Nye indsigter

Tags

, , , , , , , ,

På Ærø går hønsene ude i det fri.

Skal, skal ikke. Der er plusser og minusser ved al ting, men jeg har lært noget vigtigt: Jeg savner ikke alle mine ting og det på trods af, at de ejendele jeg omgiver mig med i mit eget hjem, kunst, møbler og tæpper alle kan relateres til personer eller oplevelser, som er vigtige for mig og ikke mindst smukke – i min optik. Jeg kan også i min høje alder plantes om og skabe nye relationer af stor betydning og glæde. Så konklusionen for mit vedkommende er helt klar, engang imellem er det sundt, at hoppe ud af sin komfortzone og prøve noget helt andet.

Man behøver ikke nødvendigvis, at blive ramt af en dødelig sygdom for at standse op i sit liv og tænke over om, er jeg det rigtige sted? I det rigtige forhold? Er jeg den mor, jeg virkelig gerne vil være? Har jeg prøvet de ting af jeg gerne ville og have mulighed for? har jeg bidraget til at gøre denne verden til et bedre sted?

Og jeg ved godt, at vi kun er mennesker og vi kan ikke ændre fortiden eller styre al ting. Men det vi kan ændre på, skal vi måske være modige nok til at gøre noget ved. En ting ved vi med sikkerhed – selvom vi lader som om vi ikke ved det – døden kan komme uden varsel og så er det for sent, at opfylde sine drømme, eller få sagt det, der måske skulle være sagt eller gjort.

I øvrigt tror jeg ting bliver mere og mere ligegyldige, jo ældre man bliver. Helt ubevidst erkender vi, at det sidste sæt tøj ikke har inderlommer der kan rumme alt vores jordiske gods. Det allervigtigste er at føle sig elsket og få lov til at være sammen med dem man holder af.

Måske burde jeg invitere til middag med den slags overskrifter, hvor man kunne vejlede og udfordre hinanden til at stille skarp på de bedste spørgsmål. Ligesom præsten på hospice, der inviterer til middag med døden.

Reklamer

Ny bekræftelse på det unikke Ærø

Tags

, , , , ,

En lille trold bliver luftet på morgenfærgen.

Nogen taler om, at færgen er en hindring for Ærøs udvikling og ønsker en bro. Tværtimod. det vil være en katastrofe for det autentiske ø-liv, som såvel turister som tilflyttere komme her for. Man kunne lige så godt argumentere for at færgen er et plus og en garanti for, at alle os der ikke er født her, ønsker at besøge eller bosætte os på øen. Mange af os nyder faktisk den time som et roligt afbræk. Tid til at hilse og snakke med naboer og bekendte eller for os helt fremmede folk. Den sølle time det tager er jo vand ved siden af den tifd pendlere skal bruge i mortorvejskøer til og fra de store byer, når de skal på arbejde.

Når, det skulle det slet ikke handle om. Nej det skulle handle om min oplevelse af, igen at tænke på venlighed, service og et nærværd som findes på Ærø. Jeg skulle til færgen med den tidlige bus. Klapvogn og barn var parat og jeg behøvede slet ikke at bede om hjælp. Fluks, bliver det skuet af såvel cahuffør som en passager, at damen ikke kan klare ombordstigning alene. Og en to, torden er vi bargt ind i bussen med et venligt smil. Og hør så lige hvorledes det foregik på Odense Banegård. Der er meget højt op i et DSB tog med klapvogn og barn. Der er ganske få minutter til at komme ind i toget. Jeg løb i fuld fart hen til en togkontrollør og bad hende hjælpe mig. Det ville hun ikke: “Jeg kan ikke stå her dagen lang og lange folks barnevogne og rolatorer in i toget”. Beklager. Men jeg kan da spørge en passager, hvis du ikke selv kan. Der var ikke nogne at spørge ved den dør, jeg stod ved. Den første der blev spurgt var en gravid kvinde, som måtte melde pas. Så trådte en venlig dame til.

Lidt senere kom kontrolløren for at se billetter. “Du har ikke nogen barnevognsbillet, det skal du have”. Du godeste, det har mormor ikke vidst, man skulle ha`. Jeg blev fortvivlet ved tanken om, at jeg nu fik en bøde på kr. 750. Jeg forklarede, at jeg ikke var vandt til at rejse med klapvogn. Faktisk var det første gang. Hvis ikke toget var sat igang, var jeg blevet bedt om at stå af. Nu kunne jeg tage med til Nyborg og skaffe mig en barnevognsbillet og tage det næste tog. Det viste sig, at en barnevognsbillet er gratis, men man skal altså have den. Sikken en venlighed og service. 100, den slag ville aldrig være forekommet på Ærø. Dumme kælling.

