Om hundrede år er alting glemt

Tags

Arbejdsløshed, Ældrebyrde, Ældrestyrke, Katastrofe, Overgansalder, Pensioner

For hundrede år siden kendte man ikke til kvinders overgangsalder, for vi var døde før vi nåede den. For hundrede år siden var kun 7 ud af 100 danskere over 65 år. I 2050 regner man med at 25 ud af hundrede vil være over 65 år.
De seneste 10 år, hvor jeg har arbejdet har man fyldt det danske sprog med ord som ældrebombe og ældrebyrde. Man har hylet om den kommende mangel på arbejdskraft. Man har forsøgt at få os til at tro at samfundet ville gå nedenom og hjem fordi der ville blive flere gamle med behov for forsørgelse og kun få unge til at arbejde.
Katastrofen er ikke kun afværget, det har været løgn fra ende til anden. Sproget bruges til at skabe grobund for den ideologi, der senere danner grundlaget for den lovgivning, der smadrer netværket under de svageste i vores samfund og gør dem til syndebukke for markedet og finansøkonomiens evige tørst efter profit.
Nu begynder tallene imidlertid at vise sig sort på hvidt. Danmarks Statestik viser, at overførsler fra det offentlige udgør en stadig mindre del af de 65-74-åriges indkomst. Og om 40 år vil langt de fleste pensionerede danskere have sparet op gennem arbejdsmarkedspension, som de betaler skat af, når de skal have den udbetalt. Om 40 år vil den tids pensionister betale så meget i skat, at det næsten dækker de stigende udgifter til ældre. Hvis der kommer stigende udgifter til ældre. For godt nok bliver nogle meget gamle, men de fleste forbliver så raske og rørige, at de ikke får behov for hjælp. Sådan er det jo også i dag. Det er langt de færreste der får og har behov for hjemmepleje og anden støtte.Og flere og fler udskyder deres pensionstilværelse af samme grund. For 10 år siden var knap hver tredie dansker i alderen 60-64 i beskæftigelse. I dag gælder det hveranden, og andre seniorer kaster sig ud i en tredje karriere i form af frivilligt arbejde.
Bedsteforældre er også en gevinst for samfundet, da de sparer deres børn og svigerbørn for tusindvis af fraværsdage, viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv. De overtager nemlig pasningen, når børnebørnene er syge mere end en dag.
Fremtidens pensionister betaler altså selv gildet og ældrebyrden er måske ved at forvandle sig til ældrestyrken, og vil fortsat bidrage positivt på bundlinjen af samfundsøkonomien.
Og al den hylen om mangle på arbejdskraft, er jo for længst dokumenteret som usand. De mange arbejdsløse – som man slet ikke sætter tal på – taler sit eget sprog.
Vi ses i Fælledparken i morgen til nogle forhåbetlig fornuftige paroler. På gensyn.

