Føj! En rotte i mit bed.

Ser endnu en pragt villa. Denne gang i Snekkersten.


Bedst som min hjælpesomme svigersøn sad her på hjemmekontoret og igen gjorde mine aktiviteter mulig, kigge vi ud af vinduet og så en meget stor rotte spadsere rundt på græsset. Jeg så også en for nogen tid siden, men fortrængte det og besluttede mig for, at der ikke var nogen. Jeg besluttede, at jeg så syner. Men desværre og de er store. Jeg er parat til at flytte og flygte, men hvorhen? Hvor findes der et rottefrit område?
Jeg hader rotter og mus og er bange for andre små pelsdyr. Et traume som har fulgt mig siden min barndom, hvor vi i den grad havde rotter på loftet. Mus i spisekammeret som badede i mælkefadet eller som min lillesøster puttede i lommen og drillede med, at få naive mig til at stikke hånden i hendes lomme til det kriblende stads. For slet ikke at tale om, når hun samlede de døde muldvarpe op på plænen om morgenen og putte i vores senge, fordi de havde sådan nogle søde små hænder og den fineste pels.
Hvem tror I fortsat løfter dynen og tjekker, før hun hopper i kanen for at slumre ind i drømmeland.
Pludselig er der måske også alligevel gået hul på mit vægprojekt, andre småsten på vejen er blevet ryddet og mit stress er i aftagende. Det føles godt. Ømheden og de blå mærker, som følge af cykelstyrtet opfattes mindre belastende. Måske har jeg igen fat i den lange ende af tilværelsen og kan give mig selv tilladelse til at være en glad pensionist.
Dygtige Molly har endvidere ringet til sin mormor og udtalt, at hun gerne vil med i teater på søndag. Det glæder jeg mig til. Hun syntes også lige Elton skulle snakke med sin mormor. jeg gætter på, at kiggede undrende på den stemme som kom ud af telefonen til ham.
De kære små.

Cykelstyrt og Heibergs Hus

Tags

, , , , ,

På en utrolig grund med sø/å i bunden ligger Heibergs Hus som det første funktionalistiske i DK.


Med sus i skørterne en dejlig august morgen, cyklede jeg glad af sted. jeg skulle have lækker massage. BANG! pludselig blokerede de to cyklister foran mig bremsen og i et fuldstændig automatisk forsøg på at cykle udenom var det mig der først tog asfalten, så kom ham bag mig oveni. Jeg hørte noget knække. Det var håndbremsen på min cykel som sprang som glas. Styret havde boret sig ind i mig ene lår og mit højre knæ kunne slet ikke mærkes.
“Såret” og forvirret ankom jeg lidt senere til min massage, men måtte opgive at ligge stille. Det gjorde for ondt. Det gør det stadig og nu skal jeg til cykelhandleren igen. Jeg burde fra starten havde købt en ny cykel.
Nå! Man skal ikke lade sig slå ud. Et lille hvil og en ispose og videre til dagens mest spændende punkt. Et besøg i I H Heibergs Hus i Virum. Han var den første som bygge et funkis hus i DK, måske i hele Europa. Det er så vidt jeg husker bygget i 1923 og gjort fint i stand af Realdania. Det var virkelig interessant at høre om og se. Jeg kender ikke andre af hans værker, men ved at han var en ivrig debattør og kommunist. Det sidste var ikke fremmende for hans karriere, men de indlagt samfundsovervejelser i hans byggeri er der ikke noget i vejen med. Min mening. Hans interesse for at indrette et køkken så husmoderen løb færrest mulige skridt, meget interessante. Huset er nærmest bragt tilbage til sin oprindelse og forekommer mig temmelig koldt at bo i om vinteren. Dengang var isolering ikke så moderne. Badekarret var sænket ned i gulvet og der var gæstetoilet. Det var stort.
Det er interessant at være medlem af Realdania`s byggeklub. Det kan anbefales hvis man er til historie og arkitektur.

Er vi ligeglade?

Staudebedene i Kongens Have er så smukke på denne årstid.


