Tags

, , , , ,

Indtil glasset gik istykker og billedet faldt ud af rammen, troede jeg det var mig som barn.

Indtil glasset gik istykker og billedet faldt ud af rammen, troede jeg det var mig som barn.


“Hvordan var du som barn?” Spørger min datter på hendes vegne.
Jeg bliver stille og eftertænksom. Hvordan var jeg som barn? Er det en sammenligning med hendes egen alder, hun spørger til? Hvad skulle det ellers være?
Hvor langt husker jeg tilbage? Enkelte glimt som 2.årig. Enkelte glimt som 3. årig, en del som 4. årig.
Men hvordan var jeg? Hvordan så jeg ud? Hvordan opførte jeg mig? Hvad tænkte jeg?
På de få billeder i sort, hvid som findes fra dengang, kan jeg se, at jeg var spinkel. Et barn med langt, lyst hår, fyldt med krøller. Dit er også lyst, men ikke så krøllet.
“Se på det her billede”, sådan så jeg ud.
Min mor havde hængt det op i glas og ramme og indtil jeg blev voksen og glasset gik i stykker, troede jeg det var et billede af mig.
Jeg var stille og genert, hvis der var fremmede. Forsøgte at være en sød og god pige, for min mor fortalte, at GUD så og hørte alt, og ham turde jeg bestemt ikke løbe om hjørner med.
Vi bad fadervor, inden vi skulle sove og det var en alvorlig sag.
Jeg blev rigtig god til at vejre stemninger og opfylde ønsker, før de var fortalt. Intuition, hedder det vist. En evne som er temmelig veludviklet hos mig, også i dag og ikke altid lige rar at være i besiddelse af.
Mange år senere, da jeg var voksen og flyttet hjemmefra gik glasset på billedet istykker og det faldt ud. Først da opdagede jeg, at det var et postkort, sendt til mig fra min mors veninde i Sverige med teksten: “Mange knus og lykønskninger fra Tante Anni. Jeg synes den lille pige ligner dig Ilse. En gave må du faa naar, jeg selv kommer hjem til dig lille skat. Hilsen til Mor, Far og Torben og Tak for Brevet. Hilsen til Mormor og dine Gæster.”
Det må have været til min 2 eller 3. års fødselsdag. Postkortet har jeg endnu.
Det er mig.

Reklamer