Rachmaninov, Ditlevs Butik, De Underjordiske og ½ teske.

Tags

ægte æbleskiver bagt fra grunden, Copenhagen festival Ensemble, De Underjordiske, Ditlevs Gamle Købmandsbutik, gensyn med Vester Vov Vov, juleskibet i Køge Havn, Riddersalen 100 år

I Ditlevs Butik bager pigerne æbleskiverne helt fra grunden.

I Ditlevs Gamle Butik samles vennerne op mod jul og holder juelmarked i den gamle købmandshandel. Her er ikke noget med at varme færdigkøbte æbleskiver. Nej dejen er lavet og skiverne bages helt fra grunden og det er mange der sættes til livs sådan en weekend.
Skønt at opleve at flittige folk passer på den gamle butik og bruger den på en måde, således at alle vi andre også får glæde af at besøge stedet. Her kan man altid slå en sludder af over en glas glög eller en kop kaffe og blive opdateret på historien, hvis man har glemt den og hvilke fremtidsplaner der ligger for kommende aktiviteter.
Senere på dagen nød jeg De Underjordiske på Riddersalen i godt selskab. Det er 20. gang dette stykke spiller på teatret. Tilrettet en smule, siden jeg så den første gang sammen med min yngste. En sød og herlig julehistorie til lands, til vands, under jorden og højt til vejrs. 70. årige Daimi spiller stadig med og ser ikke en dag ældre ud, end for 20 år siden.
I maj fejrede teatret 100 års jubilæum og fantastisk Jytte Abildstrøm, som har været kunstnerisk leder derude i mange år, har i år fejret sin 80. års fødselsdag. Nu er det dejlige Signe Birkbøl, der styrer skuden og jeg skulle hilse og sige, at der stadig er spræl i damerne.
I går aftes nød jeg den skønneste klassiske musik og sang i Den Russiske Forening. Vi var 8 glade gæster, der i to timer blev underholdt med de skønneste toner fra Reynaldo Hahn, Alfred Schittke, Richard Strauss, Sergei Rachmanino og Frantz Schubert. Musikken blev leveret af Copenhagen Festival Ensemble, som man kan høre igen i Odd Fellow Palæet den 15. februar. Især skal Amelia Jakobsson som sopran og som desuden spiller cello fremhæves. Meget flot.
Der blev også tid til en skøn venindefrokost og et besøg på Bornholmerskibet i Køge Havn. Havde man trang til lækre pølser og fisk. Chokolade og meget mere var det samlet et sted. Nu har jeg været der og det behøver jeg ikke igen.
En enkelt god ide tog jeg med hjem om at ændre sine gamle teskeer til smykker.

Lav et hul i skaftet på en teske. Pynt med en smuk lædersnor og en række perler. Vuti et flot halsmykke.

Nick Cave kan krydses af to do listen. Mine forudsætninger for at kende og forstå hans musik, var ikke gode nok. Det prægede min oplevelse af filmen, men blev ophævet af igen at være i gode gamle Vester Vov Vov.
Desuden flyttede min nye veninde i hos mig i går formiddags. Det vender jeg tilbage til en anden gang.

Således ender 1. søndag i advent 2014. Jeg er glad og træt og ser med spænding frem til en ny begivenhedsrig uge.

Reklamer

Montana prisen

Tags

den nye litteratur, hvad er kvalitet og hvorfor nomineres?, Information, Montansa litteraturpris, smal målsætning, Testrup Højskole

Montanas reolvægge i skønne farvesammensætninger præger deres Pakhus 48.

