Tags

, , , , , , ,

I venners lag til en hjertevarm fest.

I venners lag til en hjertevarm fest.


Jeg føler mig påvirket af stormen. Det ryster og rasler på altanen. Et eller andet sted i bygningen, står noget og klaprer. Solen lyser på de nøgne træer og det grønne græs, alligevel synes jeg det ser trist og meget lidt indbydende ud. Jeg kan ikke rigtig tage mig sammen og få skoene på og komme ud og få blæst det grå humør væk.
Er der sådan lidt selvmedlidenhed ind over? Måske. Kom det af den skønne fest jeg deltog i i går? Vi fejrede en god veninde, som er trådt ind i pensionisternes rækker. Fed ide, at fejre netop det.
Det var sådan en fest, hvor alle følte at festen var lavet for deres skyld. At alle var så hjertelig velkommen og ikke en kunne undværes. Det var som et gensyn med en stor, gammel familie. De fleste har kendt hinanden i mellem 50 og 20 år. Ja, ja som alle andre steder er nogle mænd og koner skiftet ud, men de er faldet helt ind i rækkerne. Børnene, har fået mænd og børn og på dem kender vi vores alder.
Blev jeg mon lidt misundelig over at alle havde en partner, nogle en ny og kun lidt brugt. Andre en gammel, temmelig brugt og umulig en af slagsen, men ingen syntes at være forfaldet til et liv, hvor nogen tog hinanden for givet. Tværtimod og det er muligvis selve nerven i det selskab. Her var og her er ingen en selvfølgelighed. Alle bliver set på som de unikke sjæle de er og det er meget smukt.
Jeg er meget taknemmelig for, at høre til den gruppe mennesker, når der indkaldes til fest. Så kan det godt være, jeg er den evige, sære single, men mig er der også plads og hjerterum til.
I min lille kalenderbog skriver Rumi: “Din opgave er ikke at søge efter kærligheden, men at søge og finde alle de barrierer inden i dig selv, du har dannet mod den”. Hm! ja! Det er der muligvis noget om. Brændt barn skyer som bekendt ilden.
Og skønt jeg synes, jeg lige nu har lyst til at græde, så vil jeg lade være og i stedet for tage skoene på og alligevel gå ud og smile til blæsten. Den kan bare komme an, der er ikke noget der gør mig så stærk, som modvind.

Reklamer