Tags

, , , , , ,

Var sendt i byen for at skaffe en ganske bestemt julegave. Det lykkedes.

Var sendt i byen for at skaffe en ganske bestemt julegave. Det lykkedes.


Det er livsfarligt at cykle nogle gange. I dag cyklede jeg bag en kvinde ind til byen. Hun kørte konstant over for rødt lys. På et tidspunkt havde jeg virkelig lyst til at spille duks og bede hende holde lidt igen.
En lastbil klemte mig ind mellem en bus og et rækværk ved Rådhuspladsen. I sådan en situation får jeg en anelse sved på panden, når de store baghjul på en lastbil nærmer sig faretruende og jeg ikke rigtig kan komme væk.
Nå, jeg var heldig igen.
Og hvad sker der så? Jeg skal stige på cyklen. Snubler og falder med cyklen over mig. Hamrer begge knæ i asfalten og får cykelkysen i panden, så jeg nu har en flot bule over det ene øje og må humpe rundt og være meget lidt stolt af mig selv.
Det er da utroligt, at være så klodset. Ikke nok med det, finder jeg ud af, at jeg også har spildt pesto på silkeblusen. “Godt gået fru Hartmann. Når andre ikke kan få ram på dig, klarer du det helt flot selv.”
“Hvordan synes du selv det går på en skala fra et til ti?” “Lad os tale om noget andet”.
Har set Stille Hjerte i dag. Der er pensionistbilletter kl. 12.00. Det er vigtigt at finde de gratis og billige oplevelser, der matcher indkomsten og de ledige formiddag. Pensionisternes privilegier.
Det er en alvorlig film, som rører ved spørgsmål her i livet, som jeg ikke har et klart svar på.
Ville jeg selv turde træffe beslutningen om at tage de piller, der skulle ende livet, hvis jeg havde en dødelig og invaliderende sygdom? Ville jeg turde udsætte mine pårørende for det? Ville jeg kunne være medvirkende til det, hvis en kær bad mig om det? Hvem skulle hjælpe mig med at afklare min tvivl?
Det er virkelig svært for mig, at forestille mig noget, som jeg aldrig har prøvet før. Her hjælper andres erfaringer ikke. Men helt sikkert, jeg ville gerne lave nogle hyggelige middage og kaffesaloner med mennesker jeg godt kan lide, før jeg drager herfra.
Forestiller mig, at det vil være skønt at ligge i solen i min gule sofa og høre dem jeg holder af sidde og sludre og drikke kaffe. Måske sidde og spise middag og drikke rødvin. Jeg vil nippe til glasset og hygge mig med, at de er der for at sige farvel.
Jeg vrælede naturligvis 2 lommetørklæder fulde og var en anelse forstemt bagefter.
Senere på eftermiddagen ville jeg nå at se Nick Cave. Øv! Avisen havde skrevet forkert. Så filmen gik ikke før i aften og det orkede jeg ikke at vente på.
Sådan udspillede min 23688. dag sig. Ja, ja! Den er ikke helt slut endnu.
Måske skulle jeg regne ud, hvilken dag det bliver min 30000. dag og skrive en historie om det – må prøve at huske det om små 20 år?

Reklamer