Fodtur fra Cala Caldana til Cala en Bosc

Tags

, , , , , ,

Den ene smukke bugt efter den anden med grønt og blåt vand har vi passeret i dag.

Den ene smukke bugt efter den anden med grønt og blåt vand har vi passeret i dag.


Godt og vel 17 km til fods langs den smukke kyst mellem Cala Caldana og Cala en Bosc på ca. 4 timer – godt gået i temmelig vanskeligt terræn og mosteren i sandaler.
Først med bussen til Ciutadella og der en ny bus til Caldana. Fint fundet på trods af forkert henvisning. Vi nåede det og kom godt frem. Snuppede en kop god spansk kaffe – jeg elsker den spanske kaffe – og en uhyggelig sød morgenbolle, spændte vi traveskoene og begav os derud af.
Hvor var det betagende. den ene lille blå-grønne bugt med snehvidt sand efter den anden passerede vi. Små bitte strande som man ikke kan komme til med mindre man bruger fødderne eller en båd. Op af stejle skråninger/klippesider og ned igen. det ene øjeblik med udsigt over det glitrende blå hav, det næste øjeblik forsvundet i det stedsegrønne buskas. Sommerfugle og småfugle var selskabet. Af og til mødte vi modgående vandrer, men blev faktisk ikke overhalet af nogen.
Efter ca. 10 km holdt vi frokostpause på en lille strand i læ bag nogle lavaknolde og fortærede den medbragte mad. Vand havde vi i underkanten af, for der det var ikke muligt at tanke undervejs.
Når man sådan går i sit eget tempo og skuer ud over et smukt landskab, tænker jeg så godt. Fik, tror jeg klarhed over noget vigtigt. Jeg har nemlig – kan ses i mange af mine indlæg – brugt megen tid på at skrive om hvad meningen med livet er. Nu tror jeg, jeg fandt ud af at meningen er livet selv. Eller forstod det på en eller anden måde. Så må jeg/vi leve det, så godt vi kan og min dårlige samvittighed over at have “det for godt”, kan parkeres. Jeg har til opgave at leve godt og meningsfyldt for mig. Jeg må godt.
Det gør ikke noget jeg skønner på, at vi alle har fået forskellige forudsætninger og jeg husker, at jeg hører til de heldige, der er født et godt sted. Det har jeg altid skønnet på og efter bedste evne forsøgt at støtte og bidrage, der hvor man ikke har været så heldig.
Fandt også ud af, at det der gør mig glad og giver mig mening i høj grad er at min dag ikke er forudsigelig.Jeg bryder mig slet ikke om at nogen eller noget er forudsigeligt. Kan faktisk ikke ha` det.
Derfor er sådan en dag som i dag, hvor jeg begiver mig ud i helt ukendt land og ikke ved hvad dagen eller naturen bringer en rigtig dejlig dag. tak for den.
Flot udsyn på hele turen. man betages af vandet der er helt mørkeblåt, så en plet lysende grøndt eller fuldstændig lysblåt og altid gennemsigtig.

Flot udsyn på hele turen. man betages af vandet der er helt mørkeblåt, så en plet lysende grøndt eller fuldstændig lysblåt og altid gennemsigtig.

Småland og den Kinesiske mur kommer til kort

Tags

, , , , , , ,

Bag mig ses Cala Galdana. Som mange mener er den smukkeste strand på Menorca. Det blæser fortsat rigtig meget.

Bag mig ses Cala Galdana. Som mange mener er den smukkeste strand på Menorca. Det blæser fortsat rigtig meget.


