Tags

, , , ,

Så smuk en alle der ligger lige hvor jeg bor.

Så smuk en alle der ligger lige hvor jeg bor.


Hvem skulle have troet det om mig? At jeg kunne finde på at spille golf. Nej, vel!
Tanken om at gå en 3-4 timer og blive irriteret over, ikke at kunne banke en dum lille kugle ned i et endnu dummere hul i jorden.
Jeg er med på, at de fleste golfbaner ligger fantastisk smukt og det er en god ide at få motion og frisk luft. At der også kan være tale om et vist socialt fællesskab, men et besøg i en engelsk golfklub, hvor mine Armani cowboybukser ikke levede op til dress code, har givet mig det sikre indtryk, at jeg ikke ville passe særlig godt sammen med den form for snobberi. Derfor har det for mit vedkommende også begrænset sig til en – iøvrigt god dag – med en veninde på en golfdag, jeg vist havde fået foræret eller vundet.
Men altså i søndags var det golfens dag og min lokale golfklub inviterede nye eventuelle medlemmer til at prøve. Vejret var helt vidunderligt og alene cykelturen til golfbanen vurderede jeg som en god investering.
Og sikken en velkomst. Venligt smilende og meget, meget hjælpsomme frivillige fra klubben tog godt imod os. Brugte lang tid på at forklare og vise rundt. Svare på spørgsmål, men ikke mindst hjælpe os med at spille bolde ud, ramme rigtig. Tage fat på køllen på en fornuftig måde og senere potte, hedder det vist.
Der var mad og drikke og til sidst et tilbud om 2 måneders gratis prøvetid med prof. undervisning og meget mere. Til slut fik jeg en køretur rundt på hele banen i en sjov lille bil og min chauffør tegnede og fortalte om alt, hvad jeg kunne finde på at spørge om og også det jeg ikke spurgte om.
En meget overraskende pointe var, at banen er medlemsejet og derfor ikke skal tjene profit til nogen. Pengene bliver brugt på forbedringer, udvidelser og medlemspleje og gør medlemskab billigere end på andre golfbaner. Hertil kommer et samarbejde med 2 andre golfbaner, så man faktisk kan spille 3 steder.
Jeg er bare imponeret.
Stemningen og venligheden og imødekommenheden var imidlertid det allerbedste.
Jeg snupper et prøvemedlemsskab og ser hvad der sker. Og det havde jeg dog aldrig drømt om, at jeg ville finde på.
Nu mangler vi bare, at jeg også melder mig til kortspil. Så har jeg gjort alle mine fordomme til skamme.
Og så en overraskelse igen, det var flest damer og enkelte par, der var mødt op – vi er altså det mest sociale og udadvendte køn af to.
Ja, men har et standpunkt indtil man tager et nyt.

Advertisements