Tags

, , , , ,

Sidste års rose. I år dobbelt så stor og mangfoldig.

Sidste års rose. I år dobbelt så stor og mangfoldig.


Jeg beundrede og holdt af den smukke rosenbusk. Den fik mig til at tænke på sommerfugle, engle og tordenvejr. Den havde oplevet det hele.
Hver dag har jeg haft en lille dialog med blomsten. Betroet den hemmeligheder, nogle dage grinagtige historier, andre dage har jeg drøftet livsvigtige spørgsmål med den.
Den svarede egentlig ikke og jeg forstod ikke helt, hvad den var ude på?
Rosen blev hos mig, i for roser lang tid. Stod der hemmelighedsfuld og klog på livet. Det var som om den ikke have lyst til, at høre op med at blomstre.
Men den var ikke kun blid og tiltrækkende, også farlig med skarpe torne – den advarede mig. Hvis jeg kom for tæt på, ville jeg stikke mig slemt. I behørig afstand var den fredelig og næsten kærlig. Drillesyg og vovet.
Dagene gik og jeg blev mere og mere forelsket i rosen og på samme tid urealistisk. Bildte mig ind, at den ville blive hos mig. At den ville fortsætte med at lyse op i min stue, nikke godmorgen og godnat i lange tider.
Til kærligheden os skiller.
I går eftermiddags gik jeg hjemmefra og sendte den skønne blomst et fingerkys til farvel.
Og så! da jeg kom hjem hang den med hovedet. Jeg blev trist og forsøgte at genoplive den, men i morges lå alle dens røde kronblade som bloddråber på mit gulv.
Mit hjerteblod. Jeg har mistet dig.
Tilbage er de duftende blade i en skål på mit natbord. Og i mit hjerte er der gemt et lille, bitte eventyr.

Advertisements