Tags

, , , , , ,

Det var det - så nemt kommer man ikke om ved det alle steder.

Det var det – så nemt kommer man ikke om ved det alle steder.


Jeg sidder med Puk Damsgårds øjenvidneberetning fra Syrien: “Hvor solen græder”. Jeg kan kun læse den i små bidder. Krigen er så himmelråbende forfærdelig og grufuld og medens bomber og maskingeværer fortsætter med at dræbe og lemlæste børn, kvinder, gamle og for den sags skyld unge og voksne mænd, sidder vi på vores fede flæsk og forsøger at forhindre mange af disse grusomt, torturede og flygtende mennesker adgang til vore land.
De penge det koster at lade danske flyvemaskiner, bomber og personale operere i de samme egne, som vi før var ligeglade med, kunne anvendes bedre i fredens tjeneste – efter min mening.
Puk skriver forrygende godt og man forstår pludselig skiftet i krigen, der begyndte som et oprør mod korruption, krav om retfærdighed og bedre levevilkår og som endte med, at blive en kamp hvori politik og religion blev alt overskyggende. Dem der ikke vil være med, har ikke længere et valg. De kan forsøge at flygte eller blive dræbt på stedet.
Vi må støtte op om og ændre vilkårene for de børn og unge i Danmark, som er mest udsat for, at skulle vælge mellem et mindreværdigt liv i her og en martyrdød i en hæslig krig, de ikke er en del af.
Og vender jeg mig og tænder for fjernsynet, er jeg, med den ene kanal jeg har, tvangsindlagt til at kigge på og lytte til hvorledes gadebørn dræbes og handles i Haiti. Dem som vi skal samle ind til på lørdag. Jeg forstår stadig ikke, at voksne kan få sig selv til at behandle børn sådan. Men når jeg ser ind i nogle af de unge gadebørns øjne forstår jeg nok, at de er blevet så mishandlede allerede, at der også her vil gå generationer før sårene kan læges og der kan komme empatiske og tillidsfulde mennesker ud af det.
Samtidig sidder folk og småsnøfter over de 300 overlevende børn – der nu er gamle – fra koncentrationslejrene i Tyskland og Polen og finder det sørgeligt og forfærdeligt hvad der skete engang. Ser de ikke at det sker igen og igen hver eneste dag. Bare på en mere moderniseret måde. Man behøver ikke gaskamre, når man kan drive mennesker sammen i deres landsby og jævne den med jorden.
Man behøver ikke gaskamre til forældrelæse børn, hvis man må jage og slå dem ihjel hele året rundt. Sulte og plage dem og sælge dem som slaver, prostituerede og endnu værre ting, som jeg slet ikke tør tænke på.
I biografen var der heller ikke trøst at hente i filmen Sange fra en Roma. En smuk og bevægende film om forfølgelsen af romaerne i Europa/Polen. Forfølgelserne er vel i grunden slet ikke rigtig hørt op? Den film er værd at se og blive klog af.
Lige nu kunne jeg godt bruge en stærk arm at forsvinde i og lidt trøst.

Reklamer