På en bænk i Kongens Have med tid til at fundere lidt i solens varme stråler, kan jeg ikke lade være med at fundere på en artikel i Information skrevet af Paul Mason i lørdagens avis. Er vi virkelig ligeglade med at en Putin, en Erdogan, en Orban og en Trump udhuler demokratiet og knægter menneskerettighederne. Forstår vi til fulde, at hvis og når menneskerettighederne sættes over styr for nogle, så sker det også for os andre. Spørger vi os selv om “det kan betale sig”, at gøre noget ved det? Har vi ikke forstået eller glemt, at menneskerettigheder og demokrati ikke er noget, vi har købt eller fået af nogle magthavere, men at det er noget vi har kæmpet for og er givet ved fødslen. Har vi glemt at tænke som frie mennesker og stå fast på, at vi ( alle mennesker) er lige og vores ret til at være til er umistelig.
Nogle gange kan jeg ikke lade være at tænke, at Dommedag måske ser helt anderledes ud end nogen havde forestillet sig. Men at menneskedyret i hvert fald selv er ansvarlig for hvornår og hvordan det sker.
Imedens kunne jeg så sidde der og nyde synet af de smukke blomster, nyde at mennesker kunne sidde og ligge som de ville og slappe af på bænkene. Gå en tur i den dejlige have og ønske, at alle have sådan en mulighed. Det blev en dejlig dag hvor jeg nød Kongens København, den friske kølige luft og den varme sol. Fik slået sløjfe på nogle løse ender og endnu engang konstateret, at det ikke er alt det vi når, der stresser os. Det er alt det vi burde nå og som vi ikke når, der giver stress. Endnu en stor sten blev løftet væk fra bekymringsbunken af min hjælpesomme svigersøn.
En frisk hilsen fra sønnen i langt bort i stand og fine billeder af en lille pige på første skoledag og en stor piges første dag i gymnasiet, gjorde glæden stærk og god før sengetid.

En regnfuld august gi`r en god september

Tags

, , , , ,

Kattegat på en skyet dag.


Det er længe, længe siden jeg har vandret på Gilbjergstien. Det gjorde jeg så i dag på denne blandede august søndag. Minderne stod i kø. Mit første møde med den sti, begyndte da jeg var 13-14 år gammel og blev ansat som sommer au pair hos en rig bilforhandler i Randers. Jeg skulle ledsage hans kone og underholde hende i sommerhuset. Gøre rent og lave lidt mad. Det sidste havde de vist ikke forventet at jeg faktisk kunne. Fruen tog mig med rundt til sine damefrokoster, hendes laban af en søn gad jo ikke andet end at læse blade på sit værelse. I weekenden kom herren i sin kæmpebil og skulle opvartes med lækker mad og helst en flaske wisky eller måske to. Plus vin til maden og lidt øl til frokost forstås. Milde moster hvor jeg kedede mig og gik tit tur på netop Gilbjergstien som skilte huset fra skrænten ned til havet. Siden har jeg været der på besøg som voksen i andre sommerhuse og selv lejet et hus der engang med mand og børn. Det var sjovt at gå der igen og huset kunne jeg faktisk kende. Grunden var blevet delt i to og endnu et hus var blevet bygget.
På vejen fandt vi det yndigste gamle træsommerhus. Sådan et rigtigt sommerhus med grund på begge sider af stien. Den skrånende grund ned mod vandet må ikke bebygges, men hold nu op hvor ville der være fint at nyde udsigten og et glas vin. Kaffe og jordbærkage. Jeg kunne se det for mig. Jeg sneg mig ind for at kigge ind af vinduerne. I det samme kom mægleren kørende og var frisk til at vise rundt. Havde jeg haft 5 mill. havde jeg købt den skønne plet på stedet. Her kunne jeg godt lige se mig selv både sommer og vinter. Pejsen kunne bruges og skønt nye købere sikkert vil vælte hele herligheden, kunne jeg ikke forestille mig noget andet hus på stedet.
Eftermiddagen sluttede med kaffe to go og udsigt over havet i havnen. En rigtig dejlig dag.