Kilometer efter kilometer strækker stendigerne sig på denne smukke ø. Netop hjemkommet fra Småland med de mange stendiger er sammenligningen på sin plads. Forskellen er at her er stendigerne snorlige og lavet af sten i fodboldstørrelse. I Småland er stenene store og man tror at det er kæmper der har smidt rundt med dem. Jeg tror at her er lige så mange kilometer som Den Kinesiske er lang.
På grund af vejret og fordi vi ikke personligt havde nogen chance for at få foden indenfor i det mest berømte oste- og vinori, samt besøge fabrikken med de eksklusive sko, tog vi med på en arrangeret tur.
Allerede i løbet af den første halve time huskede jeg præcis hvorfor det er, at jeg sjældent lader mig lokke til den slags. Og så har jeg ikke sagt for meget.
Men altså, midt på øen ved Sant Patrici kom vi til denne skønne bondegård, nu et herligt lille hotel, med mejeri og en mini vinproduktion. Stedet ejer 100 køer og fremstiller selv deres ost. 4 slags fra yngre til ung, til moden og gammel lagring. De smagte dejligt.
Desuden fremstiller man rødvin, ganske lidt hvidvin og lidt rose` vin. Intet eksporteres, men kan købes på øen. Den slags er ofte morsomt at have med hjem, så vennerne kan blive inviteret til en lille bid af Menorca med et lokalt glas til.
Herfra gik turen til Mascaro. Den berømte skofabrik. Flere berømtheder går i disse sko inklusiv den spanske kongefamilie og nu mig. Hi! hi!
Man siger at skoene er håndsyede. Det er ikke helt sådan jeg oversætter håndsyet. Men det er korrekt, at de sidder ved symaskinerne og de står og klipper og skær. En familiedrevet virksomhed i 2. led og med lokalarbejdskraft. Fint nok. Og smarte sko og yndige ballarinas. det er sikkert og vist.
Fra øens højeste punkt Monte Toro 357 meter havde vi en fantastisk udsigt over øen og havet i stiv kuling. Her ligger et kæmpestort gammel kloster, hvor få nonner endnu huserer og en meget berømt kirke, hvor det er mode at blive gift.
I Gala Galdana med det mest unikke grønne vand, pludselig iblandet en blå, blå klat og så gennemsigtig som glas, gik vi den modsatte vej af alle andre og fandt en stille restauration som lavede os en skøn omelet til frokost med syltet eller marineret rødkål. det smagte herligt.
Turen sluttede på hesteopdrættet Son Martorellet hvor de berømte menorciske racerene heste gav opvisning. Jeg er ikke nem at dupere, hvad den slags angår, men det skete her. Hold da nu op, hvor var de smukke og dygtige. Der findes ca. 3000 af disse sorte, spinkle heste. Kun 200 udenfor øen.
Det var meget, meget flot at se på.
Hjemme igen stod en på en omgang salat og tæpper i sofaen.
En af de dansende heste. glæde dig caroline til min film med dem.

En af de dansende heste. glæde dig caroline til min film med dem.

Forkert tøj igen, igen

Tags

, , , , , ,

Vores fine lille stue med udvendig balkon. Køkken, soveværelse og badeværelse.

Vores fine lille stue med udvendig balkon. Køkken, soveværelse og badeværelse.


Igen, igen rejser jeg afsted med sommertøj og hvad sker der nu? Det stormer en halv pelikan, regner og er max 17 grader. På kortet over Spanien var der hedebølge, bare ikke her. I øvrigt har man glemt at skrive i guide bøgerne at det oftest blæser her i det smukke ø rige.
Nå, så må vi finde på noget andet. Man kan faktisk vandre hele øen rundt langs kysten. der skulle være af mærkede vandrerstier. Guiden havde bare ikke nogen kort over øen. Hun var sprit ny og ung og sagde øh, hver gang hun havde udtalt en sætning. Det er ikke nemt at være nyuddannet guide og skal læse op af papirerne for at fortælle sine gæster hvilket fantastisk sted man er havnet.
Jeg tror det er fantastisk, hvis det lykkes at komme bort fra dette turisthelvede. Godt nok er der ikke mange turister endnu, men dem der er fylder med deres fede maver og stykke lår. Undskyld, men hvad er det lige den “hvide befolkning har gang i”. Det blev så afsindig tydeligt i lufthavnen og i flyveren, at jeg troede, at jeg var havnet tilbage i tiden omkring 1970 og var med et Tjæreborg Fly til Mallorca.
Øen er under UNESCO og her må ikke laves flere veje og det beskytter den natur, som skulle være så helt fantastisk. Løb i morges langs et stykke af kysten. Det virker som gammelt lava og strand ind imellem hinanden og man skal passe godt på ikke at snuble. Til vandretur er vejret imidlertid perfekt, så nu må vi se hvad jeg kan lokke søsteren med til. Hun er hyggelig at rejse med. Hun lavede lækker morgenmad, medens jeg turede rundt og senere gik i bad. det er et rigtig luxus liv.
Foreløbig har vi fundet en busplan og kan tage til den nærmeste storeby Ciutadella. Ikke at den er særlig stor. Ialt bor der kun 95.000 indfødte her, men det 10 dobles i højsæsonen. de fleste bor placeret i de såkaldt store byer.
Cituadella er kendt for sine smukke adellige paladser og huse. den store domkirke og vist nok smukke havn. Vi får se. Eventyret starter med bussen kl. 10.50 hvis vi kan regne med køreplanen.

