Tags

, , , , , ,

Fine skulpturer i en park i Marbella

Fine skulpturer i en park i Marbella

Det begynder at skorte på kvalificeret og stimulerende voksenlæsning. Det næste jeg må anskaffe er en form for e-bogs muligheder, når jeg er på disse lange ture hjemmefra.
TV ser jeg ikke hernede. Det er om muligt endnu værre end i DK. Jeg læser for resten, at man nedlægger Danmarks Radios Underholdningsorkester – jeg er rystet.
Engang læste jeg en bog, hvor man beskrev at forudsætningen for diktatur og korruption var en fordummelse af befolkningen. Er det den vej det går?
Altså holder jeg pause fra krimierne og fandt et såkaldt dameblad, at tage med til poolen. Med skam at melde, har jeg selv købt det og hånden på hjertet, kan jeg godt lide at læse – især billeder – i sådanne blade i ny og næ.
Men du milde moster, man bliver jo fuldstændig runforvirret, af at læse om alle de ting, man skal for at få et godt og lykkeligt liv:
Det bliver slået fast, at vi lever i et romantisk tyranni og vi skal ikke gå rundt og tro, at forelskelse og sex, har noget som helst at gøre med kærlighed. Og at man sagtens kan praktisere begge dele hver for sig på samme tid. BUM! Så blev det slået fast. Det skal lige siges, at ham der udtaler sig, leder efter en kæreste, men ikke på 10. år har fundet hende.
Så bliver der delt ud af øvelser, der hjælper os til at blive vores afhængighed af chokolade og smøger kvit.
Næste artikel anviser en test, der kan afsløre om vi er perfektionister, hvilket vi omgående må stoppe med, for det
kan føre meget ondt med sig.
På den anden side skal vi værre tro mod os selv. Rydde op i vores mentale rygsæk og beslutte os for at være glade.
På få sider lærer vi at lytte og have en nysgerrig, ikke-dømmende attitude overfor situationer og mennesker. Det er der jo ikke noget galt i, men når jeg tænker på hvor svært det var og hvor meget træning der skulle til for at lave supervision og holde fokus på egne blinde pletter. Så er det måske en anelse urealistisk med 3 sider og 5 trin?
Vi skal meditere, dyrke yoga og finde ro og balance i vores liv. Drikke masser af grøn te og bruge vores kreativitet.
Der bliver anbefalet skriveterapi. At arbejde med sit parforhold i tide. Holde op med at drikke, dyrke motion og spise den rigtige mad. Det hele kan hjælpes på vej med hypnose, som en genvej til vores underbevidsthed.
Pu ha! Der skal godt nok noget overskud til al den selvudvikling.
Hvad stiller man så op i den del af verden, hvor mennesker lever i undertrykkelse og krig. Med sult, lidelse og afsavn?
Det er fint med mig, at vi med terapi og coaching eller andre metoder kan komme styrket ud af vores livskriser, men jeg er oprigtig bekymret for, at det moderne menneske kommer til at tro, at livets grundvilkår, som også er kriser og fiaskoer er unaturlige og alle disse “nemme” veje, test og trin ruster menneskene dårligt til, at leve et realistisk liv, som bestemt ikke er perfekt og gnidningsfrit.

Advertisements