Grå skyer truer udsigten

Tags

, , , ,

Han er så sød og dejlig.


Hvad sker der her. Min pc lever virkelig sit eget liv. For hver gang jeg åbner den, har den fundet på noget nyt og jeg kan ikke følge med og greje, hvem det er der ændrer på tingenes tilstand. Nu er det ikke længere nemt at lægge mine billeder ind, før gik det som en leg helt af sig selv.
Nogen har sagt, at man skal være nysgerrig og ikke kan ødelægge noget. Sludder man kan få alt mulig til at forsvinde og måske kan man ikke ødelægge noget, men det kan forandre sig og blive helt væk. Jeg glæder mig virkelig til at jeg får hjælp. Listen med spørgsmål står på stribe.
Ellers er der ikke noget at sige. Jeg lever og bekymres og den stigende spiral til anslag mod demokratiet i vores land. Om tiltag som efter min mening øger vold og stigmatisering, som splitter og udsætter grupper og enkeltindivider for had. Jeg læser om udlandet hvor det også rigtig mange steder går den forkerte vej. Indien blot for at tage et enkelt nyt eksempel. Et sted hvor jeg havde håb om, at der var noget positivt at komme efter.
og så siger jeg til mig selv, LEV, vær GLAD og TAKNEMMELIG. Det er jeg også og alligevel er der sådan nogle grå tanker inde bag ved, som skyer der er svære at skubbe væk fra det såkaldte nu og alle de ting som er godt i mit lille liv. igen og igen får jeg en fornemmelse af, at jeg ikke rigtig har fat i den lange ende af tilværelsen og at jeg burde kunne gøre det meget bedre.
Jeg beundrer de mange kreative mennesker, dem der kæmper og tror på en bedre fremtid. Dem der orker at skrive kloge ting, som vi andre kan reflektere over. Hvorfor kan jeg ikke finde ind på den hylde, hvor det giver mening, at gøre et eller andet? Eller rettere noget mere. Jeg bliver så uendelig træt og energi forladt, når jeg synes, at nu skal jeg tage mig sammen.

Stille dage

Tags

Jeg trænger til at rejse snart.


Dagene er helt stille når det yngste barnebarn gæster mit hjem. Jeg forstår slet ikke hvor timerne biver af. Der spises, soves og leges. Trænes lidt og skiftes ble. Og nu sover det lille pus igen, forhåbentlig mange timer. Men det er også dejligt, at være 100% indstillet på nærværd med et lille menneske og prøve at forstå hans tegn og tale. I pauserne får jeg læst om Viggo Kampmann og får indblik i en del af vores fælles historie, som jeg ikke kendte, eller ikke var gammel nok til at huske. Imidlertid er jeg imponeret over mange af de tanker og initiativer han var mand for og fik gennemført. En ægte pioner når det gælder det velfærdssamfund jeg er vokset op i og som er stærkt på retur nu.
Der bliver også tid til at drømme og læse om nye spændende rejser. Jeg fantaserer mig allerede flere steder hen og synes pludselig, at et år er alt for kort. Held i uheld kan man sige. Jeg kan ikke bestille noget som helst og printe en eneste billet eller kvittering, så jeg holder mig i skindet.
På en eller anden måde er der mange ting der driller, det er åbenlyst ikke lige min tid. Håber ikke, det er 7 svære år der nu baner på, efter 7 gode år. Det er vist sådan man plejer at udregne sine op og nedture? Eller man må tage det sure med det sødeog det sidste er der heldigvis en del af, hvis man husker at se det.
Og nu er det tidlig i seng for en mormor, som skal tidlig op. Det gør ikke noget, for der findes intet smukkere og mere formildende end en baby som vågner pludrende og kvidrende til en ny dag.

Det lyder så banalt og enkelt, men…………

Tags

, , , , ,

Hensigten er at lægge op til samtale. De der har magten, behøver ikke at tale særlig meget. De har nemmere og mere effektive virkemidler til rådighed.

