Tags

, , , ,

Åh! abe, åh abe, gid jeg var ligesom dig.

Åh! abe, åh abe, gid jeg var ligesom dig.


Molly elsker at synge og læse bøger. I lang tid sang hun noget, jeg ikke forstod, men så faldt tiøren: Det er Åh Abe-sangen.
Her giver hun den, medens hun hygger sig på vippen med mormor i den anden ende, godt træt i benene, fordi jeg ikke kan vippe rigtig med hende. Det var sidste mormor dag i Det Lille Hus ved Havet.
I morgen er det sidste dag overhovedet. Godt det samme, her er koldt, gardinerne blafrer og regnen er kommet. Ikke voldsomt, men der påkræves regntøj ved udendørs aktivitet og skyerne ligger tunge og mørke op over bjergene. Havet buldrer og bølgerne er virkelig høje. Stranden er blevet smal igen og ikke en eneste cikade giver lyd fra sig.
Jeg var ellers vældig imponeret, for enkelte har sunget indtil nu.
Husene er mørke og tilskodede, også hos Katja ser der tomt ud. Det understreger aleneheden når man er eneste tilbageblevne i flere opgange. Hvor er det godt, at der snart kommer besøg igen. Ellers ville det være helt ubærligt at forlade de to dejlige piger. Det er slemt nok nu.
Er ked af det og glæder mig på en og samme gang.
Havde vist aldrig forestillet mig, at komme i sådan en kattepine med voksne børn.
Jeg havde – tror jeg – tilladt mig den luksus, at forestille mig, at jeg var den eneste som rejste langt væk, medens ungerne blev i nærheden af reden.
Mine tanker går til de forældre som har børn i Australien, USA og andre steder, hvor der er endnu længere at rejse.
De sidste frimærker er brugt til postkort og julekort til venner, der bor meget langt væk som Australien og USA og mails er sendt afsted i håb om, at der bliver indgået aftaler med venner og familie om at mødes igen her i december, således at forbindelseslinjerne kan reetableres.
Skabe og skuffer er tømt og kufferterne er ved at være fyldt op, hvilket jeg slet ikke begriber. Syntes jeg har læsset så meget af hernede, at der burde være rigtig meget plads til overs?
Så meget kan 3 små poser mandler da ikke fylde?