Hummersuppe, mayonæse og smukke sko

Tags

, , , , ,

I Sverige er der små søer og store søer overalt. Vand er dejligt.

I Sverige er der små søer og store søer overalt.
Vand er dejligt.


Medens de smukke billeder af den svenske natur endnu befinder sig på nethinden, kaster jeg ting i en lidt større kuffert. Nu går turen til en, for mig ukendt ø, Menorca og jeg glæder mig. Kan mærke helt ned i maven hver gang jeg skal opleve noget helt nyt. Gå på opdagelse et sted jeg aldrig har været før. Al forudsigelighed ved livet bliver jeg som regel træt af. Måske er det derfor jeg skaber mine egne udfordringer, hvis jeg ikke får dem leveret andre steder fra. Sådan formede mit arbejdsliv sig og sådan former mit privatliv sig vist også? Ved nærmere eftertanke er det den røde tråd i mit liv – hvis der er en rød tråd.
Ting som blot gentager sig, kommer til at kede mig. Der skal en lille ny drejning til. Ikke så meget. Lidt er også godt.
På Menorca har man opfundet mayonæse, påstås. Og her får man verdens bedste hummersuppe. Det glæder jeg mig til at smage. I byen Ferreries skaber man smukke sko Mascaro eller Pretty Ballerinas. Men menorcinske avarcas-lædersandaler i smukke farver, skal vi heller ikke kimse af. Og så er menorcinerne berømte for deres gode oste.
Løbeskoene skal med og badedragten. Håber det er varmt nok til at hoppe i poolen eller havet. træningen må holdes ved lige, hvis jeg skal gennemføre det jeg har sat som mål for min datter og mig. Vil jo meget nødig give op eller ikke magte at gennemføre.
Pas, penge og billet – husk nu det hele. En proptrækker er også et must. Skønt de fleste flasker nu om dage heldigvis har skruelåg. Tøj til koldt vejr? nej, denne gang pakkers kun sommertøj. Kulde vil jeg ikke vide noget af på denne tur. Kom nu maj du søde milde. Den bærbare skal også med. Måske findes der et sted med gratis netforbindelse. Man har da lov at håbe.
Ellers ses vi ultimo maj.
Synd de ikke kan stå i en vase.

Synd de ikke kan stå i en vase.

Udkants Sverige

Tags

, , , , ,

Den gamle dame som boede her døde eller kom på plejehjem i 1999.

Den gamle dame som boede her døde eller kom på plejehjem i 1999.


