Tags

, , , , ,

Hver gang jeg går tur i byen ser jeg noget nyt. Nyd lige farverne på disse huse.

Hver gang jeg går tur i byen ser jeg noget nyt. Nyd lige farverne på disse huse.


Hvad har Lucia de Lammermoor af Donizetti at gøre med maleren Otto Frello?
Ikke andet end at begge dele begejstrede mig i går og gav min dag et pust af inspiration og ydmyghed overfor mennesker, som evner at komme ud over rampen og være istand til at give os andre lov til at opleve og sanse dimensioner, som vi måske ikke lige er åbne for i vores dagligdag.
Lad mig begynde med Otto Frello, dansk maler som netop er fyldt 90 år og som bor i et kunstværk af en gammel lejlighed i den indre by og for øjeblikket udstiller i Rundetårn.
Otto tager os med ind i eventyrets og fantasiens landskaber. Hver eneste beskuer af billederne får lov til selv at gøre sig tanker og forestillinger om hvad der sker på, eller nærmere i billederne og i vores indre. De prikker til vores fantasi, vore egne forudsætninger og vore egne drømme om hvordan livet også kan være eller blive.
Tag nu for eksempel hans billede af Det Sidste Menneske – er hun ensom, ulykkelig, hvordan er det kommet så vidt? hvorfor er hun klædt som hun er? og sådan kan man dvæle ved hver eneste billede og i øvrigt nyde hans detaljer og aldrig blive træt, af at “finde Holger”.
Hvor ville jeg gerne møde ham og høre ham fortælle.
Nå ind i Rundetårn, hvis du kan inden udgangen af april.
Ester havde samme aften inviteret mig i Operaen for at høre og se Lucia di Lammermoor, som blev sunget helt vidunderligt af Henriette Bonde-Hansen.
En blodig og dramatisk fortælling fyldt med ondskab, jalousi og naturligvis kærlighed. Mest ulykkelig kærlighed. Hvad man ikke havde af horo og splatterfilm i 1797-1848, kunne Gaetano Donizetti skabe i sine operaer.
Heldigvis var sangerne, især Henriette og Edgardo, i går Danilo Formaggia istand til at synge så ubesværet, smukt og let, så jeg følte mig helt opslugt på den gode måde og trods det at blodet flød og alle døde en ulykkelig død, gå bort med følelsen af, at jeg havde oplevet noget kærligt og meget levende.
Gaetano Donizetti skrev faktisk også glade og komiske ting, men døde selv syg og formørket på et sygehus i Paris, vist nok meget psykisk syg af overanstrengelse og syfilis.
Eneste minus var at Lucia virkelig er en smuk kvinde og det var så svært for mig, at finde det troværdigt, at hun virkelig kunne forelske sig så heftigt i lille tykmavede Edgardo. Når de omfavnede hinanden, måtte jeg tage mig i ikke at komme til at grine højt, for det så altså komisk ud.
Undskyld det må være mine fordomme.

Reklamer