Jeg er så træt, at jeg næsten ikke kan sætte bogstaverne sammen og det på trods af at det er højlys dag og jeg troede jeg havde sovet rimelig godt. Det er tilsyneladende ikke tilfældet, men det blev også sent.
En travetur på flere kilometer frem og tilbage fra S banen til Montanas Pakhus i aftes gjorde en aften der var berammet fra kl. 19.00-22.00 et par timer længere.
Jeg havde sat mig i hovedet, at jeg gerne ville høre de 6 forfattere, der er nomineret til Montanas Litteraturpris, læse op af deres værker. desuden havde jeg set frem til at være blandt gæsterne, når afsløringen fulgte efter oplæsningen.
Men, nix! Jeg skal lære at læse det der står med småt og forstå det. Afsløringen finder først sted i det nye år på Testrup Højskole.
Det var en frygtelig kedelig og monoton oplæsning og jeg spekulerede på om det er den nye trend. At man skal læse op med monoton stemme og kun lige præcis så højt, at det kan høres, hvis man anstrenger sig. Hjælp hvor var det kedeligt.
Værkerne var karakteriseret af at indeholde lange sætninger, remser – en slags rap i læseform. Der var rigeligt med billeder og metaforer på hvad der sker under bæltestedet ude at være nyskabende eller fornyende. Min mening.
Det undrer mig i den forbindelse at Solveig Daugaard i Information i dag, mener at Brøgger har banet vejen for eksempelvis Christina Hagen, en af de nominerede:” Som i sit body double-projekt på ny undersøger de asymmetriske strukturer i forfatterfigurens iscenesættelse. Hagen holder samtidig Brøggers fane højt udi litterær kønsundersøgelse. “Alle dekvinder der kopulerer for husfredens skyld er voldtægtsofre2, står der i Fri os fra kærligheden. I Boyfriend fremviser Hagen lighederne mellem almindelige kvinder i almindelige parforhold, og de prostituerede, som samme kvinde har allermest ondt af. Ved at minde os om ubehageligheder, vi stiltiende er blevet enige om at glemme, indtager hun øretævernes holdeplads som Suzanne Brøgger i sin ungdom.”
For mig er der en alvorlig kvalitetsforskel før Christina kan leve op til Suzannes bøger, men det bliver spændende om dette virkelig er cremen af ny dansk litteratur.
I så fald er jeg virkelig gammeldags og gammel og forstår ikke en dyt. Men sandheder er der jo vitterlig mange af.
Jeg vil blot gerne forstå det jeg læser, eller danne billeder jeg kan se for mig. Røres, græmmes og glædes alt andet en at føle, at det jeg læser er tidspilde og ligegyldigt for forståelsen og forandringen af verden.

Jeg “elsker” min cykel og min by

Tags

blomsterne er overdådige i denne tid, byen gror og vokser alle vegne, Den Lille Pige med Svovlstikkerne, Den Sønderjyske landby, dukkekvarterer

Flotte bycykler. Der skulle snart være 100 stationer hvor du kan låne og aflevere en bycykel i København og Frederiksberg. Smart.

Er lige trådt ind af døren efter en rask cykeltur og en næsten 2 timer lang gåtur. Vejret er skønt, køligt, men ikke koldt. Fugtigt, men ikke vådt. Sådan et vejr holder jeg meget af. Synes det er lidt lettere, at trække luften helt ned i lungerne på sådanne dage.
Spadsereturen gik gennem Den Sønderjyske Landsby og gennem en anden lille dukkeby på Frederiksberg. Det så yndigt og hyggeligt ud med juletræer og lyskæder i passende mængder. Jeg holder meget af at gå tur efter mørkets frembrud og kigge ind i de hyggelige stuer rundt omkring. Sender Den Lille Pige med Svovlstikkerne en kærlig tanke.
Der er rigtig mange spændende ting at cykle rundt og kigge på. København og Frederiksberg gror og udvikler sig alle steder. Nye spændende bygninger vokser op. Pladser renoveres. Industribygninger forvandles, forretninger og cafèr skyder op som paddehatte. Mon der lukkes lige så mange?
I denne tid er det en fryd at kigge på blomsterbutikkerne med alle de overdådige blomster, dekorationer og adventskranse – en skøn tid. Jeg får lyst til selv at pynte op, men det bliver nok ikke til noget. Her kommer ingen børn og børnebørn forbi i år og at slæbe det frem til mig selv, er nok lidt over kill. Desuden skal vi have nye døre, så der bliver ordentligt byggerod den kommende tid. Og larm, så man må flygte hjemmefra. Og sikkert koldt når de yderste døre ryger.
Må finde en varmestue, at opholde mig i så længe.
Klokken er meget sent og det er langt over aftensmadstid. Min mave knurrer skønt den fik lækre ostemadder hos veninden. Gode oliven og bløde dadler. Jeg tror ikke, den vil finde sig i, at komme i seng uden mad. Men pyt, det kommer sig ikke så nøje hvornår jeg spiser og hvad jeg spiser. Endnu et privilegium at som single og pensionist. Jeg skønner på sådanne ting, lidt anarkistisk måske? Hensynsløst? Det er i hvert fald skønt for sådan en som mig, der ofte har lidt af hensynsbetændelse til højre og venstre.
Men ny vil jeg tage hensyn til min mave og lave den lidt at spise.

