Tags

, , , , ,

træerne smider barken.

træerne smider barken.


I dag fik vi den første regn i mange måneder. Det regnede heftigt i en lille time, så var det slut, men alt vand er tiltrængt. Her er meget tørt og i Marbella er løvtræerne langs gaderne gule som en efterårsskov i DK. Vi har enkelte skovbrande i nærheden af samme grund – tørke.
Og medens jeg sidder her og har sendt fødselsdagshilsen til min ældste datter som fylder 42, medens hun guider en flok motorcyklister rundt i USA, hun selv forrest naturligvis. Tænker jeg på den 17. september 1972 og husker en hel del af dagen.
Vi boede på Vesterbro, nærmere betegnet på hjørnet af Dannebrogsgade og Sønder Boulevard. Det var en søndag og vi stod op og gik en tur sammen for at lufte hunden. Den skønneste hund i verden og klogeste. Den eneste hund jeg har kendt siden, som nærmer sig dens standard er faktisk Emma. Men, men…
Jeg havde det en anelse underligt, men som førstegangs gravid ved man jo ikke hvordan ting skal føles. Efter turen gik jeg i gang med at lave en kylling med persille på gammeldags manèr. Det dufter altid dejligt.
Det blev lidt mere underligt og vi besluttede derfor at tage bussen til Amager til Ringård og Møllers Fødeklinik. Det var før mobiltelefonernes tid og ledningen i telefonboksen på sønder Boulevard var altid klippet istykker.
Vi tog bussen ved et tiden og kl. ca. 15.00 havde jeg født mit første barn. Den smukkeste pige med langt sort hår.
Så smuk var hun at sygeplejersker, læger og jordmødre kom for at se hende.
Dengang lå man på klinik i en uge og børnene blev kørt væk om natten, så mødrene kunne få ro. Om dagen lå jeg og kiggede ned i sildekassen og kunne ikke forstå, at det var mit barn og jeg ventede og ventede på den der fantastisk moderfølelse skulle indfinde sig.
Min datter lå hele ugen med knyttede næver og lukkede øjnene og sagde ikke en lyd. Af og til løftede jeg hende forsigtig op i sengen og sad og betragtede hende, men hun var helt stille.
Det var nogle enormt skrappe sygeplejere på den klinik og vi var dødensræd for dem og turde næsten ikke bevæge os eller røre ved vores børn.
På 5. eller 7. dagen – det husker jeg ikke – skulle vi hjem og fra det øjeblik, vi trådte ind over vores eget dørtrin skreg den lille unge og jeg anede knap ud og ind. Nu havde hun jo været styst en hel uge. Kunne hun ikke lide sit nye hjem?
I skriven stund fatter jeg ikke, at jeg er mor til en mor, som suser rundt på en stor motorcykel i et land langt, langt borte.
Hvor bliver tiden dog af?

Advertisements