Tags

, , , , ,

CIMG6905
Jeg beundrede min gamle nabo, fordi han var så god til at sørge for, at der var forskel på hverdag og weekend i mange år efter, at han var gået på pension.
Lørdagen blev indledt med indkøb og så blev der lavet frokost og til den serveret en kold øl og en snaps eller to. Nu kunne weekenden begynde.
Han har ikke mere lyst til at drikke øl og snaps. Det er lidt trist at skue og vi ved begge, at det lakker mod enden. Han er mæt af dage og vil ikke mere.
I disse dage oplever jeg selv en helt utrolig feriestemning og det på trods af, at jeg jo i princippet har ferie eller fri hele året. Jeg tror det kommer af, at jeg blot på en anden måde skaber feriestemning, lige som min gamle ven, der skabte weekend stemning.
Vi ved det jo godt, at hvis man spiser jordbær og is hele ugen, hele året rundt, så går glansen af fornøjelsen.
At spise efter årstiderne er på mange måder en god ide, både for fysikken, men også for psyken.
I dag kørte jeg ud i sommerhuslandet og besøgte en god bekendt og fik den der særlige feriefølelse, ligesom i gamle dage når det endelig var nu. Og inden jeg skulle hjem igen, stod vi begge der og var i vildrede med om det var lørdag eller søndag. Da det gik op for os, at det kun var lørdag, føltes det som at få en dag forærende – for i morgen er der atter en fridag. Det er søndag.
Jeg nyder i det hele taget denne skønne varme sommer. I nat da jeg cyklede hjem fra en dejlig oplevelse i Odd Fellow Palæet, hvor Grønnegårds teatret spiller et stykke af Shakespeare: De Lystige koner, var der så lunt og lækkert, at jeg måtte stå af cyklen ved en af søerne og bare nyde udsigten og luften.
Det er et meget morsomt stykke og det er helt vidunderligt at sidde og spise sin medbragte mad under åben himmel, se teater, drikke god kaffe og spise fede chokolade kager til. Det bliver næsten ikke bedre. Det er vild ferie luksus.
Så til alle dem, der frygter at holde op med at arbejde, vil jeg sige: “Sørg for at gøre forskel på hverdag og ferie, hverdag og weekend, hverdag og fest”. Det er ikke sikkert der skal så meget til. Tænkt tilbage på, hvad der var det dejlige og hvad der gjorde forskellene da du gik på arbejde.
Tving måske dig selv til at stå lidt tidligt op på hverdage. Lav de lidt sure opgaver der. Slå håret ud og giv den gas de andre dage. Eller gå en tur når alle de andre tager på arbejde og nyd, at du bare kan gå der i dit eget tempo uden stress og jag. Sæt dig på en cafè eller på biblioteket og læs avisen langsomt og grundigt, fordyb dig – det havde du sikkert ikke tid til før.
God fornøjelse og husk at nyde det.

Reklamer