På værtshus

Tags

fællesspisning og jazz, jazz-stederne vender tilbage, Jernbane Cafèn styres af 3. generation, savner min ungdoms baller, tanker sendes til ungdommens stamværtshus

I Jernbane cafèn til fællesspisning og jazz med gode venner.

Efter en skøn times fællessang i Vartorv med Hans Erik Bonniksen og således opløftet og glad cyklede jeg til Jernbane Cafèn for at deltage i fællesspisning og lytte til god jazz.
Det er et festligt gammelt værtshus, som nu drives af 3. generation og det bliver gjort godt. Der var pyntet til jul i loft og i vinduer. På bordene stod glanspapir og saks, hvis man skulle få lyst til at klippe et julehjerte. En Cafè med mange traditioner og egen øl. Det var festligt. Her bør man komme ofte og blive i godt humør.
En herre blandt publikum rejste sig og sang for os. Det gjorde han godt.
Tankerne gik til min ungdoms stamværtshus P.Smed. Det var som en slags dagligstue, hvor vi lige droppede ind. Hilste til højre og venstre og blev hilst på. Det var en slags anden familie. Her blev raflet, drukket øl og vand. Fulde eller berusede blev vi sjældent. Det var også her vi varmede op lørdag aften før turen gik til Maxim eller Nørreris for at danse til den lyse morgen. Og tankerne går til de stjerneskud vi spiste på vejen hjem, når dansen og øllerne havde gjort en så sulten som en ulv. Novra! Hvor de smagte.
Efter flytningen til København og børnenes ankomst forsvandt både stamværtshus og vennerne i provinsen. Det var ikke helt let at finde et nyt miljø i den store by. Og siden blev cigaretrøgen på de endnu eksisterende værtshuse uudholdelige og cafèr med kaffe og mad trådte i stedet.
I mange år var der også langt mellem steder hvor man spillede jazz og dansede. Det sidste har jeg savnet siden min ungdom. Dengang fandtes der ikke en lørdag aften uden et bal eller to at vælge mellem.
Heldigvis tror jeg, at de mange hyggelige jazz-steder er vendt tilbage. Desværre må man ofte ryge der, hvilket gør det svært at holde ud i flere timer.
I aften klarede vi 2½ time, inden øjnene kløede og det begyndte at kilde i halsen. det hjalp med en frisk, lang cykeltur hjem.

Spontan sang. Rigtig godt sunget.

Man er sin egen værste fjende.

Tags

aktiv dødhjælp, cyklistklovnen, farvelparty i min gule sofa, hvad ville du gøre?, på en skala fra 1-10, solen skal helst skinne den dag jeg dør, Stille Hjerte

Var sendt i byen for at skaffe en ganske bestemt julegave. Det lykkedes.

