Tags

, , , , , , ,

karen Ellen Strubes eventyrlige smykker. Se dem på Galleri krebsen

karen Ellen Strubes eventyrlige smykker. Se dem på Galleri krebsen


I fuld firspring tog jeg afsted for at nå Krebsens julefernisering og se: Endnu engang havde Karen Ellen Strube en montre med sine eventyrlige smukker. Og naturligvis forelskede jeg mig i den absolut dyreste og henrivende halskrave eller halssmykke. Hun strikket kransen af kobbertråde på to pinde. Pyntet den med påfuglefjer og bitte små dækvinger i den skønneste grønne farve. Vingerne er fra juvelbillen og over dem er der påsat små bitte tandhjul fra gamle ure. Den skal ses. Også tidligere har jeg forelsket mig i et af hendes halsmykker.
Det står altså meget højt på ønskelisten. Men også Annette Graaes interessant værker blev jeg fanget af.
På vejen videre til mit mål, en jazzkoncert med Carsten Dahl og Jakob Dinesen, faldt jeg pludselig ind i en privat lejlighed som var åben og fyldt med julerier. At tænke sig sådan en smuk, stor og historiske lejlighed i det indre København. Alle der opdagede skiltet jublede da de kom indenfor i privaten. Huset hed noget, men jeg glemte at se godt efter og har nu glemt det.
De private stuer var pyntet fra loft til gulv og så vidt jeg forstod var det fruen i huset som lavede dekorationerne.

De private stuer var pyntet fra loft til gulv og så vidt jeg forstod var det fruen i huset som lavede dekorationerne.


Og så til koncert. Carsten og Jakob spiller fint sammen, men mit et og alt er nu Carsten Dahl. Han er en drabelig musiker. “opfører” sig taktfuldt, omsorgsfuldt og kammeratlig sammen med Jakob i musikken og så kan han alligevel engang imellem ikke lade være med at blive fuldstændig fandenivoldsk og næsten strangulerer klaveret. Bedst som man tror, at det nu har det draget sit sidste suk, klapper og kæler han for det og de skønneste og varmeste toner, lige fra hjertet, strømmer ud i rummet. Især 2. sæt var et herligt sam-, med- og modspil når det er allerbedst. Vi var fornøjede os. Jeg er forelsket.
Mit sidste sæt var at danse hos Marianne. I 4-5 timer var jeg praktisk taget ikke af gulvet og der var rigtig gode dansere imellem. Hold da op hvor er det dejligt, at mærke stærke mandearme svinge en i flotte trin til musikken. Dog måtte jeg komme til kort i jitterbug. Den skal friskes op, der var en herre som var ekspert og der kunne jeg ikke være med, når han for alvor gav den gas.
Hvis man vil have motion, latter og smil ind i sit liv og fysiks kontakt til det andet køn, så er det bare ud på dansegulvet. Det er naturligvis en god ide, at lære det først og nogle skal også lære reglerne. Max. to danse med en dame ad gangen – hvis man ikke har en særlig aftale – og så videre til den næste.
En meget genert mand fik endelig hanket op i sig selv og bad om en dans. Desværre kunne han næsten heller ikke give slip igen. Og jeg hader at afvise, for jeg tænker det må være vanvittig svært at mande sig op til at gå tværs over gulvet og bede om en dans og så blive afvist. Det er slet ikke i orden, selvom om man helst vil danse med en der er på sit eget niveau. Præcis som man også helst vil spille tennis med en der er på samme linie. Men man skal jo øve sig og det skal der også være plads til.
På stationen kunne jeg så vente i næsten en time og bagefter rejse hjem med alle julefrokosterne/branderterne. Nogle af dem var ubærlige og jeg blev naturligvis dybt bekymret for en dame, som virkelig så ud til at ville dø på vejen. I stedet for de betjente man har sat ind i juletrafikken, skulle man måske overveje en læge og et udpumpningsapparat.

Advertisements