Jeg har altid undret mig over at man kan lave indbagt is – altså putte is i en varm ovn, ganske vist med noget udenom, men alligevel. Imidlertid er det sådan jeg føler mig, som en indbagt is. Hamrende varm udenpå 39,7 og som et isbjerg indeni. Kan slet ikke få varmen.
Er ukampdygtig og sølle. Kvalme hver gang jeg rejser mig og angst for at falde, fordi det hele drejer rundt. Og så skal jeg bare være frisk til på lørdag, hvor turen går til Spanien for at besøge barn og barnebarn og dem vil jeg meget nødig smitte.
Og så er jeg enda priviligeriet. Nu er jeg alene og det er helt lige meget hvor mange hulder jeg glor i loftet og om jeg sover eller døser det meste af tiden. Jeg kan hoste hele natten uden at tage hensyn til nogen. Kan I huske da vi havde små børn, som uanset mors tilstand skulle bades, have mad, puttes og have læst historie?
Og min gode, seje veninde, som er igang med sin anden kemo, piver ikke. Det er bare så sejt klaret. Så jeg må tage mig sammen og finde en dyne mere at kaste hen over mit indre isbjerg.
Kaster lige et blik ud af vinduet og ser de sorte træer danne mønstre på en meget smuk himmel, lyseblå foroven med et skær af rødt, mørke blå skyer forneden. Mon der er sne i dem? Det er helt klar blevet lysere og dagene allerede længere. Min afdøde veninde Marianne ville have frydet sig. Hun holdt øje med timer og minutter i den allermørkeste tid og kunne på fingrene fortælle dagens længe.Hun kunne finde på at ringe og opmuntrende sige, nu er dagen tiltaget med x antal minutter. Glæde dig! Og det gjorde vi så sammen.