Mange samtaler i bussen

Tags

, , , ,

De syv søstre, hedder de 7 gavle i Vestergade i Ærøskøbing.

Jeg har allerede grus i øjnene, skønt kl. endnu ikke er 21. Men det tror pokker når man vækkes kl. 0.4. Jeg forsøgte ellers at lukke ørnene, tilbyde en sut og have is i maven. Men intet hjalp. han ville op. BASTA!

I morgentidlig skal vi tidlig op, og lur mig om han så ikke sover længe. Nå, pyt! Vi har haft en dejlig dag og han har været fuld af fis og ballade. Har nydt hvert øjeblik også da han ikke ville spise sin aftensmad. Men hvorfor skulle jeg også have det nemmere end hans forældre.

Han var i dag anledning til en god samtale i bussen, idet han filmede med en mand som hjalp os ombord. Det er faktisk ganske interessant, at folk er villige til at snakke, hvis man har lyst til det. Det er ikke som i hovedstadsområdet, at man tror, at folk er døvstumme eller ikke er kontaktbare på grund af alt det de har proppet i ørene. Det har man ikke i bussen på Ærø. Enkelte af de unge måske, men de taler faktisk også sammen, har jeg bemærket.

Fik et dejligt formiddagsbesøg, det trængte jeg til. Og det er så rørende, denne søde nabo, har omsorgsfuldt iværksat undersøgelse og nærmest fundet en bolig til mig. Den vil jeg besigtige engang om en uges tid. Af og til bliver jeg helt flov, af taknemmelighed over den venlighed, jeg er genstand for. Jeg ville ønske, vi kunne praktisere det over hele Danmark. Øen her er virkelig befolket af Venligboer.

Nyhederne har jeg ikke styr på, den del af tilværelsen bliver mindre og mindre betydningsfuld. Tingene får et andet perspektiv her. For hver dag der går undres jeg over, hvor mange spændende iværksættere, som befolker øen. Det er de skøreste og skønneste ting de har gang i. Lige for tiden har en ung kvinde taget initiativ til at bede folk fylde hendes garage med tørkost og ting de kan undvære i deres egen dagligdag og så deler hun det ud til fattige. På den hjemmeside, der hedder Vi hjælper hinanden på Ærø, kan man hver eneste dag læse om hvordan mennesker herovre hjælper hinanden med ting og tjenester: “Kan du tage en pakke med til Svendborg? Eller hvem vil tage det og det med fra apoteket til mig? Er der nogen som har et gammel vindue de vil af med? Er der et par stærke fyre som vil hjælpe mig med at flytte? Jeg er lige kommet til øen, hvilket el-selskab, kan anbefales. Er der nogen som mangler pyntegrønt så hent det gerne i min have.”

 

Voksentid

Tags

, , , ,

Vi klarede næsten 3 timer ved stranden inkl. frem og tilbage.

Så er der dømt Voksentid, som Molly plejer at sige. Og det skal blive rart, at stene lidt i sofaen før jeg falder om i min seng. Den unge sover max 10 timer når det går højt og det vil sige til kl. 0.5 om morgenen og vågner ofte før. Det vil sige der går op til 3-4 timer før der er lys hos naboen og jeg har ikke stor fantasi til, hvad man laver i mørket på den tid af døgnet. Udover Ramasjang. Jeg går til bekendelse og er blevet bruger af det program om morgenen. Så sidder han selv søvndrukken og putter sig hos en i sofaen og glor tv. Det er super hyggeligt, især når jeg husker mig selv på, at her overhovedet ikke foregår noget i de her dage, hvor den lille bandit ikke sætter dagsordenen.

På den anden side, bliver man ikke spor frustreret, for det er af talt med mig selv og så kan jeg rigtig nyde ham. I dag blev det til en lang tur til stranden. Han gik selv og skubbede sin klapvogn en stor del af vejen. Frydede sig med at kaste sten i vandet og spise madpakke på en omvendt robåd. “Det er sjovt”, siger han. Han siger det samme når han laver ulykker.

Siden oktober, har han lært mange nye ord og taler faktisk fint. Utroligt hvad der kan ske på en måned.

I morgen kommer der heldigvis gæster til formiddagskaffe. Det skal blive ganske rart, at snakke voksensnak  efter en uge uden kommunikation. For lidt og for meget er begge dele forkert.

Solen har vist sig hele dagen og på trods af, at det har været ganske koldt, var det lunt at gå og varme sig lidt i strålerne. Klimaet er nok lidt af lave med masser af blomster og frugter på træerne endnu.

