Tags

, , , ,

Er hun ikke bare dejlig?

Er hun ikke bare dejlig?


Da jeg lørdag aften rejste hjem med toget, undrede jeg mig endnu engang. Samtlige passagerer – unge som gamle – sad med bøjet nakke hen over deres mobil, e-phone eller tablet og kommunikerede på skrift eller i tale med venner og familie ude i verden. Men ikke en eneste vekslede ord med de andre passagerer, ja så knapt nok på dem. På vej ud og ind af toget det samme.
Og ikke blot denne lørdag aften, men hver gang jeg tager et tog, har jeg samme udsigt til mennesker dybt optaget af at “snakke” og være i kontakt med mennesker ude i verden, men så absolut ikke med dem de omgiver sig med.
Flere og flere blogger, bruger face book eller andre mediesider til at være i kontakt med andre mennesker, men at samtale in live, forekommer mig at være mere og mere sjældent. Som om det er nemmere at tale med mennesker, hvis der er lagt denne buffer imellem. En usynlig barriere som man kan skjule sig bag, når man “åbner munden”.
Tænker selv over det i forbindelse med denne blog. Jeg nyder at skrive den, jeg har “tilladelse” til at tænke højt, komme med ytringer, hælde lidt lommefilosofi ud i æteren og har virkelig følelsen af, at jeg er i kontakt med andre, når jeg gør det. Dette til trods for, at der sjældent kommer spørgsmål retur, kommentarer får jeg – også fra mennesker som ikke altid er enige. Feed back får jeg altså, skønt det næppe er så meget, som hvis jeg talte med et andet menneske i virkeligheden.
Forleden talte jeg om ensomhed og det at være alene, hvor de eneste menneskestemmer man hører er radiospeakeren eller tv værten. Er det derfor det er så rart at blogge, og er det også derfor mennesker i højere og højere grad går over til digital kommunikation og har jeg ret i at det for ofte erstatter direkte medmenneskelige samtaler og i sidste ende giver en afstand til de relationer, der er så livsvigtige for os?
Mennesket er et flokdyr og kan ikke leve i isolation, men hvad sker der hvis vi i højere og højere grad lader være at tale sammen ansigt til ansigt?
Er det individualismen, der også på denne måde kommer til udtryk? Vi undgår at blive modsagt og vi kan afbryde enhver digital konflikt ved at trykke på knappen.
Er det mon sundt og hvad sker der, når vi i endnu højere grad udstyrer selv bitte små børn med e-phone og tablets. Opfinder vi digitalt udstyr, der kan skifte ble og trøste børnene, når de er kede af det. Og gider vi kun være sammen med dem når de smiler og er i godt humør?
Skræmmende!
Måske skulle vi starte en bevægelse der hedder: Så tal dog sammen.