Tags

, , , ,

30. juli 2014
Aftenen og natten er lun og vinden kun en svalende brise.
Jeg har oplevet kærligheden mellem Romeo og Julie i Regensens Gaard.
Under det store Lindetræ sad vi og betragtede de smukke gamle bygninger med Rundetårn som baggrund og kulisse. Vi lyttede til kærligheds dramaet over dem alle Romeo og Julie.
Dejligt sang de og skønt Sten Byriels stemme næsten var itu, klarede han sidste akt, om end med lidt spag røst. Det rådede den lille pipfugl til Julie bod på. Tænk, at så stor en stemme kan gemmes i så lille og fin en krop.
Nu er der altså ingen undskyldninger for at operasangere og sangerinder skal være så store og fede, at det er svært at få fantasien til at forestille sig dem som unge elskende.
I aften havde vi ikke brug for fantasien. Ind imellem blev de unge elskende næsten erotiske, som da Romeo på temmelig modernistisk vis klaskede Julie op af væggen og kyssede hende til vi alle havde åndenød.
Før forestillingen nåede vi lige en portion luksus tatar på Bar`vin i Skinnergade. Det kan anbefales. Det smagte himmelsk og den unge tjener var fuldstændig forrygende. Han så alt, nåede alt og var ovenikøbet faglig dygtig, venlig og frisk.
Eftermiddagen bød også på et besøg i Krebse Gaardens Galleri, hvor vi fik en herlig sludder med den ene ejer. En meget venlig og vidende mand. Det er en dygtig familie den. De har selv renoveret hele huset. Skabt den skønne restauration, som sønnen driver. Moderen er kunstner og skaber billeder. Far passer butikken og har kunnet spille musik. En veninde skaber smykker. Dejlige smykker. Jeg forelskede mig i et smukt halssmykke – naturligvis det dyreste af alle, så det bliver der ikke noget af. Skønne billeder og brugskunst.
Hvis I vil have en god oplevelse så gå derind. Krebse Gaarden ligger i Studiestræde 17.
CIMG6895

Reklamer