I 1977 og 1978 var jeg en af flere berufverbotsager i Danmark. En lille gruppe af os gav os til at tale sammen. Ikke for at genoptage gamle sager og glemte hændelser. Men fordi ytringsfriheden havde trange kår, det er kun blevet værre siden. Vi var enige om, at det er af afgørende betydning, at gå til kamp mod alle anslag af ytringsfriheden. Jeg husker vi i vore drøftelser også snakkede om, om det rigtige og rimelige i at et nazistparti/forening skulle have lov at ytre sig. Det var så nemt at sige, at det skulle det ikke, men så alligevel hvor går grænserne. Thi i et sandt og sundt demokrati er det utænkeligt uden en absolut ytringsfrihed.
I flere år har man “griset”, med begrebet ytringsfrihed og nogen må og andre må ikke sige hvad de vil. Der har i tidens løb været flere angreb på grundloven og senest i dag, løbes der nu stormløb på forsamlingsfriheden – hedder det vist. Vores grundlovssikrede rettigheder til at mødes med hvem vi ønsker.
Det er så nemt og populistisk og lyder så enkelt, at forbyde en eller flere grupper at forsamles, gå i bestemt tøj eller have en særlig religion.
Vi skulle være stolte og glade for vores Grundlov, vores ret til at værre lige og frie og turde have de meninger og holdninger som vi hver især har.
Der er efter min mening masser af midler hvis der sker misbrug af  disse fælles rettigheder. Og har vi et demokratisk ligeværd og en velfungerende retsstat, kan vi sammen takle de kriminelle handlinger, der eventuelt udøves.
Desværre puster politikerne og pressen til ilden med risiko for at øge lovløshed og gribe til lette løsninger. De Skræmmer almindelige mennesker, læs alle unge mænd, beboerne i hele kvarterer. Frem for at samle splitter de, frem for samtale øges vold og kriminalitet.
Og hvor går grænserne? hvem er det der næste gang ikke må samles? Hvem er de som ikke må ytre sig?
Mit store ønske er at denne glidebane ikke fortsættes.

Giv Det Videre

Tags

, , , ,

Blåt vejr. Synes vinden allerede er lidt kølig septemberagtig. Kan det mon passe at sommeren er forbi?


Jeg har længe været i det hjørne, hvor jeg har lyst til at rydde op, rydde ud og blive noget af fordums historie kvit. Og så alligevel. Det jeg skal have ryddet ud i, skal ikke i skraldespanden og i glemmebogen. Det skal bare ikke fysisk bo hos mig. Ikke fordi jeg har noget imod personligt at gå i glemmebogen, jeg har bare ikke lyst til at den historie jeg indgår i forsvinder. Historien om fattigfolks børn, skal der også være plads til. Det er nemt nok at finde slægtstavler og historier om adelige, berømtheder, videnskabsmænd og enkelte koner. Men folket, de der gravede grunden ud til godset. Dem der fik slidt ryggen i stykker af at slæbe tømmer, kornsække og høste. Konerne med de barkede og røde forslidte hænder af vasketøj, rengøring, slagtning, syltning og meget mere. De store børn som blev sendt hjemmefra som 12. årige for at tjene udenfor hjemmet. De skulle sove i karlekammeret med is på dynen og det der var værre. De små tjenestepige, der på mange måder led overlast og grusomme skæbner. Dem er der ikke skrevet så meget om. Min samtidshistorie er ikke helt så grum og alligevel ufattelig for de fleste nulevende.
Nu forstår jeg, at der er oprettet en hjemmeside, der hedder Giv Det Videre. Jeg har ikke selv prøvet den. Men angiveligt kan man på den side skrive sine små kapitler og stoppe når det bliver for følelsesladet – sådan har jeg det af og til – og så genoptage tråden på et senere tidspunkt. Det er rigtig smart. Måske rydder det også lidt op i hjernekisten selv at skrive. det viser sig da gang på gang, at skriveri er en god terapi.