Det er livsfarligt at cykle nogle gange. I dag cyklede jeg bag en kvinde ind til byen. Hun kørte konstant over for rødt lys. På et tidspunkt havde jeg virkelig lyst til at spille duks og bede hende holde lidt igen.
En lastbil klemte mig ind mellem en bus og et rækværk ved Rådhuspladsen. I sådan en situation får jeg en anelse sved på panden, når de store baghjul på en lastbil nærmer sig faretruende og jeg ikke rigtig kan komme væk.
Nå, jeg var heldig igen.
Og hvad sker der så? Jeg skal stige på cyklen. Snubler og falder med cyklen over mig. Hamrer begge knæ i asfalten og får cykelkysen i panden, så jeg nu har en flot bule over det ene øje og må humpe rundt og være meget lidt stolt af mig selv.
Det er da utroligt, at være så klodset. Ikke nok med det, finder jeg ud af, at jeg også har spildt pesto på silkeblusen. “Godt gået fru Hartmann. Når andre ikke kan få ram på dig, klarer du det helt flot selv.”
“Hvordan synes du selv det går på en skala fra et til ti?” “Lad os tale om noget andet”.
Har set Stille Hjerte i dag. Der er pensionistbilletter kl. 12.00. Det er vigtigt at finde de gratis og billige oplevelser, der matcher indkomsten og de ledige formiddag. Pensionisternes privilegier.
Det er en alvorlig film, som rører ved spørgsmål her i livet, som jeg ikke har et klart svar på.
Ville jeg selv turde træffe beslutningen om at tage de piller, der skulle ende livet, hvis jeg havde en dødelig og invaliderende sygdom? Ville jeg turde udsætte mine pårørende for det? Ville jeg kunne være medvirkende til det, hvis en kær bad mig om det? Hvem skulle hjælpe mig med at afklare min tvivl?
Det er virkelig svært for mig, at forestille mig noget, som jeg aldrig har prøvet før. Her hjælper andres erfaringer ikke. Men helt sikkert, jeg ville gerne lave nogle hyggelige middage og kaffesaloner med mennesker jeg godt kan lide, før jeg drager herfra.
Forestiller mig, at det vil være skønt at ligge i solen i min gule sofa og høre dem jeg holder af sidde og sludre og drikke kaffe. Måske sidde og spise middag og drikke rødvin. Jeg vil nippe til glasset og hygge mig med, at de er der for at sige farvel.
Jeg vrælede naturligvis 2 lommetørklæder fulde og var en anelse forstemt bagefter.
Senere på eftermiddagen ville jeg nå at se Nick Cave. Øv! Avisen havde skrevet forkert. Så filmen gik ikke før i aften og det orkede jeg ikke at vente på.
Sådan udspillede min 23688. dag sig. Ja, ja! Den er ikke helt slut endnu.
Måske skulle jeg regne ud, hvilken dag det bliver min 30000. dag og skrive en historie om det – må prøve at huske det om små 20 år?

At tænke sig!

Tags

at savne nogen før de næsten når ud af døren, det gode varer ikke ved, du er ikke din egen lykkes smed, jeg er en heldig svigermor, men det gør det onde heller ikke, nyd det når det er godt

Jeg tager billeder alle vegne for at have noget til min blog. Her er jeg fotograferet i arbejde. Smiler.

At tænke sig! At tænke sig hvad?
“Jo”, at jeg kan føle sig forladt, når jeg har haft gæster hele dagen. Det var bare så dejligt, så jeg ville slet ikke have at gæsterne gik igen. Sådan kan jeg jo ikke opføre sig som voksen. Men det er det jeg gør. Savner dem, allerede når de er gået ud af døren. Alle de dejlige, unikke mennesker som jeg holder af og som er så søde og gode mod mig.
De delte en eftermiddag med mig. Jeg er privilegeret, at kende mennesker som synes det er dejligt at besøge mig. At de har taget blomster med. Smukke buketter. Vin og julenisser. Det er rørende. Stuen er så smuk med de fine ting.
En af mine skønne svigersønner, har også været forbi og jeg tænkte, at jeg er en heldig svigermor og jeg kunne ikke have drømt om noget bedre til mine døtre. Det er dejligt at tænke sådan og også tænke, at de børnebørn jeg har, har vundet i lotteriet og fået nogle af de bedste forældre, man kan få nu om dage. Smiler.
Håber forældrene har det sådan. Det er ikke nemt at være forældre og vi bliver aldrig gode nok. Altid skal vi tænke på, at der var noget, vi gjorde forkert eller som vi undlod at gøre – og det var så også forkert. Bedre bliver det ikke i en verden, hvor det udelukkende er individets egen skyld om livet lykkes.
Sikken noget pis! Hvad skal alle de borgerkrigsramte, sulte forældre stille op i sådan en situation? Eller de fattige i vores lande. Fattige på livsmod, overskud og økonomisk fundament?
Jeg er simpelthen bare heldig.
Jeg opfatter mig ikke som på kanten af at være lalleglad og superoptimist, men netop fordi jeg ved og i perioder har erfaret at livet kan være helt anderledes ensomt og barsk end det er lige nu. Så meget desto mere sætter jeg pris på de perioder i mit liv, hvor glæden og trygheden giver mig mod til at være åben og turde være udadvendt. Det er rart for jeg får så meget tilbage.
Det er ok at savne dem der gik ud af døren og gerne ville have endnu mere af dem, når dagen har været god.
Tak til alle for en skøn weekend.

