Afsked med Det Lille Hus i Puebloen

Tags

, , ,

Festlig fødselsdag.

Festlig fødselsdag.


Et lille kapitel er slut og der måtte tages afsked med Det Lille Hus i puebloen. Det har været rigtig, rigtig dejligt at bo der og det har været givende på opdagelsesfronten, dejligt at være sammen med den lille familie og nu at kunne kalde sig “forfatter” eller skribent i et offentlig medie. Helt uventet drejning.
Nu er alt pakket og eftermiddagen blev brugt til at fejre Mollys fire års fødselsdag med en lille veninde – en næsten tvilling. To alen ud af et stykke, som ikke kan undvære hinanden og som kan skændes så det flyver om ørene på en. Imidlertid var den lille Molly ikke på toppen, men hvid som et lagen og feberhed. ØV! Det bliver en lang og træls weekend, hvis ikke helbredet arter sig i de kommende dage.
Nu har jeg det selv sådan, at jeg godt gad have en tryllepind som betød at jeg kunne springe flyveturen over. Den gider jeg faktisk slet ikke. Pludselig føles det næsten uoverstigeligt at skulle rejse i timevis inden jeg kan sætte nøglen i døren og træde ind i egen entre`. Det er underligt lige som i gamle dage, hvor man kunne arbejde og arbejde, men den sidste uge før en ferie føltes meget lang og man fattede ikke, at man havde kunnet holde det hele ud så længe. Og havde ferien været en måned senere, ville man ikke have haft det sådan før en måned senere.

Mandeltræernes Paradis

Mandelblomster i fuldt flor i den lille og højtbeliggende landsby Comares i bjergområder Axarqui.

Mandelblomster i fuldt flor i den lille og højtbeliggende landsby Comares i bjergområder Axarqui.


I de tidlige morgentimer gik det afsted til Fuengirola for at finde bussen, der skulle køre os alle til Mandeltræernes Paradis oppe i bjergområdet Axarquia. Jeg tror desværre det står sløjt til med antal af mandeltræer. Men dem der var stod med florlet lyserød eller helt hvid krone. Det er et frodigt område at kigge på med masser af oliventræer og avokadoplantager. Engang har man dyrket masser af korn og vin. Kornmarker var der næsten ingen af og vinen fik vist nok lus og døde. Der mangler vand tror jeg.
Men området er fantastisk flot og i 700 meters højde ligger den lille landsby Comares.
En rigtig uberørt hvid by med de gamle mauriske hvælvinger og et gammel forsvarsanlæg på toppen. Også romerne har efterladt minder. Nu er der 1500 indbyggere tilbage. Ofte gamle folk, de unge forlader landsbyerne – hvad skal de lave der? De gamle koner sælger mandler, grøntsager og masser af herlige avokadoer fra dagligstuen.
Men man skal ikke have hang til højdeskræk når man kører i bus op af hårnålesvingene til den lille by. Der lød adskillige gisp ind imellem og da bussen blev nødsaget til at vende fordi vi kørte fejl, havde jeg det heller ikke så godt.
Vi besøgte og en kirkegård på vejen op i Casabermeja. Her ligger folk begravet ovenpå joden i hvide tøndelignede kamre smukt arrangeret med en plade for døren og en sidste hilsen. Der er næsten festligt med de mange farverige plastikblomster, fotos, kors og andre fine udsmykninger. Vil man begraves her, skal man være heldig og bestille plads i god tid. Rygterne siger, at der kun er 7 ledige gravesteder tilbage. Prisen var lidt pebret efter min mening, men jeg skal nu heller ikke hvile mig der.
På en udmærket landevejskro/hotel spiste vi middag med udsigt over bjergene og fik et glas Malagavin i kælderen hvor den fremstilles. En slags sherry efter min mening. Hold jer fra den søde af slagsen.
Tilbage i Fuengirola nåede jeg lige præcis hen til La Casa Cultura for at nyde et tango show fra Buenos Aires. Det var meget, meget fin musik leveret af to dygtige violinister og parret der dansede var rigtig skønne at betragte. Ikke show, show agtige, men dygtige dansere hvor jeg kunne genkende og følge trinnene. Naturligvis var der af og til en slags balletagtig ting puttet ind imellem og tøjet var smukt, men kunne sagtens kopieres og bruges til Milonga på Christianshavn, hvis jeg ville være lidt fin. Og det vil jeg jo

De sidste dage fuldt besat.

