Tags

, , , , , ,

8
Det er svært at lukke mit indre øje og se bort fra en verden, jeg end ikke længere tåler synet af i TV eller magter, at lytte til i radioen eller læse om i aviserne.
Her til morgen måtte jeg lægge øre til og læse i avisen, at Danmarks statsminister ikke, som sine nordiske fæller, ville underskrive en resolution om besættelsen og krigsforbrydelserne i Gaza. Det gør mig frygtelig ondt for alle de børn, mødre, fædre og søskende for ikke at tale om bedsteforældre, der fortsat skal være krigens ofre.
Jeg føler mig som den abe, der sidder og holder sig for øjne og ører: ” Jeg ser intet, jeg hører intet og dermed er verden ikke grum.”
I stedet har jeg bedt Chopin spille noget af sin fortryllende klavermusik. Det giver mig lov til at forsvinde lidt i hans Nocturner. Her i det dybeste mørke findes glimt af lys og de skiftende sindstilstande passer godt til den palet af følelser, jeg gennemgår i disse dage.
Samtidig og ind imellem kan jeg koncentrere mig om at læse Søren Ulrik Thomsens digte: “Rystet spejl”. Tænk at kunne spidde hverdagen, livet og tanken så fint med èn pen og minde os om, at vi er personerne i livet bog, om end vi ikke kender historien og må improvisere os frem. Nogle gange går det godt andre gange mindre godt.
Min gode veninde på Færøerne fik mig også til at gå i gang med 101 litterære postkort. Her lader Tage Aille Borges og Ejler Nyhavn døde litterater skrive små breve/postkort til hinanden i sprogets tjeneste. Det er morsomt og tankevækkende, at læse om undren og ubesvarede spørgsmål, bitterhed og lykke. Angreb og svar på tiltale. Nogle roser og hylder hinanden, præcis som i det levende liv. Så hjerteligt er det, at jeg ind imellem må le.
Sådanne små frikvarter må jeg skaffe mig for at komme gennem dagen og bevare troen på, at det onde får en ende, at vi bliver mange nok som siger stop til angrebene i Gaza, i Syrien, til krigene og til sulten og sygdommen, som rammer helt uskyldige mennesker.
Hverdagen går videre og når jeg er færdig med at knibe øjnene sammen, vil jeg gå ud i lyset. Solen er her endnu og skinner også på de gode sider.

Reklamer