Reklamer

Det er svært at skue hunden på hårene

Tags

Begravelse, Forårfornemmelser, Kiosk, Spildt kaffe, Sure gamle damer og mænd

Tidlig morgen kørte jeg i bil fra Frederiksværk til Hørsholm i et solbeskinnet landskab, så lysegrønt og smukt, som kun Danmarks kan se ud en forårsmorgen. Jeg blev helt grøn bag øjnene af alt det lysende og spæde forårsløv, som om ganske få dage folder sig ud i al sin pragt og vælde. Jeg sad og håbede, at jeg kunne nå at se det inden mit næste fly går til Malaga.
Jeg sad også og blev glad og stille indeni.Glad og tilfreds med den fest jeg havde oplevet dagen før. Børnene var så søde og havde det godt.Jeg har fire store teenager børnebørn, som er så herlige og skønne, at en mormor må fryde sig. Jeg har en datter så tapper og omsorgsfuld, der knoklede med at gøre festen til noget der bare fungerede. Snart var hun der, snart var hun her og stille og beskedden, for hun rundt og sørgede for at alle havde mad og drikke. Nu går hun og gør det sidste rent, pakker mad ned og er taxa chauffør for varer og mennesker. Så bliver man stolt, som mor.
Efter at have afleveret min persontransport, skulle jeg med toget hjem. Ville snuppe en kop take away kaffe med på vejen og så begyndte min glæde og tilfredshed at krakkelere lidt. Først røg låget af kaffen i døren ud fra kiosken. Det var slemt varm at få ned over sig. jeg brændte mig faktisk. Gik tilbage til kiosken for at spørge den unge servitrice om hun så sig i stand til at skaffe en gulvklud, så andre gæster ikke faldt i plamagen. Det skulle hun nok fixe. Tak! På vej ud af døren igen, hvor jeg forsøgte at rette lidt på det plette tøj, bjæffede en arrig ældre herre, om jeg så for søren ville samle det tabte låg op. Ja, ja skal nok, men hvorfor ikke sige det pænt eller være lidt hjælpsom?
Endelig ind i toget. Her bad jeg venligt, om jeg måtte sidde på sædet ved siden af en ældre dame. Hendes taske stod der. Det passede hende ikke og hun blev godt stram i masken.
Overfor os anbragte en ung kvinde sig, hun puttede høretelefoner i ørene og tændte for musikken. Damen ved siden af mig bad hende venligst skrue ned, men ikke på en sød måde. Den unge kvinde spurgte hende hvorfor hun brokkede sig, hun befandt sig jo ikke i en stille kupe. Damen for op og spurtede ud af kupe`en. Nu havde hun fået nok.
Den unge pige så trist ud og på et telefonopkald til hende, forstod jeg hun var på vej til sin mors begravelse. Tårene løb. Blomsterne blev ikke leveret, som hun havde troet og dem skulle hun hente først og så var der det med påklædningen. Hun `vidste allerede at faderen ikke ville være tilfreds med hendes outfit og så løb tørene endnu mere.
Jeg kunne kun give hende et papirslommetørklæde, ville i virkeligheden gerne have givet hende et stort klem og et kys på panden.
Så sure, irriterede ældre dame og mand. Hvis I nu havde kendt den unge kvindes historie og vist at jeg ikke hældte min kaffe på gulvet med vilje, ville I så ikke have behandlet os, jeres medmennesker, lidt venligere.
Jeg håber ikke den form for opførsel er kendetegner os over 60.

Ude er spændende – hjemme er tryghed

Tags

Bonusbørnebørn, Grøn plæne, Nypudsede vinduer, Velkommen hjem, Vinduspudser

Min søde vinduspudser er lige gået. Det var et godt valg, at bede ham komme morgenen efter jeg er landet fra Malta, for nu kan jeg kigge ud på solskinnet gennem nypudsede vinduer. AH!
Træerne har grønne dun og plænen er blevet helt grøn siden jeg så den sidst. Mon jeg når at se bladene folde sig ud, inden jeg igen rejser?
Der er nemlig intet som det helt spæde lysegrønne skær et dansk forår smykker sig med. Fuldstændig vidunderligt at opleve.
Dejligt med sådan et vejr på bonusbørnebørnenes festdag. De fortjener at blive fejret med maner.
Men hvad skal jeg dog tage på? Lige nu synes jeg ikke, jeg har andet end gammel tøj, som alle har set før. Jeg har slet ikke lyst til at klæde om og forsøge at gøre mig fix. Udsætter det lidt endnu. Der skal også skrives kort og pakkes gaver ind. Men det går ikke med de her overspringshandlinger. Snart må jeg tage mig sammen.
Nysgerrig er jeg også efter at få læst mails, kigget posten grundigt igenem og måske skimmet bunken af aviser og på den anden side. Der er jo ikke sket noget fantastisk nyt, som har ændret mit liv og min færden, siden jeg har været her sidst.
Det værste er faktisk at Frihedsmuset brænder. Det er vist nok det eneste museum jeg ikke har set.
Jeg bryder mig ikke om krig og går uden om den slags, men nuer det måske alligevel ærgerligt. Vi får håbe at de historiske værdier er blevet reddet, så fortællingen ikke helt er gået tabt.
Tak for blomsten på mit bord og det smukke velkomstkort, nu skal jeg nok tage mig sammen og finde den kjole. Ja, ja jeg kommer nu!

