Jeg får næsten kvalme hver gang jeg åbner tv og hører repræsentanter for den nuværende regering fortælle om deres vækstpakke, hvor landets fattigste skal betale regningen for de lettelser der ydes dansk erhvervsliv. Det er totalt uforståeligt at velfungerende virksomheder skal have støtte i million og milliard klassen uden så meget som at love eller garantere en eneste ny dansk arbejdsplads. Når direktørerne strækker sig langt i retorikken, lover de at de nok ikke flytter ud af landet lige med det samme. Nej! hvem ville gøre det i et land hvor de får nye rabatter for at svine miljøet til, ikke skal betale så meget i skat og får lettere ved at få andre former for tilskud.
Imedens kan kontanthjælpsmodtagere, unge under uddannelse, sygedagpengemodtagere og folkepensionister se frem til reduktion i levevilkårene, skønt jeg slet ikke forstår hvordan de skal overleve. Ja, jeg forstår slet ikke hvordan vi som samfund kan finde på at behandle børn og unge – børn og unge hvis forældre rammes af stramningerne – den kommende arbejdskraft på en måde, hvor vi risikerer at de ikke vil kunne finde fodfæste på arbejdsmarkedet, hvis der altså kommer flere arbejdspladser.
Nogen troede måske at kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension og folkepension var opfundet af humanister og godhjertede mennesker. I kan godt tro om igen. Det har aldrig været tilfældet. Den form for lovgivning har oftest sin rod i beslutninger om hvorledes man som samfund ønsker at opbevare en for tiden ikke ønsket arbejdskraft, invalideret og skadet arbejdskraft eller forældet og nedslidt arbejdskraft. I hvertfald så længe vi endnu ikke blot skiller os af med den arbejdskraft, vi ikke for tiden kan finde anvendelse for.
Hvis politikerne rent faktisk havde interesse i og tro på, at samfundet DK i allernærmeste fremtid ville få glæde af en veluddannet og dygtig arbejdskraft, så ville de ikke forringe folkeskolen, ødelægge SU og være ligeglad med om erhvervslivet stillede praktikpladser til rådighed for erhvervsuddannelserne.
Hvis der virkelig var og blev mangel på arbejdskraft ville vi gøre hvad vi kunne for at bringe skadet og syg arbejdskraft på fode igen og hvis vi virkelig ønskede et samfund hvor goderne var mere ligelig fordelt ville vi ikke give til de rige og tage fra de fattige.
Os der frygtede, men dog håbede at en rød regering ville være bedre end en blå, må have fået beviser nok – det kan ikke blive værre. Dem der endnu kvier sig ved at vælte regeringen til fordel for en blå, måske ovenikøbet meget blå regering, kan ikke længere finde argumenter der kan overbevise os om det sande eller fornuftige ved at undelade at trække sin støtte.
Selv meninge socialdemonkrater må føle sig forrådt. SFèrne må føle sig totalt ført bag lyset af deres egne og Enhedslisten må omgående trække enhver form for redningsaktion for den nuværende regering tilbage. Der er intet tilbage at redde. Kun flere løgne at fortælle.