Tags

, , , , , ,

De fine røde tage på alle husene i Dubrovnik fortæller om hvor ødelagt den var efter krigen og derfor måtte sættes istand.

De fine røde tage på alle husene i Dubrovnik fortæller om hvor ødelagt den var efter krigen og derfor måtte sættes istand.


Jeg blev aldrig helt færdig med at fortælle om vores rejse og vores stop i Dubrovnik. For mit vedkommende et glædeligt gensyn efter næsten 33 år. Jeg husker endnu, hvordan jeg gik op og ned af hovedgaden i den gamle by og håbede på, at en særlig butik ville åbne. Jeg havde i den grad forelsket mig i en kjole, som jeg bare måtte eje. Desværre holdt butikken lukket i hele den uge jeg var der og kjolen blev aldrig min.
Med et lille gys i maven gik jeg igen ned af hovedgaden og spejdede efter min kjole, men nu var både kjole og butik borte og erstattet af turist- og vekselbutikker.
Til gengæld fik vi en lang og smuk tur på bymuren. Vi gik deroppe i over en time og nød den skønne udsigt og var glade for, at der var blevet samlet penge ind til at genrejse byen. Man kan endnu enkelte steder se ødelagte tomter, men det er ikke mange og der arbejdes på højtryk for at redde de sidste hus ud af ruinernes skygge.
Vejret var blandet og det lynede og tordnede over bjergene bag byen. Enkelte regndråber ramte os, men det var der råd for. Søster Dorte havde taget LO`s overenskomstregnfrakker med og de gjorde god fyldest.
LO sponsorede vores regnfrakker i Dubrovnik

LO sponsorede vores regnfrakker i Dubrovnik


Nød byen i fulde drag og fik os en kop kaffe på en stenbænk foran et gammelt klostermuseum og gloede hemningsløst på de mange turister som vrimler rundt i den fine gamle by. Heldigvis har jeg oplevet den uden turister og det var en rar fornemmelse.
Aftenen blev brugt til at spise og pakke. Morgenen efter skulle vi anløbe Venedig og gå fra borde, dog som de sidste, så vi kunne i fred og ro kigge på de “syv små kinesere” forlade båden før det blev vores tur.

Advertisements