Ferien på Malta er slut

Tags

Hjemrejse, Konfirmation, Malta forlades

Nu er feriehuset forladt og kufferten pakket. I receptionen er der skiftedag. Vi skal rejse og nye gæster er midt i ankomsten. Noget af et virvar, hvor det er svært at koncentrere sig om at skrive på sin blog.
I går blev det heller ikke til noget, dagen var slidt op inden vi fik set os omkring. De sidste oplevelser og informationer blev vredet ud af Malta og vi sov før vi nåede puden.
I morgen er vi hjemme, det er søndag i Bededagsferien og min bonusbørnebørn skal henholdsvis konfirmeres og fejre fødselsdag. Jeg glæder mig til festen og til at gense familien eller noget af den. Nogle må jeg savne til senere. Vi ses i Spanien om ca. 3 uger.
Det er også spændende om gedeosten, oliven og hjemmesyltede kapers klarer rejsen hjem og om kufferten holder vægten. Det er altid så hyggeligt lige at smage en bid af ferien når man kommer hjem.

Afmægtighed og tilgængelighed

Tags

Afmægtighed, Danmarks Lærerforening, Gangbesværet, Handicap, Sliema, st julien, Tilgængelighed

Strandpromenade fra Sliema til St Julien

Vred, ked? Nej! mest totalt afmægtig. Skønt det var ventet at Danmarks Lærerforening – og deres ønske om, at der ikke indføres en arbejdstidsaftale, der formentlig vil knægte kvaliteten og kreativiten i den danske folkeskole – skulle køres over af kortsynede kommunalpolitikeres aftale med Regering og Folketing. Så er jeg skuffet og fyldt med følelsen af afmægtighed.
Jeg kan forstå på debatten, at man lader som om, at lærerne har fået nogle af deres krav opfyldt, hvilket jeg slet ikke se. Det var ikke lærerne krav, at få en ny arbejdstidsaftale og det er rent sludder, at deres arbejdstid nu ligner alle såkaldte almindelige aftaler på det område. Der er jo ikke andre der arbejder på de vilkår med mennesker. Børn og unge som skal lære noget og dannes som fremtidens arbejdskraft og medmennesker.
Jeg synes det er at pisse på lærernes mulighed for fagligt at kunne give børnene og de unge en kvalificeret undervisning. Hvis man skal være faglig up to date, koster det konstant udvikling af viden og opsamling af erfaring om det stof der skal formidles og de børn og unge der skal undervises. Ikke en klasse er ens, intet fag står stille, så man kan nøjes med at hive sidste års pensum ud af mappen eller låne en kollegas materiale.
En lærer forbereder sig hele døgnet. Hver gang man lytter til radioen, til TV, læser et fagblad, deltager i et møde eller et samarbejde, tænker man som lærer på hvorledes denne nye viden kan formes og tilrettelægges og formidles så børnene og de unge konstant får den nyeste og bedste mulighed for at tilegne sig et stof. Det vrøvl om at lærerne kun arbejder når de står i klasselokalet, må komme af uvidenhed, mangel på indsigt, jalousi og smålighed.
At fjerne ældre læreres adgang til “nedtrapning” strider, sådan som jeg ser det, fuldstændig mod alle de ønsker og politiske tiltag, der hidtil har gået på, at fastholde den ældre arbejdskraft længst mulig på arbejdsmarkedet. Samt skabe en fleksibel efterløns- og pensions overgang fra arbejdsmarkedet.
De fleste glemmer, at man som lærer, bruger sig selv som menneske hele skoledagen og det er lærens engagement og overskud, der gør forskellen fra en god og en dårlig undervisning.
ØV! hvor er det trist.
Her kom stormen og orkanen og har ikke formildet mit humør. Det suser og tuder udenfor og træerne svajer, så man næsten tror de kan vælte omkuld. På vejen er der sandfygning, så store er bunkerne på vejen, at jeg ikke har set det tidligere. Det ligner kæmpe snedynger og bilerne har svært ved at køre igennem dem. Det lille stykke vi skulle gå fra bussen op til Meliha Feriecenter, betød at vi fik sand i øjnene, ørene, ind i huden og håret – alle vegne. Det var svært at stå fast og man måtte tage et godt tag i børnene, så de ikke blæste væk. Spændende hvornår det holder op igen og om vi får en sidste solrig feriedag, eller om vi skal forlade øen i storm.
Bortset fra det vil jeg egentlig lige huske, at skrive lidt om, hvor meget jeg synes man tænker over tilgængelighed hernede. Langt de fleste hoteller og spisesteder har sørget for adgangsvej uden trapper og i flere tilfælde med elevator. Der er lavet adgang til hæveautomater, til museer og seværdigheder. Hele promenaden fra Sliema til St Julien er velegnet til kørestol og de offentlige toiletter er også udstyret handicapvenligt. Forbløffende i forhold til vores hjemlige og sparsomme betænksomhed i den retning.
Man kan sikkert få mere at vide hos Handi Tours og deres dygtige direktør Christel Stejlborg, som er ekspert i at finde egnede feriemål til handicappede og gangbesværede.

