En forårsdag tra la, la!

Tags

, , , ,

Udsigt ved eftermiddagskaffen i sol og forår.

Udsigt ved eftermiddagskaffen i sol og forår.


Den nye rygsæk blev spændt fast på ryggen og så gik det afsted med forventningens sommerfugle flagrende i mellemgulvet. Jeg skulle på en ukendt vandretur, om hvilken jeg kun vidste, at den ville vare ca. 3-4 timer. Der ville være indlagt et fint cafèe besøg og efter turen tilbud om aftensmad, hvis jeg ikke hellere ville slutte af for mig selv i Fælledparken. Det sidste var ikke tilfældet. Jeg kan bedst lide Fælledparken første maj efter morgenkaffen sammen med fagforeningen. Da jeg nåede så langt var hjerteveninden gået videre og ungdommen havde hældt en del våde varer indenbords og solen var på vej ned. Så hellere blive budt på aftensmad.
Til gengæld fik jeg en af de allersmukkeste vandreture på denne årstid i nyudsprunget og eventyrlig, lysegrøn bøgeskov. Solder fik søen og sumpen til at blinke og sende de skønneste øjenkast til os forbipasserende. Fugle der underholdt med den smukkeste sang og spætten der hakkede og huggede i de mørnede træer. Roere der spændte musklerne og gav den gas og styrmænd og ledsagebåde der opilnede mandskaberne. Kærestepar hånd i hånd, forældre med hoppende børn og hundeluftere i friskt trav. Timerne forsvandt bare og det var helt kedeligt, at det overhovedet skulle være slut.
Men helt slut var det heller ikke. Solen stod endnu på altanen og vi tiltuskede os en lang time mere i den gode stråle og drøftede livsvigtige spørgsmål. Analyserede og reflekterede og nye spørgsmål dukkede op. Planer, drømme og forventninger blandede sig i samtalen og stemningen var tryg og god.
Kokken kunne noget. Tryllede til slut et mesterligt, velduftende, sundt og farverigt måltid på banen. Jeg følte til sidst at mit smil gik fra øre til øre af bare fornøjelse. Men fortryllelsen måtte hævet. I morgen er der atter en dag. Kinderne brænder af frisk luft og sol. Jeg tror, jeg kan sove trygt og godt i nat sikkert med et stort smil på munden.

Bøgen nåede 1. maj

Tags

, , , ,

Enkelte fuldt udsprungne bøgetræer i Dyrehaven. Et dejligt syn.

Enkelte fuldt udsprungne bøgetræer i Dyrehaven. Et dejligt syn.


Et møde I Dyrehaven tydede tidligt i morges på, at det kunne blive både gråt og fugtigt, men hvad skete der lige. Solen sprang ud, da jeg sprang af toget og i varmen fra strålerne kunne kaffen hos Peter Lip nydes med udsigt til de mange gæster, som havde slået sig ned i parken eller var på tur til Bakken.
Bagefter gik jeg en alenetur ved vandet og tænkte tanker. Sulten drev mig til slut tilbage på stationen blot for at erfare, at det var galt med sporskiftet og S togene ikke kunne køre. En god time senere kastede jeg mig med knurende mave ind over dørtærsklen og fik i en fart bikset noget pasta og nogle grøntsager sammen. AHRG! Jeg er ikke vild med pasta, i hvert fald når jeg selv skal lave det. Jeg er en kartoffelelsker.
Nu sidder jeg her og føler mig snydt, mæt, men utilfreds. Heldigt, at jeg tog mig sammen og bagte et lækkert rugbrød i formiddags. Helt uden mel. Det er fantastisk synes jeg, at man kan få et brød til at ligne et rugbrød uden at bruge mel. Kun kerner og nødder. Det er sjovt og smager godt. Eneste problem er prisen. Man skal ikke give sig til at regne på hvad sådan et brød koster, hvis man er mor til 7 skrigende og sultne unger. Betragt det som sund slik.
Og så skulle jeg hilse fra skoven og fortælle at enkelte af de store, smukke bøgetræer er sprunget ud og står med lysegrønt skørt. Klar, parat til at fejre 1. maj i morgen på en søndag, hvor de vist kun er kvindelige talere i Fællesparken. Æbletræerne er også sprunget i blomst og ser så smukke ud, at jeg har lyst til at fylde alle vaser med grene, men det går ikke. De kønne hvide blomster vil falde af og træet bløde. Ingen hærværk her.

