Tags

, , , , , ,

Sofiebadet en oase midt i byen. Økologisk og godt for sjæl og krop. www.sofiebadet.dk

Sofiebadet en oase midt i byen. Økologisk og godt for sjæl og krop.
http://www.sofiebadet.dk


Jeg har skrevet om Sofies bad en gang eller to. Nu gør jeg det igen. Hver gang jeg oplever ildsjælene fortælle om deres kamp for at bevare og drive stedet er jeg helt solgt.
I dag begyndte pensionisternes julefrokost i Sofiebadet og jeg ønsker brændende, at der gik 60 ambassadører hjem derfra og vil fortælle vidt og bredt om denne smukke gamle bygning. Dette vidunderlige bad og en hamam i midten af vores by. Et sted hvor de tykke mure emmer af fred og ro. Hvor du kan få muddermaske eller blive gennemvasket og skrubbet på den store varme sten af kyndige hænder. Sidde i det lille økoannex og glæde dig over, at ildsjæle ikke blot har reddet stedet fra overgreb og udslettelse, men også driver det og fortsat sprudler af idèr og gå på mod.
Man kan nyde Lone Arendals fine mosaikfriser, træsnit og glasdøre. Man kan komme til koncert og foredrag. Holde sin fødselsdag eller vel sagtens sin julefrokost der.
Skulle nogen få lyst til at invitere mig til en omgang afvaskning på den varme hamam i skum og sprøjt, vil jeg blive rigtig fornøjet.
Således endnu engang glad for at have oplevet stedet indefra, cyklede jeg/vi videre til et skønt beboerhus på Holmen, hvor pensionistforeningens bestyrelse/eventgruppe havde sørget for god mad, sang og bægerklang.
Det er sjovt at iagttage, at jeg nu er medlem af en gruppe, hvor der kommer flere og flere i kraft af vores fremskredne alder. Nogle kan man genkende, andre ikke.
Der bliver hils til højre og venstre: “Er det dig?” Og minsandten det er det. Minder fra fælles faglige oplevelser blandes med synet på nytidens socialpolitik eller mangel på samme. Alt som man ser på det.
Jeg glædes over at opleve, at nogle blomstrer og finder deres anden ungdom i rød bluse med juleklokker og lys i øjnene. Det har givet pote at være på dating. Andre er blevet sære og gamle og siger deres mening lige ud uden ophør og er ligeglad med om det falder i god jord. Nogle er blevet gangbesværede og svære, som man sagde på min hjemegn. Atter andre suser stadig gesvindt rundt og deltager i frivilligt arbejde og har så travlt, at de ikke forstå, der nogensinde har været tid til lønnet arbejde.
Der er rigeligt med rødvin. Folk er ikke så tørstige mere og vandkaraflerne bliver flittig sendt rundt og kaffekanderne tømt. Alle vil gerne have en af de medbragte julegaver. Det er måske den eneste vi får i år og det er dejligt at få gaver og hyggeligt.
Måske vil jeg pakke min ind igen og forære mig den selv juleaften endnu engang. Jeg kan godt lide at få gaver.
Godt der er nogen som gider arrangere den slags kom-sammen for pensionister. Det er vigtigt. Tak skal I have.

Advertisements