Tags

, , , , ,

I morgen aften skal jeg opleve tango i Fuengiola. Meget spændende hvad det byder på.

I morgen aften skal jeg opleve tango i Fuengiola. Meget spændende hvad det byder på.


Ikke spor søvnig vågnede jeg som sædvanlig med lyset kl. 8.30. Det til trods for at jeg læste til kl. to i nat. Måtte lige have det sidste med af bogen som Rusdy Rashid skrev for snart mange år siden sammen med sin mand og journalist hr. Højbjerg. Gad vide hvad der er blevet af de to? Jeg mærker lyset er taget til. det er endnu ikke blevet mørkt og klokken er allerede snart 19.00 – jo det går på en måde mod lysere tider. På andre måder vist ikke.
Der skulle vaskes tøj og gøres rent på 1. salen inden huset skal inspiceres fredag morgen. Og i morgen er jeg ikke hjemme, men på Mandeltræstur og senere til Tango underholdning. Og
der blev også plads til en dejlig tapas-frokost med min datter. Min livskloge og dejlige pige. Til slut måtte vi stoppe, timerne var gået og mand og barn skulle også have deres portion or og kone tildelt, inden guldklumpen skal i seng.
Jeg påtog mig at finde en container til brugt tøj og fik således en længere bytur ud af det. Blot for endelig at finde den formastelige container næsten bag huset. På det tidspunkt havde jeg givet op og stillet posen fra mig ved en skraldespand. Tilbage efter tøj og sko og håbe på, at nogle af de fattige og underernærede børn hernede får glæde af sagerne.
Sidste nyt er at 10% af alle cigaretter som sælges i Spanien er fremstillet af illegale bander, som ansætter mennesker til fremstillingen under slavelignende forhold. Maskinerne til fremstillingen er indført til landet fra Polen og Hviderusland under dække af at være landbrugsmaskiner, hvor identitetsnumrene er fjernet. Efter Myndighedernes vurdering anslås salget af illegale cigaretter at løbe op i tusinder af pakker om dagen. Foreløbig har man beslag lagt otte fabrikker. Og to kinesiske mafiaer i Malaga er i krig. De sætter hinandens butikker i brand og skyder på hinanden. Der er rigtig mange af den slags kineserbutikker i denne her provins. De sælger ALT og har åbent døgnet rundt.
Jo det går lystigt for sig og turisterne strømmer til. Året 2015 har så vidt jeg kan forstå været rekordår med 10,6 millioner. Mange af turisterne er naturligvis golffolket. Aldrig har jeg været i et land med så mange golfbaner, tandklinikker, veterinærklinikker og damfrisører. Når man altså ser bort fra barer, cafeèr, restaurationer og vel sagtens hotelsengepladser.

Arbejdsmarkedet er sygt og mine tanker roterer.

Tags

, , , , , , , ,

Den fine lille appelsinpark, hvor resterne af møllehuset endnu står og aftrykket af en sprudlende kilde, bæk eller å engang han løbet så fint og klart og sørget for arbejde til mølleren og hans folk.

Den fine lille appelsinpark, hvor resterne af møllehuset endnu står og aftrykket af en sprudlende kilde, bæk eller å engang han løbet så fint og klart og sørget for arbejde til mølleren og hans folk.


