Tags

, , , , , , ,

På rygsæk cafe`for at  drikke latte og spise madpakke.

På rygsæk cafe`for at drikke latte og spise madpakke.


Nu sidder jeg her trist og tom efter intense 9 dage. Flyet er netop gået i luften, hvis planen holder.
Håber Molly tager det fint og ikke giver sin mor og de øvrige passagerer knopper og ondt i ørene.
Vi har levet tæt, tæt og skønt jeg er træt og næsten klapper sammen nu, ville jeg ikke undvære det et øjeblik. Synes også jeg er en lykkens pamfilius, at de gider kommer hjem til mig.
Det er meget tomt efter de to piger og jeg tænker tilbage på mormor og bedstefar, som sikkert også syntes det var virkelig hårdt at få forstyrret deres cirkler af ikke mindre end to voksne og 3 børn, men altid tog det fra den positive side og udtrykte: “Her bliver da alt for stille når I er rejst.”
Så er det man savner en, at dele de her følelser med.
Det har været hårdt for mor Katja også, hun er mange gange blevet vist ud af værelset eller har måttet “æde” at det var mormor som skulle. Hun har taget det med stor forståelse og forhåbentlig nydt, at have “aflastning” for den lille yndige, øgleunge.
Den det sikkert er gået værst ud over, er min fantastiske underbo. Det må have været virkelig hårdt at høre på Mollys tramp. Hvorfor skal et så lille barn lyde som en elefant? Hertil kommer hendes mishagsytringer og de har på tidspunkter virkelig været højlydte. Hun er ikke for de sarte. Til andre tider har hun opført sig som en engel og jeg mener, at de fleste gange, skal vi nok lede hos de voksne for at finde forklaringen på at et englebarn, kan blive et lille monster.
Som mormor har jeg nydt oplevelser, som er gentagelser af oplevelser med mine egne børn. F.eks. var vi i Det Lille Teater og se Lille Madsens Hus der blæste væk. Her har jeg ikke været siden Mollys mor var ganske lille, altså for mere end 33 år siden.
Det var fint lavet og jeg kan anbefale det. Molly som måske var den yngste på 2 år, kunne godt kapere den lille time det tog og var fuldstændig opslugt og råbte hurra og klappede og dansede, det bedste hun havde lært.
Den Blå Planet blev – på anbefaling af en veninde – besøgt og nydt. Det er et ok sted. Det bliver mere interessant år hun bliver lidt ældre, men i lang tid vil hun ikke glemme Den Blå Haj, som aede hende på armen.
I aften skal jeg sove i min egen seng og savne dem og skynde mig at blive frisk til venners fødselsdagsarrangementer, 8. marts og besøg fra Norge.
Det er skam slet ikke kedeligt at være pensionist.
Jeg skal for resten også skynde mig at få lavet et mimrekort.

Advertisements