Tudeskuden er atter igen i roligt vand.

Tags

, , , , ,

"Jeg sætter min hat som jeg vil". Det er meget vanskeligere end det lyder.

“Jeg sætter min hat som jeg vil”. Det er meget vanskeligere end det lyder.


Takket være utroligt venlige og kærlige feed backs på mine frustrationer og ked af det hed i går lykkes det nu ved aftentide, at blive nogenlunde normal igen. Men tankerne har stået i kø hele dagen for at blive ordnet og følelserne sorteret og lagt på nogenlunde fornuftige hylder igen.
Naturligvis har jeg igen og igen tænkt på hvor svært det er at udtrykke følelser og fremkomme med en vanskelig anmodning.
Handler det om kvindelig opdragelse 50èrne – den såkaldte hensynsbetændelse? Noget kan sikkert henføres hertil. Men måske stammer noget af ulysten og angsten også fra mødet med andre voksne op gennem livet. Når voksne græder sker der tit det, at man mødes med ængstelse og forlegenhed, medlidenhed og mistro, frem for medfølelse og accept, respekt og forståelse. Man kan ikke vide det før masken er lagt. At opleve venlig, kærlig forståelse og imødekommenhed, som jeg nu har mødt, betyder, at jeg i stor taknemmelighed kan komme videre. Jeg føler mig set og forstået.
Desuden gjorde jeg den opdagelse, at nogle af mine tårer i virkeligheden handlede om, at jeg blev dybt rørt over den medfølelse og accept, min kommunikation afstedkom. Set i bakspejlet var det overraskende fordi jeg nok har været mere vandt til at møde vrede og bebrejdelse.
Jeg tænker også, at jeg er blevet bedre til at forkorte det tidsforløb der kan være mellem en bestemt oplevelse af en følelsesmæssig reaktion og den faktiske erkendelse af den. I “gamle dage” kunne der gå timer, dage og endog måneder før den fulde erkendelse gik op for mig. Når det skete kunne jeg så slå mig selv i hovedet med, ikke at have fattet det og fulgt min første indskydelse. For i tiden indtil tiøren faldt kunne jeg bruge en masse tid på at gennemgå episoden inden i hovedet og pine og plage mig selv.
Min intuition er ret veludviklet, men ikke så anerkendt – heller ikke af mig selv. I vores kultur har intuition været socialt nedvurderet – måske fordi det oftest var kvindens domæne. Samtidig er det svært at delagtiggøre andre i “beviserne” for den slags.
Men at følelser er stærke sager, der i den grad påvirker os fysisk, kan jeg igen notere mig. Det mest positive er måske, at man virkelig kan mærke man er levende når man sådan sidder i sin lille tudeskude på et oprørt følelseshav.
Jeg vil fortsætte arbejdet med at blive dygtigere til at håndtere og udtrykke mine følelser. Det kræver mod og kompetence, især når det bør foregå assertiv og kærligt overfor de mennesker, jeg vælger at kommunikere med. Det er i grunden et stor tillidserklæring, at kunne dele med andre end sig selv.

En hjertestarter til dyr tak.

Tags

, , , ,

Jeg tror den lille fyr er død. Håber dens afkom overlever, hvis der er nogen.

Jeg tror den lille fyr er død. Håber dens afkom overlever, hvis der er nogen.


Uf! Hvor blev jeg ked af det, da jeg cyklede afsted i morges for i vejsiden lå dette pindsvin, som jeg ikke var helt sikker på om det var død eller levende.
Mine tanker kredsede om den på dagens kursus og på hjemvejen måtte jeg lige forbi. Den lille fyr er død, den har ikke rørt sig. Mon den har små pindsvinegrise i nærheden? Og er de gamle nok til at klare sig uden mor eller far? Hvem ringer man til for at bede om hjælp til eventuelt at finde dem og hjælpe dem til at bliv voksne pindsvin? Der er noget om førstehjælp jeg ikke ved. Kunne man få lidt information på lige fod med hjertestartere. Jeg mener, hvad skal man gøre når man møder et nødstedt dyr. Det er jo ikke naturens orden, at dyrene blive kvæstet og dræbt i trafikken.
Var jeg ikke ked af det blev jeg det i hvert fald, da jeg mødte den lille fyr for anden gang.
Humøret er ikke i forvejen i top. Min selvtillid vakler. Og det kan til stadighed undre mig, at jeg som voksen, kan blive så enormt ked af noget og samtidig ikke kan analysere de meget blandede følelser, der ligger til grund. Noget er afmagt, en følelse af at være fanget i en situation jeg ikke kan ændre. Fanget i noget der opleves enormt utilfredsstillende og forkert. Ked af det fordi min frustration og ulykkelighed, måske gør andre mennesker kede af det. Jeg har ikke noget ønske om at sprede negative ringe i vandet eller endnu mindre at såre nogen. Der er også noget med skyld. Min skyld? Og så har det noget med nederlag at gøre. Ikke at kunne gennemføre et projekt, jeg selv er gået frivilligt ind i. Fjols, du burde skamme dig. Det er jeg skam god til. Min barndomsmønstre som ikke er til at styre, hvis presset bliver stort nok?
Mon det er alvorligt? En brist midt i voksenheden, en umodenhed som jeg ikke er vokset fra. Hvorfor skal det være så flovt, at græde som voksen?