Mange modsatrettede følelser hvirvler rundt i mig. Dels skabt af den bog jeg lige nu “æder”, dels af oplysninger og forståelse for hvor sygt et samfund Spanien/Andalusien også er. Dels fordi jeg skal rejse, hvad jeg gerne vil og ikke vil. Dels fordi jeg føler mig alene og på den anden side ikke kan forestille mig at være andet. Det tumler rundt på 1. etage og på den anden side, føler jeg ro og fred.
Arbejdsløsheden hernede blandt de unge er 46,5% Det skyldes i høj grad den arbejdsmarkedsmodel, man har her med masevis af midlertidige kontakter. De fast jobs tilfalder ikke de unge. Det betyder at de unge må takke ja til underkvalificerede jobs, dårlig løn og ingen fremtidsmuligheder. Mange af de unge drager derfor til udlandet og man kan kun gætte på hvad det vil betyde for fremtiden, hvis Spanien tømmes for de veluddannede unge. Der laves masser af ulønnede praktikaftaler – kort og godt gratis arbejde, som de unge håber fører til et job. Vil de nye partier kunne ændre på det, hvis de kommer til magten eller vil vi om 30 år fortsat de disse mennesker i arbejdsløshedskøen?
Hertil kommer at det er et meget ungt og usikkert demokrati, vi lever i her. De fleste mennesker her har endnu ar på sjælen og nogle på kroppen af tiden under Franco. Familiemedlemmer der er forsvundet eller dræbt. Naboer man ikke kunne stole på. Børn der forsvandt. Kender I historien om “børnebådene”. Da man i slutningen af borgerkrigen så hvor det bar hen kastede, man sine små børn ombord i både – vist nok sendt af russerne for at redde deres liv. Hvor endte de? Hvad med de babyer som forsvandt i landet? Og meget mere.
De udlændige som har bosat sig her på Sol Kysten er også mærkelige skæbner. I morges da jeg ventede på bussen – som aldrig kom – sad jeg på bænken med en englænder som lignede noget mellem en sølle, fattig pensionist og en drukkenbolt. Han var begge dele. Hans vandblå øjne roterede rundt i sprit, medens han fortalte, at han havde siddet på bænken siden kl. 04.00 i morges ude af stand til at stå på benene. Det eneste positive var at solen bagte på hans ryg og gjorde godt for den gigtsvage krop. Det skal jeg love for, mit tøj var alt for varmt og jeg måtte gå hjem i en kold stue for at holde det ud, for sommertøj har jeg ikke med og kunne dermed ikke færdes udendørs før efter kl. 15.00.
Hvad skal jeg mene, tænke og gøre?

Dagen går på held og opholdet ligeså.

Tags

, , , ,

Man kan naturligvis ikke gå i byen uden make up. At læbestiften bagefter sidder i hele hovedet og øjenskyggen i panden har mindre betydning.

Man kan naturligvis ikke gå i byen uden make up. At læbestiften bagefter sidder i hele hovedet og øjenskyggen i panden har mindre betydning.


Nu er der så småt gang i nedpakningen. Først og fremmest af min “af-og til” lille logerende. Det fylder mere end først antaget og det første flyttelæs er klar til at blive fragtet til hjemmeboligen. Dernæst er der flere afgange over parken til continerne med dyner og sengetøj, som skal afleveres og vaskes. Jeg begynder at have et lille overblik, hvilket der er brug for. De næste dage fyldes med vandretur – den sidste – og en tur ud i det blå for at se mandeltræerne som blomstrer. Efter sigende allerede på det sidste. Håber og ønsker jeg får set en hvid skov af fnuglette blomsterne træer mod en lavendelblå himmel. Dernæst er der tango på programmet og ikke mindst en meget vigtig 4. års fødselsdags.
I takt med at dagene rinder ud og der skal tages afsked med Det Lille Hus i Puebloen, mærker jeg blandede følelser. Glæden ved at skulle gense de hjemlige græsgange, familien og vennerne og en slags bedrøvelse over at rejse fra dem jeg elsker så højt hernede. Man får virkelig et ben i hver lejer ved at leve delvis udenlands.
Vejret har været dejligt og varmt igen. De nye gæster ligger ved poolen og branker de tykke maver, eller laver træning på græsset. Jeg nåede en tur i træningscentret, men var ikke særlig god på løbebåndet og stønnede efter det første kvarter. I virkeligheden er jeg meget dårlig til at få pulsen helt op og ringe. Det er sølle er det.
Så vidt jeg ved skal man gange sin alder med 0,7 og trække det tal fra 208, hvorved ens max. puls findes. Selv om jeg regner og regner, skal jeg altså kunne komme op på 161 – den var ikke over 134. Og jeg syntes det var hårdt. Hvordan skal det dog gå? Det går straks bedre når jeg ligger på ryggen med en bog på maven, helst en der fængsler mig i nogle timer. Den øvelse vil jeg foretage mig nu.

