Tags

, , , , , , ,

Hi! Vil du med på eventyr? Ellers går jeg selv.

Hi! Vil du med på eventyr?
Ellers går jeg selv.


Ann Mariager har skrevet en skøn bog om singlelivet: Mageløs på Matriklen og det første der slog mig, var at hun har ret i, at med 684.000 enlige mænd og 674.000 enlige kvinder i Danmark, skulle vi måske begynde at ændre på den holdning, at den form for tilværelse ikke er en undtagelsestilstand, men et rigtigt liv og der ikke nødvendigvis skal erstattes af tosomhed.
Tendensen er stigende. I dag regner man med at der er 52% enlige familier i Danmark og i 2040 forventes det at der er 60%. Og det er skæv fordelt. I Hovedstaden forventes det, at der i 2040 er 70% enlige familier. Det stiller krav til udviklingen og udbuddet af boliger. Tallene afspejler naturligvis også at vi bliver flere og flere gamle, der lever længere og længere. Men det afspejler også, at mange voksne ønsker at bo hver for sig og i øvrigt flytter folk sammen senere.
Bogen er både alvorlig og humoristisk og så har hun købt domænenavnet http://www.mageloespaamatriklen.dk hvor singler kan mødes med tip og ideer og gode råd. En slags digital opslagstavle.
Hvis du ikke lige er klar over det og går og sukker efter den eneste ene, så du igen kan blive to, minder hun dig om fordelene ved at være mageløs på matriklen:
“Det er dig, der bestemmer.
Du kan flirte og smile til andre så meget, du har lyst til uden at blive nervøs for, om nogen bliver mopset.
Ingen magtkampe, grænsestrid eller småkævl i hjemmet.
Fjernbetjeningen er din.
Du kan høre Rammstein, Lis&Per eller Wagner præcis, som det passer dig. Når det passer dig.
Du betaler regningerne. Til de ting du kan lide.
Hvis du har budget til det, kan du købe dig den motorcykel, du har drømt om, uden at få ballade. Eller komme hjem med nyt tøj, som du ikke behøver at gemme.
Hvis du er uden børn, behøver du ikke sukke efter at få et par timer for dig selv alene. Dem har du.
Du kan smide dine sokker eller strømpebukser, hvor det passer dig.
Du kan læse i sengen med fuld blæs på natlampen klokken halv fire om morgenen.
Du kan være spontan. rejse ud på korte og lange ture med kort varsel.”
Hvad med sex, vil mange spørge. Hertil kan rigtig mange svare, at et parforhold ikke er en garanti for et blomstrende sexliv. Zsa Zsa Gabor bliver citeret for at have sagt: “Jeg aner intet om sex. Jeg har altid været gift”. Hun var vel og mærke gift 9 gange.
Jeg kan kun anbefale bogen som munter og opmuntrende godnat læsning. God fornøjelse.

Advertisements