Tags

, , , ,

Til min store overraskelse, fortæller min datter, at jeg har lært hende at stryge.

Til min store overraskelse, fortæller min datter, at jeg har lært hende at stryge.


Der skulle stryges skjorter og buksedragt inden de unge skulle ud til middag. Jeg sad i sofaen og kom med gode råd – nu igen – og til min store overraskelse, oplyste min datter, at jeg faktisk havde lært hende, at stryge som barn. Hun kunne bedst lide de firkantede strygeting som viskestykker og pudebetræk. Det kan jeg godt forstå, det kan jeg også.
Det fik mig til at tænke på hvor meget de ting, vi forsøger at lære vores børn, forandrer sig med tiden. Og hvad de faktisk tager med sig og hvad de ikke vil vide af.
Som barn blev jeg oplært og opdraget i alle husgerningens mange gøremål. Som at gøre rent, vride klude, komme ind i hjørnerne. Pudse sølvtøj, gøre hovedrent, lufte “gangtøjet” og dynerne forår og efterår. Lægge hyldepapir på og klippe fine pyntekanter af avispapir og sætte det fast i spisekammeret med tegnestifter. Plukke bær og frugter sylte, henkoge og lave saft. Så og passe en køkkenhave. Lave mad og passe børn. Redde senge på den “rigtige måde”. Vaske og lægge tøj sammen. Stoppe strømper, lappe og sy knapper i.
Jeg lærte at sy og brodere. Strikke og hækle. At putte halm i støvlerne og gamle aviser indenunder tøjet når det var hundekoldt om vinteren. At lave papilotter af wc-papir til afdansningsballet.
Jeg tror, jeg har brugt det hele i min egen ungdom og da børnene var små. Men ikke rigtig lært dem det. Som små forsøgte jeg at få dem til at have en maddag. At give dem pligter i form af at skrælle kartofler og holdes deres værelser. Jeg kan huske, at jeg ikke syntes det var nogen succes over længere tid.
Alligevel er de alle tre fortrindelige til at lave mad. Det med at rydde op og gøre rent, vil de helst have folk til.
Og så opdager jeg at en af dem kan stryge. Det er da morsomt.
Hvad mon den lille frøken hernede lærer og hvad tager hun med sig? Hun elsker at gøre rent. Giv hende en klud og hele huset får en omgang. At rydde op, synes hun derimod ikke er så sjovt. Mit ældste barnebarn er, så vidt jeg kan forstå, også helt god til at lave mad. Det kunne han også godt lide som lille. Det bliver interessant at se hvad næste generation tager med sig.
Min bedstemor var en rigtig gammel gris indenfor. Hun kunne ikke tage sig af at hønsene gik på køkkenbordet og pirkede i madresterne eller at hunden Hvalpe kom ind direkte fra marken og lagde sig tilrette på divanen. Derimod var hun utrolig kreativ og kunne lave alt. Når hun fik skældud for sin lettere uhygiejniske tilgang til husgerning, sagde hun altid som en slags trøst: “Efter en spreder kommer der en samler”.
Så måske er vores viden og handlefærdigheder, ikke kun noget vi lærer som børn, men også modreaktion på noget vi oplever eller ønsker os?

.

Reklamer