Op i 900 meters højde på under to timer

Tags

, , , , , , , ,

Vandrerturen sluttede på en hyggelig bar med tapas og koldt øl i Mijas Pueblo

Vandrerturen sluttede på en hyggelig bar med tapas og koldt øl i Mijas Pueblo


For at sige det lige ud. Jeg er træt. Mine knæ kan mærkes. Mine kinder brænder og jeg fryser lidt og har lyst til at gå i seng. Men kl. er kun 18.00 og det hjælper når jeg har fået noget mad.
Turen i Sierra Mijas gav mig så lidt mere viden om forholdene i dag, idet Pia kunne berette, at antennerne som står på den højeste top befinder sig i godt og vel 900 meters højde. Går man op fra Mijas, som vi gjorde i dag, stiger vi ca. 500 højdemeter, idet byen ligger 400 meter over havet. Da Benalmadena ligger betydeligt længere nede, vil det sige, at de første ture jeg lavede var i en stigning på omkring 700m. Slet ikke så dårligt.
Men tempoet var utrolig højt i dag og der blev ikke fortalt om planter, landskaber eller noget som helst. Der blev knap tid til et kig ud over landskabet fordi man var nødsaget til konstant at fokuserer og koncentrere sig om hvor fødderne blev sat. En anstrengende og ikke nær så god tur, som de øvrige jeg har oplevet. Dog ville jeg ikke være dagens oplevelser foruden.
Endelig nede igen sluttede troperne på en hyggelig bar med skøn tapas og iskoldt øl. Det er længe siden jeg har nydt sådan en øl og jeg blev helt svimmel af at lade den rulle indenbords. Med de sidste kræfter i behold fandt jeg en bus hjem og fik en opkvikkende kop kaffe på torvet, hvor alle de lokale sad og nød en sen søndagsmiddag. Det virker som om, at det er der nogen tradition for – at gå ud og spise søndagsmiddag med familien. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er de fastboende englændere eller det også er de lokale spaniere der gør det. Hen på eftermiddagen dukker de fastboende i hvert fald op og beder om en kop kaffe med en brandy. Det er et ordentligt glas de får sig og nogle lader kaffen stå. Der er rabat på et sæt og der er ingen tvivl om, hvad der er det vigtigste.
Et dejligt langt karbad har blødt musklerne op og havde jeg haft andet end spansk tv, vidste jeg godt, hvad jeg ville lave nu. I stedet bliver der ædt en bog mere og det er heller ikke så skidt at slutte en søndag med det.

Doc Houlind i lyn og torden

Tags

, , , ,

Doc Houlind og hans jazzmænd.

Doc Houlind og hans jazzmænd.


Vi deltog i en aldeles festlig jazz aften i går med Søren Doc Houlind og hans dygtige musikere. Han har været kendt for sit arbejde med trommerne hos Papa Bue & His Viking Jazzband. Nu spiller han trompet, som havde han aldrig lavet andet. Ind imellem synger han med sin hæse mørke stemme, der lyder som om den har kostet dyrt i øl og smøger. Imidlertid var det Jesper Capion Larsen, der løb af med vores hjerte og hele begejstring for sit fantastisk klarinetspil. Men også Lis krøyer måtte vi beundre for det skønne traktement på klaveret. Når man altså kunne høre hende for de velspillende jazzmænd. Alle var dygtige og oppe på mærkerne.
Vi fik tre sæt og spiste ind indimellem en dejlig middag med vin ad libitum. Nogen fik mere inden for vesten end andre, men alle så ud til at more sig og stemningen var helt i top. Så glade blev vi, at der blev plads til en sving om og det så ud til at bestyrelsesformanden nød de glade gæster og nu ser frem til et andet spændende arrangement.
Da ballet var forbi måtte vi køre hjem i torden og lynild. Det vil sige torden hører man ikke så meget, men lynene blitzede rundt om ørene på os og regnen faldt i tove. De mange biler iført sommerdæk, skal være forsigtige i det vejr. Vandet kan ikke komme hurtig nok væk og vejbanerne sejler.
Dagen i dag har stået i vandringens tegn og mormor sidder nu med ømme poter efter sine ca. 17 km. Meget stolt over Molly som med indlagte pauser klarede hele 7 km op og ned af bjerget. Den ene pause var nede ved stranden hvor vi i 27 grader spiste en grill stegt Dorado og senere i Aroyoèn fortærede en is og en kop kaffe. Hun var sej og fræk. En slags pay back fordi hun havde barnepige på i går? Hun ved det ikke selv og vi voksne gætter.
Nu skal jeg i seng og hvile ud til morgendagens vandring i Sierre Mijas med vandregruppe.

