Tags

, , , ,

Her fiskes tæt på stranden

Her fiskes tæt på stranden


Det er gråvejr og har regnet meget i nat. Himlen har en grå over i det sorte tone.
Udover havet lysner det, medens det mod bjergene ser meget dystert ud. Jeg tror det blæser den rigtige vej – væk fra kysten.
De 4-5 meter høje siv svejer for vinden og blæsten og bølgerne laver en ganske særlig monoton melodi.
Vandet er blågrønt, men det er fortsat lummert og næsten for varmt at have trøje på. Eller også er det hosten, der får den kolde sved til at løbe.
Emma gik en stivbenet morgentur, uden megen lyst og mine naboer er rejst og vi er helt alene i det Lille Hus på Stranden.
Alle dem der normalt traver langs stranden om morgenen er udeblevet, måske er de bange for en byge eller spiser sen morgenmad. Det er jo trods alt lørdag morgen.
Sommeren går på hæld, hvis dette vejer er udsigten for oktober, kommer der sikkert ikke mange flere gæster i husene og hotellerne her de næste par måneder.
Jeg burde gribe støvsuger og guldskrubbe, men orker det ikke. Jeg griber nok en bog i stedet for. Godt Agnete har forsynet, hjemmebiblioteket med gode krimier. Dem har jeg ikke tidligere været forfalden til, men nu bliver de slugt i en fart.
Avra! Solen brød igennem og giver havet et skær af sølv og ændrer farven til lysende grøn. Skyerne får hvide kanter og driver hastigt afsted. Det ender måske alligevel med at blive en sommerdag.
Molly skal til sin første børnefødselsdag og mødes med de andre vuggestuebørn i et legeland i Marbella. Det betyder hun skal have fin kjole på og sikkert sløjfe i håret. Helt så pyntet som de andre børn, er hun næppe og pynten er heller ikke fin ret længe, hvis jeg kender hende ret.
Hun optræder mest i T-shirt og shorts og jeg må sige, hun burde i virkeligheden have en kedeldragt i let sommerstof, for det ville passe bedre til den lille, aktive dame.
Flere gange er hendes mor blevet spurgt om hun er en dreng, da hun på ingen måde ligner en spansk lille pige i påklædning. Og hun har skrammer på knæene, et sår på den ene fod og en bule i panden, som en anden aktivist.
Man skal have et øje på hver finger i selskab med hende.