Kage, kage, kage og lidt lommefilosofi

Tags

Blomsterberg, kager, lommefilosofi, Meliha Bay, Storm, surfe

Udsigt til Meliha Bay i blæst

Kage, kage, kage, som min niece Heidi skriver under billederne af sine flotte kager. Aldrig tror jeg, at jeg har spist så mange lækre kager på så kort tid. Fru Blomsterberg ville få kam til sit hår her på Malta, hvis hun skulle optræde med sine dejlige kager.
Men nu er der også dømt nedtrapning. Det kan ikke fortsætte uden, at jeg snarest bliver forstørret og det har jeg slet ikke lyst til. Til min store overraskelse opdagede vi, at det meget berømte malteserbrød, som vi ynder at købe, er bagt af en hr. Jensen. Det må være en dansk bager. Men måske kræver brødet også mere en speciel ovn end en speciel bager.
Til gengæld fortsætter vi med at smægte os i lækre vilde og friskfangede fisk. I dag blev der indkøbt snapper og en filet af en Haig? der er rullet omkring et stykke laks (norsk) og en kæmpereje. Det bliver spændende at smage. Jeg holder meget af at handle hos den lokale fiskemand og hans kone. De er så venlige, søde og hjælpesomme, hvis man forhører sig om på hvilken måde fisken tilberedes på maltesisk.
Restaurationsmad på det niveau vi kan købe hernede, bliver jeg forfærdelig træt af. Måske findes der også gourmetmad her, men det kan jeg jo ikke spise hver dag. I hvert fald ikke ude.
Inden døre er det rart, udenfor suser vinden fortsat. Nu må stormen godt løje af, så de sidste dage bliver lidt mere venlige til det udendørs liv, som er at foretrække, frem for at gemme sig i feriehuset. Det har vi nu ikke gjort meget i og selv om blæsten stod os om ørene i morges, hoppede vi i poolen og følte os som rigtige vikinger. Så vidt jeg forstår, er vejret ikke meget venligere i DK og foråret lader vente på sig.
Surferne har til gengæld kronede dage i det her blæsevejr og på “vores” fine sandstrand går det vildt for sig. De må have nogle ordentlige armkræfter, de unge mænd som suser rundt på vandet og det er mig en gåde, hvorledes de undgår at filtre snorene fra deres skærme ind i hinanden, når de suser frem og tilbage i vild fart.
Og så forstår jeg, at endnu en SFèr er smuttet over til socialdemokraterne. Jeg kunne bedre forstå, hvis de gik over til Enhedslisten. Men måske har de bare opdaget, hvad de hele tiden i bund og grund har været. Trist at fundamentale værdier, der efter min mening, har karakteriseret et arbejderparti, i den grad er på retur.
Mon middelklassen er blevet så stor og velbjerget, at den solidaritet og loyalitet, der tidligere har karakteriseret samfundet skrumper ind og enhver bliver sig selv nærmest?
Jeg frygter for fremtiden og for de børn, unge og voksne som ikke er så heldige, at få uddannelse og arbejde. Den heldagsskole, der er på vej, med indbyggede besparelser og kravet om at rumme alle med de samme ressourcer, kan skubbe til et hældende læs. Hvorfor vil politikerne ikke kvalitet og hvorfor siger de et og gør noget andet? Selv de må da kunne skimte bekymrende konsekvenser forude.
Fremtiden lover ikke godt når det gælder demokrati, ytringsfrihed og retssikkerhed, tænker jeg.
Selvom jeg bestemt ikke er klar til at dø, kan jeg ikke lade være at tænke på, at der er ting i fremtiden, som jeg måske er så heldig ikke at skulle opleve, eller se min børn og børnebørn udsat for. Det er meget underligt, at skulle tænke sådan og jeg mener ikke engang, at det er fordi jeg er pessimist, men fordi jeg er realist.
Det var så dagens lommefilosofi.