Det yndigste træ, jeg længe har oplevet.

Tags

, , , , ,

Stor blev min forbavselse, da jeg under kronen på et træ opdagede de smukkeste lyserøde blomster.  Hvad er det mon for et træ?

Stor blev min forbavselse, da jeg under kronen på et træ opdagede de smukkeste lyserøde blomster. Hvad er det mon for et træ?


Helt billigt er det ikke at køre med bus og tog retur herfra og til Fuengirola og jeg har meget kig på et kort, som jeg kan se spanierne og nogle af de fastboende bruger. Det må jeg finde ud af. Er det et pensionistkort? Er det en slags rabatkort og hvor får man det, hvis det kan udstedes til sådan nogen som mig. I denne omgang er det naturligvis for sent, næsen begynder at vende hjemad, men senere.
Afsted skulle jeg til Fuengirola, for jeg havde lovet at finde en fødselsdagsgave til Molly og desuden ville jeg sikre mig en billet til næste uges Tango show. Det sidste lykkedes uden problemer i kulturhuset ikke langt fra stationen.
Besluttede derfor at spadsere til det store shoppingcenter El Cortes Ingleses – tror jeg nok det hedder. Det svarer lidt til Magasin eller Illum og ligger på grænsen mellem Fuengirola og Mijas. De to kommuner som fletter sig lidt ind i hinanden og som er i evig konkurrence. Ikke mindst på grund af at Fuengirola i gammel tid krævede sin selvstændighed. Det er ikke helt tilgivet, så vidt jeg forstår.
Havde ikke noget kort som gik så langt, men en retning og var jeg ikke gået den forkerte vej, havde det ikke været nogen sag. Men alle veje fører til Rom og jeg fandt frem. Fik den fine gave og drak en kop kaffe i et gammel hus, som lignede noget af et Møllehus eller en gammel hestestation. Jeg kunne ikke tyde hvad det var, men der stod noget om Flamenco og inde i huset hang der billeder af kendte personer?
Ingen tvivl om at Mijas og Flamenco hører sammen, jeg kender blot ikke historien eller baggrunden.
Pludselig stod jeg under et træ med en meget smuk grøn krone og forbavset kiggede jeg op under træet og fandt at her myldrede det med de smukkeste lyserød blomster. Store som tennisbolde og aldeles bedårende, som skørterne tilhørende en fjerlet fe. Udvendig på kronen sås intet. Under træet stod et skilt, men jeg var desværre ude af stand til at tyde skriften. Hvem mon kan fortælle hvad den yndighed er for en størrelse.
som skørterne på en let og yndig fe, hang blomsterne ned far den indvendige side af kronen på dette træ.

som skørterne på en let og yndig fe, hang blomsterne ned far den indvendige side af kronen på dette træ.

Bil-Bil og Anna Stebakova

Tags

, , , , ,

Bil-Bil et meget smukt kulturhus med udsigt over vandet gennem en filigran af vinduer og indvendige vægge af blå kakler.

Bil-Bil et meget smukt kulturhus med udsigt over vandet gennem en filigran af vinduer og indvendige vægge af blå kakler.


På mange måder minder Benalmadena om Brønby. Begge kommuner består af tre vigtige byer eller bydele. Brøndby øster, Brøndby vester og Brøndby Strand. I Benalmadena har vi Benalmadena Pueblo, Benalmadena Costa og Arroyo de la Miel (honningbækken) og dermed er der i begge byer med svagt indbyrdes transportnet brug for 3 biblioteker og flere kulturhuse og festpladser.
I dag spadserede jeg ned af bjerget ca. 5 km til kulturhuset på stranden Bil-Bil. Oprindelig bygget som en privat familiebolig i 1930 til en spansk/fransk familie. Indvendig åbner sig et lille mini Alhambra, idet arkitekten fra meget begejstret for arabisk og mudejar stil. I 1937 måtte familien forlade landet og en amerikansk familie købte stedet og brugte det som deres bolig i mere end 30 år. På grund af sin beliggenhed helt nede på stranden blev det stærkt medtaget og efter den sidste ejer en belgier besluttede kommunen at overtage huset og sætte det i stand. Det var dejligt. Det er umådelig smukt udvendig og indvendig og her holdes en del koncerter og ophænges billeder af lokale kunstnere.
I dag var der fernisering på Anna Stebakova´s batikbilleder. Alle malerierne er fra lokale områder og var let genkendelig. Ikke ovenud fantastiske, men udmærkede og hun var en tilsyneladende sød og beskeden russerinde.
Anna var i færd med at hænge billeder op da jeg ankom. Hun var sød og smilende, men kunne ikke engelsk og jeg ikke spansk nok til at vi kunne føre en samtale.

