Tags

, , , , , , , ,

Fodbold, fest og farver på forsiden. Sult, vold og afmagt på bagsiden i Brasilien.

Fodbold, fest og farver på forsiden. Sult, vold og afmagt på bagsiden i Brasilien.


Jeg har svært ved at holde nyhederne ud for tiden. Den tiltagende vold og krigstilstand i Irak, den konstante krig i Syrien og Afghanistan. Armod og nærmest folkemord flere steder i Afrika. Kup i Thailand med militæret på magten. Tilbageslag i Ægypten med samme recept. Ballade i Pakistan og kvinder der voldtages i Indien, får syre kastet i ansigtet, hænges og, og……..
Avisforsider der truende fortæller om at der er nye boligbobler på vej. Kriser der kradser og betyder arbejdsløshed og fattigdom udenfor min gadedør og i hele Europa.
Hvor skal jeg vende mig hen? Hvordan skal jeg personligt takle den information? Hvorledes skal jeg handle for at dæmme op eller forandre den ulykkelige udvikling?
Jeg holder ikke ud at høre og se mere, gør jeg det, overtager magtesløsheden mit humør.
På den anden side har jeg ikke lyst til at vende ryggen til og lukke øjnene.
Jeg skal leve i nuet, i mit nu og jeg har det jo godt, sammenlignet med hvad andre bedstemødre skal slås med. Jeg sulter ikke. Har et sted at bo. Mine børn er raske og mine børnebørn ser ud til at trives.
Hvordan holder jeg balancen?
Mange danskere sidder klistret til fodboldskærmen i denne tid og vi får kun serveret forsiden, men selvom vi også fik lidt mere af bagsiden, ville det så ændre noget?
Er al magt overgået til dem der sidder på finanserne? De rige bliver rigere og rigere, hvad vil de med al den rigdom? De fattige, bliver fattigere, hvor længe finder de sig i det? Og hvad sker der når de/vi ikke længere vil acceptere det.
Jeg synes det er rigtig svært, at gennemskue vores komplekse verden og endnu sværere at handle og handlingslammelse gør mig i dårligt humør og det i dag, hvor jeg skal holde en forsinket fødselsdag.
Mine børn har inviteret mig ud at sejle, jeg skal være kaptajn på et lille skib. Jeg har styrmand og tjenende ånder med, der vil servere frokost og holde mig med selskab.
Jeg må skynde mig at blive glad, det er jeg også, meget, meget glad for at have sådanne dejlige børn og børnebørn, som giver mig fine oplevelser.
De gode minder, kan ingen jo tage fra os.