Tags

, , , , ,

Cortadas azul

Cortadas azul


Jeg er faktisk muy mal, feberen vil ikke slippe og kombineres nu med venstresidig øre- tand- og hovedpine. Håber blot det er alt det snot som presser sig på inde i kraniet et sted.
Burde lave nogle lektier efter dagens lektioner, men drømmesengen kalder og et par timer i skyggen er tiltrængt.
Efter kl. 12.00 er det fortsat meget varmt hernede, men natten og morgenen er blevet en del køligere. Der er heller ikke helt så mange mennesker på stranden til hverdag. Noget tyder på at turisterne er på vej hjem. I avisen står der iøvrigt, at der har været flere turister i september i år end sidste år og også flere end i august.
Radioen står på en spansk kanal og jeg forsøger at fange nogle ord og mere bliver det ikke til. De habler virkelig hurtigt her og snupper en del endelser, altså er de ikke meget bedre end danskerne, når vi taler.
Har tænkt en del over hvorfor, jeg opfatter det, som om jeg har virkelig svært ved at koordinere flere legmesdele på en gang og også hurtig bliver træt fysisk, som psykisk.
Er det en naturlig følge af ens alder, er det fordi jeg ikke er på arbejdsmarkedet eller er det en kombination af begge dele?
Selv har jeg jo iagtaget flere venner som er blevet efterlønner eller pensionister og hvordan det ser ud til at de går ned i gear.
Har vi haft for meget at gøre i for højt et tempo på jobbet og nu rekreerer os? Har vi taget skade af den megen stress og kan ikke mere klare jag
og pres?
Det er jo ikke fordi vi afholder os fra at være aktive, men det er helt klart i et andet tempo. Mit kontrolgen er intakt. Desværre vil nogen måske mene, selv tror jeg det er en forsvarsmekanisme, der nu er svær at ændre på.
Gad vide, hvordan det ser ud om 10 år. Nej! faktisk har jeg ikke lyst til at vide noget og kan slet ikke forestille mig forandringer. Godt det samme, vil mange sikkert mene.
Hvordan bliver det når man ikke mere kan cykle? Ikke mere kan køre bil?
Ikke mere kan løbe eller gå op af trappen? Selv tage tøjet af og på? Gå i bad selv eller skal sidde på en skammel?
Hvis tænderne falder ud og man skal lægge sit gebis i et glas vand?
Hvem gider så besøge en? Er børnebørnene sådan nogle man hører om, men aldrig ser? Gider børnene have noget med mig at gøre? Eller er det en sur pligt at aflægge den gamle et besøg i ny og næ?
Men skal man fejre, påske, jul og pinse med?
Uha! det må forebygges! Spørgsmålet er blot hvordan?
Jeg husker i hvert fald mine forældre som nogen der altid – altid – stillede op for børnebørnene. Da de endte med at have brug for omsorg, besøg og opmuntring så de ingen af dem og blev totalt svigtet. Det har altid undret mig meget. Er det virkelig sådan naturen er indrettet?