Tags

, , , ,

Solnedgang
I vores livsforløb vil der være mange voldsomme og pludselige begivenheder.
Afhængig af vores opvækst og hvilke belastende oplevelser vi tidligere har været udsat for, kan vi være mere eller mindre sårbare og komme i krise.
Begivenheder, der medfører adskillelse, som et pludseligt tab eller truslen om tab af et andet menneske ved død, seperation og skilsmisse, kan være så chokerende og traumatisk at det udløser en krise.
Et sådant tab er som regel heller ikke enkeltstående, der følger andre tab med ikke mindst tabet af et fælles socialt liv, venner og familie. Rolletab og oplevelsen af en svækket status, kan være voldsom.
Det uventede møde med meningsløsheden, aleneheden kan i chokfasen få mennesker til at reagere meget forskelligt med gråd og jammer eller modsat med lammelse, rastløshed og søvløshed.
Den chokerede person kan opleve grænseløs sorg, fortvivelse, vrede, tomhed og forladthed. Forsvarsmekanismerne er brudt sammen og personen forsøger at flygte fra eller fornægte den smertelige virkelighed.
I reaktionsfasen kommer angst- og sorgarbejdet i gang og forsvarsmekanismerne mobiliseres igen. Den ramte person kan nu føle uretfærdighed, forsøge at finde en mening med det skete. Oplever skyldfølelse eller en lyst til at straffe sig selv eller andre. Det kan være følelse af meningsløshed, at man er mislykket. Irritabilitet og mangel på energi. I den efterfølgende bearbejdsningsfase opleves gradvis accept. Personens selvrespekt og energi stiger. Lyst og mod vender tilbage.
I sidste fase nyorinterer man sig. Tabet accepteres og nyt livsmod udvikler sig. Der kan fortsat komme et stik af smerte ved erindring, men med større og større mellemrum.
Det er vigtigt at give sig lov til at reagere og bearbejde sorgen, så den ikke bliver kronisk. Man har brug for omsorg.
Lykkes det at bearbejde sit livs kriser positivt, vil man kunne lære nyt og blive et stærkere menneske. Lykkes det kke vil det ofte medføre en ringere livskvalitet.
Den kriseramte og sørgende kan ikke altid selv bede om hjælp og støtte, derfor skal vi mennesker være opmærksomme på vore medmennesker.
Kriser kræver ikke nødvendigvis psykolog hjælp, men at vi medmennesker udviser omsorg i form at at tilbyde en spadsertur, sørge for at den kriseramte fastholder sine motionsvaner. Der er intet så helbredene som frisk luft og natur og det at føle fysisk velvære.
Der er lys for enden af tunnellen. Intet skidt varer ved og det gør det gode heller ikke.
Må må lære at livet har sine punkteringer og få det bedste ud af det – med det mener jeg at gå styrket ud af sine kriser.
D