Tags

, , , ,

En blæsevejrstur ved Tisvilde og Vejby.

En blæsevejrstur ved Tisvilde og Vejby.


Som omsorgsbedstemor må man udnytte de timer, hvor der ikke står transport af børn, indkøb og madlavning, hundeluftning, rengøring, fjerning af hundelorte fra plænen, rent vand i hundeskålen, vasketøj, træning og svømmehald på programmet. Det blev til en blæsevejrstur med gode venner og forkælelse foran pejsen med god mad og rødvin.
Hvor er jeg heldig.
Der er også blevet tid til at se TV og et program hvor Peter Mygin, hans kone og svigermor fortalte hvorledes det kan være at bo flere generationer under samme tag. Det gav stof til eftertanke.
Tænk hvis man rådede over et egnet hus med flere lejligheder. Nogle små til de gamle og helt unge og nogle mere praktiske størrelser til familierne med børn. Så ville det være nemt at føle sig nyttig og jeg tror børnebørnene ville have stor fornøjelse af det, så længe man var en selvhjulpen og aktiv bedstemor/far. Men hvad så når man blev mere affældig. Ville det så være muligt at de “unge” havde lyst til at have en gammel kone at passe og pleje? Og ville kommunen være villig til at hjælpe til, når nu man havde familien så tæt på og havde været vandt til at bo der?
Jeg kunne nævne mange praktiske og følelsesmæssig fordele ved et sådant arrangement, men det vil være naivt at tro, at der ikke også ville være store ulemper.
Jeg husker i hvert fald fra min egen barndom, hvor det var helt almineligt at have aftægtshus til den gamle generation på gården, at det ikke altid var fryd og gammen. Frygtlige historier hvor svigerdatteren på gården ikke kunne døje sine svigerforældre og ikke undte dem føden.
Jeg husker min gamle farfader som lå syg og hjælpeløs i en seng, gemt væk i et kalekammer bag bryggerset i snavset sengetøj, uden besøg med undtagelse af når han fik bragt lidt mad og blev vist frem, hvis nogle af hans andre børn kom på besøg. Det kunne være min far eller en af de andre brødre. Der lå han totalt isoleret og hjælpeløs i sit fængsel og skulle i grunden være taknemmelig – syntes familien.
Der findes så mange ensomme gamle mennesker. Allerede over 65 år stiger følelsen af ensomhed markant.
Jeg tror det er meget vigtigt i tide, at få lavet nogle aftaler med sit netværk om at ringe sammen. Og forhåbentlig kunne besøge hinanden, fortsætte med at gå lidt ud, om det så kun er en bænk man mødes på i parken. Få lavet aftaler om at spise sammen. Det kan evt. være at gå på plejehjemmets cafe` sammen, hvis man ikke orker at lave mad.
Se Tv sammen, sæt en gammel film på og mindes. Inviter børn og børnebørn – find på nogle små ting de kan gøre for dig ved besøget, så de føler sig lidt nyttige og hjælpsomme. Prøv at være glad og smit dem ikke med din tritesse og din sorg over, at du gerne vil se mere til dem. Invitere dem med madkurv, hvis du ikke orker at lave mad til dem eller tilbyd blot en kop kaffe og håb på de tager brødet med. Ha` kaffe og the i huset. Skriv en masse breve, postkort og mails. Hvis man selv vil have noget igen, må man også give.
Hjælp hinanden med gode ideer til ikke at ende i isolationen. Jeg kan sagtens forstå det og ind imellem føle det. Der kan også gå dage, hvor de eneste voksne jeg taler med, er når jeg skælder speakeren i radioen ud. Og jeg kan endda både gå og cykle, der er bare ikke altid nogen at gå og cykle hen til. Så hvordan er det ikke, hvis man en dag ikke kan komme ud af sin lejlighed. Vennerne er døde og borte og børnene har travlt med deres og børnebørnene ikke gider de gamle overhovedet.
Alle gode ideer til at bryde isolation bør deles i tide.