Sukkerposen står fortsat i køkkenskabet. Kobber og tallerkner som har stået på sofaboret er smidt over i en sofa. Folk er begyndt at stjæle de gamle brændeovne og komfuret. Rive de brede planker af gulvene, men ellers er det kun damen der er væk. Hun døde eller kom på plejehjem i 1999, så i 16 år har huset sovet tornerosesøvn. Ingen ville have det eller det indbo der står der. Tøj hænger på bøjler og det er temmelig vemodigt.
Sådan går det i udkantssverige, når de gamle dør eller kommer på plejehjem og skoven tager tilbage, hvad den engang afgav. Caprifolier slynger sig op af væggene og dækker vinduer. Træerne rykker nærmere og vokser hen over huset. Lupinerne dækker det der engang var en have og indgang til kælderen.
Vi har også sådan et spøgelseshus tæt på os. Det blev forladt engang midt i halvfjerdserne. Bruna Johannes var den sidste beboer og også hans tøj hang på et søm på væggen og hans dyne lå i slagsbænken. Der stod en pakke rex i køkkenskabet. Nu er det kun skyggen af et hus.
Enten forsvinder de gamle steder eller også forvandles de til nye smarte huse med indlagt bad og toilet, store verandaer, bredbånd og biler på skovvejen. Hvis man er fastboende er det sikkert fint, men som ødegård er det en ødelæggelse og stemningen, minderne og de gode timer udenfor hamsterhjulet dør.
Så længe husene adskiller sig fra dem derhjemme, er man istand til at opleve skoven. Får tid til at se på musvitterne som er flyttet ind i kassen tæt på spisebordet udenfor. Økodasset fungerer fint og det er herligt at vaske sig i en balje udenfor. Det fungerer næsten som at være vinterbader i perioder og er sundt. Aftnerne bliver ikke forstyrret af tv og film. Her læses gode bøger, spilles spil, gættes kryds og tværs og ikke mindst der samtales. Der bliver plukket buketter af vilde blomster som pryder stuen og er det koldt knitrer brændet i brændeovnen, som skal fodres jævnligt.
Lige nu er alt grønt og smukt. Fuglene kvidrer og hjortene spankulerer rundt. 5 så vi på en gang på denne tur. Vildsvinene er på retur. Jægerne har sat majsstationer op og skyder grisesteg lige til grillfesten. Lige nu har de fred med deres små stribede afkom. Men det varer ikke længe.
Solen lyser på mælkebøtterne og det føles som at gå rundt i Astrid Lindgrens verden.
Svensk bøgeskov når den er dejligst.

Svensk bøgeskov når den er dejligst.

Er der noget skønnere end ødegårdsferie i svensk natur?

Tags

, , , , , , , , ,

Man kan altid finde et nyttigt arbejde på en gammel ødegård.

Man kan altid finde et nyttigt arbejde på en gammel ødegård.


I 35 år har vi kendt hinanden. I 35 år har vi i medgang og modgang glædet os, fejret begivenheder og set børn vokse op. Været vidner til deres barndomsoplevelser og fået mejslet deres smil, deres projekter, deres nysgerrighed og deres latter ind på harddisken.
Hver plante, snart sagt hver eneste træ, der har stået på grunden huskes. Hugormen, stålormene, grævlinge, elge, hjorte, egern og fugle har vi kendt til.
Mennesker omkring som vi har kendt, der nu er døde, mindes vi når turen går rundt i skoven, til badesøen, forbi æggedamen, Arnes hus, Fru Pettersons hus og Arnes søsters hus og utallige andre huse. I de huse skrives der nye historier.
Påske, pinsekarveval, loppis, Bededags- og Kristi himmelfartsferier er utallige. Sommerferier i sol, regn og tordenvejr med grill og bål mad. Pandekager og hjemmebagte boller på regnvejrsdage. Snekolde dage med rødglødende brændeovn, brætspil, kortspil og højlæsning. Efterårsferie med store dynger af farvestrålende blade, gyngeture og gæster til middage af den hyggeligste slags.
Kunne spisebordet fortælle ville der være til adskillige timers historie.
For 35 år siden kastede jeg min kærlighed på stedet og har elsket det siden. Stedet har kostet utallige arbejdstimer, hovedbrud og ind imellem stor sorg, men det vil for altid have en ganske særlig plads i mit hjerte og minderne står ikke til at viske ud.
Stedet vil for altid kræve masser af arbejde. Et gammelt og historisk sted kræver, at man er om det med omsorg og pleje. Til gengæld er oplevelserne ubetalelige. Som årene er gået bliver det sted helt “moderne” igen med naturligt lokum. Ingen spild af vand her. Naturen leverer selv brændet til varmen når det er koldt. Går strømmen kan man lave mad på komfyret. Der er altid varmt vand som står og snurrer. Her kan man få stimuleret alle sanser og få talt sammen, hvis man husker at lade alle sine digitale værktøjer og forstyrrelser blive hjemme.
Her kan man faktisk stå af hamsterhjulet for en lille stund og høre de store træers hvisken, fuglenes kvidren, dyrenes småpuslen. Man kan følge årstider og opleve verden så lysegrøn som noget sted på jorden når birken folder sine spæde blade ud og her kan man se et farveorgie i rødt, brunt, gult og grønt når skoven falmer. træerne slår næsten flammer i solen.
Nu skal jeg besøge Torpet og jeg glæder mig.