Stiv blæst og stive ben

Tags

Catacomer, Chokoladekage, frisørelev, Mosaik, Romers Villa

gulv i den Romerske Villa i Rabat

frisør elever på Malta

Jeg har glemt hvordan et dansk bussæde ser ud og hvordan det er at sidde på, men det må være anderledes end et maltesisk bussæde, for når vi rejser os og går ud efter en bustur her, går vi som gamle stivbenede mænd.
Og skønt man nogenlunde kan regne med busplanen hernede, så måtte vi stå en time i stiv blæst og vente på bussen i Mosta efter endnu en tur til Rabat og Mdina. Blæsten tager til, siger de lokale. De næste 3 dage kan vi regne med alvorlig blæst og bølgerne viser allerede tænder og sender hvidt skum op på stranden.
Og en succes skal ikke gentages, har jeg erfaret i dag. I mindet om den herlige, pragtfulde chokolade kage jeg spiste i Mdina sammen med min søster for snart 2 uger siden, skulle oplevelsen gentages i dag. Kaffen var lige så god, men kagen. Suk! jeg kan betro jer, at chokoladekagen med appelsin ikke lever op til sin søsterkage, chokoladekagen med endnu mere chokolade.
Den Romerske Villa i Rabat blev besigtiget og hvilke mosaik gulve. Stadig fyldt med farve og på udsædvanligvis velbevarede. Det er spændende at forestille sig, hvilket liv der har udfoldet sig i den smukke villa i fordumstid. Herefter havnede vi i St Paul`s Catacomber og her må have ligget ufattelig mange begravet. Der er enorme områder af dunkle gange, trapper op og trapper ned. I det hele taget har vi været under jorden i dag. Under ringmuren eller bymuren fandt vi et museum, som viste hvorledes man har pint og plaget beboerne på Malta gennem tiderne. Føj, hvor er det uhyggeligt, hvorledes man har tortureret mennesker. Jeg kan slet ikke forstå og begribe, at det har fundet sted. At nogle mennesker har kunnet udføre gerninger som her vist mod deres medmennesker, men det foregår jo også i dag, skønt jeg forsøger at fortrænge det. Tænk blot på Syrien og mange af de afrikanske stater, hvor civile undgælder for magthavernes kampe.
I Mdinas smalle gader mødte vi en gruppe unge færdiguddannede frisører elever. Egentlig forstod jeg ikke om de også fik uddannelse i at lægge make up og sy tøj. Det forklarede i hvert fald deres lærerinde, som nu var med på tur rundt i byen og tage billeder at de skønne unge. Deres hår var kunstfærdig sat op i flotte frisurer. Tøjet i 50èr stil med dertil hørende sko og hatte. Deres uddannelse tager 3 år. Et basisår og 2 år med specialet – frisør?
Igen er mange timer brugt og dagen slidt op. Og skønt jeg ikke synes, jeg har foretaget mig noget som helst, er jeg træt og sover sikkert inden jeg når puden.
I øvrigt vil jeg gerne sige til Bondo: “Du klarede det flot i det interwiev, der blev lavet med dig i aftes i dansk tv.” For en gang skyld blev jeg stolt og glad for en fagforeningsformand. Du argumenterede sagligt, fagligt og seriøst med stort overskud. Gid det må gå jer godt i Dansk Lærerforening. Og gid at de danske forældre på intet tidspunkt – hvor svært det end er – vil glemme, at det er politikerne i KL og Regeringen, der har lock outet jer og sendt børnene med jer på gaden.
God kamp!