Tango i byen

Tags

, , , ,

Sender kærlige afskedstanker til min søn og svigerdatter og tænker vi trods alt kommer til at kigge på den samme måne det næste halve år.


Smægtende tango toner og dans fulgte mig fra Skuespilhusets terrasse, da jeg vandrede hjem efter en smuk og stemningsfuld Paradekoncert.
Himlen var smuk og skyerne pyntede dekorativt ovenover os, medens vi sad der under åben himmel og nød det flotte operaprogram, som afslutning på en fejende, flot festival.
Jeg er nu vild med Wagners Ouverture fra Rienzi. Den skal jeg høre igen og måske igen, igen. Og ellers blev vore øregange forkælet med Verdi, Leoncavallo, Gounod, Offenbach, Rossini, Puccini, Strauss og endnu flere. De unge sangere er lovende, meget dygtige og den unge dirigent intet mindre en glimrende. Alt var så såre dejligt og jeg kunne mærke hvorledes, jeg rent fysisk fandt mere og mere ro og fred indeni. Det var svært at løsrive sig igen. Byen summede og trods det, at mange restaurationer og cafeer var lukkede, hvilket forundrede mig, var der liv overalt.
Alt min stress over printer som fortsat ikke dur efter en tur på værksted. En pc som gør knuder og mange flere smådrillerier, føles det alt sammen mindre belastende efter sådan en dejlig aften. I morgen er der en ny dag, måske den vil bringe løsninger.
Der blev også tid til at se nye lejligheder. Hvor Herre Bevares – jeg blev skuffet og til de priser. NIX! Det er virkelig ikke sjovt at være boligsøgende i København. Det er uhørt høje priser, bitte små rum og skrabet i alle ender og kanter. Miljøet udenom ser lovende ud, det er bare ikke nok. Der laves alt for meget skidt i disse år. Det er synd og skam. Og jeg er ikke tilfreds med mit Pensionsselskabs måde, at behandle medlemmerne på i den henseende.

Når enden er god, er alting godt.

Tags

, , , ,

Det lykkedes mig igen at blive væk på vej til fødselsdag.


For anden gang på kort tid lykkedes det mig, at fare vild i min søgning efter kolonihavehuset hvor der i morges skulle fejres fødselsdag. Både søn og svigersøn måtte ud og lede efter mig og heldigvis for mig blev jeg fundet og nåede jeg frem til en overordentlig hyggeligt morgenbord med sol i haven og tørvejr på cykelstien.
Der blev fejret fødselsdag, navnedag og for sidste gang sagt farvel til søn og svigerdatter, som nu drager på en dannelsesrejse i mellem- og Sydamerika det næste halve år. Det bliver vildt spændende, ikke mindst os der skal følge lidt med på sidelinien og høre nyt fra over there.
Senere på dagen ankom jeg til en 70 års fødselsdag i en smuk gammel have og også her artede vejret sig. En mega byge sendte gæsterne i løb fra parkeringspladsen og ind i teltet og så vupti kom solen frem og blev der resten af dagen. De varme tæpper og regntøjet kom ikke i brug og hjemme igen, kan jeg kigge ud på et solbeskinnet rønnebærtræ, der luer med knaldrøde bær. Ved siden af endnu et træ, men her er bærerne orange. Små børn tumler rundt og har det dejligt på græsset og forældrene kan nyde aftensmaden i fred og fordragelighed. Det er nu de 70.års fødselsdage hober sig op. Vi er mange der rykker ind i et nyt årti. Lidt underligt at tænke på. Dejligt til gengæld at dem jeg kender fortsat er nysgerrige på livet. Fyldt med interesse for hvad der rør sig fagligt, socialt og samfundsmæssigt. Det er mennesker som endnu vil udvikle sig, lære nyt og udveksle erfaringer. Det er livsbekræftende og dejligt.
Træt af den gode mad og vin kan jeg lægge mig på sofaen og læse avisen forfra og bagfra. Det er så fornøjeligt. Måske blunder jeg lidt ind imellem.