Operafestivallen er begyndt.

Tags

, , , ,

Under mørke skyer stævner Operabåden ud i de Københavnske Kanaler.

Under mørke skyer stævner Operabåden ud i de Københavnske Kanaler.


Trods det kolde og fugtige vejr lagde Operabåden fra kaj søndag og stævnede ud i de Københavnske Kanaler. Det var tegn på, at nu er Operafestivallen i gang i hele byen. Desværre i rigtig skidt vejr de kommende dage.
Heldige var vi som deltog i jomfrusejladsen fra Gammel Strand, for de tre dejlige kunstnere lod sig ikke gå på og sang så solen nærmest skinnede uanset vejr og vind. Og synge kunne de. Spille skuespil kunne de også. Lave musik og parodi så hele båden gyngede af latter gik de ikke af vejen for – ikke engang en omgang våde skumsprøjt i modvind tog modet fra dem. Vi var fornøjede og rigtig glade for turen.
Det gjorde godt med varm kaffe og lækre boller hos Mormor i Store Kongens Gade og en frisk spadseretur til toget hjem satte lidt fart i blodomløbet, så vi kom fra den fugtige tur uden forkølelse.
Desværre var jeg alt for træt til at cykle til Torvehallerne og se aftenens Eventyr i Rosenborg Have i eftermiddag. Cyklen ville hjem og lod sig næsten ikke engang stoppe for at købe lidt aftensmad. Tangokurset som begyndte i dag er udmattende både fysisk og psykisk. Fire timer på stikkerne hvor hjernen skal forsøge at forstå og følge med så fødderne også finder vej i de svære trin med den rigtige holdning og dansefatning, kan tage pusten selv fra mig. Skønt jeg følte mig på toppen efter morgenens svømme- og cykeltur, gik glansen lidt af fruen over middag. Nu er der kun de sørgelige rester af et træt fruentimmer med tangotrætte fødder tilbage. Der bliver ikke fixed strygetøj og smurt madpakken i aften. Det må vente til i morgentidlig.
Der er ikke meget mere at tilføje i aften, nu går jeg i seng med hønsene.

Oscarsborg festning og Drøbak

Tags

, , , , ,

I morgensol og lidt kølig blæst går sejltuen til de to små øer i Oslo Fjord Søndre Kahholmen og Nordre Kaholmen.

I morgensol og lidt kølig blæst går sejltuen til de to små øer i Oslo Fjord Søndre Kahholmen og Nordre Kaholmen.


Noget af det smukkeste jeg ved er Oslo fjord og tidlig onsdag morgen gik turen til Søndre og Nordre Kaholmen med en lille færge for at besøge Oscarsborg Festning og gå turen rundt på øerne. Det var herfra nordmændene forsøgte at stoppe den tyske invasion og lykkedes med at sænke et stort krigsskib. Festningen er virkelig imponerende og det er flot bygningsværk. Heldigvis bruges området i dag til fredelige formål som rammen om teater og opera. Dejlig spadsere- og badeture, skønne skovture og mange slags leg.
Her mødte jeg Mumitroldenes mor afbildet og fortalt. Godt vandrehotel og igen et dyrt og ikke særlig godt madsted. Måske valgte vi det forkerte, men turen var herlig og solen gav os fuld valuta til turen.
I kirken gik en kirkekat rundt og holdt øje med gæsterne. Præsten fortalte vidt og bredt, hvis han kunne få lov.
På torvet i Drøbak blev der sunget til kaffen og den lækre ostekage.

På torvet i Drøbak blev der sunget til kaffen og den lækre ostekage.


