Tags

, , , ,

Gæssene græsser ved Damhusengen.

Gæssene græsser ved Damhusengen.


Kender I det? At sidde overfor et menneske, som taler til dig, som om I har kendt hinanden altid og din hjerne kører på højtryk for at finde ud af hvem det er.
På vej til frokost efter en vellykket konference i går, kom en mand hen og sagde: “Hej Ilse, hvor er det længe siden”. Jeg nåede lige at mumle et HM! før han fortsatte og af hans talestrøm, kunne jeg forstå, at vi må have kendt hinanden rigtig godt fra mine aktive dage i fagbevægelsen.
Jeg kunne ikke læse hans navneskilt, fordi brillerne lå i tasken og da jeg under frokosten fik det frem, gave det desværre ingen genlyd. Hvor, hvornår og hvad?
Jeg kunne kun sidde og glo ind i hans meget, meget lyseblå øjne, uden at finde noget jeg genkendte og håbe at mine hm!, hm! og spørgsmål faldt passende og ikke for afslørende.
Han fortalte om 13 spændende år som kommunaldirektør i Grønland. Meget, meget interessant.
Naturligvis burde jeg have spurgt ham, hvor vi kendte hinanden fra, men på en eller anden måde, var vi lige som kommet alt for langt og jeg følte mig flov og smådement. Så irriterende for nu vil jeg gå og spekulere mig gul og blå på hvem han var.
I dag skal jeg møde en flok pensionister fra min egen årgang og oplevelsen vil sikkert gentage sig. Jeg husker mange ansigter, men kan ikke sætte navne på og heller ikke altid placerede dem i den sammenhæng, hvor jeg kendte dem.
Nogle gange undskylder jeg mig med, at jeg havde en position, hvor jeg var meget kendt og naturligvis ikke kendte alle dem, som kendte mig som “kendt”, men det er en meget mærkelig oplevelse og måske også et alderstegn.
Naturligvis har vi mødt mange mennesker, jo ældre vi bliver og nogle af de oplevelser vi har haft sammen går i glemmebogen.
Det interessante er, at i perioder hvor jeg har taget billeder, husker jeg meget. Ikke blot personer, men stemninger, dufte og følelser. I de perioder hvor jeg ikke har ret meget billedstof, forsvinder tingene – så at sige viskes ud.
Forleden hørte jeg i radioen, at hvis man taler med sine små børn om hvad de oplever de har gennem en dag, vil de huske meget bedre. Jo oftere de selv er med til at gengive en oplevelse, en historie jo stærkere bliver deres minder. Og man kan give en dårlig oplevelse en bedre drejning ved at tale med dem om det.
Meget spændende. Det er også den måde man ofte får et givende relationsarbejde i gang med demente og ældre mennesker.
Faktisk var jeg, som en af de første med til at undervise i dette mindearbejde og støtte at man oprettede en slags mindeværksted, hvor de gamle kunne komme hen og se på ting fra deres barndom og ungdom og sætte gang i minderne.
Siden blev det moderne at indføre den slags på plejehjemmene.
Man giver så at sige mennesker værdi og status ved at huske hvem de også har været og hvad de har udrettet. Og vi andre bliver så fantastisk rige af deres fortællinger. Jeg holder meget af og finder det utroligt berigende, når den ældre generation fortæller om deres liv og færden. Det er så spændende.
Ikke underligt at de små børn har elsket at høre bedstemor og bedstefar fortælle i varmen ved kakkelovnen, da flere generationer boede sammen.
Måske skulle vi indføre nogle moderne kakkelovnshjørner for vores børnebørn.

Reklamer