Anna var i færd med at hænge billeder op da jeg ankom. Hun var sød og smilende, men kunne ikke engelsk og jeg ikke spansk nok til at vi kunne føre en samtale.


Vejret var smukt og klar da jeg drog afsted og folk promenerede livligt langs stranden. Senere blev det gråt og køligt og mine nyseture ville ingen ende tage. det er fordi de lommetørklæder jeg har købt er tæske fyldt med en slags ækel parafume. Nok til nærmest at udløse en allergisk reaktion. ARH!
Ved hjemkomsten erfarede jeg, at min 2. artikel er på gaden. Det er herligt og jeg glæder mig til at få den i hænderne.
Endelig kunne jeg i avisen læse, at jordskælvet faktisk har krævet mindst 1 dødsofre i den lille spanske by Melilla på den anden side af Middelhavet og så vidt jeg forstår 26 skadede. Faktisk var der ikke et, men to jordskælv og beboerne i Murcia blev rigtig bange. Her havde man ikke glemt hvad der sket i 2011 hvor et jodskælv krævede 9 døde og store ødelæggelser.
Fik efter min datters anvisning sat penge ind på telefonen og fundet en bus hjem til bjerget. Enhver ny landvinding føles som en fjer i hatten og et skridt nærmere min integration.

Jeg læser og læser og bliver væk

Tags

, , , , , , ,

Formiddag - et billede på min tilstand en blanding af en drøm, en fiktion og en tåget virkelighed.

Formiddag – et billede på min tilstand en blanding af en drøm, en fiktion og en tåget virkelighed.


Jeg læser og læser forsvinder i bogen, bliver et med personerne. Hjertet hamrer, bliver ængstelig – kaster de nu deres chance fra sig? lykkes deres projekter? Lykkes det at bevare balancen og ligeværdigheden? Tager den ene magten uden at forstå, at den man regerer over vil forandre sig. Får de slidt de kanter af som er helt nødvendige for at slå de gnister, der giver liv. Fatter de, at blødgør de knoglerne er der fare for, at dræbe spontaniteten og den lovløse glød. Så dræber de det de elsker. Jeg har ikke tid til at spise. Træningen springer jeg over. Videre, videre med angst og bæven. Ender det godt? Giv det lov til at ende godt for en gangs skyld. Jeg ved godt, at det er lettere at lade noget dø for at løse problemet, lade en person dø fordi, man ikke kan se sig ud af forholdet. Kære søde forfatter sådan må det ikke ende denne gang.
Den ene bog tager den næste og jeg forsvinder på ny i en anden verden. En verden som er svær at løsrive sig fra. Mister energi og må tage en pause til det de næste timers intense leven sig ind i et liv som ikke er mit, men som jeg genkender i glimt, identificerer mig med, ønsker og ikke ønsker.
Det er længe siden, jeg i den grad er forsvundet i bøgernes verden.
Løsrev mig i går og delte en eftermiddag og en aften med min kloge datter og mit lille barnebarn. Taknemmelig for, at de gider mig. Men først tog jeg toget til Fuengirola hvor mit hjerte slog et ekstra slag, da jeg opdagede, at der kommer argentinsk tango til byen.
Jeg bryder mig ikke rigtig om show dans. men musikken og dansen er måske blot en anelse ægte.

Jeg bryder mig ikke rigtig om show dans. men musikken og dansen er måske blot en anelse ægte.


Åh! Hvor ville det være dejligt, tillidsfuldt, omsluttet omsorgsfuldt at kunne hengive sig til dansen. At opføre sig som Pinconio- Pinocina, dreje, vende, mærke tætheden, sætte fødderne rigtigt når der blev trukket i snorene uden tanker, kun leve sig ind i dansen, forsvinde og blive til en tone.
Drømme er det materiale, der skaber grobund for håb og ny energi.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 350, der følger denne blog