Vejrforandring og stilletime

Tags

Blomster, Farver, Sejltur, Seljtur, Skipper Skræk, Stilletime

Filmkulisse by til Skipper Skræk

Nu har jeg snart levet som feriezombie i mere end 2 uger og jeg kan mærke, at der er behov for at sætte lidt mere perspektiv på min verden.
Stemningen er i dag “stille inden i”, ingen hastværk for at nå, at se endnu et historisk mindesmærke på Malta. Kirker har jeg set nok af. Byerne er i virkeligheden ikke særligt kønne. Husene og butikkerne vækker fortsat stor undren hos mig. Det er lange mørke huler, hvor det er nødvendigt med tændt lys hele dagen.
Det gælder også de sommerhuse, der ligger og skæmmer landskabet ikke langt fra feriebyen. Kanin- eller hønsebure ligner de i en fejlfarve af grøn, som i den grad adskiller sig fra naturens farver, at det nærmest skærer i øjnene.
Forretningerne kan man gå forbi, fordi man ikke opdager at der i mørket bag dørene gemmer sig et udsalgssted. Af samme grund hænger der i mange døre et skilt: “vi har åben, kom ind”.
Eneste forklaring må vel være, at det har været den oprindelige form for at undgå sommerens hede, men lys synes jeg de må mangle. Især de gamle og børnene, hvis de er lukket inde i disse huler hele dagen.
Jeg forstår rigtig godt de gamle koner trækker ud på trappestenen i deres sorte kjoler i Grækenland og de gamle mænd sidder på torvets thehus og spiller eller bare snakker.
Mon de også gør det hernede om sommeren?
Faktisk er det interessant, så mennesketomt der er overalt også i den store by Valletta. Det er ikke mange lokale der færdes på gaden, når man ser bort fra de handlende, nogle forretningsfolk eller embedsmænd på vej til frokost eller møde.
Der var næsten flere ude i går, hvor det var søndag. De var formentlig på vej til kirke, øboerne skulle være meget troende hernede og med det antal kirker, føler jeg mig overbevist.
Arbejdsløsheden er angiveligt omkring 6%, hvilket vil sige, at den økonomiske krise er gået forholdsvis let hen over øerne. Turismen ser ikke ud til at have taget væsentlig skade. De er sikkert på arbejde, derfor ser vi dem ikke.
Noget byggeri er så vidt jeg forstår standset og bliver ikke til noget. Og jeg må formode at noget af det renoveringsarbejde, der var påtænkt heller ikke bliver til noget.
Jeg ville ønske for malteserne, at de fik styr på renovationen. Overalt ligger der smidt skrald og det flyder med plastiskposer, flasker og dåser og midt imellem alt skarnet vokser de yndigste blomster.
Gad vide hvor det skrald fra feriebyen som bliver hentet, bliver af. Her er udmærkede sorteringsordninger og fint og ryddeligt og store skraldebiler kommer og henter renovation, men hvor kører de hen med deres last?
Vejret er overskyet, men naturligvis lunere end i Danmark og vi kan sagtens færdes ude. Men det kræver en lille, bitte overvindelse at springe i den udendørs pool om morgenen. Bagefter er det herligt og jeg ville ønske, jeg boede i nærheden af noget vand. Så tror jeg, jeg ville blive vinterbader af en eneste grund, nemlig den følelse der opstår i kroppen bagefter.
Foran mig ligger et blad, som fortæller om Mallorcas lillesøster Menorca, det lyder dejligt. Jeg ville ønske der var varmt i marts måned og jeg havde penge nok. Så skulle børn, børnebørn og svigerbørn inviteres til 65 års fødselsdag dernede. Vandet ser lige så flot ud som i den Blå Lagune ved Comino.
Det er godt at have nogle ønsker og nogle drømme, nu skal jeg foreløbig hjem og finde ud af om der er mulighed for at dyrke tennis et sted i nærheden af hvor jeg bor og så skal jeg pakke til mit ophold på Sprogskolen i Malaga.
Det er min sorte samvittighed hernede. Jeg har ikke fået åbnet spansk bøgerne og det er sikkert rigtig dumt.
Nu er min stilletime vist overstået og jeg føler mig klar til en lang gåtur.
Lad os komme af sted.
Turen gik til Skipper Skræk kulissebyen og som en ekstra gevinst fik vi en flot sejltur i bugten og på vejen hjem plukkede jeg blomster i grøftekanten. den smukkeste blandede buket pryder spisebordet.