Fuglene samler sig herovre. der er ikke tale om sort sol, men næsten. Nogle af de store sværme er her vist nok blot for at spise frokost, inden de tager tilbage til Vadehavsområdet. Store flokke af svarer duver fredeligt ude på havet i nærheden af småøer og holme og ofte kommer en stor rovfugl svævende hen over de irgrønne marker. En due har måttet lade livet i min have. Og edderkopperne får navne og tjekkes hver morgen når vi står op.

Drama fra morgenstunden.

Tags

, , , ,

Rigtig mange gamle Ærø-huse, har sådanne finde mønstre over soklen. De findes i flere former og mange farver. De er lige til at samle på.

Elton og jeg havde en skøn morgenstund, lige indtil jeg skulle smøre madpakke og tage på formiddagstur med ham. Har fået nye knive og de er skarpe og ukoncentreret skar jeg så dybt i to blommer på venstre hånds fingre. Sikken et blodbad, inden jeg så mig om havde jeg druknet alt hvad jeg havde af plastre strips og det løse. Køkkenvasken så ud som om jeg havde slagtet en gris. Måtte over til mine søde naboer, der fandt deres plastre frem og fik bundet det stramt omkring. Ringede til et nummer i avisen hvor der stod vagtlæge og blev vejledt til sygehusets vagthavende. Og det på trods af, at hende jeg havde ringet til ikke var på vagt. Tak. Jeg nåede lige at få Elton moslet i tøjet og i klapvognen så vi kunne nå bussen 9.10. Smart.

På det søde lille sygehus blev jeg lappet sammen og fik fine forbindinger på. Nu kan hverken Elton eller jeg blive vasket. Han er sikkert ligeglad, jeg mindre glad. Ellers går det udmærket med 1½ hånd. Når man springer det meste over.

Buschaufføren var en kernekarl og hjalp mig både ud og ind med klapvognen og ønskede god bedring. Jeg er fuld af beundring for alle dem jeg har mødt. Den hjælpsomhed og venlighed er uovertruffen. Jeg må næsten skrive til deres arbejdsgiver en dag og spørge om de ikke kan få lønforhøjelse.

Drama nummer to begyndte ved sengetid. Her gik det op for mig, at den unge mand havde bidt hul i de to nye sutter han havde fået med. Og når der er hul i dem, gider han ikke sutte på dem. Jøsses! Det var ikke nemt at putte på den konto. Men han var så træt, at han til sidst lagde jeg fortvivlet ned og så lukkede øjnene sig helt af sig selv. Nu håber jeg ikke han vågner i nat og bliver rasende, for de sutter kan jeg altså ikke sy sammen.

For nogen tid siden tog jeg mig sammen og skrev et oplæg til Kommunalbestyrelsen med forslag til at løse nogle boligudfordringer. Det har repræsentanter for Enhedslisten taget rigtig pænt imod. Vi må se om det i en eller anden udgave har sin gang på jorden. Nu synes jeg egentlig det er lidt spændende.

Fordelen ved at stå tidlig op.

Morgenhimmelen, medens jeg venter på bussen.

Noget godt er der ved at skal tidlig ud af køjen. Her får man den fantastiske morgenhimmel lige i ansigtet når man træder ud af døren, eller kigger ud af vinduerne. Nu har vi en aftenhimmel, der har andre farver, men er mindst lige så smuk.

Afsted gik det med bus og færge til Svendborg for at afhente et stk. barn. Nu tager han sig en skraber, på et højest ubelejligt tidspunkt og jeg risikerer, at han ikke vil i seng før månen står højt på himlen. Men hvad gør man. Han skulle lige trøstes fordi han tabte en stol over sin storetå og en to vupti gled øjnene i og en højlydt snorken, gav mig mistanke om, at han ikke var var ved at sunde sig.

Svendborg lignede sig selv og det på trods af, at det er snart 45 år siden, jeg arbejde her. Den samme heste- og helsebutik ligger præcis hvor de lå dengang. Jeg fik ikke indkøbt de småting, jeg faktisk gik rundt efter, men faldt for en unik fødselsdagsgave hos en glaspuster. ÅH! Jeg kunne have købt hele butikken, så skønne alle hendes ting var.

Men så må jeg minde mig selv om, at tiden er inde til ikke mere at investere i ting. Hvad skal jeg med alle de ting og der er ingen der ønsker dem og vil have dem bagefter mig. Et vilkår jeg deler med rigtig mange ældre mennesker og mit nuværende simple liv, har i 2½ måned vist mig, at man kan leve med næsten igenting og det i grunden uden at savne noget som helst.

