Tags

, , ,

Julebordene 2014

Julebordene 2014


For 14 år siden fik jeg en ny tradition, som gik ud på at tage til byen og se de smukt pyntede juleborde, spise frokost og slutte af med glög på Hviids Vinstue.
I år delte jeg denne fornøjelige dag med en klog og skøn kvinde, som jeg først er ved at lære lidt bedre at kende.
Hun viste mig et nyt sted at spise frokost. Her var sjovt, flot pyntet og lækker mad. Et sted jeg vil vende tilbage til.
Hviid glög skulle efter sigende være fuldstændig ens år efter år. I år forekom den mig imidlertid så sprittet, at det sved i øjnene. Et glas var rigeligt til at slå mig ud og sende mig hjem på sofaen fuldstændig flad og ude af stand til at løfte armene.
Det betød, at de ting jeg skulle klare igen er udsat – nu er der kun i morgen tilbage. Hjælp hvor får jeg travlt.
I aftes fik jeg læst Gretelise Holm`s bog Kærligheden, kampen og kloden færdig. Jeg er og bliver fuldstændig betaget af, at et menneske kan gennemskue og beskrive samfund, politisk rådenskab, menneskelig skønhed, kamp for overlevelse og retfærdighed og meget, meget mere så levende og velfortalt uanset om det er om livet i Danmark eller udlandet.
Hun har holdt fanen højt og kæmpet for retssikkerheden, kvinders stilling og meget mere hele sit liv og gør det så glimrende som nogen.
Skønt denne bog handler om forhold mange år tilbage, er de fortsat og desværre lige aktuelle. Måske endnu mere nu. Hun har virkeligt brugt sin skrivegave til gavn for de svageste i vores samfund og været medvirkende til at flytte hegnpæle. Det er bare så flot.
Hende ville jeg gerne indstille til en dansk nobelpris.
Nu må jeg liste til køjs og prøve at blive frisk til i morgen. Det er ikke kun den stærke glög der sender mig i gulvet, snot, ondt i leddene, halsen og hovedet tyder på, at forkølelsen ikke helt er forsvundet.
Godt jeg har en ny god bog, at falde i søvn på.
Bortset fra, at der ikke er plads til mad på bordet, er det da meget, meget flot pyntet.

Bortset fra, at der ikke er plads til mad på bordet, er det da meget, meget flot pyntet.

Reklamer