Til møde med socialt udsatte

Tags

, , ,

Hvordan korslutter man systemet og finder nye veje?

Hvordan korslutter man systemet og finder nye veje?


Som erfaren senior socialrådgiver var jeg i dag inviteret til møde omkring socialtudsatte og sårbare mennesker. De var der selv og hvilke skæbner fra det virkelige liv, jeg igen lagde ører til. Fantastiske mennesker der endnu stod på benene, men som kunne berette om besparelser pakket ind smarte ord, der gør deres hverdag næsten umulig at overleve og som tager alt håb om en værdig fremtid fra dem. Løgnehistorier som hr. og fru Danmark skal hoppe på for igen, igen at få vedtaget lovændringer, systemforandringer og minimeringen af hjælp og støtte, der kan få disse menneskers hverdag til at fungere og måske bringe dem lidt livskvalitet.
Den gamle cirkushest og aktivist der endnu lever indeni mig, slog sig i tøjret og det var rigtig smigrende at være inviteret til at bidrage. Men samtidig blev jeg så træt, trist og afmægtig. Jeg orker ikke flere lapperier. Der skal noget andet og mere til. Jeg har ikke kræfterne.
Det er jo ikke fordi politikerne ikke ved hvad de gør. Deres menneskesyn, deres vilje og deres evner rækker bare ikke til grundlæggende forandringer for dem der ligger nederst i bunken. De ligger der jo, fordi det skal de, som løntrykkere, som afledningsmanøvre for endnu værre ting der foregår ideologisk og økonomisk og for at skræmme dem der let selv kunne få ørene i maskinen. Det er nemmere at sparke nedad end at gøre oprør. Det sidste kræver både holdning og handling.
Som en sagde i radioen i dag omkring flygtningene. Vi gider ikke have dem i Danmark og i Europa. Vi gider ikke redde dem på vej hertil og vi gider heller ikke løse problemerne i de lande de flygter fra. Det er faktisk aktiv dødshjælp. Men som sagt hvis man lytter efter og også bruger sine øjne så gider vi heller ikke de hjemløse i DK, vi gider heller ikke misbrugere. Vi gider ikke utilpassede børn og voksne. Vi gider ikke hjælpeløse gamle og handicappede. Vi gider ikke alvorligt syge. Vi gider ikke ændre på årsagerne til at mennesker udstødes.
Hvad er det dog for et samfund vi er medlem af? I halvfjerdsåret for 2. verdenskrig, hvor tonerne op til Hitler overtog magten i Tyskland, kunne minde ikke så lidt om det man støder på i det nuværende samfund, burde vi stille os selv det spørgsmål: Er det ikke nu vi skal etablere en modstandskamp sammen? En modstand mod det menneskesyn, der synes at mene at nogle mennesker er ringere end andre og fortjener en kummerlig tilværelse eller at dø.
Og så taler vi naturligvis ikke om overførselsindkomster til et sygt landbrug. Eller vanvittige summer der overføres fra skatteborgerne til medicinalindustrien. Eller endnu større summer der bruges til kampfly og til at slå andre mennesker ihjel. Bevares langt væk, så vi ikke daglig grises til af de blodige spor det trækker i sandet.

Der skal to til en tango

Tags

, , , , , ,

Nulle Øigaard ved hvordan man forvandler sine gamle klude og stofrester til noget smuk.

Nulle Øigaard ved hvordan man forvandler sine gamle klude og stofrester til noget smuk.


