Tags

Jeg har ikke blåt blod i årene, men blå knogler – sådan føltes det ihvertfald undervejs i Marokkos øde bjerge, når jeg lå i mit lille telt og skulle sove i -5 til -8 grader i en sovepose som var alt for tynd i alt for lidt tøj.
Når det er sagt var det en fantastisk rejse i et landskab, man kun kan opleve til fods, her er ingen veje. Jeg har været tilbage i en tid, som jeg næppe troede endnu eksisterede så tæt på mit egen verden.
Bjergene, gammel havbund, lå om morgenen, når lyset kom, badet i forskellige skygger. Så kom solen langsomt og farvede det hele gyldent. Der var is på det vandfad i vaskede hænder og øjne i om morgenen. Ellers blev vi overhovedet ikke vaskede. Jeg gik og sov i det samme tøj i 9 dage og jeg kan ikke beskrive, hvor skønt det var t få mit første brusebad i Markech i forgårs aftes. Håret blev vasket selvom vandet efter danske forhold var koldt og jeg blev som ny. Hvor vi dog burde være taknemmelig for rent vand. Og hvor vi dog burde passe godt på det vand, vi har.
Nu er jeg atter hjemme og har fået et langt brusebad og en lækker middag. En af dagene vil jeg bede Sara hjælpe mig med at lægge billeder ind, så det bliver lettere at fortælle om en sej tur. Den koldeste jeg endnu har været på.
For mit indre øje ser jeg endnu de golde bjerge, de små sorte prikker som var gedeflokke, vi af og til stødte på. En vild hund og en hyrde på en bjergtop, stødte vi også på. Stendiger der skulle beskytte normaderne når de gjorde holdt dukkede øde og forladte op.
De fantastiske farver i keramikken i Markech. Tørklæder og tæpper vævet i vidunderlige farver af naturens egne planter.
Jeg undres over at være så heldig, at være født her hvor jeg er. Hvor har vi meget at være taknemmelig for og hvor vi dog burde være mere venligsindede mod dem der lever så fattigt som det er tilfældet i Marokko.
Dette korte skrift blot for at sige jeg er her endnu og der kommer mere.