Elton trådte lige ud af bussen og tog ejendommen i besiddelse igen.

Kom nu op af stolene og ud af døren.

Tags

, , , , ,

Købmandsgården i Ærøskøbing laver lækker og ærlig mad.

Man kan altså ikke gå rundt og være trist over, at der ikke er noget åbent på Ærø om vinteren, hvis man udebliver når der endelig er gode tilbud på banen. Min tro væbner og gode nabo Petrul, gad godt være min ledsager til Købmandsgården i aften til deres 1. af 3 onsdagsåbninger med lækker mad. Nu sidder jeg så her, så mæt, at følelsen nærmest er udstoppet julegås.

Først stod den på torsk i  hummersovs. Hjemmebagt og godt brød. God hvidvin i glassene. SUK! Det er godt at være til. Næste ret var coq o van (staves det mon sådan)? Jeg fandt ikke plads til det hele og nød min makkers færøske snak med tjeneren. Det er godt nok svært at forstå, når det går i gelinde tempo. Men de nød begge, at kunne tale deres hjemstavs mål.

Jeg måtte udsætte desserten, en lille flødebudding med kirsebærsovs. Skønt vi gik en tur i den smukke by – hvor jeg rigtig kunne glo ind i de belyste stuer – det elsker jeg. Følte vi os fortsatte meget mætte. Det er dejlig mad, men det ligger der.

Og rørt mig ud af flækken, har jeg ikke den udstrakte dag. Fra morgenstunden var jeg fast besluttet på at lave årets fotobøger. Det tog 6 timer, hvis de ikke bliver gode, opsiger jeg mit job i den retning. SLUT.

Skal forsøge at stå tidlig op i morgen og tage færgen til Svendborg for at møde lille Elton. Jeg glæder mig til at se ham igen. Håber det er gensidigt og at han ikke er sur over den lange køretur.

Derfor også tidligt i seng. Vi tales ved om Elton giver mormor tid ved computeren.

Hvad har svampe og sorg med hinanden, at gøre?

Tags

, , , ,

Bregning smukke kirke.

Long Litt Woom, norsk kvinde, der ganske uventet mister sin mand, finder gennem en ny interesse for at samle svampe, vej gennem sorgen og bliver meget dygtig til, at indsamle og videreformidle sit store kendskab til svampe.

Som en der selv har vandret i sorgens mørke gange, var det interessant, at genkende følelser og oplevelser i hendes bog, men det skulle vise sig, at det var mindst lige så interessant, at gå i en svampesamlers fodspor. Svampe har ikke rigtig sagt mig noget, men det er lige før jeg fristes til, at forsøge mig med denne sport. Det giver frisk luft og motion, at vandre i skoven. Det skærper sanserne og svampe smager godt. Man må lærer noget svampelatin og blive skarp til at skelne gode spiselige svampe fra de kedelige og måske giftige svampe.

Når man mister sin ægtefælle sker der en alvorlig ændring af ens status og identitet. Man forlader en socialgruppe -parforholdsgruppen – og blive enke eller fraskilt, single og det kan godt tage tid, at finde ind i og falde til i en ny gruppe. Jeg bliver til stadighed mindet om, at der ikke er nogen at komme hjem til eller nogen at gå fra. Tænker af og til på, hvor længe jeg kan ligge syg eller død, før nogen opdager det. Det er ikke ensomhed, men en konstatering af, at livet kan forandres vældig på et øjeblik. Og drømmen om, at have et menneske, jeg kunne leve mit liv færdigt med, vil vist følge mig til det sidste. Det er faktisk en lille sorg, at være alene på sine ældre dage. Det positive er så, at jeg ikke skal miste igen og da det hører til sjældenhederne, at vi dør samtidig, skal jeg måske bare være glad.

Hvad gode bøger dog ikke kan sætte gang i af spændende tanker. Jeg har været inviteret til middag i dag og lært en ny lille landsby, at kende. Mødt den sødeste unge mand i bussen, som skulle hente sit lille barn i dagplejen og fået endnu en lang historie om livet på øen. Så herligt!

Befinder mig nærmest i et limbo

Tags

, , , ,

et meget smukt og særpræget lys over landskabet og himlen i eftermiddag.

Synes jeg svæver i et Ikke- land/tilstand her i eftermiddag. Min gæst tog tidligt afsted med den begrundelse, at jeg begyndte at virke “gæstemæt”. Måske ville han bare tidligt hjem. På den anden side var der noget om snakken. Jeg kan ikke finde ud af om det er sådan generelt eller det handler mere om, at når jeg kommer så tæt på et menneske, som det er, at dele hus og hjem 24-7, så opdager vi ting hos hinanden som ikke er opdaget før.

