Tags

, , , , , ,

Katjas billeder 123
Der findes ikke noget bedre ord en klamt. Det er det mest dækkende udtryk, for hvordan jeg havde det, da jeg kom tilbage fra en cykeltur ind til byen. Våd fra yderst til inderst. Jeg kunne hælde vand ud af gummistøvlerne. Havde svært ved at hive regnbukser og jeans af. De klæbede til kroppen. Trusser og sokker kunne vrides.
Denne gang var det ikke kun regnbukserne som lækkede, men også jakken.
Jeg synes det er træls og jeg er rasende på den dumme fabrikant, som har fremstillet mit mega dyre og helt uduelige regntøj. Køb ikke Ventour regntøj hos Dansk Cyklistforbund. Det er ikke en potte regnvand værd.
Men hvorfor vove sig ud på cykel i dette øsende, pjaskende regnvejr. “Jo, altså!” Jeg ville så gerne se filmen Optimisterne, en norsk film om et kvinde volleybold hold. Og når jeg først har besluttet noget, så gennemfører jeg det oftest.
Kvinderne er i alderen fra 60 til 98 og ender med at beslutte, at de gerne vil spille endnu en kamp. Der er ikke mange hold i den aldersklasse, men det lykkes at finde et herre hold i Sverige og det er så rørende og livsbekræftende at se de gamle damer, træne og til slut gennemføre kampen. Filmen minder os om, at vi kan være aktive langt op i årene trods skavanker og fysisk aldring, hvis vi har glæden, lysten og hjertet med.
Vi lo og vi græd. Den film kan på det varmeste anbefales, hvis du skulle få muligheden.
Den burde vises på alle plejehjem, ældrecentre og i skolerne.
Men intet er så slemt, at det ikke er godt for noget – gennemblødt eller ej.
Det er skønt at få det våde tøj af og blive tørret i et stort varmt håndklæde og kaffen smager fantastisk. Følelsen af at fortjene sin sene frokost er ubeskrivelig og når man bagefter putter sig under et tæppe med en god bog, er næsten turen værd.
Min positivliste blev yderligere tilføjet dejlige oplevelser, idet jeg fik talt i telefon med barn og barnebarn i Spanien og senere med min søn og sendt en stor hilsen til min ældste datter, som var kommet godt retur fra en lang køretur. Til slut fik jeg talt i telefon med min helt private, næsten 90. årige, heltinde.
Dejlig søndag.

Reklamer