Tags

, , , , ,

Montanas reolvægge i skønne farvesammensætninger præger deres Pakhus 48.

Montanas reolvægge i skønne farvesammensætninger præger deres Pakhus 48.


Jeg er så træt, at jeg næsten ikke kan sætte bogstaverne sammen og det på trods af at det er højlys dag og jeg troede jeg havde sovet rimelig godt. Det er tilsyneladende ikke tilfældet, men det blev også sent.
En travetur på flere kilometer frem og tilbage fra S banen til Montanas Pakhus i aftes gjorde en aften der var berammet fra kl. 19.00-22.00 et par timer længere.
Jeg havde sat mig i hovedet, at jeg gerne ville høre de 6 forfattere, der er nomineret til Montanas Litteraturpris, læse op af deres værker. desuden havde jeg set frem til at være blandt gæsterne, når afsløringen fulgte efter oplæsningen.
Men, nix! Jeg skal lære at læse det der står med småt og forstå det. Afsløringen finder først sted i det nye år på Testrup Højskole.
Det var en frygtelig kedelig og monoton oplæsning og jeg spekulerede på om det er den nye trend. At man skal læse op med monoton stemme og kun lige præcis så højt, at det kan høres, hvis man anstrenger sig. Hjælp hvor var det kedeligt.
Værkerne var karakteriseret af at indeholde lange sætninger, remser – en slags rap i læseform. Der var rigeligt med billeder og metaforer på hvad der sker under bæltestedet ude at være nyskabende eller fornyende. Min mening.
Det undrer mig i den forbindelse at Solveig Daugaard i Information i dag, mener at Brøgger har banet vejen for eksempelvis Christina Hagen, en af de nominerede:” Som i sit body double-projekt på ny undersøger de asymmetriske strukturer i forfatterfigurens iscenesættelse. Hagen holder samtidig Brøggers fane højt udi litterær kønsundersøgelse. “Alle dekvinder der kopulerer for husfredens skyld er voldtægtsofre2, står der i Fri os fra kærligheden. I Boyfriend fremviser Hagen lighederne mellem almindelige kvinder i almindelige parforhold, og de prostituerede, som samme kvinde har allermest ondt af. Ved at minde os om ubehageligheder, vi stiltiende er blevet enige om at glemme, indtager hun øretævernes holdeplads som Suzanne Brøgger i sin ungdom.”
For mig er der en alvorlig kvalitetsforskel før Christina kan leve op til Suzannes bøger, men det bliver spændende om dette virkelig er cremen af ny dansk litteratur.
I så fald er jeg virkelig gammeldags og gammel og forstår ikke en dyt. Men sandheder er der jo vitterlig mange af.
Jeg vil blot gerne forstå det jeg læser, eller danne billeder jeg kan se for mig. Røres, græmmes og glædes alt andet en at føle, at det jeg læser er tidspilde og ligegyldigt for forståelsen og forandringen af verden.

Advertisements