Drøbak den lille landsby som ligger et spytkast fra færgelejet til Oscarsborg ligger det ene lille dukkehus ved siden af det andet. Pynteligt med roser og alskens smukke blomster i haven og op af de hvidmalede havelåger. Se Gudhjem for dig og det ligner. Hos en dukkedoktor lærte jeg, at når man – som hun – også laver dukker, så kommer dukkerne til at ligne en selv. Eller ens egne træk kommer til at gå igen og igen i dukkernes ansigter. Jeg måtte ind og kigge på dukkerne igen og jo, man kan godt se det, når man ved det.
I Drøbak havde julemanden sit postkontor og i en butik på torvet sælger man året rundt al verdens julestads. Det blev jeg ikke betaget af, men i et kunstgalleri fandt jeg underlige fugle. Sådan en ville jeg gerne eje. Den skulle stå og modtage gæster i min opgang. Og nikke fornøjet hver eneste gang nogen kom for at besøge mig.
Sådan en fætter er der ikke plads til i kufferten, men det kunne jeg ellers godt have tænkt mig.

Sådan en fætter er der ikke plads til i kufferten, men det kunne jeg ellers godt have tænkt mig.


Norge er et vidunderlig skønt land. Jeg tror ikke, jeg har set noget smukkere i sol eller klædt i vinterdragt.

Udtalelse til Aftenposten- intet mindre

Tags

, , , , , , ,

Spadseretur gennem det gamle fornemme Oslo med unikke træhuse, blomstrende haver og kendte personer på gadeskiltene.

Spadseretur gennem det gamle fornemme Oslo med unikke træhuse, blomstrende haver og kendte personer på gadeskiltene.


I et regnvejr som nu sod vi frysende foran kongeslottet og ventede på at blive lukket ind. Nordmændene virker noget mere royale end de danskere jeg kender og flere dage i forvejen skal man bestille billet. Grunden er naturligvis også den, at det norske kongepar bor på slottet og skønt man ikke får lov at kigge ind i de helt private gemakker, så skal de ikke belemres med besøgende i dagligdagen. Altså kun når de er taget på ferie kan man titte indenfor.
Slottet er ikke stort, men ganske hyggeligt og meget smukt malet på vægge og lofter. Det er tegnet af den danskfødte arkitekt Hans Ditlev Francisus von Linstow og han måtte lide den tort at slottet flere gange blev reduceret af økonomiske grund.
Gennem smukke spisesale kom vi, præsentationslokaler og regeringskontor. festligt med oppyntede borde. Aftenposten var på besøg med os og dagen efter kunne vi se os selv på stort opslåede billeder og citeret i teksten. Det fik vi megen morskab ud af.
Dagen bød også på besøg i et interessant galleri, et gammelt kommunalt bad og et møde med en tidligere skøjteprinsesse, hvis rige mand har oprettet et moderne museum, dels til egen kunst, men også til nye udstillinger.
Et museum der på en måde ligner vores et Luisiana en smule.

Et museum der på en måde ligner vores et Luisiana en smule.


Skøjteprinsessen blev aldrig for alvor anerkendt, hvilket kan forekomme mystisk. Hun vandt trods alt olympiaden 3 gange og adskillige verdensmesterskaber mfl. Måske var hun for unorsk og Janteloven slog til. Man må ikke være nogen og slet ikke skilte med det.
Jeg syntes det var sjovt at lære hende at kende og skønt jeg bestemt ikke syntes om hendes kunstsmag, fandt jeg hende tiltalende og mega dygtig.
Efter en lang og indholdsrig dag var det godt, at komme hjem og få tørt tøj på, varme sokker og dejlig hjemmelavet aftensmad.
Nu står regnen ned i stænger i min egen by og cykelturen er sløjfet. det ender med besøg på vores eget museum for kunst. Det er længe siden jeg har besøgt det sted og det egner sig bestemt til en sommerregnvejrsdag.

Hvor skal man ende og hvor skal man begynde?

Tags

, , , , ,

I et gammel remise værksted for trikken fandt vi den skønneste bar/cafe og restauration i Oslo.

I et gammel remise værksted for trikken fandt vi den skønneste bar/cafe og restauration i Oslo.