Mørkets hule

Tags

Friske fisk, ghar dalam, kager, Luzu både, Marsalokk

Ghar Dalam – mørkets hule fyldt med kindtænder fra dværgelefanter, dyreknogler, gevirer og flodhestetænder mere end 130.000 år gamle. I 1865 påbegyndte man udgravningen af hulen ,hvor utallige, tusindvis af dyr må være omkommet i stenalderen. Få rester af stalaktitter og stalagmitter har overlevet og fundet af mennesketænder tyder på, at hulen blev brugt af folk i bronzealderen og senere af fønikerne.
Fundet af de mange dyreknogler har sat gang i spekulationer om de maltesiske øer engang var en del af landforbindelsen mellem Europa og Afrika.
Vi kom dertil med en lokal bus efter et skift i Valletta og jeg finder det fortsat meget forunderligt, at en tur til den anden ende af øen kan tage mere end to timer, når man tænker på, at øen ikke er mere end 27.km lang. Nå! pyt vi har tiden til det.
Det virkede som om det kun var maltesere der besøgte hulen og det var ganske gratis, på samme måde som det er for os andre at komme på Nationalmuseet.
Med retning mod Bir`zebbuga hoppede vi på endnu en lokal bus og et øjeblik efter stod vi på markedet i Marsalokk. her ligger flest af de smukke Luzzu både, som er de traditionelt malede fiskerbåde. De har stærke røde, blå, gule og grønne farver, en høj stævn et øjne på hver side af stævnen Det er Osiris`øje, den gamle, egyptiske gud for Underverdenen, som man mente holdt onde ånder væk fra havet. Bådenes historie går helt tilbage til fønikertiden.
Her om søndagen har de hentet frisk fisk op fra havet, som sælges fra de mange boder, grønt og frugt og tøj og alskens dikke darer findes også i rigt mål. For slet ikke at tale om de dejlige kager. Vi købte ind, beskedent, men en kage var et helt måltid. Desuden købte jeg traditionelle honningkager til at bringe hjem, så min søde blomsterpasser kan få lov at smage en bid af Malta.
Tilbage i Malta blev vi vidne til at meget fint klædte mennesker i dragter tilbage fra 1800 tallet forlod hotel Phønix. jeg havde lyst til at følge efter dem for at finde ud af, hvad der skulle ske, men så kom bussen og de trætte ben ville hjem hellere hjem.
Det bliver en stille aften, kan jeg mærke. Bortset far en svømmetur, tror jeg den står på at læse billeder i et af de dameblade, jeg har lånt i det lokale bibliotek. Biblioteket består af balde, aviser og bøger som gæsterne efterlader og som vi låner og giver tilbage. Det gør ikke så meget at de er gamle, i den her tilstand skal de kun tjene til at hjælpe med at slumre ind.
Tiden løber, jeg syntes lige det har været søndag og næste søndag er jeg atter hjemme. Tiden er en mærkelig størrelse. Det eneste vi enten har nok af eller for lidt af. Sjovt som mange følelser forbinder sig med tid. Jeg har prøvet at have følelsen af aldrig at have tid nok, fordi jeg syntes der var så meget der skulle nås. Jeg blev stresset. På et andet tidspunkt, anede jeg ikke hvordan, jeg skulle få “tiden slået ihjel” og weekenderne overstået, fordi fridage var en lang prøvelse. Dårlig samvittighed havde jeg, fordi jeg ønskede at tiden bare skulle skynde sig at gå, når jeg nu vidste, hvorledes jeg til andre tider ikke syntes, jeg havde nok tid. Skønt tiden flyver, er tiden for tiden passende. jeg læste engang en interessant og klog bog om tiden, men kan desværre ikke huske forfatteren og titlen eller citere nogle af guldkornene derfra.