Hundertwasser er kommet til Christianshavn

Tags

hvad laves lykken af?, jeg har lært noget nyt, mødt mennesker jeg ikke kendte i forgårs, nysgerrighed og spontanitet giver sjove oplevelser, opskriften på min findes her.

Man bliver da glad, når man står foran dette skønne hus på Christianshavn. Her har i mere end 25. år ligget et galleri af den sjove slags.

Når en dag er god har den indeholdt frisk luft, motion, kultur af en slags, gerne historie, overraskelser og spontane oplevelser, godt selskab og meget gerne lækker mad og varm kaffe. Når det lykkes at sætte disse ting sammen, når jeg altid hjem med en følelse af at være rig, heldig og meget glad – på kanten af den følelse, som vi alle jagter: Lykke.
Søde, søde mennesker har jeg mødt. Galleriejere som blev glade for besøg. To skønne damer i vagt/bomhuset på Christianshavn, som ikke vidste alt det gode de ville fortælle en, fordi jeg åbnede døren til deres lille unikke sted. Her finder man vist iøvrigt Danmarks mindste toilet. Ikke beregnet til publikum, men i nødstilfælde må man gerne låne.
At snuse rundt i baggårdene og finde det ene yndige hus og den ene skønne gård efter den anden og lade drømmene stå i kø, er heller ikke værst. Dem er der jo ingen der kan tage fra os – altså drømmene.
I Hofteatret i aftes oplevede jeg et nyt projekt: “Den forvandlende fortælling”. En platform for personlige fortællinger, såvel som et kulturelt og socialt rum, med fokus på mødet mellem mennesker. Alt sammen etableret for at skabe en mere åben og autentisk dialog mennesker imellem. De siger blandt andet: “Opdaterer vi os på vores omverden på de sociale medier i stedet for at opleve den, kan det medføre, at vi mister nysgerrigheden på hinanden og muligheden for at mødes.”
Jeg synes næsten, jeg har praktiseret både min uendelig nysgerrighed, åbenhed og møde med mennesker i dag og det er herlige ting, der kommer ud af det.
I tilgift, under aftenens forestilling, oplevede jeg for første gang Annika Aakjær. Det håber jeg ikke bliver sidste gang. Hun er skøn, lun og underfundig. Der er lidt Hausgaard over hende, men de er jo også begge fra Nord Jylland.
Og så nærmer jeg mig min gamle drøm om at blive ejer af et billede malet af Walther Schaldemose. Det kan ikke vare længe før jeg skal gøre noget ved det. Det har allerede været udsat i mindst 3 år. Hm! Hvorfor udsætte til i morgen, hvad man kan gøre i dag.

Jeg har fået en ny veninde i smarte strømper og bar r.., men den er pæn.

Så er der bud efter lønmodtager betalt ferie og højere arbejdstid.

Tags

der støbes kugler i den blå lejer og his arbejdsgiverne, hvorfor skal de mange have for lidt og de få for meget?, kridt skoene og hop ikke på argumenterne, ny rapport varsler ilde tider, stil spørgsmål ved konkurrenceevnen og vækststrategier

De arbejder hårdt hele dagen i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger i kulde og fugtigt vejr. Nu skal de måske orke det helt til de bliver 72. år før de kan komme på pension.