Tango i Brønden

Tags

, , , , ,

Sådan! Nu er der lagt op til flot tango. "Min" danselærerinde er klar til en flot opvisning.

Sådan! Nu er der lagt op til flot tango. “Min” danselærerinde er klar til en flot opvisning.


WOW! Jeg bliver bare i godt humør af tango musik og dans. I aften var jeg så heldig at “min” kommune var vært ved et flot arrangement i et af vore lokale kulturhuse Brønden. Det var for øvrigt første gang jeg besøgte stedet og det blev jeg ret imponeret over. Dejligt at vores skattekroner også går til den slags lokaler og mulighed for fællesskaber.
Jeg ved ikke hvor mange lokale Brøndby Borgere, der var mødt op. Tango miljøet var til gengæld flot repræsenteret og der blev lejlighed til at hilse på gamle bekendte og danseskolekolleger.
Aftenen begyndte for nogens vedkommende – heriblandt mig og min søde veninde – med lækker tapas og et godt glas vin. Dernæst med 1½ times undervisning for alle fremmødte og nu slog det sprudlende, humørfyldte orkester tonerne an til en festlig aften. Prikken over ièt var Gunner og Ann Berits opvisning. Det er virkelig svært at være bænkevarmer efter sådan en omgang. Men som altid er der mangel på dansemænd. Og de dygtige gider ikke danse med os, der gerne vil øve os i at blive gode dansere. En ond cirkel, som ofte ender med at dansen bliver for særlige klikker.
Ikke desto mindre er humøret højt. Jeg kan ikke være trist med den gode musik i ørerne og heldigvis for mig også enkelte svingom.
Der skal lyde en anbefaling til alle, der bor i vores kommune om, at læse grundigt på de kulturelle tilbud, der står i kalenderen – der er noget for enhver smag. Rigtig kvalificerede tilbud om koncerter, underholdning og teater.
Den slags skal vi passe på, det er en del af fællesskabet som det er så vigtigt, at passe på i tider hvor populisterne forsøger at føre an med splittelse og sparekrav.
Vi ses næste år til en tango eller to.

Længsel og kagedåsekunst

Tags

, , ,

Glytotekets direktør Flemming Friborg gør klar til at tale om den aktuelle særudstilling Gauguins verdener og Slow.

Glytotekets direktør Flemming Friborg gør klar til at tale om den aktuelle særudstilling Gauguins verdener og Slow.


Flemming Friborg var en dygtig og inspirerende formidler af aftenens tema: Længsel, indrammet af Gauguins verdener og under overskriften slow. Han lærte mig et nyt udtryk: Kagedåsekunst om de kunstnere som er så gode, at vi har tværet dem ud over alt også kagedåserne.
Det har været en spændende aften og jeg har hørt om længsler både geografisk og kunstnerisk.
Allerstørst indtryk gjorde forfatter Josefine Klougart under en time lang samtale i Cafèen med journalist Poul Pilgaard. Hvordan bliver man så klog, når man kun er 31 år – jeg spørger bare. Dejlig pige og vild spændende at høre på. Jeg må læse nogle af hendes bøger.
Hun var rundt om menneskets længsel efter naturen og kom ind på at sammenligne denne længsel med kærligheden. Hun sagde blandt andet, at hun opfattede det som en utopi når man i kærligheden ønsker fuldstændig at blive forstået og set af et andet menneske. At der i kærligheden er indbygget et “voldselement”. AT der i kærlighedens væsen er en indre aggression og at det ikke kan anses som interesseløst at ville have noget fra et andet menneske.
Det fik mig til at tænke på, at rigtig mange mennesker med brudte forhold i bagagen ofte taler om at lære af deres fejl. At forstå og komme videre. Men måske er det ikke en fejl, måske er det sådan det er. En nødvendighedens vej, at vi skal møde partnere kort eller længer tid, og må gennem kriserne, som et livsvilkår. Nogle gange kan vi bruge erfaringerne som fundament for nye møder, men det er ikke et værn mod nye kriser. Kunsten kan være den katalysator, der bryder myterne op og får os til at stille spørgsmåltegn ved sandhedsværdierne i vores kultur.
Kærlighed og seksualitet er jo kulturelt og historisk funderet og at blive forladt eller forlade, gør os ikke nødvendigvis klogere. Vi kan blive en anden, men ikke nødvendigvis en klog anden.

Det er svært at rumme det hele

Tags

, , ,

Jens Galschiøt har opstillet endnu et kunstværk ved Københavns Rådhus. det er værd at betragte og tænke over.