Hvor skal jeg ende og hvor skal jeg begynde. Ved begyndelsen tror jeg. Den 20 juli ankomst til Oslo bydes jeg velkommen med mere end en times vidunderlig ansigtsbehandling af yngste datter. Klar, parat, start med de fineste øjenbryn og vipper kunne vi indtage Oslo by night og nu skulle jeg se Oslo fra en side, jeg slet ikke kender. I bydelen Grønland som vokser sig mere og mere trendy var planen, at vi skulle spise på et in sted. Beklager her var lukket på grund af ombygning. I en snusket opgang ved siden af med malede billeder på væggene, som vidner om fordums tider med frække damer og det der var mindst lige så sjovt, travede vi kækt op af trappen og fandt på taget, det skønneste spisested på en lun sommeraften.
Friske makrel direkte fra grillen og gode grøntsager. En kølig vin og der var dømt plads til hygge, snak og gamle minder.
Min skønne veninde er, bortset fra mine søskende, det længst levende vidne til mit liv. Vi har kendt hinanden, siden vi var 12 år og venskabet bliver nærmeste tættere og tættere. Dejligt at hendes mand også er blevet en god ven.
Aftenen var alt for ung til at gå hjem i og vi gik på opdagelse i nærmeste område og fandt et gammel Centralværksted for Trikken, som nu er bar, cafe` og meget mere. Vi måtte bare have et glas til og nyde lokaliteterne, opfindsomheden og charmen.
Til slut travede vi i 1½ time op af fjeldet for at komme hjem igen og her kunne vi betragte Oslo by night. Det var et meget smukt syn.
Oslo udvikler sig. Og skønt det er svært for mig at finde den røde tråd i byudviklingen overraskes jeg konstant positivt.

Oslo udvikler sig. Og skønt det er svært for mig at finde den røde tråd i byudviklingen overraskes jeg konstant positivt.


Der er simpelthen gang i den by og det er så vidt jeg kan skønne en positiv udvikling. der kommer lidt storby over byen. Som Københavns lillesøster bliver hun sjovere og frækkere for hver gang jeg besøger hende.

Hvad ønsker du i dit liv, hvad vil du ikke have?

Tags

, , , ,

Naturen er den bedste medicin når den personlige krise kradser. Et sådant udsyn gør bare glad og taknemmelig.

Naturen er den bedste medicin når den personlige krise kradser. Et sådant udsyn gør bare glad og taknemmelig.


Blandt de rigeste, frieste og ligeste i verdenshistorien – os – oplever vi konstant selv eller vore nærmeste være i krise. Ikke den slags kriser, der opstår når der er tale om alvorlig sygdom, fattigdom og dødsfald. Men personlige livskriser uden direkte ydre årsag. En nagende oplevelse af at vi føler utilfredshed, ambivalens, rastløshed, kedsomhed, en ide om at vi måske skal noget et eller andet – et kald, en mening med livet.
Oveni det er der alle de kollektive kriser, som vi oplever. Der er krise i familielivet, i samfundet, i økonomien, globalt og jeg skal komme efter dig.
Det er hårdt arbejde, at holde sig på stien og svare på alle de spørgsmål som man stiller sig selv hver dag. Hvad ønsker jeg i mit liv? Hvad vil jeg ikke have i mit liv? Hvad kan jeg ikke leve uden i mit liv?
Vi bryder os ikke om alle de kriser. Slet ikke de personlige kriser. De skal helst kureres og overstås, så vi i en fart kan genetablere det gode liv, vi havde før krisen. Bladene, aviserne og tv svømmer over at historier med vor tids helte og heltinder som nu har det godt, men har haft det ganske forfærdelig dårligt og gået så grueligt meget igennem.
At vi har den luksus, at vi kan stille store eksistentielle spørgsmål ved vores tilværelse og måden vi lever vores liv på, var ikke vore bedsteforældre, og i mange tilfældeheller ikke vore forældre, forundt. Det forpligter.
Mit liv er bestemt ikke en dans på roser. AV! som alle andre stikker jeg mig og det gør ondt hist og her. Nogle gange meget ondt. Men jeg vil forsøge, at fortsætte med at være taknemmelig for de særlige øjeblikke, de gode stunder, de uforglemmelige oplevelser, de kærlige relationer. Lykkelig over at nogle mennesker gider mig og prøve at forliges med at blive valgt fra af og til. Nogle mennesker i vores liv har vi den lykke at følges med gennem hele livet, andre for en kortere stund. Jeg synes, jeg lærer noget vigtigt hver gang også når en afsked er svær, uventet og uforståelig.
I dag så jeg afskedsfesten i biografen, den giver et smukt billede af det at miste.

Rodløs

Tags

, , , , ,

Aftenstemning ved det Maritime Ungdomshus. Her danser vi tango under åben himmel hvis vejret er godt.