Skal, skal ikke…….?
Hvis bare de tossede fødder ville holde og jeg kunne bide smerten i mig. Hjemme efter en god træningsaften på tangoholdet med nye tilbud på intensiv træning og udvikling, ledet af tango dansere fra Argentina. Masser af Work shops med plads til at forfine og forbedre sin dans.
Det er virkelig fristende og enormt dejligt i min alder, at kunne lære noget nyt og blive meget dygtigere til noget.
Det er så nemt nu, at sige, at det og det er passe`.
På den anden side har jeg da lært at svømme, hvorfor skulle jeg så ikke kunne blive god til at danse?
Nå, jo! Der er jo lige det med de nedsunkne forfødder. De driller og vil de holde? Hvad er det værste der kan ske, spørger man så sig selv? Det er vel at du betaler for en undervisning, som du ikke kan gennemføre, men så er det prøvet. Hvis du ikke gør det, vil du resten af dine dage fortryde, at du ikke gjorde forsøget.
Snakker med mig selv, snakker med mig selv.
I et blad læste jeg om en ældre herre på over 60 som begyndte at løbe og som nu godt oppe i halvfjerdserne løber Maraton. Om firsårige damer, der tager til verdensmesterskab i kuglestød og som også er begyndt sent.
Skal, skal ikke…?
Mon min dansepartner er til at overtale? Hvis ikke er der så ledige herre på mit niveau? Problemet i tango er lidt, at hvis du ikke lærer at blive ført og tager styringen selv, vil du aldrig blive en rigtig god tangodanser.
Der er stram styring på – en slags bestemthed på den blide måde og omsorgsfulde måde.
Balancen skal være i orden, det er to kroppes koordination og flow. Tango er en slags sprog – der er konstant kommunikation. Man taler og lytter med kroppen.
Sanserne er skærpede og man er så at sige konstant oppe på tæerne.
Det er spændende. Jo jeg tror jeg gør det. Jeg gør det – melder mig.
Det er fedt. Lidt lige som i gamle dage. Man skal på en uges rigtig hårdt arbejde fra morgen til aften. Det skal blive dejligt, skal det.

Morsdag

Tags

, , , , , ,

En stor buket til alle dem der fortjener blomster.

En stor buket til alle dem der fortjener blomster.


Hvis min mor havde været levende i dag, havde hun fået en buket med syrener i. Det fik hun – tror jeg nok – hvert år, fordi hun syntes den duftede så dejligt og varslede, at nu var foråret kommet. Faktisk var det ikke hendes foretrukne blomst. I min venindebog har hun skrevet, at hendes yndlingsblomst er roser. Hun skriver videre i min bog, at hendes livret var flæskepandekage. Det er også min livret, men der er ingen der kan lave den som min mor kunne. Ikke engang Hvidsten Kro.
Måske har mine søstre givet hende en buket på graven og sendt en hilsen også fra mig.
Der er rigtig mange mødre der i dag fortjener anerkendelse. Det er ikke noget nemt job, at sætte børn i verden, opdrage dem og elske dem til man dør. Vores kærlighed til ungerne, har ikke altid udløst kærlige handlinger. I hvert fald ikke i deres øjne. Men vi har gjort det så godt, vi kunne med de forudsætninger, vi har haft på det pågældende tidspunkt. Set i bagklogskabens lys, er der helt sikkert ting vi gerne ville have undladt at gøre eller ville have gjort på en anderledes måde. Men det erfarer vore børn når de selv får børn.
I aften er det curling børn, der er på programmet. Til evige tider drøfter vi forældrerollen og hvordan vi skal bære os ad med at opdrage børn. Først og fremmest burde man gøre det helt legat, at forældre i tvivl kunne spørge og dele erfaringer uden løftede pegefingre og uden at føle skyld for dit og dat. Der burde meget mere støtte og oplysning til. Jeg har aldrig fattet, at der ikke er flere tilbud om kurser til vordende forældre. At trække vejret rigtigt under fødsel er det mindste af det. Sundhedsplejerske og mødregrupper, medens børnene er små er en rigtig god ide. Men jeg lover jer, at små børn er små problemer, store børn store problemer. Eller i hvert fald den periode hvor man for alvor får brug for at være i en gruppe, hvor man tør spørge og vise sine tvivl om hvad gør du nu lille du?
Mine tanker gik i hvert fald til mine tre dejlige børn med ønsket om, at de har overlevet min/vores opdragelse uden alvorlige mèn med en viden om, at jeg elsker dem ubetinget for altid.

