Tags

, , ,

Esben Just Trio på Balders Plads

Esben Just Trio på Balders Plads


Med skørtet flagrende om de bare ben, susede jeg i eftermiddags ind til Dronning Louises Bro for at deltage i “Street Parade” med Wonderbrazz og en masse gode mennesker. Sammen dansede vi nærmest til Balders Plads på Nørrebro.
På alle ansigter var der store smil og det var ikke kun på grund af det skønne vejr, men i lige så høj grad på grund af den festlige musik. Man burde sende musik rundt i gaderne en gang imellem, det får folk til at smile, tage dansetrin og være venlige mod hverandre.
På den skønne lille Balders Plads på Nørrebro var der både dansegulv, bænke til at sidde på og en fin scene.
Roses Cafebar havde gang i udskænkning af øl, vin og kaffe og var man sulen var der også råd for det.
Wonderbrazz spillede herligt og jeg fik lejlighed til at danse lidt.
Uha! hvor jeg savnede min dansepartner, det kunne være blevet til en skøn opvisning med swing i skørterne og tramp i trægulvet.
Det er dejligt, at sidde udendørs til den slags arrangementer og kigge op i de grønne træer med ansigtet vendt mod solen. Betragte den blå himmel og lade alle de glade stemmer og klapsalver lægge sig som bagtæppe til musikken.
I pausen fik vi hurtig arrangeret borde og bænke så vi kunne spise lidt sammen inden Esben Just Trio overtog festen. Og sikken en fest. Milde moster hvor Esben kunne spille på klaver med hænder og fødder. Ingen kunne sidde stille og der blev vugget, svejet, klappet, danset og til slut sunget med. Flere mennesker kom til og hele pladsen summede og vuggede, medens mørket langsomt sænkede sig til de sidste herlige toner.
Han er fantastisk, ham og hans trio vil jeg simpelthen høre igen.
Og alt det er gratis.
Jeg kan kun anbefale at gå ud i jazz landet og lade øregangene blive blæst ud af livsbekræftende og livssprudlende musik

Advertisements