Tags

, , , , ,

Uhyggeligt dygtige musikere. Trompetisten i en klasse for sig.

Uhyggeligt dygtige musikere. Trompetisten i en klasse for sig.


For kort tid siden deltog jeg i et spil, hvor jeg blev spurgt om, hvornår jeg sidst har grædt. Det kunne jeg faktisk ikke huske. Hvis du spurgte mig i dag, ville jeg kunne svare.
Jeg husker også følelsen af den klump i brystet som fylder og som ikke er til at slippe udenom. Bagefter det grå rullegardin bag øjnene og trætheden. Så træt bliver man, at det man længes mest efter er en seng og en dyne op over hovedet og at verden vil gå væk.
Hvordan kan det være, at man som meget voksen kan græde på den måde? Er det afmagt? Er det utilfredsheden over en sig selv? Er det sorg over ikke at slå til og lykkes? Er det angsten for at miste? Er det når man konfronteres med de sider hos en selv, som man ikke kan fordrage? Det hele i et mix? Det er i hvert fald noget med at hjertet oplever og ikke forstanden.
Det giver stof til eftertanke, men ingen nemme veje at gå.
Således mindet om livets skrøbelighed drog jeg af sted til et møde og et gensyn med Kunstindustrimuseet, for at se deres udstilling af klædedragter – mest kvinde og børnetøj – op gennem tiden. Det er altid morsomt at genkende ting fra sin egen tid og se hvordan moden skifter. I dag var det sjovt at genkende det tøj, jeg klædte børnene i, da de var små. De mange farver der kom frem i 1970èrne. Hønsestrik, brune sparkedragter og knaldgule små trøjer. Mælkedrengebukser og stribede trøjer fra bla. butikken Tøj til trolde.
Bagefter drak vi kaffe hos Mormor og også her er der gensyn med fordumstider.
DSC00542
Det blev til en længere spadseretur og en tur ind i en undertøjforretning hvor udsalget lovede 60% på lækre mærker. Men pu ha! Det er en grim oplevelse, at se sig selv fra 3 sider i neonlysets skær. Man kan blive i direkte dårligt humør af sådan billeder. Og det var ingen trøst, at tænke på, at medmindre jeg evner at ændre mit indre, kan det ydre aldrig blive perfekt.
Vi måtte have en afskedssøl på Scott, hvor et skønt band spille New Orleans jazz. Det er umuligt at bevare dårligt humør i den stemning og utroligt livsbekræftende at se, at størstedelen af det faste publikum, var damer over 75 i deres pæneste trøjer, med alle smykkerne på. Her var ikke hvid januar. Der blev købt hele flasker hvidvin på køl, drukket isvand til og en eftermiddag og sikkert den halve aften brugt i stamkundernes 2. dagligstue
Ikke til at stå for.

Reklamer