Tags

, , , ,

Flotte bycykler. Der skulle snart være 100 stationer hvor du kan låne og aflevere en bycykel i København og Frederiksberg. Smart.

Flotte bycykler. Der skulle snart være 100 stationer hvor du kan låne og aflevere en bycykel i København og Frederiksberg. Smart.


Er lige trådt ind af døren efter en rask cykeltur og en næsten 2 timer lang gåtur. Vejret er skønt, køligt, men ikke koldt. Fugtigt, men ikke vådt. Sådan et vejr holder jeg meget af. Synes det er lidt lettere, at trække luften helt ned i lungerne på sådanne dage.
Spadsereturen gik gennem Den Sønderjyske Landsby og gennem en anden lille dukkeby på Frederiksberg. Det så yndigt og hyggeligt ud med juletræer og lyskæder i passende mængder. Jeg holder meget af at gå tur efter mørkets frembrud og kigge ind i de hyggelige stuer rundt omkring. Sender Den Lille Pige med Svovlstikkerne en kærlig tanke.
Der er rigtig mange spændende ting at cykle rundt og kigge på. København og Frederiksberg gror og udvikler sig alle steder. Nye spændende bygninger vokser op. Pladser renoveres. Industribygninger forvandles, forretninger og cafèr skyder op som paddehatte. Mon der lukkes lige så mange?
I denne tid er det en fryd at kigge på blomsterbutikkerne med alle de overdådige blomster, dekorationer og adventskranse – en skøn tid. Jeg får lyst til selv at pynte op, men det bliver nok ikke til noget. Her kommer ingen børn og børnebørn forbi i år og at slæbe det frem til mig selv, er nok lidt over kill. Desuden skal vi have nye døre, så der bliver ordentligt byggerod den kommende tid. Og larm, så man må flygte hjemmefra. Og sikkert koldt når de yderste døre ryger.
Må finde en varmestue, at opholde mig i så længe.
Klokken er meget sent og det er langt over aftensmadstid. Min mave knurrer skønt den fik lækre ostemadder hos veninden. Gode oliven og bløde dadler. Jeg tror ikke, den vil finde sig i, at komme i seng uden mad. Men pyt, det kommer sig ikke så nøje hvornår jeg spiser og hvad jeg spiser. Endnu et privilegium at som single og pensionist. Jeg skønner på sådanne ting, lidt anarkistisk måske? Hensynsløst? Det er i hvert fald skønt for sådan en som mig, der ofte har lidt af hensynsbetændelse til højre og venstre.
Men ny vil jeg tage hensyn til min mave og lave den lidt at spise.

Reklamer