Havet under mit vindue.

Tags

Fagbevægelsen, FolkeFerie, Havet under mit vindue, Overskud, Underbetaling

Når jeg ligger på stranden, som nu i eftermiddag, kommer jeg ofte til at tænke på titlen: “Havet under mit vindue” og får den association, at jeg ligger i et hyggeligt værelse, medens havets bølger lyder under mit vindue eller den balkon som muligvis hører til værelset. Jeg tror det vil være dejligt søvndyssende, at ligge der og sove ind til rytmen fra de rullende bølger.
Jeg holder utrolig meget af, at befinde mig ved havet sidst på eftermiddagen, når vandet bliver stille og solen begynder at synke. Der er en helt egen og fredfyldt stemning. Det kan være fordi de fleste badegæster har eller er i færd med at forlade stranden og der bliver stille efter dem. Det er meget svært for mig at gå hjem og helst ville jeg sidde der til mørket eller kulden jog mig af sted.
Dagen har budt på det mest fortryllende vejr. Ikke for varmt og ikke for koldt. Ingen kold vind til at forstyrre freden og nydelsen. Ingen stress og jag. På vej til poolen kunne vi vinke farvel til det første hold gæster som forlod feriebyen. Måske var det derfor der var en helt specielt stille stemning. Der er noget særligt ved at vinke farvel og være dem der bliver. Nu er det sen eftermiddag og hold nummer to holder sig klar til at forlade stedet med den sene flyver.
Personalet har knoklet fra tidlig morgen. Der er blevet fejet, skurret og skrubbet. Klippet buske i de små gårdhaver og repareret ting der trængte. Sengetøj er blevet taget af og lagt på. Jeg håber inderligt, at personalet bliver behandlet ordentligt og får en god løn. Rygterne siger, at fagbevægelsen har trukket sig ud af FolkeFerie, netop fordi den er utilfreds med aflønningen af personalet. Jeg håber ikke rygtet taler sandt. I så fald burde jeg jo ikke være her. At guiderne er meget lavt lønnede, ved man jo. De har altid været billig arbejdskraft, unge mennesker som gør en stor indsats, fordi de enten vil lære mere sprog, uddanne sig i servicebranchen eller blot har udlængsel. De fleste af dem vi møder er meget unge og meget, meget hjælpsomme. Angiveligt skulle der også befinde sig 3 danske kvinder, gift med lokale mænd og bosiddende i over 25 år, men dem er jeg endnu ikke stødt på – så vidt jeg ved.
Den længste tur i dag gik op i byen, hvor vi fandt en ny lokal slagter og gjorde indkøb. Dernæst til fiskehandleren. Skønt mange friskfangede fisk, køber de lokale i dyre og domme norsk laks og fisk er i øvrigt meget dyrere end kød. Samme sag som i DK. Underligt når man tænker på, at havet burde være fyldt med fisk her og vi sjældent ser køer , får og grise. Men som sagt kan det være fordi dyrene holdes indespærret og hvor fiskene bliver af, er et godt spørgsmål?
Grøntsagerne blev i dag indkøbt ved en bil, idet rygtet siger, at man kan regne med, at det er lokale varer som er kørt ind fra morgenstunden. Noget tydede på det, for tomaterne havde alle former og var ikke pænt runde som dem vi ser i DK. Peberfrugterne ej heller specielt kønne, men saftige og lækre. Persillen frisk plukket og frugten formentlig importeret fra andre middelhavslande, bortset fra jordbærrene.
Resten af ugen lover de regn og overskyet. Svært at forstå med det vejr der er lige nu. Vi får se om det går så galt.
Noget af ømheden fra de foregående dages tennis har fortaget sig og nu skal jeg ned og prøve igen en times tid. det er fortsat rigtig sjovt og indtil nu noget, jeg godt kunne tænke mig at fortsætte med derhjemme. Det skal i hvert fald undersøges om det kan lade sig gøre.