med Ombra mai fu af Händel. Sikken en stemme. Sikken en udstråling. Sikken en kraft. En kvinde med krummer i. Uhøjtidelig og morsom tilligemed. En stor fornøjelse.
Django Reinhardt gipsyjazz ved SwingBazz trio var forrygende. Jesper Lund kunne ikke stå stille, men hoppede og dansede med sin kæmpestore balalajkabas og Andreas Ugorskij og Jakob Kolkur trakterede deres guitar med følelse og stor dygtighed. Se det var musik for mine ører og jeg tror, jeg delte det med resten af kirkens tilhører.
Endnu en stjerne kom på før pausen. Det var operasanger Leif Jone Ølbjerg. Whau! Hvor han synger godt og så smuk han er. En rigtig pæn, nej flot fyr. Så kom ikke her og sig at operasangere skal være fede og grimme for at synge godt. Der blev leveret skønne små lækkerbidder fra såvel opera som operette og Leif og Nina, som tilsyneladende ikke havde sunget sammen før sluttede af i fælles duet. Da var taget ved at løfte sig af benovelse.
Dem vil jeg gerne høre synge igen. Lige nu er Leif Jone faktisk aktuel i Saul og David på Operaen.
Efter et glas bobler indtog Danmarks eneste balalajkaorkester og verdens fjerdeældste scenen. Orkesteret blev stiftet af den russiske emigrant Evgeni Pavlovski i 1936. Fra at være et rent russisk orkester består det i dag hovedsagelig af danskere, flere med russiske aner og endnu flere med familietilknytning til de første og nuværende danske medlemmer.
De giver den med russiske folkesange og danse fra det gamle imperium som Ukraine, Moldova, Sibirien ovs. Nu er der kommet lidt flere nyheder fra det nuværende Rusland med.
Andy Sundstrøm der i dag er orkesterleder begyndte i orkesteret som 14. årig.
Det er værd at spejde efter deres forårskoncert. Måske kan vi se det på balalajka.dk. Jeg er begejstret og smiler endnu indeni.

Når der ikke er flere at spørge

Tags

, , , , , , ,

Rødovregård. En velbevaret sidste bondegård i Rødovre er ofte ramme om Ældresagens spændende foredrag.

Rødovregård. En velbevaret sidste bondegård i Rødovre er ofte ramme om Ældresagens spændende foredrag.


I holdt Jytte Lyngbirk, en fantastisk kvinde på næsten 80 år et foredrag om sit og sin mands liv. Jeg kendte hende ikke, på trods af, at hun har skrevet mere end 100 radiohørespil for børn. Skrevet masser af bøger og eventyr. Oprettet Komediehuset og senere Ishøj børneteater. Oprettet børnehjem i Indien. Er mor til 2 hjemmelavede børn og 3 adopterede børn og nu mormor til børnebørn.
Har rejst med 5 børn i Den Transsibirske Jernebane til Korea. Kørt i bil til Indien gennem Iran, Syrien og Kuwait. Rejst i Afrika og i det hele taget er en fantastisk kvinde.
Hun er vokset op på Gasværket på Frederiksberg. Det findes ikke mere, men maskinmesterens hus, som lå ved siden af hendes barndomshjem er i dag kulturhus på Frederiksberg og her spiller hun stadig børneteater.
I 100 året for kvindernes ret til at stemme falder tankerne på mange fantastiske kvinder. I Danmark er der 1000 mennesker over 100 år. 850 af dem er kvinder. De er altså døtre af mødre, som ikke havde stemmeret. Jeg får lyst til at snakke med dem og høre fra deres egen mund om deres opvækst. Om lidt kan vi ikke spørge mere.
Skønt jeg ikke er så gammel, er min historie jo også ved at forsvinde, hvis mine børn ikke spørger mig.
Mit første barn er født før den fri abort. Og det var skam ikke nogen nem løsning. Dengang var det ikke moderne, at “vælge” at blive enlig mor og det var ofte op af bakke.
Det var ikke nogen selvfølge at tage en uddannelse, der hvor jeg kommer fra. Så dette måtte jeg klare selv. Gå i skole om dagen, på arbejde om natten. Passe mit barn og følge hende i vuggestue og børnehave om morgenen, hente hende efter skoletid, lege og spise og putte om aftenen, før jeg igen gik på arbejde, medens en ung skolepige sov hos hende.
Hverken min mor eller mormor gik i lange busker. Der var ballade og stor ståhej, da jeg fik mine første. Et aflagt par af min lille broder. Jeg gik i skole om lørdagen og skrev skråskrift og navneord med stort.
Jeg har kæmpet for min egen selvangivelse og retten til mit eget navn. Masser af ting og episoder har jeg selv glemt. Men når andre taler om det dukker det op igen.
Da mine forældre døde, havde jeg ingen, jeg kunne spørge om hvordan gardinerne så ud i deres hjem eller hvordan de levede livet som venner.
Mon børn og børnebørn ved hvor vigtigt det er at holde forbindelsen også med forældrenes venner, så der er nogen at spørge, hvis man bliver nysgerrig.
Men måske bliver det først interessant og vigtigt når det næsten er for sent?

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 284, der følger denne blog