Jens Galschiøt har opstillet endnu et kunstværk ved Københavns Rådhus. det er værd at betragte og tænke over.


På en måde føler jeg mig fyldt op og det er svært at rumme alle de oplevelser, refleksioner og følelser, der er forbundet hermed.
Carolines dejlige konfirmationsdag, mødet med familien, de intense dage med datter og barnebarn, som brat afløstes af en næsten “kold tyrker”, når jeg atter er alene.
Sorgen over at Kilimanjaroturen er gået i vasken. Nej! det er ikke rigtig. Det er sorgen over at blive snydt for den unikke oplevelse med søn og barnebarn, det ville være sammen at udføre det projekt. Turen kan jeg jo trave selv. Det er og var ikke kernen.
Mødet med et andet menneske som kalder på kvalificerede overvejelser og autenticitet også i situationer, hvor du ikke rigtig ved hvem du selv er og hvad du dybest set skal svare på eksistentielle udfordringer.
Ny oplevelse med Jens Galschiøt og hans kunst på Regnbuepladsen, som sender mig ud i den dybeste beundring og forundring over, at der heldigvis findes mennesker, der tør og kan tænke, og ikke er bange for at tage stilling. Men måske i endnu højere grad er bemærkelsesværdige fordi han/de tør handle og træde på de ømme tæer i forsøget på at skabe en bedre verden.
Filmen af Morre: Where to invade NeXT, som jeg ville ønske alle kunne se, thi den efterlader – synes jeg – mere optimisme og lyst til at kæmpe for et menneskesyn og en etik til fælles bedste, fremfor at fremme magtesløshed og vrede.
Besøg på Øregaard museum og se Sigurd Svane`s billeder og generindre, at han måske var en af de første der levede økologisk og helhedorienteret. At han malede og skabte Malergården sammen med sin familie og gav os et eftermæle, der er værd at tænke over og som er mere vedkommende nu end nogensinde.
Møde i “min” litteraturgruppe, som er på vej i opløsning gør også ondt, fordi det kommer uventet og i øvrigt viser hvor vanskeligt det er at være i dialog og kunne udveksle meninger og forskelligheder, uden at tage afstand fra hinanden eller nedprioritere projektet.
Livet er spændende og for mit vedkommende af og til i overhalingsbanen. På den anden side, er vi nogle som måske har det bedst med lidt vind i håret.

Aprilsvejr

Tags

, , , ,

Piletrær i al deres forårspragt lyser byen op.

Piletrær i al deres forårspragt lyser byen op.


Hele skalaen har vi været igennem i dag. Smuk solskin, styrtende regnvejr, grå og tung himmel, bidende kulde og lune i en solstråle under en blå himmel. Det var som at cykle slalom imellem alle disse vejrtyper i dag og undgå at blive alt for våd eller kold. Nødløsning er toget. Det er så smart, at man kan smide sin cykel ombord og gøre strækningen på to hjul kortere eller længere alt efter hvor bygerne falder.
Det betød, at jeg nåede til træning i morgen, fik en hyggestund og en snak med en god veninde. Nåede byen og de aftalte ærinder. Der blev endda tid til indkøb til en uventet middagsgæst, som borgede for en kvalificeret og dyb samtale. Ind imellem blev strygetøjet besørget – alt i alt en god dag, som ligger godt og har gjort mig træt. Nu kan jeg håbe på en god søvn og vågne frisk og udhvilet i morgen til dagens svømmetur.
Imidlertid fik jeg ikke set filmen Where to invade Next af Moore, den må puttes ind i programmet i ugens løb. Til gengæld er der blevet tænk indad. Vandreture er blevet udpønset, nogle skal undersøges nærmere, nogle skal planlægges og optimismen spirer – det bliver måske alligevel et spændende år med mange udfordringer. Så det er bare med at holde tungen lige i munden fysisk og psykisk, den slags strabadser kræver sit.
Lige nu nyder jeg smuk klassisk musik, som stemningsfuldt kan sende mig i seng og som fylder rummet med skønhed og en særlig ro.
Endnu engang glad for at jeg er netop her og har det godt.

Travetur og blæsevejr fjerner skidt humør

Tags

, , , ,

Absolut sidste udkald, vi kunne ane hvor havet af de lyserøde blomster havde været. Nu var der blot et lille skær tilbage.

Absolut sidste udkald, vi kunne ane hvor havet af de lyserøde blomster havde været. Nu var der blot et lille skær tilbage.