Man skal være godt dum, hvis man ikke kan høre, at en nylig offentliggjort rapport fra et stort konsulentfirma med overskriften om, at danskerne skal arbejde mere, hvis man ikke kan høre, at det er optakten til angreb på lønmodtagernes betalte ferie og måske fridage. Samt er et krav om højre arbejdstid.
Et af argumenterne er at vi i 2030 vil mangle enormt med arbejdskraft, fordi så mange af os bliver gamle og tillader os at leve videre og ikke tager vore gode træsko og forsvinder.
Men det er noget være gylle. Det sagde man allerede for 20 år siden og det skulle således gælde allerede fra i dag. Siden man begyndte på den vise, er arbejdsløsheden steget og manglen på arbejdspladser er eklatant. Det er ikke dovne arbejdsløse, vi har at gøre med, det er mangel på arbejdspladser, der er problemet.
Et andet argument er at Danmarks konkurrenceevne vil få det dårligt, hvis vi ikke knokler noget mere. Sludder, den har faktisk aldrig været bedre og hvem siger, at vi ikke skulle tage og diskutere konkurrenceevne og vækst i et forsøg på at vende skuden, hvis der skal være en jordklode som vores børn og børnebørn kan overleve på. Vi skal ikke have mere af det, vi allerede har. Vi skal finde en helt anden livstil som samfund, hvor vi deler og passer på jordens ressourcer.
Dansk arbejdsgiverforening kan godt lide rapporten og det vil en kommende blå regering garanteret også kunne. Forslaget om endnu engang at sænke dagpenge og kontanthjælp, så vi kan få de “dovne” arbejdsløse og snyltere ind på banen er efterhånden så ulækker at høre på. Har ødelæggelsen af arbejdsløshedsdagpengene hjulpet? Nej! naturligvis ikke. Det har kun medført fattigdom og armod hos dem der har mistet deres forsørgelsesgrundlag ved arbejdsløshed, nu de tvinges endnu længere bort fra arbejdsmarkedet.
Jeg kan høre i diskussionen, at der også er kig på kvindernes barselsorlov. Vi skal faktisk ikke så mange år tilbage, før vi måtte aflevere 3 måneder gamle babyer i vuggestuen eller en privatdagpleje og det var ikke nogen god ide. Jeg taler af erfaring. Her sammenligner man os med USA. Det bliver det jo ikke kønnere af og i Danmark skal man huske på, at både far og mor arbejder til forskel fra mange andre lande. Der er ikke mere at give af. Familier med små børn knækker ofte halsen med stress og jag for at få begge ender til at nå sammen. I et børnefjendsk samfund risikerer man blot at der fødes endnu færre børn – er det det man ønsker? Det skal jo fedt hjælpe på kurven over aldersfordelingen i vores tidsalder.
Jeg kunne blive ved. Men kald mig Mads, hvis ikke dette er optakt til en omgang barske overenskomstforhandlinger og et kommende folketingsvalg.
Kridt skoene, hvis I ikke ønsker løn- og arbejdsvilkår, der forringes med alvorlige gener som følger.
Det har været surt at høre på hele formiddagen. Jeg bliver i dårligt humør. Heldigvis hjalp en cykeltur i det milde vejr og det smukke lys lidt på humøret. Men det er trist og skræmmende, at vide, at mange angreb på dem der har mindst fortsætter med uformindsket styrke.

90 års fødselsdags

Tags

at kalde gamle en byrde, de fleste ældre klarer sig selv, det er ikke ok, gode naboer er guld værd, mærkelige ting i tørretumbleren, pas på vennerne

Hvad gør en 90. årig som rydder op før gæsterne kommer?