Aftenstemning ved det Maritime Ungdomshus. Her danser vi tango under åben himmel hvis vejret er godt.


Det er dejligt at rejse langt væk og til fjerne egne. Men bestemt lige så dejligt, at gå på opdagelse i sit eget land eller sit nærområde. Jeg kan blive lige lykkelig om det er et uberørt dansk fiskerleje jeg finder eller står på en ukendt og fjern bjergtop og skuer ud over et landskab, jeg ser for første og måske eneste gang i mit liv. Jeg prøver altid at huske dufte, lyde, særlige stemninger og de mennesker jeg måske deler oplevelsen med.
Efter en sådan aktiv rejseuge, hvor jeg lander et par dage i min hule og egentlig bruger det meste af tiden her til at vaske tøj og pakke en ny kuffert til næste rejse, kan jeg godt få følelsen af at være lidt rodløs og ikke rigtig høre til nogen steder. Det er svært at finde ro og fordybelse. Jeg mener det ikke negativt, blot en konstatering af at sådan er det og jeg glæder mig rigtig meget til i næste uge at spænde vandreskoene endnu engang og indstille øjnene på de smukkeste landskaber jeg kender. Intet land i verden forekommer mig kønnere end Norge. Uanset om det er sommer, efterår eller vinter.
Men noget når jeg dog. Fik trænet rigtig længe med danseskoene på torsdag aften under åben himmel. Skønt blæsten var kold da solen forsvandt, var det herligt at danse og nyde de andre dygtige dansere. Gennemsnitsalderen er høj og jeg fryder mig, når jeg ser et ægtepar på langt op i 70èrne finde glæden ved at danse tango i flere timer en helt almindelig torsdag aften. Fruen i en nydelig og tækkelig kjole i mørkeblåt med hvide blomster og han har taget en jakke på i aftenens anledning.
I går fik min trætte krop en ordentlig omgang massage. Av for f…..Den trængte til det og massøren blev helt forskrækket over hvor hårdt spændt og knudret mine muskler var. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil gå til massage hver eneste uge, men det er kostbart og står kun på ønskesedlen ved særlige lejligheder, som nu hvor det var op over. Det gav til gengæld en masse energi og min søde datter, svigersøn og de store børnebørn tog vel i imod mormor til kongespil, femhundrede og lækker aftensmad. En farlig hyggelig eftermiddag og aften. Jeg bliver så glad, når jeg befinder mig i en atmosfære og stemning som den der er i det hjem.
Det er helt unikt.

Maribo, kunst, kultur tilsat humor.

Tags

, , , , ,

Fuglsang bestemt ikke mere et levende herregårdshjem og et sprudlende kulturelt center. Her er alt for stille.

Fuglsang bestemt ikke mere et levende herregårdshjem og et sprudlende kulturelt center. Her er alt for stille.


Anemonen tog os rundt på Søndersø et af Danmarks smukkeste naturområder og vi fik set ørne. De smæsker sig i skarvens unger, hvis de kan komme afsted med det og der er nok af dem overalt. De mange øer er urskovsbevoksede og fortidens pinsebal med mere en 1400 mennesker findes ikke mere. En skam for er der noget skønnere end at danse en lang sommernat udendørs?
Jeg fik lært noget nyt om digterpræsten Kaj Munk som faktisk er født i nr. 11 på torvet i Maribo. Det vidste jeg ikke, eller havde glemt det, indtil jeg stod i minibyen og fik syn for sagen. Det må være en herlig beskæftigelse som murer, at genskabe tro kopier af fortidens huse, rådhuse, sygehuse og fattiggårde i miniformat. Alt er er gjort “rigtigt” med små bitte mursten, tagsten, vinduer, brændestabler og afskallede vægge.
Vejret var fortsat med os og vi gik nogle skønne ture og nøde røde åkander, dunkle skovsøer, solbelyste bøgeskove og mørke granskove. I dag landede vi i det smukkeste lille fiskerleje efter en herlig tur på klinterne vest for Stubbekøbing. Her satte man rør udvendig på de gamle huse. Det har jeg aldrig set før, et betagende syn af en hel lille landsby med stokroser som pynt og en levende havn.
Tækkemanden fortalte, at herligheden opstod da en arkitekt skulle finde på noget smart til de gamle ydermure, der efterhånden ikke tålte mere havgus og fugt.

Tækkemanden fortalte, at herligheden opstod da en arkitekt skulle finde på noget smart til de gamle ydermure, der efterhånden ikke tålte mere havgus og fugt.