Er man lidt trist kan et godt dansk blæsevejr gøre underværker og motion får stimuleret tankerne i en mere positiv retning. Den øvelse foretog vi to veninder i dag i skarpt trav fra Vanløse til Bispebjerg Kirkegård for at opleve de fantastiske kirsebærtræer male stedet lyserødt. Det var faktisk for sent, vi kunne ane skæret i de smukke gange, men blomsterne var blæst væk. Enkelte overdådige træer stod ensomt i deres pragt og lod os forstå, hvad vi var gået glip af. Det må der rodes bod på til næste år.
Jaa! Man kunne naturligvis også tage til Japan og kigge på yndighederne …. HM!
Når vi nu var i gang, kunne vi lige så godt gå hjem igen. Turen blev lagt igennem mit gamle kvarter i Nord Vest. Meget er forandret andet ser endnu mere slidt og sølle ud end dengang. Vi tankede op med kaffe og ostekage. Støn det var næsten for meget af det gode og måtte gå igen, for at få det hele til at falde på plads. Toget fixede et lille stykke og dernæst op på cyklen og rundt om Damhussøen tilbage til min lune rede. Det er unik hvor træerne har foldet sig ud de sidste 3 dage. Nu står næsten alt klædt i forårsgrønt og dækker for udsigten til andet end træer. Og det er ikke det værste der kan ske. Jeg kan se alt det grønne fra alle mine vinduer og bliver ganske tilfreds med adressen. Når himlen så oven i købet farves i alle palettens lysende blå og røde farver ved såvel solnedgang som opgang, kan jeg egentlig ikke forlange mere.
Det lidt triste humør blæste også næsten væk og motionen gav god samvittighed i forhold det store kagestykke. I morgen tidlig begynder en ny uge og træningsbissen bliver skruet på. Ikke mere slendrian og dovenskab fra min side – tror jeg nok.

Først bliver man varm … og så bliver man……

Tags

, , , ,

Næste gang er det Carolines tur. Mit yndige barnebarn og et fint lille menneske.

Næste gang er det Carolines tur. Mit yndige barnebarn og et fint lille menneske.


Så sad jeg der på kirkebænken med lille Molly og hendes mor, en svigerdatter og en søn. Helt tryg og tilfreds med, at konfirmandindens, og resten af min lille familie, sad foran og fulgte “forestillingen” på tætteste hold. For en forestilling var det. De to kvindelige præster gav den i direkte tale til de unge, overlod ordet til flere af dem, sørge for at der blev klappet og sunget for fuld udblæsning. Det var ret godt gået og så var det endda den tredje konfirmation i dag.
Til min overraskelse bliver unge mennesker nu om dage transporteret fra kirke i biler af den helt dyre slags. Eller meget gamle og det er muligvis det samme. I hestevogn og trillebør – fantasien sætter grænsen. Hvordan skal vi dog leve op til den slags, hvis de skal giftes.
Vi havde iført os varmt tøj. Der var lovet sne og slud, hagl og kulde. Men solen skinnede fra vi kom til nu hvor den er gået i seng. Tak for det.
Af samme grund var festen arrangeret under afslappede former og den blev uhøjtidelig, varm og rar. Den familie er istand til at skabe en stemning, der er fuldstændig unik. På trods af at forældrene og de ældre søskende havde brugt Bededagen til at rejse telt, dække borde, stege frikadeller, sætte den store gryde over bålet, var der overskud til alt.
I dag var de så serveringspersonale, koordinatorer, bålmester og meget mere. Storebroder stod i køkkenet og fyldte opvaskemaskine sammen med mors veninde, der bare lige kunne få et køkken til at køre og undervejs blev der lavet kaffe, pyntet 40 desserttallerkner og holdt taler. Jeg må sige, jeg sad og blev meget varm indeni og lykkelig for at være en del af denne familie.
Lille Molly slugte det hele og opførte sig fantastisk. Moster og morbroder sørgede for prikken over ièt – sådan gik det slag i slag.
Grønsværen blev ryddet og musikken sat på. Det var tid til dans og drinks.
Helt ærlig, det er nedtur at komme hjem og være helt alene. Egentlig var det sådan et gilde, hvor man får lyst til at synge: Vi går aldrig hjem.
Men tak for en fantastisk dejlig dag og et godt minde.

Drømme

Tags

, , , , ,

Drømmer du om jordbærkager, kan jeg betro dig at det er sæson nu.

Drømmer du om jordbærkager, kan jeg betro dig at det er sæson nu.


