Tags

, , , ,

Tulipaner kommer fra Tyrkiet.

Tulipaner kommer fra Tyrkiet.


Påsken lover ikke helt ovennævnte blomsterpragt i år, så meget desto mere må vi glæde os når det sker.
Hvad tænker du dog på, når du lader offentligheden kigge indenfor i dine skriverier, tanker og overvejelser? Tante Jante har ikke levet forgæves i Danmark.
Hvorfor skriver du disse almindeligheder, så alle kan læse med?
Andre tier og tænker deres. Heldigvis får jeg også mange positive tilkendegivelser. Nogle syntes bloggen er positiv og opmuntrende, ja nogen synes ligefrem det inspirerende at læse min blog. Nogle bliver rørt, nogle bliver oplyst og andre synes det er modigt gjort. Nogen siger tak, fordi jeg skriver, det de selv går og tumler med og ikke får sagt højt.
Men hvorfor er det nu, jeg gør det? HM!
Naturligvis har jeg tænkt, at jeg gerne skulle kunne tåle, at se mine skriverier på en lysavis på Rådhuspladsen og på den måde risikere at få tingene i nakken igen. Ikke for at være højrøvet – der er ingen fare jeg komme på den lysavis. Rolig nu!
Jeg har altid syntes, det at skrive er dejligt. Nogle gange er det en terapi, en måde at klare tankerne på, men mest er det fordi jeg ikke kan lade være. I årevis har jeg skrevet notesbøger til bogreoler og skuffer. I gamle dage var det læserbreve og artikler til aviser og blade. Ofte synes jeg, det er ærgerligt at læse noget interessant og ikke kunne fortælle det videre. Nu er der jo ikke længere kolleger at dele med. Familien er meget lille og ses ikke så ofte. Vennerne er ikke altid lige ved hånden. Derfor har jeg behov for at dele med alle jer.
Egentlig har jeg flere gange puslet med at skrive en bog og følt, at jeg havde noget vigtig at dele, for dernæst at tænke: “Hvad fanden bilder du dig ind, at tro, at det er noget andre mennesker gider læse”. Kort sagt, det er også blevet til mange sider i æsker og kasser.
Så var det, at jeg gik på efterløn og fik min egen tid og tænkte, at jeg også kunne gøre brug af “de moderne tider” og få “luft” via min blog. Rigtig meget for min egen skyld og ja, det krævede faktisk en vis portion mod.
Og hånden på hjertet ville jeg så gerne opmuntre, give håb og mening til et liv, hvor man ikke arbejder. Hvor man på en måde er sat udenfor. Være lidt inspirerende og give gode ideer videre. Være med til at give en følelse af at være noget værd og kunne fortsætte med at sætte sit lille fedtede fingeraftryk på verden. Ikke mindst holde mig selv på sporet.
At evne at give kvinder 60+ en stemme (også gerne mænd 60+, hvis jeg kan) – det er sjældent vore stemmer når til damebladenes glittede sider, eller til avisernes ditto. For slet ikke at tale om TV, radio og film. Og det er jo helt frivilligt, at læse det jeg skriver, hvorfor jeg strengt taget ikke kan skade og genere nogen? Omvendt vil jeg meget gerne, at mennesker som læser min blog deler den og får den til at spredes som ringe i vandet. Uden ambitioner er jeg ikke. Det er da sjovest at skrive noget som bliver læst. Helst skriver jeg jo til de mange, som jeg ikke kender og dem kan jeg kun nå takket være venner som gider dele min blog og gøre noget for at fortælle den videre.
Flere og flere læser med – tak skal I have.