Direktør i eget liv?

Tags

, , , , , , , , ,

Sådan en fin clematis fik jeg af min far og mor, da jeg havde egen have. Den voksede ud over alle bredder og var smukkere end smuk med alle sine lyserøde knopper og blmoster. I dag fandt jeg den søster på en spadseretur.

Sådan en fin clematis fik jeg af min far og mor, da jeg havde egen have. Den voksede ud over alle bredder og var smukkere end smuk med alle sine lyserøde knopper og blmoster. I dag fandt jeg den søster på en spadseretur.


Ensom og alenehed har optaget mig en del igen her på det sidste. Efter al sandsynlighed påvirket af den debat der har været og på grund af private forhold. Jeg er ikke tilhænger af de Blanckmanske metoder og tror dybest set ikke, at man kan ændre på andre mennesker. Jeg tror derimod man kan være gæstfri, venlig, inspirerende, åben og kærlig og derefter håbe på, at man som rollemodel kan få ensomme til at ændre på deres egen situation, hvis de virkelig ønsker det.
Ensomhed er flere ting og hænger sikkert også sammen med følelsen af, at have en vigtig betydning i andre menneskers liv. I denne weekend oplever jeg en ny dimension. Min søde underbo er rejst på en tiltrængt ferie. Vi sidder ikke lårene af hinanden. Ses ikke særlig ofte og når vi ses er det over en hurtig kop kaffe. Men vi er nære alligevel. Og pludselig kan jeg mærke, at jeg savner hende. Nej! det er ikke de rigtig ord. Men jeg har en særlig følelse indeni over at hun ikke tripper rundt dernede. Hun har ofte “brokket” sig når jeg rejser. Ikke, at hun ikke ønsker mig mine rejser, men hun har haft samme følelse, tror jeg, når jeg er væk. Vi føler en slags tryghed ved, at vi er der for hinanden.
Min egen følelse af alenehed i dag er sikkert forstærket af, at jeg føler mig fysisk svag ved influenza og forkølelse i kroppen og et aflyst tango kursus, som jeg havde glædet mig til.
Interessant. Det minder mig om, at jeg på nogle punkter er en tryghedsnarkoman. Jeg kan sagtens leve det “vilde” liv, hvis jeg er tryg og kan lide min base.
Det fik mig til at tænke over, hvad det er jeg gør for at sådanne alenehedsfølelser eller fornemmelser opstår.
Medicin nummer et er at gøre rent og rydde op. Jeg synes simpelthen, at her er så dejligt når det er gjort. Prikken over ièt er at skifte vand på buketterne eller købe nogen blomster og sætte dem i vand. Spille dejlig musik, som jeg sjældent har tid til. Læse en god bog med god samvittighed. Jeg forsømmer ikke noget, for jeg kan ikke andet. Tvinger mig selv til at gå en tur også selvom det regner. Bruger alle sanserne. Lugter planterne og den våde jord. Mærker vind og regn på kinderne og i håret. Ser de smukkeste blomster og træer med øjnene. Mærker den fysiske udfoldelse når den ene fod sættes foran den anden. Ser en mormor med børnebørnene ved hånden og bagerposer og glædes på deres vegne. De skal hjem og hygge. Ser en mor styrte rundt på en plæne og sætte poster op. En af ungerne skal sikkert holde fødselsdagsfest og tænker godt jeg ikke er der mere. Orker det ikke. Hører solsorten fløjte så smukt og glade børns stemmer, der leger bag en hæk. Og længes efter mine egne børnebørn.
Det er noget med at prøve at være direktør i sit eget liv og selv sætte dagsordenen. Find alternativerne til det der er trist lige nu. Husk at takke mere for det du har end bede om det du ikke har.
Det skal ikke lyde som om de er nemt. det ved jeg godt det ikke er. Specielt hvis det er en rille man har kørt i i mange år.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 304, der følger denne blog