Der blev også lejlighed til at tilbringe aftenen i Nykøbing Falster Revyens festlige lokaler med middag og underholdning. Det er mange år siden jeg har set revy og muligvis godt det samme. Dog var der både numre der sprudlede af talent og virkelig sjove-grine-kæben-afled numre.
For første gang så jeg Kunstmuset Fuglsang. Overraskende flot samling og for tiden en interessant udstilling om egetræer. En miniferie med rigtig meget fyldt af den gode slags. Vi har nydt kunst og kultur. Motioneret i den meget, dejlige natur og undret os over at være næsten alene. Hvor er alle turisterne? Spiste dejlig mad, moret os. Ind imellem slappet af i vore meget forskellige B & B`s.

Dodekalitten

Tags

, , , , , ,

Nej, nej! Vi er ikke på Påskeøen. Vi befinder os på Lolland hvor legenden om et sagnfol Lolerne kommer til udtryk i et højest nutidig kunstværk.

Nej, nej! Vi er ikke på Påskeøen. Vi befinder os på Lolland hvor legenden om et sagnfol Lolerne kommer til udtryk i et højest nutidig kunstværk.


Der er mange videsbyrd om den rige kultur Lolerne efterlod overalt på Lolland, hvor de slog sig ned. Alene fra Ravnsholt til Ravnsby er der evaret mere end 70 gravhøje og jættestuer. Ved gården Ellevehøj er der nu kun 4 tilbage, jættestuen Glentehøj og 3 andre høje. Men nu er Lolernes Ring, Dodekalitten skabt og lader de nye loleres forfædre synge.
Det var en smuk afslutning på en herlig dag, at stå der på en mark med udsigt til Smålandshavet og høre den sære, betagende sang, musik der giver en drømmen om storhed, fortid, nutid og ikke mindst fremtid.
Dodekalitten betyder på græsk “Tolvstenen” og her på marken er man i fuld gang med at skabe de 12 sten.
Ellers var der dejlig morgenmad med Eli i haven og så tidlig afsted med et kort stop over i Sakskøbing for at købe solcreme og se ind i det gamle teater og Sakskøbing Hotel, hvor Claus Meyer serverer lokale råvarer og smagen af Lolland.
I et forrygende skønt vejr tog vi færgen til Fejø, hvor en lokal hop on af of bus kørte os rundt. Utroligt men sandt var vi de eneste turister og vi blev fornemt betjent af chaufføren af bussen som kunne fortælle et og andet.
Vi blev sat af ved kroen omkring frokosttid. det eneste sted man angiveligt kunne få noget at spise. Men desværre. krofatter ankom sammen med os og skulle lige først låse op og gøre rent inden han kunne tænke på at servere mad. heldigvis for os havde unge mennesker åbnet en grillbar på den anden side af vejen. Her fremtryllede den unge værtinde tre stykker smørrebrød til hver med en kold lokal øl og en snaps til den beskedne pris af 79 kr. Det var rørende. Så under en parasol kunne vi blive mætte og øllen smagte skønt.
Nu tog vi gåbenene på nakken og spadserede til ca. 3½ km til Skalø. En stor skrotbunke og en naturlig lille havn. Vi hvilede fødderne i det klare vand og drak vores medbragte vand på en kyssebænk inden vi gik tilbage til havnen hvor færgen fragtede os retur til Kragenæs. Nu havde vi for alvor set hvordan det ser ud i udkanten af DK. Tomme forladte huse. Tilgroede haver og en øbefolkning, der er skrumpet ind til 500. Skolen fungerer endnu med 10 børn fordelt i 3 klasser. De fleste af børnene – fik jeg indtryk af – er polske børn f forældre som arbejder for øens storbonde. Han ejer 2000000 træer der leverer både æbler, pærer og blommer.
Vi burde have købt i kassevis af den lækre most, men på gå ben har det sine begrænsninger.
Tilbage i et nyt B & B – ikke så lækkert som i går aftes. Men alligevel blev madkurven tømt under voldsomt hyggelige timer i den uordentlige have. Og katten hos naboen hvor vi boede i går kunne kende os og forcerede plankeværket for at hilse på og se om ikke vi gad dele vores fisk med den.
Katten var kæmpestor og meget dygtig. Den genkendte os straks og lukkede sig selv ind til vores aftenbord.

Katten var kæmpestor og meget dygtig. Den genkendte os straks og lukkede sig selv ind til vores aftenbord.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 317, der følger denne blog