I forbindelse med et lægebesøg i morges måtte jeg acceptere, at en drøm jeg har haft, siden jeg var en ganske lille pige om at blive danser, nu for alvor brast. Øv! Endnu et kapitel som aldrig vil gå i opfyldelse. Det er ærgerligt for nu har jeg endelig tid og fundet den dans af alle danse, som jeg er helt vild med. Nå! Pyt med det. Jeg fortsætter med at danse på mit niveau og nyder det. I den forbindelse gennemgik jeg på rekordfart nogle af de drømme jeg ellers havde som barn og ung.
Jeg ville gerne være stewardesse. Det er jeg taknemmelig for, at jeg aldrig blev. Dengang skulle man være mindst 173 og måtte ikke gå med briller. Jeg var 10 cm for kort og gik med hinkesten. Af samme grund kunne en anden barnedrøm heller ikke opfyldes om at blive model. Det er jeg som voksen ikke ked af. Desuden var der drømmen om at blive skuespiller, det bliver man næppe i min alder, skønt netop carsted til en mindre rolle. Jeg gider faktisk ikke – det tager syv lange og syv brede at indspille. Det mest fantastiske er egentlig at studere hele det opbud af mennesker der løber rundt bag optagelserne. Det er interessant og lidt sørgeligt at se de mange unge mennesker som er gratis eller næsten gratis arbejdskraft kæmpe, håbe og knokle.
Hvad drømte jeg mere om? Jo! Jeg ville gerne være arkæolog. Historie er vildt spændende i mine øjne. Især kunst og personhistorie, af samme grund er jeg helt tilfreds med, at jeg ikke ligger og fryser på en mark med et teske og en lille pensel og graver. Jeg nyder resultaterne af andres arbejde og synes de er meget dygtige, alle dem der kan regne ud hvad ting betyder og hvor gamle de er.
Så ville jeg være modetegner, men i dag er jeg mere ked af, at jeg ikke holdt mine kundskaber med at tegne, klippe og sy ved lige. Det kunne jeg dog engang. At kunne bruge sine hænder, sine fødder og sit hoved til at frembringe ting og sager beundrer jeg meget. Det er lige meget om det er en murer, en elektriker, en balletdanser eller en konditor. Faglighed er fascinerende og jo mere jeg sætter mig ind i et fag, bliver jeg slået af dyb beundring for hvad der kræves. Det gælder sygeplejersker, lærer o.v.s Nu tænker jeg meget på, hvad det næste er jeg skal lærer – at bage pizza måske.

Frydefuld og skræmmende

Tags

, , , , ,

En sandfærdig installation: Hvad veje og fortove gemmer og skal du bruge noget?

En sandfærdig installation: Hvad veje og fortove gemmer og skal du bruge noget?


Med sommerfugle i maven drog jeg afsted med madpakke til en lille plet i København, som jeg aldrig har besøgt før. Jeg tror, jeg havde forventet snigende kulde og en lidt hengemt kulde og muggenhed. I stedet fandt jeg et ægte lille hus med en blå terrasse i lige netop den farve, jeg synes er så glad. Og fra en stol i solen med udsigt til en hyggelig og personlig stue, kunne jeg nyde havens forårskåde forsøg på at stemme sindet positivt. Her blev man beværtet med den dejligste myntethe og en endnu bedre rabarber saft af egen avl.
Via en åben dialog blev der lagt vigtige brikker til en ny mosaik. Og skønt illusioner, hengemte erfaringer på godt og ondt, drømme og håb konstant stod på spild for at gribe forstyrrende ind, tror jeg, at der blev tale om et rigtig godt fundament. Noget der kan bygges videre på, udvikles og som måske viser sig at være meget smukt. Det er et spændende projekt, som jeg gerne vil bruge energi på.
I haven var der humorisktiske og kreative installationer. Der var plads til vild natur og stram køkkenhave. Og som i min have redt op til både pindsvin og tudser. Kompost, frugt og bær. Jeg forsvandt lidt i minder om min fordums, skønne have, hvor jeg ofte gik og fik tømt mit hoved. Blev glad ved det piblende og ukuelige liv og hvor jeg nød, at skabe et helle for de dyr og fugle som fandt frem. De kvitterede med smukke og livsbekræftende sang og puslerier. Intet var mere herligt end når de nye kuld af unger kvidrende kaldte på mor og far og senere lavede flyveøvelser. Eller egernet med sine børn, tvillinger, boltrede sig og legede tagfat i de høje graner og måtte skældes ud, når de stjal fuglenes mad. Det er gode minder at tænke på.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 350, der følger denne blog