Tags

, , , , ,

8
Jeg har længe spekuleret over det der med en mening med livet, som jeg tror mere er en følelse og fornemmelse end det er noget konkret. Hvornår oplever man/føler man, der er en mening med ens liv?
Mennesker forbinder det, tror jeg, med at man gør noget, men det er vel væren, det at opleve, at man er til på godt og ondt, der giver det hele en mening? At selve livet er meningen.
Det kan være rigtig svært for min generation og måske især for os kvinder. Vi tror, vi kun er noget i kraft af, hvad vi gør og vi har virkelig svært ved at tro, at vi er noget værd, bare fordi vi er dem vi er.
Hvor mange kigger ind i spejlet hver morgen og glæder sig over at verden også rummer dig?
Dernæst spurgte jeg mig selv, hvordan det så kan være, at jeg har oplevet perioder, hvor jeg ikke syntes, jeg havde fat i den lange ende – var det når jeg oplevede, at noget var uigenkaldeligt? For evigt forbi, som f.eks. når vi som kvinder må konstaterer, at vi ikke længere kan få børn. Er det når vi forlader arbejdsmarkedet og ved vi ikke længere kan vende tilbage? Er det når vi mister nogen, som vi aldrig vil få tilbage?
Ved nærmere eftertanke er det klart, at den slags oplevelser ofte tænder håbløsheden, afmagten, sorgen og angsten. For nogen måske endog depressionen, hvilket virkelig er meget alvorligt. Fordi et deprimeret menneske kan ikke se lys for enden af tunnellen.
På den måde har jeg ikke opelevet det. Jeg har sørget, jeg har været magtesløs, mærket håbløsheden og fortvivelsen, men inderst inde vidst, at også de onde tider ville få en ende.
Dengang jeg blev forladt, sagde en klog kone til mig, det tager mindst 7 år, at blive hel igen og jeg tænkte, det klarer jeg aldrig.Jeg kom ud på den anden side. Muligvis med mèn, men overstået blev det.
Hvornår er det så, at jeg føler mig glad, ovenpå, stærk og måske har lykkelige øjeblikke. Opskriften er at se muligheder og gribe dem, tror jeg. Og jeg tænker på dengang, jeg tog mig sammen til at sælge og forlade mit hus, flytte ind i en lille lejlighed. Tog min rygsæk på ryggen og gik tværs over Spanien. På trods af at jeg aldrig havde prøvet at vandre. På trods af at jeg ikke anede, om jeg kunne finde vej, om jeg kunne bære en rygsæk, ikke kunne sproget og bare gik derud af og følte at livet blev så enkelt. Det tyngende ansvar for alt og alle forsvandt for hvert et skridt jeg tog. Jeg var ikke længere kun et hoved og en hjerne som tænkte og analyserede al ting, men en krop, der fik ondt i skuldrene, fik ømme fødder og blev solskoldet på den ene side af ansigtet. En krop som blev stærkere for hver dag og et sind der blev lysere og lettere. Da der var 100 km tilbage af min vandretur, blev jeg lidt ked af det og ærgerlig. Jeg ville gå meget længere.
Det er den tilstand, der skal genskabes letheden og det at se mulighederne, eventyret og gribe det. Det er en konstant øvelse og jeg har opdaget, at jeg meget let falder tilbage i den gamle rille, hvor livet bliver tungt, ansvarstungt, fyldt med skyld og bekymringer. Måske er det fordi jeg glemmer, at de valg jeg træffer ikke behøver at vare hele livet og være uigenkaldelige. Svarer konsekvenserne af valgene ikke med forventningerne, er det dårlige valg, men så kan jeg jo faktisk vælge noget andet. Det er ikke sikkert jeg kan vælge om igen, men jeg kan vælge noget nyt. At træffe valg, beslutte sig for nye ting eller afprøve noget, man aldrig har forsøgt sig med før, kan naturligvis være skræmmende og angsprovokerende. Men ikke at vælge kan gøre en magtesløs og det er endnu værre – det er dumt, at lade sig tyranisere af angst og bekymring og lade sin konfliktskyhed være styrende. Det er ikke sundt, tror jeg.
Jeg må øve mig igen og igen – det er spændende og motiverende. Hvad mon der gemmer sig omkring næste hjørne i livet. Helt sikkert et eventyr af en slags. Nogen eventyr ender lykkeligt andre mindre godt, men jeg falder garanteret ikke død om med en følelse af, at jeg ikke gjorde noget og engang imellem tog en chance.