Tags

, , ,

Fuld fart frem.

Fuld fart frem.


Regndråberne løber ned af ruderne i hobetal. Det kunne være mine tårer over at de atter er borte. For to timer siden kørte de afsted mod lufthavnen glade for at skulle hjem til Emma og far og flyve i flyvemaskine.
Jeg holdt facaden, det var svært, da de ikke engang vendte sig om vinkede. Ude af øje ude af sind?
Nej! Men glade for at de skulle hjem. Ude er godt, hjemme er bedst. Jeg er helt enig og når vasketøjet er overstået og legetøjet gemt væk. Den høje stol sat på loftet og de ting, der er blevet for småt givet videre, vil jeg finde min hverdag og igen være aktiv voksen.
Men lige nu, føler jeg mig tom og brugt og har i den grad brug for voksenomsorg. Lige nu ville jeg give meget for noget tryllepulver, der kunne anbringe mig i en varm favn, hos en som ville stryge mig på håret og hviske, at jeg ikke er skør. Blot en træt bedstemor, som føler sig lille og forladt og selv har brug for kys og klem.
Kigger på billederne fra i går aftes af alle mine unger og de to børnebørn, som var med. Hvor er jeg heldig, jeg har fået lov at være mor og mormor til dem. Jeg har for længst lært at sige tak og ikke bede om noget. Hvis man beder om noget, kan man risikere at få det på en helt uventet måde.
Jeg husker en yndig og dejlige pige, som havde succes, var smuk og kvik, men syntes hun manglede indhold og dybere mening i sit liv. Det bad hun om at få.
Kort tid efter døde hendes mor af kræft – helt uventet – og den unge kvinde, blev pludselig ansvarlig for sin lillebroder og sin mors livsværk, et økologisk pensionat, hvilket ikke var så moderne på den tid. Vi blev en tid meget tætte og hun sagde til mig: “Bed aldrig om noget, men husk at sige tak for det du har og har fået”.
Det vil jeg altid øve mig på.
Som Daghøjskoleleder mødte jeg en anden unik, ung kvinde, som sagde det samme. Hun er nu selv død af kræft og skønt hendes liv, bestemt ikke var en dans på roser, var hun taknemmelig for hvad hun “fik” her i livet.
Så selv om mit hjerte græder, græder det vist også af taknemmelighed.

Reklamer