Tags

, , , ,

Om nogle timer sænker julefreden sig over landet.

Om nogle timer sænker julefreden sig over landet.


Nu er julegåsen fløjet og det blev tid til at fylde vaskemaskinerne med puder og dyner. Der skal vaskes som det sidste. Tænker på livet på landet i gamle dage, hvor særken blev vendt og de for længst ville have overstået storvasken den 23. december.
Men da gåsen ikke skal steges hos mig, måtte den ud af røret og i stedet for er jeg ved at koge rødkål. Det dufter da lidt af jul.
Morgenen begyndte med en skøn spadseretur fra Vesterport til en aftale og retur. Vejret var mildt og godt og regnen ikke begyndt. Senere begav jeg mig til indkøbscentret og kunne iagttage køen til udstedelse af gavekort og ditto lange køer hos slagter og fiskemand. Heldigvis skulle jeg ingen af stederne og i rimelig god ro og orden fik jeg bragt mine indkøb i orden.
Ganske langsomt fyldtes centret af flere og flere mennesker og lige nu gætter jeg på, at hvis man færdes der, ville man som marsmand tro der var udbrudt krig og hungersnød med al den hamstring.
Nu er biblioteket besøg og de sidste julebøger afhentet. Vaskemaskinen fyldt med dyner og puder, som skal være lækre og fine. Postbuddet har været her for sidste gang og julekortene læst igen til stor fornøjelse og taknemmelighed.
Der har også været tid til at sidde i frisørstolen og blive nusset og kløet bag ørene. Nu sidder jeg her med hovedet fyldt af krøller og nypelsede øjenbryn. Klar til at holde jul. Måske skal der en plade eller to på for at få stemningen frem, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg GLÆDER mig til at tage afsted i morgeneftermiddag og komme som gæst til et hyggeligt hjem med hyggelige mennesker og næsten sætte mig til et julebord, jeg ikke har haft en finger i spillet med. Det er en bedstemors privilegium – HURRA, for det.
Joo! Jeg mærker julestemningen røre på sig.

Advertisements