Tags

, , , ,

I kanalen ved San Marco på vej ud af  Venedig med Markus pladsen i baggrunden til h. og San Giorgio Maggiore i baggrunden.

I kanalen ved San Marco på vej ud af Venedig med Markus pladsen i baggrunden til h. og San Giorgio Maggiore i baggrunden.


Svimmel og ør i hovedet går jeg rundt som en fuld sømand, nu hvor jeg igen har fået fast grund under fødderne. Underlig fornemmelse, som ikke kun skyldes at jeg kom sent i seng efter en lang hjemrejsedag med flyforsinkelse, ikke lige det man havde lyst til i en kedelig lille lufthavn med endnu mere kedelig mad. Hvorfor skal det være som på Storbæltsfærgen i gamle dage. Hvorfor kan man ikke få kvalificeret mad i lufthavne og lignende steder?
Men lad os begynde med begyndelsen den 24. maj hvor vi rejste til Venedig for at finde vores skib MSC Preziosa. En 16. etagers kæmpe båd, naturligvis indregistreret i Panama og fyldt med billig – og utrolig sød – arbejdskraft fra Indonesien, Philipinerne, Indien, Brasilien og ???. De fleste officerer var Italienere eller mere bleghudede europæer.
Gæsterne kom fra hele verden, vist nok 12 fra DK, vi mødte fire. En del svenskere og normænd, men ellers lige fra Australien, USA, russere, japanere, kinesere, brasilianere, masser af italienere, tyskere, englændere, irer, skotter, hollændere og franskmænd. En leben af familier med små børn, store børn, uden børn. Gamle og yngre og rigtig mange forfærdeligt overvægtige mennesker. Når man besøgte buffen fik man nærmest madlede ved at betragte det folk hentede af mad og hvorledes de dængede deres tallerkner til. Det må stå hen i det uvisse om folk bliver tykke af at tage på cruise eller om det er tykke folk der tager på cruise for at spise.
Da vi skulle hjem var der en dame, der sad fast i bussens indgangsdør, så stor var hun. Men mænd med kæmpemaver, helt utroligt store og i de mærkeligste former gjorde sig også gældende.
Aftenen gik med at nyde udsejlingen fra Venedig, vejret var skønt og det var et betagende skue, at betragte den travle, gamle by fra vandet. Højt hævet over alle, så vi kunne kigge langt.
Vi blev afbrudt af en øvelse, hvor vi skulle lære at tage redningsvesten rigtig på. Ha!, ha! godt min søster ikke fik taget et billede af mig – det så virkelig sjovt ud. Men man har sine bange anelser, hvis der virkelig sker noget. Hvordan vil de få alle de mange mennesker -ca. 4000 passagerer – ud af de lange gange i 15 etager. En myretue, uden lys måske og uden at kunne bruge elevatorer. Og hvad med det stakkels personale som befinder sig i bunden af skibet? I vaskeriet, i maskinen, i køkkenet eller som har fritime. For her tæller vi fritimer, ikke dage.
En tjener fortalte, at hvis han fik ros af en gæst, kunne han muligvis gøre sig fortjent til en fridag i land, ellers kom de ikke i land. 9. måneders arbejde uafbrudt. Medens vi gik i land i Venedig i går, så vi de første gæster gå ombord.
Så det kan nok være, at vore tjenere ved middagsbordet fik stjerner og ros på evalueringsskemaet. Den ene længstes så forfærdeligt hjem til sin kone og sit nyfødte barn i Indonesien, at hans sorte øjne blev endnu sortere når han talte om dem.
Hold da op, hvordan bærer de sig ad med at være så søde og venlige, hjælpesomme og gode ved sådan en flok altædende, ofte uvenlige, blegfede hvide mennesker?
Jeg tror nok, dette her var mit sidste cruise.

Advertisements