Der er ikke mange nytårsaftner, hvor jeg ikke har set 90. års fødselsdagen. Jeg er vild med den film og ønsker mig, at jeg en dag får den på dvd, så jeg selv kan spille den, når jeg trænger til et godt grin.
Men “min” 90. årige kan godt finde på ting, der får smilet frem. Som i dag, da jeg undrede mig over hvor alle tøjdyrene var? Jo! såmænd de var havnet i tørretumbleren.
Det er forunderligt at iagttage et menneske, der har oplevet og levet så meget mere liv end jeg selv har og glædes over, at man som 90. årig kan være så frisk og skarp i hovedet og let til bens. Yndig og veltalende og har sine meget bestemte meninger om hvor skabet skal stå.
Jeg fornemmer klart, at der er dage, som ikke er så lyse og lette, at stå op til og komme igennem. Men med viljestyrke og et positivt sind kan livet også om 15 år – for mit vedkommende – være værd at leve.
Samtidig får jeg lyst til at skrige, når jeg hører hvorledes syge, demente og ensomme gamle behandles i det offentlige system. Det er en forsvindende lille del af de over 60 og 70 årige, der får hjælp. Når vi når op til de 80 og 90.årige er der flere, men mange klarer sig med ingen eller meget lidt hjælp. Så meget mere skræmmende er det, at man får befolkningen til at tro, at dem der har et virkeligt behov, er en byrde i vores samfund, som vi ikke har råd til. Det er rystende og aldeles skræmmende, at lægge øre til og være vinde til omsorgsvigt såvel i kommuner som på hospitaler af netop den gruppe borgere.
Og igen mindes jeg om, at det er meget vigtigt at kunne være selvhjulpen. At have en familie og gode venner, naboer og mennesker i et netværk, så alenehed og ensomhed ikke får overtaget.

Jeg tror godt jeg må lægge et billede af “min” smukke 90. årige på bloggen og prale lidt med hende.

Og skønt jeg ikke er jubeloptimist, er det vigtigt at tænke på de gode ting en dag har budt på og sige tak for det.
Snot, hoste, træthed og sorg over at have mistet en meget smuk ørering på udflugten forsvandt som dug for solen, da jeg kom hjem og fandt et dejligt brev.
Livet er ikke det værste vi har.

Sol, sol kom nu frem!

Tags

økologisk julegås, godt snottet fladmast, gråvejr også i hjernen, har det bedst på sofaen, næsten vegetar

Når solen går ned ved Marienlyst.

Det er ikke blot gråt udenfor. Det er også gråt og fyldt med snot indeni. Jeg kunne derfor godt bruge lidt sol, både på den ene og den anden måde.
Ledte i mine billeder og fandt denne smukke solnedgang fra et ophold ved Marienlyst Strand.
Gode minder hjælper på humøret og får mig til at glemme at pudse næse hvert minut. At se på billeder er i øvrigt fint, når hørelsen er nedsat fordi forkølelsen har sat sig der også.
Drømmer om blæsevejrstur ved Vestkysten, hvor skumsprøjt gerne må stå op af benene og vinden hyle omkring vinterhuen. Bagefter ind i sommerhuset til ild i brændeovnen, god mad og rødvin og falde i søvn med en god bog på maven.
Mine tanker går til alle de små børn, der er forkølet flere gange om året når de begynder i vuggestue og børnehave. Mon vi voksne helt husker hvor meget det kan tage på kræfterne og nedsætte en virkelyst og gøre en i kedeligt humør?
Gennemførte dog svømmehallen i morges og slog min egen rekord. Det mærkelige var, at medens jeg svømmede, hvad jeg jo ikke trang til at pudsenæse og nyse, men straks jeg var kommet i kludene begyndte det hele igen. Problemet er, at jeg ikke kan lege hval hele dagen, for så vil jeg gå helt i opløsning og få rynkede fingre.
Bestiller økogås fra Sejerø til juleaften og håber ikke fugleinfluenzaen når til DK. Det går op for mig, at masser af dansk fjerkræ sendes til udlandet for at blive slagtet og så sendes tilbage igen. Det er bare ikke i orden, efter min mening. Min gås bliver slagtet på gården og har haft det godt. Heldigvis.
Ender snart med at leve vegetarisk. Her er langt mellem bøfferne og svinekød sjældent. Skønt havde jeg haft en fryser, kunne jeg finde på at putte en skovgris deri. Heldigvis for grisen har jeg ikke det, så den slipper.
Går lidt frem og tilbage mellem sofaen og nødvendige gøremål. Kufferten skal pakkes og forkølelsen plejes. Skulle helst være på mærkerne i morgen, idet det ikke passer mit aktivitetsniveau og min nysgerrighed, at gå glip af for meget.
Vil vende styrket tilbage snarest mulig.