Tags

, , ,

Nogen engel er jeg ikke, men derfor kan jeg jo godt forsøge at ligne en.

Nogen engel er jeg ikke, men derfor kan jeg jo godt forsøge at ligne en.


Nogen engel er jeg ikke ligefrem, men derfor kan jeg jo godt forsøge på at ligne en – bare en gang imellem. Rigtig sjov ide på Kongens Nytorv fundet under en spadseretur efter filmen Nevbraska.
Filmen måtte lige fordøjes og senere skylles ned med et glas vin på Hvids Vinstue.
En film med skønne, skønne skuespiller præstationer. En film i sort hvid, hvilket er sjældent nu om dage. En rørende, morsom og deprimerende film om hvordan virkeligheden også kan være i udkants USA. Det kunne være hvilken som helst “udkant”, et sted der hvor livet kører på vågeblus og man spørger sig selv om det dog kan være meningen med livet, at det skal leves og bliver levet på den måde.
Pu ha! Det vækkede rigtig mange minder helt tilbage til min barndom, hvor jeg af og til var ved at gå til i min følelse af indespærring og hvor min længsel efter at være andet en tilskuer til verden, fik mig til at fortvivle og drømme om flugt.
Godt jeg kom afsted!
Filmen Den Grønne Cykel og også en fantastisk præstation af hovedpersonen – en pige på 12-14 år. Tænk, at et barn kan spille så fantastik. Også den film rørte ved mit behov for oprør undertrykkelse, knægtelse af ytringsfrihed og stupiditet. Havde jeg levet sådan et sted, ville jeg sikkert være blevet pisket og bagefter stenet ihjel.
Det er slet ikke så tosset at komme i biografen og så to dage i træk. Utroligt.
Dagen i dag har budt på to dejlige overraskelser. Skulle have min søn til frokost, hvilket han ændrede til, at han ville lave frokost til mig. På vejen havde han hentet mit barnebarn, det var overraskelse nummer to.
Det var så herligt at opleve de to unge mænd lave lektier, lave sjov og hygge sig sammen. De er så elskelige og hjertevarme begge to. Det er virkelig dejligt at være mor og mormor til sådan et par guttermænd.
De er også overraskende dygtige til at lave mad. I dag blev der serveret ovnbagt græskar med timian, lidt parmasan og kylling. Lækkert.
Nu driver skyerne i stor hast hen over himlen og ser faretruende sorte ud. De nøgne træer svajer fra side til side og når man går om hushjørnerne river blæsten i frakken og parykken.
Tænker på, at jeg ikke har smagt en eneste fastelavnsbolle i år og har egentlig lyst til at gå ned til bageren. Heldigvis har han lukket nu – det bliver ikke i dag.
Jeg må hellere gå på loftet og finde Mollys ting frem og bagefter lave nogle flere lektier. Sprang over det spanske i går – ikke så godt.

Reklamer