Jeg opdager, at jeg trækker mig og bliver den tavse dansker. Prøver at finde ud af hvad det er der sker. Det er noget i kommunikationen. Small talk kan jeg ikke og min indignation omkring verdens tilstand , er svær at deale med, hvis jeg ikke har en vision for at skabe forandring. Når snakken nærmer sig brokkeri, fordømmelse, fordomme og overfladiskhed, bliver jeg stille og kan ikke finde ud af det.

Det kan betyde, at vi skal ændre vores forhold til ikke, at være for tæt. Små doseringer af hinandens selskab rækker. Det kan også betyde, at vi skal skilles fordi forskellighederne ikke bringer noget konstruktivt frem. Og det kan betyde, at vi har været der for hinanden en tid og nu er det ikke det rigtige mere. Var der ikke en der engang sagde, hvis du virkelig vil lære din bedste ven at kende, skal du holde ferie med ham eller hende. Og andre der har peget på, at mennesker kommer og går i ens liv. Nogle for at blive der i kort tid, andre for at blive der i lang tid, måske for altid. Og hver gang lærer man noget af det og er taknemmelig for det vi gav hinanden.

Det giver i hvert fald stof til eftertanke om ens egen rummelighed og gæstfrihed. Om der er truffet de rigtige valg, om det er tid til at vælge om eller fra.

Med et stort behov for at blive blæst igennem gik jeg til stranden og sad der længe. Det var mildt, men gråt og horisonten uendelig fjern. Skarverne dykkede og kom op som korkpropper. Bølgerne rullede fredeligt og alligevel kraftig med hvidt foroven. Stenene glinsede og jeg fik samlet en håndfuld af de smukke, der skal males på.

 

 

Hummergilde på Den Gamle Købmandsgård

Tags

, , , , , , ,

Smuk og stemningsfuld opdækning på Den Gamle Købmandsgård.

Det passede så fint med at få en gæst med færgen i tusmørketimen og derfra gå til Den Gamle Købmandsgård på Torvet. Her skulle vi til hummergilde. Maden er lækker og rigelig og det sjove er at tale med mennesker fra nær og fjern, præcis som til fællesspisning i min foretrukne dagligstue, Ansgar Kirke, på Vesterbro, som nu er en slags spise- og aktivitetshus.

Det er en del dyrere at spise på Købmandsgården, men i går aftes levede såvel kvalitet som rigelighed helt op til forventningerne. På gamle juleplatter blev der serveret laks, fint pyntet med små bitte æblestykker og en slags kinaradisse. Dernæst kom der masser af nybagt og hjemmelavet brød på bordet med ravioli og bagte peberfrugter kværket til en smuk rød ditto. En hjemmebrygget og dejlig æblesnaps delt rundt. Også hjemmebrygget. Endelig kom tallerknerne med hummerhaler og hold nu op hvor var de gode. Store og lækre. Fanget i dansk farvand og serveret med en frisk pæresalat. Vi blev meget mætte og måtte takke nej til anden ombæring.

Snakken gik livligt og jeg lærte nye mennesker at kende. F.eks. stammoderen til et driftigt købstadsdynasti med restaurationer, bryllupsbureauer og forretninger. Æbleplantager og whiskyfremstilling. Der er gang i den familie. Hertil kom to B & B damer, et – så vidt jeg kan skønne – hyggeligt og historisk et af slagsen og så et i den dyre ende, med værelser indrettet som i Bo Bedre og romantisk gårdhave. For enden af bordet var der også iværksættere og aktivister med garn og renovering af et gammelt byhus. Den måske mest interessante, var en stille og beskeden tidligere arkitekt, som jeg tror, virkelig kunne noget, jeg ville falde pladask for. Ærø skal være meget  glade for de øboer, som har været ude i verden og som vender tilbage og sætter liv i kludene med et gå på mod og tro på, at hårdt arbejde, flid og kreativitet lønner sig og kan bære igennem. Min fornemmelse af, at Ærø er et på flere måder multietnisk og multikulturelt lille samfund, blev illustreret med disse herlige bordfæller.

Og det stod så i en skærende kontrast til regnvåde og grå Marstal i dag, hvor vi stadig ikke kunne få en kop kaffe midt på lørdag formiddag, medens folk er ude at handle og skal vente på bussen. Det er faktisk helt ufatteligt og understreger “død ø” efter 1. september. Selv toiletterne på havnen er nu aflåst. Jeg spørger bare hvor fan.. skal man tisse, hvis man ikke kan holde sig i de timer det tager, at tage bussen derned og hjem og handle i brugsen. ØV altså.