Tags

, , , ,

Manden var ganske enkelt genial

Manden var ganske enkelt genial


I dag har jeg nydt Leonardo da Vinci`s opfindelser, eller nogle af dem, i det gamle Danmarks Akvarium.
Den mand var genial. Tænk at være født i 1452 og opfinde en bil, en flyvemaskine – sort of – dykkerdragter, maskiner der kunne rejse søjler og mange, mange flere ting.
Han kunne som bekendt male – Mona Lisa. Spille musik og meget, meget mere.
Bagefter frokost i den runde restauration på Strandvejen med hyggelige mennesker og en hot, hot cykeltur tilbage til byen for at høre den første gratis opera ved Torvehallerne – Barberen i Sevilla.
Ikke en dråbe regn eller skybrud, men en morsom forestilling i en temmelig moderne udgave. Operaen kommer rundt i byen og kan anbefales. I morgen er den på Bispebjerg Torv.
Syntes jeg skulle se tv-avisen, da jeg kom hjem og faldt over en udsendelse i tv, hvor man viser hvor aggressiv USA (præsidenter) har været og hvor ofte man har sagt et og gjort noget andet. Krige er blevet startet på løgnagtige og urigtige grundlag: ” Bare fordi vi kan”. Det er endnu mere rystende end jeg i virkeligheden går og tror til daglig.
Når det passer præsidenterne vender man det blinde øje til at deres såkaldte venner bruger kemiske våben mod deres egne. Senere når sådanne lakajer ikke passer ind i spillet mere anholdes de for narkohandel eller noget, som intet har med krigsforbrydelserne at gøre. Rask væk forsyner man såkaldte fjender med våben for bagefter at kalde med terrorister.
Føj hvor blev jeg i et kedeligt humør og tænker hvor mon Syrien er blevet af i alt det sørgelige der foregår i Gaza. Hvad sker der med alle de børn der er ved at sulte ihjel i Afrika. Kan pressen kun rumme en enkelt ting ad gangen i agurketiden og hvorfor er Touren vigtigere end mord på civile?
Vi skal leve i nuet. Vi skal nyde det liv vi har, for vi har kun det ene. Vi skal være positive og venlige.
Det er med en mærkelig smag i munden og med en fornemmelse af at være et rigtig dumt svin, hvis jeg ikke lader mig påvirke og helst handler på min viden om hvor forfærdeligt nogle mennesker lider.
Hvor skal jeg ende og hvor skal jeg begynde. Jeg føler afmagten tage helt over.

Reklamer