Tags

, , , , ,

Når drømmene blomstre

Når drømmene blomstre


Da jeg var barn og meget ung, var jeg rigtig god til at dagdrømme og fantasere.
Når livet blev for hårdt, kedeligt og trist, drømte jeg mig bare andre steder hen og legede jeg var en forbyttet prinsesse eller rigmandsdatter.
Eller jeg fandt en Aladins lampe med 3 ønsker, vandt en million og andre smarte måder at få lidt farve på en trist og fattig hverdag.
Så glemte jeg at dagdrømme i mange år.
Men for 25 år siden, en dag da jeg sad og ville rydde op i en bogreol og alligevel ikke kunne nænne at smide en smuk bog ud og en stak dameblade, hvor der lige var et eller andet, jeg skulle huske eller gerne ville have, begyndte jeg at lave min drømmebog.
Jeg klippede alle de ting, jeg gemte i bladene ud og lavede de smukkeste kollager i bogen bevæbnet med en limstift.
Snart var det at huske, at bruge de store rabarberblade som dækkeserviet på et sommerbord. Så var det at finde en udendørs vandhane med en lille fugl til haven. Så var det en rejse til Nepal eller en middag med musik på Josty i wienerkjole. Så var det hvor jeg kunne finde William Morris`s skønne tapeter, stoffer og tæpper eller et brændeopvarmet træbadekar til udendørs brug eller en håndsyet hat fra Sarmakand.
Hver gang jeg så noget i et blad, en avis eller en reklame, som jeg ønskede mig, klippede jeg det ud og klistrede det i bogen.
Bogen er blevet sjovere og sjovere at læse i med årene.
Der begyndte at ske det meget mærkelige, at ønskerne i bogen gik i opfyldelse.
Pludselig stod jeg på Tåsinge og fandt en meget speciel forretning med min drømmebluse. Eller en dag spurgte en kollega om vi ikke skulle arrangere en tur til Nepal og bo hos hans kones familie. Naturligvis skulle vi det. Der stod jo i drømmebogen, at jeg ønskede mig en tur til Nepal.
Det var som det rene trylleri. Indtil jeg forstod, at jeg ubevidst begyndte at opdage og se mulighederne for de ting, jeg drømte om.
Når jeg blev spurgt til jul og fødselsdag, hvad jeg ønskede mig, stod jeg ikke bar der, medens en klap gik ned og jeg ikke kunne komme i tanke om, hvad var det nu, jeg så gerne ville have. Jeg kunne bare slå op i min drømmebog og fortælle nøjagtig, hvordan tingene så ud, hvor de kunne købes eller hvor hotellet jeg drømte om at besøge lå.
Næsten alle drømmene er gået i opfyldelse og det ophold, som jeg endnu ikke har været på på Sissinghurst Castle , hvor jeg vil gå rundt i Vita Sackville-West og Harold Nicholsons have, skal nok blive til noget. Og jeg skal også nok nå, at besøge Menorca og købe mig et par håndsyede Mascaro`sko.
Det er slet ikke så tosset at dagdrømme og lave sig en drømmebog. Jeg ønsker god fornøjelse.