Tags

, , , ,

Blomsterne står i fuldt flor, det grønne vælter frem og alt er friskt og sprødt.

Blomsterne står i fuldt flor, det grønne vælter frem og alt er friskt og sprødt.


Skyerne er let lyserøde, nogle violet, grænsende til det truende mørkegrå. Forsytianes gule blomster er på vej til at blive overhalet af grønne blade. Plænen er blevet slået for første gang og ser så nydelig ud. Træerne er næsten fuldt udsprunge, men dækker endnu ikke helt for nabobebyggelsen. Det er kølig, men i morgen loves der varme og dejligt forårsvejr. Tulipanerne i bedene er allerede ved at visne ned, det går samme vej med de luende, gule bede af påskeliljer og dog er påsken lige begyndt.
Hjemme efter et hyggeligt besøg hos en jeg har kær, tjekker jeg face book. Der hvor jeg holder mig orienteret om børn, børnebørn og søskende børns færden ve og vel.
Et billede og en besked får det til at gyse i mig. Mit skønne 17. årige barnebarn iført sjov hat, med en påskebryg i hånden på bagsædet af en bil.
Andre har allerede utrykt deres bekymring om den sammensætningen og skønt de unge forsikre, at chaufføren er pinlig ædru, sender jeg en indre bøn til Vor Herre om, at de unge mennesker passer godt på sig selv og alle andre som færdes på vejene, hvor de kører.
Min rædsel for at et splitsekund kan ændre livet så katastrofalt for mennesker, sender mit bekymringsbarometeret helt til tops.
Naturligvis kan jeg glæde mig over, at jeg ikke længere er moderen, kun bedstemoderen. Men som var det i går, vælter mine moderlige bekymringer frem fra dengang.
Der var i øvrigt stor forskel på mine bekymringer for om det var mine piger eller mine drenge det drejede sig om. Bekymringerne for pigerne var mere en angst for overgreb, der involverede sex, mord og stoffer, medens det for drengenes vedkommende var grov vold og overfald og trafikulykker.
Nu går mine tanker bestemt til forældrene – mine børn – der nu skal igennem de samme slidsomme ferier, nætter og weekender, hvor de store børn ikke længere så let lader sig styre og synes det er vildt kedeligt at tage i sommerhus eller på ødegård og gemme påskeæg. Nej, de vil hellere feste med vennerne og drikke påskebryg.
Og naturligvis er det småting, at bekymre sig om, når jeg sidder nu ser på TV-avisen, om hvorledes koreanske forældre, til børn og unge, må lide ved tanken om druknede og indespærrede ofre i en færges indre på bunden af et hav.
Findes der noget værre i verden end at ens børn og børnebørn ikke trives eller vi mister dem – det tror jeg ikke.
Det holder aldrig op.

Advertisements